Recent Posts

West Side Story

West Side Story

Af gæsteanmelder Camilla Boutrup Mathiasen Hvad kan musicalgenrens Romeo og Julie bruges til i vores Danmark – hvor vi er langt fra 1950’ernes gadekampe i den vestlige og fattige del af New York? Her er vi ikke sønderligt ramt af efterdønningerne fra en krig, vi […]

Det går ned

Det går ned

Af Emilie Hackenberg Alstrup Stress er uden tvivl en af de største folkesygdomme i vores tid, og i Teateriet Apropos og Teaterhuset Filurens nyeste ungdomsforestilling bliver der netop taget fat om dette tunge emne set ud fra de unge folkeskoleelevers udgangspunkt. Det er en forestilling, […]

My heartache brings all the boys to the yard

My heartache brings all the boys to the yard

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Rummet er helt hvidt. Der er sofaer over det hele: Gamle sofaer, nye sofaer, den klassiske sorte lædersofa, den farverige halvfjerdsersofa. Musikken spiller. Vi sætter os, drikker vores vin og vores øl. Musikken stopper. Hun står foran mikrofonen. En ung pige med mørkt hår og brune øjne, håret er sat op i en knold. Hun kigger nervøst på os. ”Kender du det, hvor du vågner op i en seng, og du er nøgen?” Hun forsøger med et prøvende blik. Små grin spreder sig i rummet. Alles øjne er rettet mod hende. ”Og det er ikke det der med, at du er nøgen, der gør dig nervøs, det er mere det, at du ikke ved, hvor du er?” Grinene vokser sig større. ”Når personen der ligger ved siden af dig også er nøgen.”

My heartache brings all the boys to the yard er den tredje forestilling i det nye koncept på Studioscenen på Aarhus Teater, hvor der arbejdes med at gentænke teaterrummet. Forestillingen illustrerer millenniumgenerationens evige trang til kærlighed, men også dens unægtelige ensomhed. Den er skrevet af skuespiller og dramatiker Nanna Cecilie Bang, og er det første stykke, hun har skrevet til Aarhus Teater. Ligesom det har været kendetegnene for sæsonens tidligere forestillinger på Studio, er rummet malet helt hvidt. Den klassiske Black box og den vante scene-sal-konstellation er blevet ophævet. Tilbage står man med et helt blankt lærred, som i dette tilfælde er blevet fyldt med sofaer. Som publikum inviteres man ind i de bløde gemakker, og er fra start på lige fod med skuespillerne.

Monologer i brudstykker

Forestillingens dramaturgi er bundet op på monologer, hvor vi i brudstykker følger tre personer og hver deres historie. Når den enes monolog ender, overtager den andens. Vi får aldrig navnene på personerne, og kan derfor kun identificere dem med de skuespillere, der spiller dem. Der er et fast mønster i forestillingen, hvor vi som publikum først har øjnene rettet mod Asta Kamma August, så mod Anna Nøhr Tolstrup og til sidst mod Christian Hetland. Dette mønster bliver gentaget igen og igen, indtil vi til sidst kun har Asta tilbage, og hun forlader os ligesom de to andre. Når de forskellige monologer bliver taget op igen, fortsættes det samme fortællemønster som personen tidligere har haft, men bliver præsenteret for nye dele af deres historie. De tre personer interagerer aldrig med hinanden. De reagerer ikke på og blander sig ikke i hinandens historier. På den måde har forestillingen en ret episk karakter, da personerne kun har hvert deres spil og ikke forholder sig til hinanden.

I Astas monolog bliver vi præsenteret for en ung pige, der deler op- og nedturene fra hendes kærlighedsliv med os. Meget af det hun siger, kan man nikke genkendende til: Den ene pinlige eller akavede situation efter den anden. Under den genkendelige overflade ulmer et dysfunktionelt forhold til hendes kærlighedsliv. Da hun frygter, hun er blevet gravid med sin kæreste, men får sin menstruation, vil hun alligevel gerne have et barn. Da de så snakker om bevidst at lave det her barn, kan hun ikke tænke på andet, end at hun bliver nødt til at gå fra ham. Når det hele kommer lidt for tæt på, eller bliver lidt for seriøst, kan hun ikke rumme det. Hun er et godt eksempel på, hvordan forestillingen rammer millenniumgenerationen lige på kornet, og kaster vores egne usikkerheder tilbage i hovedet på os.

Strukturen med de afbrudte monologer er med til at understøtte fortællingen om den ensomme og jeg-fikserede millenniumgeneration. De enlige historiefortællinger der aldrig interagerer med hinanden afspejler, hvordan vores unge generation forbliver bag deres skærme og facader og aldrig reelt blander sig med hinanden. Når forestillingen aldrig bevæger sig over i dialog, er der heller ingen risiko for, at personerne gennemskuer hinandens historier, og får lov til at kigge bag facaden.

I øjenhøjde med publikum

Allerede når man som publikum træder ind i rummet, føler man sig godt tilpas. Små ting, som at man må tage sine drikkevarer med ind, og at man skal sætte sig til rette i bløde sofaer er med til at skabe en mere uformel stemning. Man slapper af på en anden måde. Inden forestillingen går i gang, er det ikke til at skelne mellem, hvem der er publikum, og hvem der er performere. Alle tre skuespillere sidder i sofaerne sammen med os, og det er kun, hvis man ved, hvem de er, at man kan identificere dem som skuespillere. Denne forbindelse mellem skuespillerne og publikum er noget, der bliver kendetegnende for resten af forestillingen.

Alle tre personer benytter sig af udtrykket ”Kender du det?” i deres monologer. Særligt i Astas monolog bliver det brugt mere konsekvent, hvilket skaber en form for stand-up vibe i hendes fortælling. Det skaber en anden form for nærvær.
I hver person bliver vi både mødt med noget genkendeligt, men også noget mere tragisk og absurd. I Annas ene monolog starter hun eksempelvis med replikken:
”Kender du de dage, hvor du begynder at overveje selvmord ligesom en almindelig tur i Ikea?”
Det absurde og mere abstrakte kommer lige så tit som det genkendelige. Særligt Christians og Annas fortællinger er mere abstrakte i deres udtryksform. Hver gang vi bliver mødt med de absurde replikker, griner vi og tænker ”Sagde du lige det?”, men det er også det absurde og abstrakte, der gør, at vi som publikum får lov til at se ind bag personernes facader, når ingen andre gør.

Forestillingens vekslen mellem det genkendelige og det mere tragiske skaber en form for tragikomik, der rammer os lige i hjertekulen. Det ene øjeblik er rummet fyldt med latter, og det næste er vi blevet ramt af en dyb stilhed. Den foregående replik afslørede den tragiske sandhed. Sandheden om vores generation, og sandheden om os som mennesker. Selvom forestillingen i høj grad prøver at gå i kødet på millenniumgenerationen, formår den også at sige noget mere generelt om det moderne menneske. Hvordan vi flygter, når tingene bliver for svære, og hvordan vi forbliver i vores egne fortællinger, selvom vi prøver at række ud til andre.

Af: Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse: Morten Lundgaard 
Scenografi: David Gehrt
Medvirkende: Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup og Asta Kamma August
Fotos: Anna Marín Schram

Forestillingen spiller på Aarhus Teaters studioscene fra d. 16. februar til d. 14. marts.  

Hospitalet

Hospitalet

Af Julia Tonsberg På Aarhus Teaters Scala-scene bliver sundhedsvæsenet taget under satirisk behandling i et stykke nyt dansk dramatik kaldet ”Hospitalet”. Stykket er skrevet af den provokerende samtidskritiske dramatiker Christian Lollike og iscenesættes af den norske teater- og filminstruktør Runar Hodne. De to udgjorde senest […]

Troen og Ingen

Troen og Ingen

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen åbnes år 2018 med en dramatisk musikforestilling om sorg og den altoverskyggende meningsløshed, der følger med. Forestillingen tager udgangspunkt i musikeren Søren Huss’ sorgalbum, som blev til efter, han mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke for ti […]

Huddyr

Huddyr

Af Julia Tonsberg

Kan man lave teater i en container, synes at være et spørgsmål, der kan rejse sig, når man skal finde vej ud til en container i et industrikvarter på Københavns Nordhavn en mørk novemberaften for at se et vækstlagsteaterstykke. Stykket hedder Huddyr og er skabt af teaterkollektivet Teaterkandidaterne.

Huddyr foregår i år 2047; her er jordens ressourcer næsten opbrugt, og mennesker er begyndt at fortære mennesker for at overleve. Menneskets hud kan i nogle dele af verden ikke længere modstå solens stråler, og derfor må de i disse verdensdele importere hud fra andre dele af verden. Her møder vi de syv huddyr, der er fanget i en container på vej til Europa, hvor deres hud skal afskrælles og videresælges. Huddyrene er blevet ensrettede med deres fuldstændigt ensklippede hår og deres identiske brune læderflyverdragter, og de er afhængige af sondemad for at overleve. Samtidig er det dog nødvendigt, at de ikke sidder i sonden for længe, da den også bedøver dem, så det vil medføre døden, hvis de sidder i den i mere end tre mørklægningsperioder. Da én af huddyrene gennemskuer sondesystemet, laves en vagtplan, hvor de i hold af to skiftes til at være vågne og vække næste hold, inden de tre mørklægningsperioder er gået.

Fængende og inddragende åbning

Forestillingens start er effektfuld: da vi som publikum har taget plads på stolerækkerne, der er opstillede i hver ende med spillerum i containerens midte, bliver lyset slukket, og en voice-over indleder fortællingen. Vi suges fra første færd ind i huddyrenes klaustrofobiske univers. Det skaber en kinæstetisk empati tilskuere og figurer imellem, idet vi som tilskuere kropsligt får lov at mærke en snert af det fangenskab, figurerne er fastholdt i. Dertil kommer huddyrenes udbrud af suk og nærmest hyperventilerende vejrtrækninger, der ikke sætter tvivl ved deres ubehag, og det virker enormt omklamrende der i mørket i en lukket container.

En kærlighedstragedie i et klimakritisk perspektiv

Forestillingen favner tematisk bredt: ifølge den selv er det en futuristisk kærlighedsfortælling sat midt i klimakrisens helvede. Klimakrisen, og det den har ført med sig, bliver kærlighedens antagonist. Kærligheden, som bogstavelig talt ikke fortsat kan ånde i et kærlighedsløst samfund, hvor ozonlaget er næsten nedbrudt, og hvor det kun handler om overlevelse. På trods af det lever behovet for kærlighed i bedste velgående i den lukkede container. De syv huddyr forelsker sig på kryds og tværs, mens de kæmper for deres liv. Her kommer titlens dobbelte betydning ind i billedet: de er huddyr, fordi de er dyr, der skal indgå i hudproduktionen, men de er også huddyr i den forstand, at de længes efter hudkontakt med et andet menneske.
I containeren er der både lykkelige og ulykkelige forelskelser, og det bliver i sidste ende ikke klimakrisen, der koster dem livet, men et knust hjerte.
Der drages en klar parallel til Shakespeares Romeo og Julie, og her kunne jeg ønske mig, at referencen havde været mere subtil. Forestillingen spiller ikke som sådan på fremmedgørende effekter, og derfor er en italesættelse af referencerne heller ikke nødvendig. Det havde på mig virket mere inderligt, hvis det blot havde fået lov at eksistere som et lag, tilskueren selv kunne føje til i sin refleksion.

Tematisk ramme med mange mulige tolkningsstier

Det futuriske univers, forestillingen er sat i, giver rig mulighed for at iscenesætte dommedagsprofetier, mens man trækker på referencer fra historien. Det giver anledning til flere historiske denotationer, heriblandt til kolonitiden og behandlingen af jøder under anden verdenskrig. Den beskæftiger sig på sin vis med det så ofte omtalte begreb empati og frygten for, at vi helt mister denne, mens den med fine, underlæggende referencer gisner om, hvor galt det kan risikere at gå. Den forholder sig kritisk til systemer med sin portrættering af de uniformerede mennesker, der udadtil er frarøvet deres identitet, fordi de skal indgå i ”systemet”, og kan i den henseende tolkes som en kommentar til tidens fokus på øgning af konkurrenceevne og kompetenceniveau.
Man kan også læse forestillingen som en kommentar til kødfortærelse, og en opfordring til at sætte sig i dyrenes sted, når de står i en transportcontainer på vej mod et slagteri. Denne læsning understøttes af læderdragterne, der får relation til afskrælningen af koens pels, for at bruge den til læderproduktion.
Alle de her opremsede tematikker går hånd i hånd med et ønske om større medfølelse, hvilket også kommer til udtryk i forestillingens formmæssige sprog, hvor vi alle, spillere såvel som tilskuere, sammen er fanget i en container på Nordhavnen.

Selvom alle spillere gør et fortrinligt arbejde på scenen, vil jeg alligevel gerne fremhæve Line Olivia Heibon, som med sin portrættering af den lettere neurotiske, men dybt intelligente kvinde, virkelig formår at fange og fastholde sit publikum. Meget tyder også på, at denne figur er særligt godt skrevet, og at en del af den vellykkede portrættering også skyldes dette. Den skiller sig ud fra de øvrige figurer og giver forestillingen en særegen kulør og humor, som både er underholdende og skræmmende uhyggelig.

Container og novembermørke som scenografisk medspiller

Huddyr kunne sagtens være en site-specific-forestilling, hvilket er kendetegnet ved at være scenekunst, der er skabt ud fra et bestemt sted. Containeren og den mørke Nordhavn kan nærmest siges at være en figur i stykket, for det er en stor medspiller, når det kommer til at skabe den klaustrofobiske, gyserlignende stemning, der gennemsyrer forestillingen. Det er dog nok snarere tilfældighedernes væsen, der har haft indflydelse på, at det netop er blevet i en container på Nordhavnen, huddyrene skulle vågne. Derfor må en af de største udfordringer for en vækstlagsteatergruppe, der muligvis skal på turné med sin forestilling, være at genskabe den stemning og det univers, man nærmest får forærende, når man spiller sin forestilling i en container.
Dertil må konklusionen på, om man kan lave teater i en container være et rungende ja. Huddyr er en seværdig forestilling fra vækstlaget, der er turen til den mørke Nordhavn værd. Kulden og mørket udefra bliver både forstærket i huddyrenes tragiske skæbner og modarbejdet i den lidenskab, der er at føle i deres længsler og begær. Det fladere hierarki tilskuere og spillere imellem, som containerens flade struktur også fordrer, gør, at man som publikum får lov at mærke lidenskab, længsel og panik i øjenhøjde.

Instruktion: Asta Herta
Manuskript: Asta Herta & Asta Johanne Vangkilde
Medvirkende: Joos Støvelbæk, Cecilie Reshide Møller, Marie Skovgaard Larsen, Lukas Gregory, Oskar Andsager Klingenberg, Asta Johanne Vangkilde & Line Olivia Heibon
Forestillingensleder: Katinka Launbjerg
PR- og presseansvarlig: Tyra Møll Holst
Foto: Alma Mølsted Andersen

Forestillingen spiller i en container på Sundkrogsgade, Nordhavn fra d. 17. november til d. 3. december. 

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Som altid har Aarhus Teater en familieforestilling som en del af deres repertoire. Denne sæson er valget faldet på en iscenesættelse af C. S. Lewis’ første bog i Krøniken om Narnia, nemlig Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. De fleste kender […]

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Af Julia Tonsberg På trods af Black Friday og premieren på den store opsætning af Narnia på teatrets Store Scene var Stiklingen på Aarhus Teater næsten fyldt af publikummer på anden spilledag af skuespilelevernes præsentationsforestilling. Det er i denne forestilling, de otte, snart nyuddannede, skuespillere […]

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Af Julia Tonsberg

Kulturmarkt turnerer i november måned forskellige steder i Danmark med forestillingen ”Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv”. Her møder man en skuespiller og hendes rolle i en situation, hvor de sammen skal spille en scene i et stykke. Såvel skuespilleren som hendes rolle spilles af Mette Rønne, som er stykkets eneste medvirkende. Det eneste, der skiller de to karakterer fra hinanden, er en komisk heksenæse, som kun rollen ejer. Skuespilleren og rollen bliver testet i samarbejdets svære kunst, og herfra begynder en rejse for de to. En rejse, der bevæger sig fra fantasi og drømme over i virkeligheden og de udfordringer, den kan føre med sig.

At være eller ikke at være en rolle eller en skuespiller

Stykkets mest gennemgående greb, forholdet mellem person og rolle, rammesætter i samspil med titlen forestillingen til at beskæftige sig med spørgsmål om, hvornår man er helt sig selv og hvordan man egentlig finder ud af, hvem man er. Man kan undre sig over, hvorfor forestillingen hedder ”Den komiske tragedie”, og dette er også noget, rollen tager op i begyndelsen ved at berøre, hvad publikum må tænkes at forvente sig af en sådan titel. De komiske fald-på-halen-greb bliver flittigt anvendt af den farceagtige karakter, som rollen udgør, hvis mål ofte synes at være at få sit publikum til at grine. Her inddrages også virkemidler fra comedy-genren, hvor det lille scenerum og den sparsomme scenografi skaber et intimt rum, der er oplagt for publikumsinddragelse, særligt for tilskuerne på første række. Ridser man lidt i den komiske overflade, vil man dog hurtigt se, at der gemmer sig mere alvorlige eksistentielle tematikker, som særligt er dem, skuespilleren slås med. Her skildres fortvivlelse og usikkerhed, og Mette Rønne mestrer til stor beundring den spillestilsmæssige vekslen mellem den komiske farcekarakter og den ærlige sårbarhed, som sætter de to karakterer i skarp kontrast til hinanden. De to eksistenser med det (næsten) identiske ansigt fungerer som hinandens spejle, idet de på mange måder er modsætninger, men også må portrætteres af samme person. Rollen bor i skuespilleren, hvis ikke det i virkeligheden er skuespilleren, der bor i rollen.

Kærlighed og kreativitet

Rollen fortæller om sit møde med skuespilleren, hvilket bliver en sød fortælling om forholdet mellem de to, hvor rollen nærmest fungerer som skuespillerens skytsengel, der har våget over hende fra barnsben af. Her skildres en meget livlig fortolkning af idéernes verden, som noget der på magisk vis eksisterer i et parallelt univers. I det parallelle univers bor diverse fiktive karakterer, fra Shakespeares Kong Lear til rollen, vi møder i denne forestilling, og de sidder alle blot og venter på, at et menneske bliver klar til at tage sig af dem og lade dem komme til live på en scene i den menneskelige verden. Det er en legende og drømmende fortolkning, der kunne minde om den, man ser i animationsfilmen Toy Story, hvor legetøjet bliver levende om natten. I det hele taget synes forestillingen at gøre op med voksenlivets alvor og appellere til grin, selvironi og vigtigst af alt – kærlighedens store betydning.

Rollen forsøger at passe på sin skuespiller ved at tage ud for at søge efter kærligheden til skuespilleren, og beretningen om denne rejse får lov at fylde en del i stykket. Her står forestillingen stærkt, idet den dvæler ved historiefortællingen, hvilket giver stykket dybde. I henhold til forestillingens titel kan det her tolkes som en central pointe, at det er i mødet med kærligheden, man vil finde sig selv. Det bliver aldrig klart, hvilken form for kærlighed, der her er tale om, hvilket gør det tilpas abstrakt til, at man som tilskuer forstår den tematiske ramme, men ikke kan tilskrive det en konkret situation. Kreativitet og kærlighed virker i denne forestilling som to nært beslægtede fænomener – noget, der inficerer én, når man er klar til det og mindst venter det. Begge dele er vilde og ukontrollerbare og en del af en drømmenes verden, som vi måske bør levne mere plads til i en fortravlet, tidsfanatisk hverdag.

Manglende balance mellem komedie og tragedie

Med ganske få midler lykkes det i Den komiske tragedie at skabe et fængende og underholdende univers, som i høj grad hviler på skuldrene af stykkets ene medvirkende, der ikke har meget at støtte sig op ad i forhold til scenografi og rekvisitter. Hele universet er sårbart, og det er netop en af forestillingens pointer. Sårbarheden kommer tydeligt til udtryk gennem portrætteringen af de to kontrasterende karakterer, ligesom det understøttes på det ikke-diegetiske niveau, hvor der er en sårbarhed forbundet med det at lade blot én skuespiller spille to så vidt forskellige karakterer i en scenografi, der ikke serverer meget for sit publikum. Man tvivler dog aldrig på Mette Rønne, som leverer de pludselige karakterskift yderst sikkert og præcist og bærer en stor del af ansvaret for, at stykket fungerer så godt.

Dog ville jeg ønske, at forestillingen lod sårbarheden fylde lidt mere og det komiske lidt mindre. Rollen skygger en anelse for meget for skuespilleren, og det har desværre konsekvenser for graden af refleksion, da mange passager bliver afbrudt af komiske indslag, fremfor at lade de eksistentielle problemstillinger, som forestillingen også rummer blive fuldt udfoldet.

Iscenesættelse: Anders Brink
Medvirkende: Mette Rønne
Forfatter: Eva Bonfanti og Yves Hunstad
Lys: Mads Maybom og Anna Westh
Original titel: La Tragedie Comique
Teaterforlag: Nordiska Aps – København
Foto: Per Pedersen

Forestillingen spiller i udvalgte danske byer i november måned. 

Momentet

Momentet

Af Emilie Hackenberg Alstrup Den århusianske rapper L.O.C.s tekstunivers er blevet inviteret indenfor på Studio-scenen på Aarhus Teater. Lige så vel som hans tekster er denne iscenesættelse ikke for sarte sjæle. Det er teater i bedste in-yer-face theatre stil, hvor publikum bliver konfronteret med sex, druk […]