Recent Posts

Det går ned

Det går ned

Af Emilie Hackenberg Alstrup Stress er uden tvivl en af de største folkesygdomme i vores tid, og i Teateriet Apropos og Teaterhuset Filurens nyeste ungdomsforestilling bliver der netop taget fat om dette tunge emne set ud fra de unge folkeskoleelevers udgangspunkt. Det er en forestilling, […]

My heartache brings all the boys to the yard

My heartache brings all the boys to the yard

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Rummet er helt hvidt. Der er sofaer over det hele: Gamle sofaer, nye sofaer, den klassiske sorte lædersofa, den farverige halvfjerdsersofa. Musikken spiller. Vi sætter os, drikker vores vin og vores øl. Musikken stopper. Hun står foran mikrofonen. En ung pige […]

Hospitalet

Hospitalet

Af Julia Tonsberg

På Aarhus Teaters Scala-scene bliver sundhedsvæsenet taget under satirisk behandling i et stykke nyt dansk dramatik kaldet ”Hospitalet”. Stykket er skrevet af den provokerende samtidskritiske dramatiker Christian Lollike og iscenesættes af den norske teater- og filminstruktør Runar Hodne. De to udgjorde senest et makkerpar på teatret i februar 2016 med den satiriske familiefarce ”Familien der kunne tale om alt”, som også var skrevet af Lollike og iscenesat af Hodne.

Et sygehuszombievæsen

Scenen bliver sat som et sterilt hospital med de forskellige hospitalsafdelinger: sygeplejersker i hvide kitler, læger der kaster om sig med latinske betegnelser for sygdomme, patienter der utålmodigt bedes fordrive tiden i venteværelset, portører der flytter sygesenge fra den ene afdeling til den anden og farverige hospitalsklovne, der indimellem forstyrrer den sterile orden. Vi ser lige ind i det fortravlede hospitals forskellige rum, hvor personalet bevæger sig som kittelklædte zombier, der apatisk løser deres respektive opgaver. Stemningen er tung, nærmest dyster som i en gyser, og scenarierne bliver stykket igennem kun mere absurde og groteske. Det dystre bliver dog suppleret af utallige humoristiske indslag, som forstærker ironien og den kritiske afstandtagen til den handling, der udspiller sig på scenen.

Lollike er de senere år blevet en af dansk scenekunsts mest fremtrædende personer. I sine provokerende, satiriske og kritiske manuskripter og iscenesættelser har han ofte fremhævet handlingslammelsen som en tendens, der gennemsyrer den tid, vi lever i netop nu. Handlingslammelsen er også at spore i skildringen af sygehusvæsenet, hvor dagene går sin gang, mens hospitalet gradvist influeres af mere og mere sygdom uden, nogen rigtigt gør oprør mod den strømning, der synes at have besat det afgrænsede hospitalssamfund. Oprøret findes dog alligevel i ”Hospitalet” i Mette Døssings karakter, der som den eneste stiller sig kritisk overfor det system, hun finder devaluerende for de mennesker, der befinder sig i det.

       

Samtidskritisk farce fortalt fra et sygeplejerske-perspektiv

I Lollikes tekst og Hodnes iscenesættelse bliver sygehusvæsenet fremstillet, som vi har mødt det i debatspalterne de senere år: hårdt presset og underlagt stadigt flere reformer. I ”Hospitalet” er fokus særligt på sygeplejerskerne, der må kæmpe med at leve op til de ord, der står skrevet i sygeplejeløftet samtidigt med konstant at blive underlagt højere pres og have mindre tid til hver enkelt patient.

Vi er med sygeplejerskerne på stuerne, hvor stomiposen skal skiftes hos en patient, der efter flere dages bedøvelse og medicinering befinder sig i en barnagtig tilstand, frataget sin evne til at se sin nye realitet i øjnene. Scenerne med patienten og hans stomipose er alvorlige, men er samtidig humoristiske, hvor den oplagte joke, der ligger i at have en pose til sin afføring bundet fast til maven bruges til at skabe farcelignende scener, hvor de stakkels sygeplejersker ofte ender med i næsten bogstavelig forstand at stå i lort til halsen.

Vi er også med til afdelingsmøderne, hvor der konstant indføres nye tiltag, der har til formål at effektivisere, så flere patienter kan køres hurtigere igennem systemet. Her slynger den ambitiøse unge leder om sig med amerikanske ledelsesbegreber, der skal legitimere de forringede arbejdsforhold, der sættes for de ansatte. Tiltagene forventes imødekommet med smil og gåpåmod, og det bliver de som regel også af de robotiserede sygeplejersker, der har vænnet sig til ikke at stille spørgsmål, men blot at indrette sig efter det system, de dermed selv er med til at opretholde. Livet på hospitalets gange bliver gennem de karikerede figurer og situationer gennemsigtigt for tilskueren, og det bliver herigennem tydeligt, hvordan effektiviseringerne først rammer personalet og sidenhen spredes til patienterne, der ikke kan få den behandling, de behøver. Man kan spørge sig selv, hvorvidt den zombielignende tilstand, der hersker på hospitalet i virkeligheden er tættere på at slå folk ihjel end at hjælpe dem videre i livet – hvordan de så måtte have behov for det.

Da en sygeplejerske må lade sig indlægge grundet stress, bliver den ironisk-kritiske kommentar til det menneskesyn systemet repræsenterer tydelig, idet sygeplejersken vælger at lade sig indskrive på den afdeling, hun selv arbejder på. Det synes hun og hendes kolleger er en vældig praktisk og fornuftig løsning, idet hun så ”kan vikariere, hvis der bliver behov for ekstra hænder”. Scenariet er trukket ud i det groteske, og understreger den linje, der lægges stykket igennem, hvor der stilles spørgsmålstegn ved måden, hvorpå menneskelig værdi opgøres – i den nytte den enkelte kan gøre for samfundet. Ikke engang som sygdomsramt kan det at komme sig igen være første prioritet, hvis der er arbejde, der kalder.

      

Som tilskuer efterlades man ikke blot med øget sympati for det pressede sygehuspersonale, men også med en større forståelse for de sundhedsmæssige konsekvenser, det øgede pres vil få for samfundet, hvis ikke de allerede får det på nuværende tidspunkt. Mennesket, både i form af sygehuspersonale og patienter, reduceres til en mekanisme, der som en robot forventes at kunne udgøre størst mulig nytte og være til mindst mulig ulempe for samfundet. I ”Hospitalet” bliver konsekvensen, at alle indlagte må bedøves og sommetider holdes i bedøvelse i månedsvis, fordi der er indført begrænsninger på hvor mange mennesker, der kan opereres i samme kalendermåned. Det er taget til ekstremerne, men det er forestillingens force at forstørre og forvrænge tilstandene på hospitalet, idet det både forstærker underholdningsværdien og lader budskaberne skinne tydeligere igennem. De mange absurde scenarier kontrasterer elegant det tunge emne og den dystre stemning, der præger forestillingen. Skuespillet er velspillet hele vejen igennem, hvor spillerne mestrer de mange karakterskift og sammen med en særdeles velfungerende scenografi, lyd- og lysside sætter stemningen i salen. I ”Hospitalet” er der både plads til grin, spænding og eftertanke.

Af: Christian Lollike
Medforfatter: Sigrid Johannesen
Iscenesættelse: Runar Hodne
Tekst- og forestillingsdramaturg: Hanne Lund Joensen
Scengrafi og kostumedesign: Franciska Zahle
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Mette Døssing, Kjartan Hansen, Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Inge Sofie Skovbo og Mette Klakstein Wiberg
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater fra den 2. februar til den 10. marts og senere på Teatret Sort/Hvid i København fra den 16. marts til den 14. april. 

Troen og Ingen

Troen og Ingen

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen åbnes år 2018 med en dramatisk musikforestilling om sorg og den altoverskyggende meningsløshed, der følger med. Forestillingen tager udgangspunkt i musikeren Søren Huss’ sorgalbum, som blev til efter, han mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke for ti […]

Huddyr

Huddyr

Af Julia Tonsberg Kan man lave teater i en container, synes at være et spørgsmål, der kan rejse sig, når man skal finde vej ud til en container i et industrikvarter på Københavns Nordhavn en mørk novemberaften for at se et vækstlagsteaterstykke. Stykket hedder Huddyr […]

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Som altid har Aarhus Teater en familieforestilling som en del af deres repertoire. Denne sæson er valget faldet på en iscenesættelse af C. S. Lewis’ første bog i Krøniken om Narnia, nemlig Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. De fleste kender også historien fra de filmatiseringer, der indtil videre er blevet lavet over tre af bøgerne.

Historien udspringer under 2. verdenskrig, hvor de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy bliver sendt på landet for at bo hos professor Digory Kirke. De bliver sendt afsted for at undgå de bombninger England, og særligt London, blev ramt af i starten af 1940’erne. Allerede den første aften, hvor de fire søskende ankommer til professorens hus, opdager Lucy, den yngste af de fire søskende, at der gemmer sig en indgang til en helt anden verden i et af garderobeskabene i huset, nemlig en indgang til Narnia. Historien om de fire søskendes rejse til Narnia er på mange måder en historie om kampen mellem det gode og det onde, og hvordan det gode altid på sin vis, nok skal finde vejen til at slå det onde. Historien har ligeledes også mange kristne referencer, blandt andet er fortællingen om Jesus’ korsfæstelse og genopstandelse tydelig at spotte i kampen mellem den onde Isheks og løven Aslan.

På den måde er fortællingen om Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet en fortælling med mange barske elementer i sig, dog fortalt i børnehøjde gennem det fiktive og magiske univers, der bliver skabt inde i garderobeskabet. Denne stemning har Aarhus Teater på mange måder taget med sig i deres opsætning af Narnia – Løven, Heksen og Garderobeskabet.

 

Scenografi, lys og lyd som fortælleredskaber

Aarhus Teater har fornyelig været gæstet af den anerkendte teaterinstruktør Robert Wilson, som med sin opsætning af Edda fik sat sit præg på kulturbyåret 2017. Denne ”gæsteoptræden” har uden tvivl sat sit præg på Aarhus Teater, hvilket også er til at mærke i teatrets iscenesættelse af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. Mange af de elementer Wilson ynder at bruge i sine forestillinger, som eksempelvis hans særlige brug af lys, lyd og scenografi har man muligvis valgt at lade sig inspirere af i opsætningen af den folkekære fortælling om Narnia. Der er i hvert fald visse elementer særligt i Frede Guldbrandsens arbejde med scenografien, der har et helt særlig ”Wilsonsk” præg over sig.

Forestillingens scenografi består af mange forskellige lag, som er med til at skabe den magiske verden, Narnia er bygget op omkring. Først og fremmest er der værelset hos professoren, hvor Lucy, Edmund, Susan og Peter bliver indlogeret. Her består scenografien af en kæmpe køjeseng med plads til alle fire søskende og et kæmpe garderobeskab, som senere kommer til at danne udgangspunktet for rejsen til Narnia. Forstørrelsen, der allerede finder sted i scenografien i den ”virkelige” verden, er en måde at åbne op for det magiske univers på og vække fantasien hos børnene, der er inde at se forestillingen.

Bagved køjesengen og det store garderobeskab er der et scenetæppe, der fungerer som tapetet i værelset, men som også er med til at adskille de to verdener fra hinanden. Når de fire søskende træder ind i gennem garderobeskabet bliver scenetæppet hævet op, og en hel ny verden åbner sig. Især i ”Narnia” universet kan man fornemme inspirationen fra Wilsons opsætning af Edda, hvor hovedscenografien består af to hvide skråninger, der skal fungere som sneklædte bakker eller bjerge. Det er især den stilistiske simplicitet, der går igen fra Wilsons æstetik. Men i opsætningen af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet, har man til gengæld valgt at give scenen et nyt fortællende element. Instruktøren Frede Guldbrandsen har valgt at gøre stor brug af drejescenen på Store Scene, hvilket af flere omgange er med til at vise, at de fire søskende og deres nye venner fra Narnia rejser over store strækninger. Inde i skråningernes hulrum gemmer der sig ligeledes også både Hr. Tumnus’ hus og Hr. og Fru Bævers hus. Dermed formår scenen i sig selv ved gang på gang at åbne nye rum op at skabe en god grobund for det magiske fantasi univers, der gemmer sig i fortællingen.

Men scenografien står langt fra alene i skabelsen af det magiske land Narnia. Forestillingen gør også flittigt brug af både lys og lyd til at underbygge de forskellige stemninger i forestillingen. Eksempelvis hører man en advarende tromme under Lucys første besøg hos Hr. Tumnus, mens han luller hende i søvn med sin historie og sin panfløjte.

Både lys og særligt også lyd spiller en stor rolle, når karaktererne i Narnia skal rejse over store strækninger. Sammen med brugen af drejescenen er for eksempel bombastiske trommerytmer med til at fortælle om den farefulde og lange rejse, de begiver sig ud på.

Ligeledes spiller begge dele også en stor rolle i de forskellige kampscener, der er i forestillingen, og uden den underbyggende brug af lys og lyd ville mange af disse scener ikke opnå den samme livagtige effekt. Sammenspillet mellem scenografi, lys og lyd i forestillingen spiller altså en stor rolle i at sætte gang i publikums, og navnlig børnenes fantasi, så det magiske univers ikke går tabt.

En forestilling i børnehøjde

På trods af at forestillingen indeholder op til flere uhyggelige eller dystre scener, kan man sagtens mærke, at forestillingen særligt har børnene som målgruppe. Det ses i flere elementer. I scenen hvor Aslan bliver henrettet, har man eksempelvis valgt at sætte en gennemsigtig skærm med store snefnug ned foran scenen, mens den bliver spillet. Dette er både med til at skabe en understøttelse af, at Isheksen nu har overtaget, og at vi nu er i hendes iskolde univers, men det er også med til helt bogstaveligt talt at skabe ”en fjerde væg”, som kan blive en form for filter, som børnene kan iagttage scenen igennem. Så den forhåbentlig kommer til at virke mindre voldsom på dem. At man er i børnehøjde ses også i måden, karaktererne bliver spillet på. Oftest når voksne skal spille børn, som det er tilfældet i denne opsætning, kan det hurtigt blive lettere overspillet og karikeret. Men de fire skuespillere der spiller henholdsvis Lucy, Edmund, Susan og Peter, har fanget essensen af de fire søskende og deres indbyrdes relationer rigtig godt, hvilket får karaktererne til at fremstå mere troværdige. Ligeledes er mange af de resterende karakterer, som eksempelvis Hr. Tumnus, Isheksen og Aslan også portrætteret på hver deres karakteristiske måde, dog uden at blive karikerede, hvilket er med til at understøtte det magiske univers.

I enkelte tilfælde har man valgt at lave forskellige såkaldte ”asides”, hvor blandt andet Lucy taler direkte til publikum, om hendes tanker og spørgsmål til alle de mærkværdige ting, der sker. Særligt fordi det er Lucy, der udfører disse ”asides”, fungerer det ret godt, da hun skal forestille at være mere jævnaldrende med mange af de børn, der er inde og se forestillingen. Derfor bliver disse øjeblikke i fuldkommen øjenhøjde med børnene, og de kommer også til at fungere som en måde at engagere børnene på. Allerede i programmet til forestillingen ser man et forsøg på at engagere det noget yngre publikum og deres familier. Programmet er udadtil udformet som et garderobeskab, men indeni åbner ”spillet om Narnia” sig op, hvilket er med til at skabe et efterliv for forestillingen. Man kan dog også forestille sig, at det kan være med til at åbne op for snakke og diskussioner om forestillingen i de familier, der vælger at tage ind og se den.

Man har i iscenesættelsen heller ikke på nogle tidspunkter, ladet sig overbevise om, at børnene har behov for en yderligere pædagogisering af forestillingen for at kunne forstå dens pointer. Forestillingen, dens karakterer og dens virkemidler får lov til at tale for sig selv, hvilket er med til at gøre den til en interessant forestilling også for de lidt ældre familiemedlemmer, der tager med ind og ser den. Det magiske univers, C. S. Lewis har skabt i sin bog, formår Aarhus Teater at genskabe på en troværdig måde, så det står tydeligt frem for hele familien.

Forfatter: C. S. Lewis
Oversat af: Hanna Lützen
Dramatiseret af: Glyn Robbins
Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen
Scenografi og kostumedesign: Camilla Bjørnvad
Komponist: Klaus Risager
Dukkemager: Karin Ørum
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Anne Plauborg, Bue Wandahl, Christian Hetland, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Matias Hedegaard Andersen, Hanne Windfeld, Klaus Risager, Clara Ellegaard, Alexander Krumhausen, Johannes Zois

Fotos: David Bering/Montgomery

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 24. november til den 13. januar

 

 

 

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Af Julia Tonsberg På trods af Black Friday og premieren på den store opsætning af Narnia på teatrets Store Scene var Stiklingen på Aarhus Teater næsten fyldt af publikummer på anden spilledag af skuespilelevernes præsentationsforestilling. Det er i denne forestilling, de otte, snart nyuddannede, skuespillere […]

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Af Julia Tonsberg Kulturmarkt turnerer i november måned forskellige steder i Danmark med forestillingen ”Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv”. Her møder man en skuespiller og hendes rolle i en situation, hvor de sammen skal spille en scene i et […]

Momentet

Momentet

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Den århusianske rapper L.O.C.s tekstunivers er blevet inviteret indenfor på Studio-scenen på Aarhus Teater. Lige så vel som hans tekster er denne iscenesættelse ikke for sarte sjæle. Det er teater i bedste in-yer-face theatre stil, hvor publikum bliver konfronteret med sex, druk og det mørke natteliv med få meters afstand til skuespillerne. Teksterne er provokerende og voldsomme, men i denne forestilling får vi også et andet perspektiv på rapperens poesi, hvor der bliver åbnet op til blødende hjerter og flakkende sjæle.

På første række til fyrværkerishow
I ”Momentet” bliver publikum lukket ind i et cirkulært rum på teatrets kælderscene. Vi sidder på træbænke, som i denne runde salsformation kun består af to rækker, og uanset hvilken række man vælger, er man rigtig tæt på. Rummet skaber en utrolig tæt relation mellem skuespillere og publikum, og under forestillingen har man som publikum hele tiden følelsen af at blive trængt op i en krog, hvor man på ingen måde kan gemme sig. Det er et univers, der passer utrolig godt til L.O.C. og rapmusikkens måde at smække voldsomme billeder i hovedet på modtageren. Provokationen er godt bevaret i dette rum, hvor den fjerde væg tydeligvis viser sig usynlig i ”Momentet”. Det er ikke en introvert forestilling med nogle eksistenser, der fører en dialog, og ellers bare lader historien gå sin gang indenfor skuespillets rammer. Her er det mødet med publikum, der er det centrale, og de fire medvirkende henvender sig hele tiden til publikum, hvad enten det er med tomme blikke eller fallossymboler.

Udover det intense rum, så bliver publikum også mødt af et festfyrværkeri af farver, glitter og g-strenge. De mange lysskift omfavner og fastholder publikum i et rum af utallige indtryk, som flytter os fra tekst til tekst, fra en hvileløs eksistens til en anden. Skuespillerne er iklædt tætsiddende gamacher med leopardprint, glitrende make-up og pelsjakker. Det er en forestilling med tryk på bling-bling og kroppe i kontakt med publikumsrækkerne. Det er et meget ekspressivt univers, der klæder tekstuniverset rigtig godt. Det er et provokerende og insisterende univers med en masse seksuelle billeder, men i dette rum oplever vi ikke blot et stereotypisk billede af rapmusikkens hårde univers. Vi oplever også en spejling af en rodløs ungdom.

Det konfronterende teaterrum
Når man går ind til en forestilling og ved, at det er L.O.C.s musik, der danner rammen, så kan man spørge sig selv, hvad hensigten er med at sætte hans tekster ind i et teaterrum. Er det blot et forsøg på at få unge mennesker i teatret? Er det provokation for provokationens skyld? I forhold til sidstnævnte spørgsmål, så er der ingen tvivl om, at provokationen er der, og den er tilmed hensigtsmæssig her. Studio-scenen er i denne sæson dedikeret til husinstruktør Sargun Oshana og husscenograf David Gehrt, som i fire forestillinger får lov til at lege med teaterrummet. Det er kommet til udtryk igennem et brud med det klassiske scene-sal-forhold, hvor publikum ikke længere sidder tilbagelænet, og skuespillerne fortæller en historie. Her er der i stedet en stærk interaktion med publikum, som konstant bliver fastholdt og har skuespillerne på enmandshånd ansigt til ansigt. Det er en forfriskende leg med teatret, og rapmusikerens til tider stødende tekster er en fed ramme for ønsket om at lade publikum møde sine skuespillere mere direkte.

Derudover skal det siges, at L.O.C.s sange ikke blot er blevet i tonerne af det hårde nattelivslandskab. Selvfølgelig er den verden stadig bevaret, for det er her L.O.C. har sit afsæt, så der skal det også være. Men musikken har også fået nye farver og nuancer. Det er ikke blot elektroniske beats og en svada af fragmenterede ord, som ingen når at fange. Det er også dramatisk og følsomt, som når skuespilleren Kjartan Hansen sætter sig uden for salens cirkelformede rum og hamrer i tangenterne på et klaver til teksten ”Hvorfor vil du ikk’ ha’ mig mer’?”.

Fra druk til længsel
Disse mere følsomme øjeblikke står absolut stærkest i forestillingen, da vi her får åbnet op til sangene, så det ikke blot bliver teatret, der efteraber rapgenren. Da teksterne bliver sunget og ikke kun rappet, får vi et indblik i, hvad der gemmer sig bag teksterne og de mange bandeord. Vi ser et miljø af druk og byture, hvor tempoet er højt, og hvor de seksuelle undertoner ikke er til at tage fejl af. Men i rejsen gennem L.O.C.s univers går vi også fra det klassiske nattelivsbillede til et portræt af en længselsfuld ungdom. De længes efter meningen med livet. De længes efter kærligheden, og nogen der vil elske dem og blive hos dem. Her kommer det tidligere nævnte spørgsmål i spil; er forestillingen blot et måde at få unge i teatret på? Det korte svar vil være nej. Forestillingen er ikke et forsøg på at være ung med de unge – den ER ung med de unge. Den er fuld af humor, der får mavemusklerne i gang, og den er fuld af den alvor, som også summer i det unge publikum. Hvis de unge vil opleve at være i øjenhøjde med teaterverdenen, så kan den mulighed fanges i ”Momentet”. Her er der plads til at møde det fortabte unge menneske igennem bl.a. Simon Mathew, der går i tomgang med blikket i jorden og den gentagende replik ”Jeg vågnede op i morges med en trang til at gøre livet kort”.

På Aarhus Teater har Sargun Oshana og David Gehrt – ligesom med ”#amlet” – formået at imødekomme sit unge publikum og tale til det. Teatret får en grundig rystetur og lader ingen hæmninger blokere forholdet mellem publikum og skuespillere.  ”Momentet” er en forestilling om de mange byture og fester, som man gennemgår i ungdommen, men det er også et vidnesbyrd om en hvileløs tid, hvor man forsøger at finde sig selv og kærligheden på samme tid. I nattelivet kan vi fange et moment af lykke og glædesrus.

Tekster af: L.O.C.
Iscenesættelse: Sargun Oshana
Scenografi: David Gehrt
Musikarrangement: Ronnie Flyvbjerg Olsen
Musiker og musikarrangør: Johannes Eberl Smed

Lysdesign: Kim Glud

Medvirkende: Kjartan Hansen, Marie Marschner, Nanna Bøttcher og Simon Mathew
Fotos: Petra Kleis

Forestillingen spiller på Aarhus Teater fra d. 8. november til d. 2. december.

AGONY – an eating opera

AGONY – an eating opera

Af Emilie Hackenberg Alstrup I en enkelt uge har Åbne Scene på Godsbanen haft besøg af en særdeles anderledes teateroplevelse. Her bliver opera, musik, madkunst og videoprojektioner sat sammen for publikum i en fortælling om seksualitet, køn, krop og patriarkatet. Selvom kvinden for længst er […]