Recent Posts

Grab Them By The Pussy

Grab Them By The Pussy

Af Julia Tonsberg På Teatret Svalegangen bliver den omdiskuterede feminisme lige nu taget under kærlig behandling på scenen i etagekomedien ”Grab Them By The Pussy”. At stykket kaldes en etagekomedie skyldes indholdssiden, hvor vi møder forskellige beboere i en etageejendom og får indsigt i deres […]

West Side Story

West Side Story

Af gæsteanmelder Camilla Boutrup Mathiasen Hvad kan musicalgenrens Romeo og Julie bruges til i vores Danmark – hvor vi er langt fra 1950’ernes gadekampe i den vestlige og fattige del af New York? Her er vi ikke sønderligt ramt af efterdønningerne fra en krig, vi […]

Det går ned

Det går ned

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Stress er uden tvivl en af de største folkesygdomme i vores tid, og i Teateriet Apropos og Teaterhuset Filurens nyeste ungdomsforestilling bliver der netop taget fat om dette tunge emne set ud fra de unge folkeskoleelevers udgangspunkt. Det er en forestilling, der med stor respekt for sin målgruppe varetager dette emne med en god portion af teatermagi og alvor, så det for publikum bliver nogle indtryk, der er til at føle på.

I forestillingen møder vi fortællingens hovedperson Caroline, som vi følger fra hendes 16 års fødselsdag og få dage efter. På sin fødselsdag bliver hun vækket med sang, gaver og konfetti af sin far, og derfra har Caroline en lang dag foran sig med skolearbejde, venindesnak og fodboldtræning. Igennem de forskellige øjeblikke oplever vi som publikum de mange forventninger, som møder Caroline, hvor end hun befinder sig. I skolen arbejder hun sammen med klassens kloge-Åge og skal i den forbindelse arbejde hårdt for at kunne være med på hans niveau. Veninden fortæller om sin nylige seksuelle debut og spørger til, om Caroline mon også har fundet sig en kæreste. På fodboldholdet prædiker holdkammeraten om, hvilke fremskridt Caroline er nødt til at gøre sig for at kunne klare sig på holdet, og derhjemme står familien klar med det store fødselsdagsarrangement og venter på det glade fødselsdagsbarn. Caroline vil det hele. Men hun oplever igennem dagenes løb, hvordan hendes indre uro blot vokser sig større i presset om hele tiden at skulle være den perfekte udgave af sig selv i alt. Uanset om det er som veninde, skoleelev, fodboldspiller eller datter.

Et nuanceret billede af tidens teenagere
Forestillingens kerne er Caroline, der som hovedkarakter bliver spillet af Sara Line Møller, og omkring hende står faren, veninden, skolekammeraten og fodboldkammeraten, der alle bliver spillet af Matias Hedegård. Dette er en ret vellykket metode for forestillingen, der formår at sætte Carolines verden og følelsesliv i spot for publikum ved hjælp af netop denne ene skuespillers vekslen imellem de mange roller via parykskifte. Min oplevelse af Carolines stress bliver dermed forstærket, da de øvrige omgivelser hvirvler rundt om hovedet på hende konstant. Der er hele tiden en ny, som kræver hendes tid og energi, og dette fokus på Carolines tiltagende afmagt skinner tydeligt igennem via de hurtige rolleskift.

Der er bogstaveligt talt altid en, der står klar i kulissen til at møde Caroline med den næste forventning, og det er her, jeg oplever, at forestillingen formår at tillægge tematikken en meget nuanceret dimension. Vi hører ofte om de mange 12-tals piger, som dagligt kæmper med at skulle være den bedste udgave af sig selv for deres fremtids skyld. De mødes af forventningen om, at de bedste karakterer er forudsætningen for den gode uddannelse og det gode job. I denne forestilling ser vi dette pres allerede i folkeskolen, da det er et faktum, at unge mennesker tidligere og tidligere oplever, at de skal vide, hvad de vil med deres liv og præstere derefter. Så sent som i slutningen af det forgangne år var Liberal Alliance ude med et forslag om stopprøver i 0. klasse, som skal være adgangsgivende for, om børnene kan komme videre til 1. klasse. Forslaget gik mest af alt på at sikre alle børn et godt dansk sprog, men det er alligevel skræmmende at tænke på, at børn allerede i syvårsalderen skal præstere deres absolut bedste for at kunne komme videre til næste step. Dette er blot set ud fra uddannelsesområdet, for jeg synes virkelig, at forestillingen rammer rigtigt ved at tilføje flere aspekter i denne stressfaktor, som unge oplever. Det er nemlig ikke kun ovenstående problematik om perfekte karakterer, som farver deres grundtilstand. Igennem de sociale medier kan unge også hele tiden spejle sig i andre og en perfekt opstillet verden, som de unge føler, de skal kunne leve op til, og så behøver det altså ikke kun at være skolen, der er årsagen til presset. Som forestillingen rigtig fint fremhæver, så kommer presset alle vegne fra.

Et abstrakt og poetisk teaterrum
Forestillingen kunne ligeså godt udelukkende sætte ind på uddannelsesområdet, men som sagt er der flere ting, der spiller ind. Dertil når vi taler om forestillingens æstetiske og kunstneriske fremstilling af fortællingen, så kunne det også blot have været en-til-en realisme med en scenografis skildring af et klasselokale, et teenageværelse eller et andet naturalistisk rum. Men her formår forestillingen at gøre brug af de mange sanselige teatertrick for at sætte fokus på Carolines historie og de følelser, hun gennemgår. Scenografien fremstår af en bagvæg i en halvcirkelsformation med et scenegulv, der følger denne bue. I midten af scenen er der placeret et lille cirkelformet podie og bagved en kulisse, hvor de mange rolleskift foregår. Over podiet hænger en lille glødepære i en snor. Hele scenografien er i rødlige og brunlige farver ligeså vel som de to skuespilleres kostumer fremgår i samme farvenuancer. Det er et flot visuelt univers, der forkæler publikums sanseindtryk, og som samtidig ikke blot fylder forestillingen med en masse ord om de unges stresssituation. Det er i stedet en kropslig tilkendegivelse af den stress, der er ved at overtage hovedkarakteren, og det kommer netop til udtryk i de både abstrakte og poetiske scenebilleder. Først og fremmest er det skuespilleren selv, der igennem sine kropslige udtryk, viser, hvordan hun fysisk er ved at knække sammen og ikke kan bevare kontrollen. Dernæst er lyset virkelig velanvendt sammen med skuespillerens ageren og den øvrige scenografi, da det i samspil i høj grad bliver stemningsskabende for publikums perception. Som sagt er det de varme rødlige farver, der præger både scenografi og kostumer, men i de situationer, hvor Caroline står alene og mærker den indre uro, der kun bliver stærkere, så er det et mere koldt og blåligt lys, som farver scenerummet. Samtidig ændrer Carolines kostume sig også fra et rødligt til et blåligt kostume. Det er en meget stærk visuel oplevelse at se en karakter skildre sin stress igennem de kropslige krampetrækninger, mens scenografien med sine virkemidler blot er med til at forstærke dette.

Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren har skabt en rigtig fin forestilling, der både varetager en vigtig ungdomsproblematik samt giver en stærk visuel teateroplevelse, der ikke blot er fyldt med en masse store ord. ”Det går ned” er en forestilling, hvor publikum igennem det poetiske udtryk kan føle med Caroline og hele ungdommens stressproblemer. Jeg er helt sikker på, at ”Det går ned” vil fange sin målgruppe og give dem et virkelighedsbillede, de kan identificere sig med.

 

Produceret af: Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren
Tekst af:
Henrik Szklany
Iscenesættelse: Leiv Arne Kjøllmoen
Scenografi
: Nadja Nabil Korsbæk
Lyddesign
: Johannes Smed
Lysdesign
: Jesper Jepsson
Scenemester: Uffe Blaabjerg
Dramaturger: Janicke Branth og Marion Vick
Instruktørassistent: Barbara Rousset
Kostume og scenografassistenter: Johanne Hornum og Cecilie Ulrikke Poulsen
Medvirkende
: Matias Hedegård og Sara Line Møller
Fotos: Daniel Livbjerg Bevensee

Forestillingen spiller i Filurens Sal i Musikhuset Aarhus d. 8 marts til d. 23. marts

My heartache brings all the boys to the yard

My heartache brings all the boys to the yard

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Rummet er helt hvidt. Der er sofaer over det hele: Gamle sofaer, nye sofaer, den klassiske sorte lædersofa, den farverige halvfjerdsersofa. Musikken spiller. Vi sætter os, drikker vores vin og vores øl. Musikken stopper. Hun står foran mikrofonen. En ung pige […]

Hospitalet

Hospitalet

Af Julia Tonsberg På Aarhus Teaters Scala-scene bliver sundhedsvæsenet taget under satirisk behandling i et stykke nyt dansk dramatik kaldet ”Hospitalet”. Stykket er skrevet af den provokerende samtidskritiske dramatiker Christian Lollike og iscenesættes af den norske teater- og filminstruktør Runar Hodne. De to udgjorde senest […]

Troen og Ingen

Troen og Ingen

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Teatret Svalegangen åbnes år 2018 med en dramatisk musikforestilling om sorg og den altoverskyggende meningsløshed, der følger med. Forestillingen tager udgangspunkt i musikeren Søren Huss’ sorgalbum, som blev til efter, han mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke for ti år siden. Søren Huss’ tekster stråler flot i forestillingen, hvis dramatiske gestaltning desværre ikke når samme højder.

Forestillingen er bygget op af montager, hvor dramaturgien går fra sang til scene. Vi møder tre mennesker, som alle har mistet den samme person – konen, veninden og søsteren – og som sammen må finde ud af at bearbejde sorgen. Denne fiktive fortælling følger samme udvikling som den dramaturgi, Søren Huss selv har tilrettelagt i numrenes rækkefølge på albummet. Vi oplever nemlig indledningsvist de tre karakterer til begravelse gennem albummets første nummer ”Som mejslet i massiv granit”, og gennem albummets sidste nummer ”Tak for dansen” rundes forestillingen af med de tre karakterer, der har fået bearbejdet sorgen og fundet troen på, at livet må fortsætte.

Sorte papkasser og sorgens kaos
I den dramatiserede fortolkning af albummet ”Troen og Ingen” har sorgen fået en stærk medspiller gennem scenografien, der består af sortmalede papkasser, der inden forestillingsstart er stablet omhyggeligt på scenens forkant, inden de bliver væltet bagover og scenen åbnes for os. En effektfuld indledning, hvor vi igennem scenografien alene mærker det kæmpe brag, som det uforudsigelige og ubarmhjertige tab prompte skaber. Generelt er scenografien med til at skildre, hvor vi følelsesmæssigt er i handlingen, ligesom vi afslutningsvist ser, at kasserne er stablet fint på plads igen i takt med, at det store, tomme kaos er blevet behandlet. De sorte papkasser udgør på én gang en yndefuld og rå scenografi, som skaber nogle flotte billeder undervejs i forestillingen og klæder Søren Huss’ poetiske tekster ufattelig godt. Dernæst er musikken noget af det, som virkelig fungerer godt for forestillingen. Gennem dygtige musikere og sangere lukkes vi ind i et rum, hvor sorgens mange følelser kommer til udtryk. Det er en meget rørende oplevelse at høre de mange numre, og jeg bliver revet med i den følelsesmæssige rutsjebane, som sangene portrætterer.



Overfladiske dialoger og uforløst iscenesættelse
Når det så er sagt, så bliver det kun gennem musikken og sangene, at forestillingen har godt fat i mig, for ligeså nemt det er at leve sig ind i sangene, ligeså svært er det at opnå det samme igennem scenernes dialoger. Intentionen om at tilføje noget realisme og lethed til sangteksternes til tider abstrakte og tunge univers er bestemt forståelig, men i forestillingen forbliver det en svær balance at forløse og få til at gå op i en højere enhed. Dialogerne bliver for mig problematiske, da de opererer på et alt for let og nøgternt leje til, at min indlevelsesevne følger med de tre karakterer. Replikkerne bliver leveret på en måde, så det fremstår en anelse overfladisk og komisk, og dermed bliver forholdet til de ægte følelser meget distanceret. Det resulterer i, at jeg har rigtig svært ved at mærke troværdigheden igennem spillet. Følelserne i dialogerne virker påklistrede fremfor nærværende, og derfor bliver jeg undervejs tabt rigtig mange gange på gulvet efter ellers at have følt den brændende smerte gang på gang gennem musikken.

Scenerne i sig selv er ellers nogle rigtige fine hverdagssituationer, som jeg er sikker på, at mange kan sætte sig ind i – frustrationen over at glemme de små praktiske ting for at få den basale hverdag til at hænge sammen igen eller alle de minder, der strømmer frem, når man sidder med den afdødes efterladte ting. Særligt scenen, hvor den afdødes veninde ringer til hende for blot at høre telefonsvareren, tror jeg, mange kan nikke genkendende til. Jeg husker personligt selv efter min farfars død den mærkelige oplevelse, det var at kigge min telefonbog igennem og forholde mig til, om jeg nu skulle ændre kontakten ”Farmor og Farfar” til blot ”Farmor”. Disse konfrontationer, der opstår i hverdagen efter et tab, er fine tilføjelser til Søren Huss’ sangtekster, men på trods af den rette intention om et indskud af realisme, så bliver musikken og dialogerne nogle ender, der aldrig mødes til sidst. Det er som at opleve to forskellige stilarter, og derfor bliver kontrasten mellem replikkernes noget overfladiske levering og sangenes inderlighed desværre for stor. Mod forestillingens slutning er der endvidere en scene, hvor de tre karakterer pakker den afdødes ting i de sorte papkasser, mens de skiftes til at beskrive den afdøde ud fra en masse tillægsord. Scenen bliver svær at forholde sig til, og det hele bliver lidt formålsløst, da man blot er vidne til det, der virker som en tom opremsning af en masse prædikater.

”Troen og Ingen” bliver for mig en alt for kontrastfyldt og uforløst forestilling, da min indlevelsesevne kun bliver aktiveret gennem musikken. Resten forbliver på et mere overfladisk niveau, og derfor forlader jeg salen med en følelse af, at forestillingen har trukket sine stik hjem på bekostning af Søren Huss’ poetiske og rørende tekster. Efter en masse medie- og presseomtale for forestillingen var det også mit indtryk, at det ikke var Søren Huss’ personlige historie, som skulle skinne igennem, men den fiktive handling fremstår alligevel som en spejling af netop denne nye enkemand, der er alene med sin datter. Havde forestillingen udnyttet montage-dramaturgien til fulde, så kunne de enkelte scener måske have været brugt til at portrættere forskellige slags tab (bedsteforældre, forældre, børn, venner) og på den måde kredse om den nådesløse sorg på en mere nuanceret måde. Forestillingen skal dog have cadeau for sin effektfulde scenografi og intention om at tilføje nogle relaterebare situationer, men desværre harmonerer musik og dramatik ikke i sidste ende.

Idé og iscenesættelse: Per Smedegaard
Tekst: Jeanette Munzert
Musik/Tekst: Søren Huss
Scenografi: Siggi Óli Palmason
Lysdesign: Steffen Ilfeldt
Lyddesign: Anton Bast
Lydeffekter: Chris Christoffersen
Videodesign: Jens Mønsted
Musikalsk arrangør og kapelmester: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman
Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen
Medvirkende: Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik og Nikolaj Mineka
Statister: Selma Pandora Kramhøft Mønsted og Signe Louise Frewert Andresen
Fotos: Montgomery

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra d. 27. januar til d. 3. marts.

Huddyr

Huddyr

Af Julia Tonsberg Kan man lave teater i en container, synes at være et spørgsmål, der kan rejse sig, når man skal finde vej ud til en container i et industrikvarter på Københavns Nordhavn en mørk novemberaften for at se et vækstlagsteaterstykke. Stykket hedder Huddyr […]

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Som altid har Aarhus Teater en familieforestilling som en del af deres repertoire. Denne sæson er valget faldet på en iscenesættelse af C. S. Lewis’ første bog i Krøniken om Narnia, nemlig Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. De fleste kender […]

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Af Julia Tonsberg

På trods af Black Friday og premieren på den store opsætning af Narnia på teatrets Store Scene var Stiklingen på Aarhus Teater næsten fyldt af publikummer på anden spilledag af skuespilelevernes præsentationsforestilling. Det er i denne forestilling, de otte, snart nyuddannede, skuespillere fra Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater har mulighed for at vise, hvad de kan. I år har de fået lov at brillere i en remediering af nogle af minimalisme-forfatteren Raymond Carvers noveller, og det er blevet til forestillingen med den lange titel Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed, som også er titlen på én af de noveller, der medvirker i forestillingen.

Novellerne er karakteriseret ved deres minimalistiske stil, som ofte er blevet sammenlignet med et isbjerg, hvor kun en lille del er synlig for øjet, mens der gemmer sig en masse under overfladen. I 1993 blev nogle af Carvers noveller til en Hollywoodproduktion, instrueret af Robert Altman, under titlen Short Cuts. Kærligheden er i Carvers noveller ikke en dans på roser. Den er dysfunktionel og besværlig, og karaktererne synes at mangle evner til at forvalte deres relationer til andre mennesker.

Når teater, film og novelle smelter sammen

Noget kunne også tyde på, at teaterversionen ikke kun er inspireret af novellerne, men også af filmens virkemidler. Her lånes flittigt af filmiske greb, som særligt kommer til udtryk gennem multiplotfortællingen, som efterhånden ofte ses i amerikansk filmkultur. Her følger vi som publikum mange forskellige skæbner og deres fortællinger, hvor ingen har direkte tilknytning til hinanden, men er bundet sammen af en tematisk rammesætning. Det er en form, der egner sig godt til iscenesættelse eller filmatisering af flere noveller, da det giver mulighed for at inddrage de forskellige historier, uden et krav om at skulle koble dem direkte til hinanden.

Forestillingen får med multiplottet en nærmest filmisk klipning, hvor det er tydeligt markeret, hvornår vi er videre til en ny scene. Scenografien medvirker også til det filmiske; et stort bagtæppe af en amerikansk highway i perspektiv, som var det en filmkulisse. Spillernes tøj er ligeledes holdt i realistisk 70’er stil, hvilket gør dem til virkelige personer med dybde, ligesom det medvirker til det samlede indtryk af miljøet og den socialklasse, personerne befinder sig i.

De filmiske greb bliver dog kombineret med mere teatralske virkemidler, hvilket blandt andet gør sig gældende ved de stærkt fremmedgørende effekter. Det sker for eksempel, når spillerne på scenen kollektivt maler læberne røde og øjenlågene voldsomt blå, eller når de alle vræler i kor med en sut i munden, da en i øvrigt voksen kvinde spiller en grædende baby. I disse passager træder individets tilstand i baggrunden til fordel for den kollektive følelse, og følelser og stemninger bliver forstørret. Det er nærmest uudholdeligt, da babyen græder, og som publikum føler man med det frustrerede forældrepar, fordi man selv påvirkes af larmen fra den (kollektivt) grædende baby.
Det er også teatralsk, da en af karaktererne hiver tæppet med den amerikanske highway ned, og de øvrige spillere sidder omme bagved og kigger ud på publikum. Her bliver illusionen brudt, og form og indhold går op i en højere enhed. Det er den rå virkelighed for den amerikanske middelklasse i 70’erne, der bliver vist på scenen, og karaktererne er der stadig, når kulissen rives ned.

 

    

Musik som narrativt greb

Musik er en stor del af iscenesættelsen af Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed. Musikken spænder bredt over kunstnere, der havde deres storhedstid i det 20. århundrede, og favner både rock og country-genren. Det er nostalgisk og melankolsk, og bidrager aktivt til skabelsen af bestemte stemninger i stykket, ligesom det medvirker til opfattelsen af hvilken socialklasse, vi ser på, når det for eksempel er Johnny Cash, der sættes på.

Musikken bliver brugt på mange forskellige måder: enkelte af skuespileleverne giver den som sangstjerner  med en mikrofon på scenen, og det gør de så hårene rejser sig, andre gange bliver det spillet som baggrundsmusik, og sidst bliver det også til tider spillet fra grammofon, hvor en karakter sætter musikken på. På den måde er der en velafbalanceret brug af musikken både på et diegetisk og et ekstradiegetisk niveau. Musikken bidrager aktivt til skildringen af miljøet og stemningerne i det rum, karakterenes fortællinger udspiller sig i og styrker medfølelsen med karaktererne og deres situationer. Mange af scenerne bliver endnu mere effektfulde med musikken, der gør det hele mere følsomt og bevirker, at oplevelsen ikke kun taler til intellektet, men også sætter sig i kroppen.

 

Det er en stor opgave af løfte, når man forsøger at remediere en af de største forfattere i nyere tid til en teaterforestilling. Denne teaterversion af udvalgte Raymond-Carver-noveller udfordrer ikke hovedværket ved skildringen af personer, miljø og tematikker, men det er heller ikke på nogen måde nødvendigt, når værket i forvejen kan så meget. Det er i Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed lykkedes at få temaerne fra novellerne til at skinne lysende klart igennem. Raymond Carvers noveller egner sig ikke bare godt til film, men også til de skrå brædder, som giver den minimalistiske stil mulighed for at få et mere ekspressivt udtryk. Det er ikke ligeså nøgternt skildret, som det er på siderne i en bog, for her får karaktererne liv, stemme og mulighed for at fortælle hver deres historie for et publikum. Musikken er velvalgt og en stor medspiller, når det kommer til at skildre den følsomhed, der også befinder sig under overfladen. For trods minimalisme og kynisme er det frem for alt et følelsernes univers – og igennem stykket bliver teatersalen fyldt til glassets rand med følelser, der dog aldrig flyder over og bliver for meget, da de bliver suppleret af en ironisk distance.
De otte skuespilelver formår alle at indfange og videreformidle den stemning, der ligger i stykket, og de står som hold virkelig stærkt. De besidder stor teknisk kunnen der også rækker udover det skuespilmæssige i form af solide sangstemmer.
Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed er en forestilling, der lever videre i krop og tanke, efter man har forladt teatersalen. Den giver lyst til at fordybe sig i Raymond Carvers Short Stories, mens man lytter til Cat Stevens og The Mamas and Papas, som blot er nogle af de kunstnere, der bliver spillet musik af i forestillingen.

Af: Raymond Carver
Bearbejdelse og iscensættelse: Minna Johannesson
Scenografi: Katrine Gjerding
Lysdesign: Mads Lindegaard
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Luise Skov, Mads Reuther, Martine Emilie Barrett Levinsen, Mathilde Passer, Morten Kjær, Sandra Turèll Henningsen, Thomas Findval Sølvskov, Troels Kortegaard Ullerup
Fotos: Rumle Skafte

Forestillingen spiller på Stiklingen på Aarhus Teater fra d. 23. november til d. 18. december.

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Af Julia Tonsberg Kulturmarkt turnerer i november måned forskellige steder i Danmark med forestillingen ”Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv”. Her møder man en skuespiller og hendes rolle i en situation, hvor de sammen skal spille en scene i et […]