Recent Posts

Troen og Ingen

Troen og Ingen

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen åbnes år 2018 med en dramatisk musikforestilling om sorg og den altoverskyggende meningsløshed, der følger med. Forestillingen tager udgangspunkt i musikeren Søren Huss’ sorgalbum, som blev til efter, han mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke for ti […]

Huddyr

Huddyr

Af Julia Tonsberg Kan man lave teater i en container, synes at være et spørgsmål, der kan rejse sig, når man skal finde vej ud til en container i et industrikvarter på Københavns Nordhavn en mørk novemberaften for at se et vækstlagsteaterstykke. Stykket hedder Huddyr […]

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Som altid har Aarhus Teater en familieforestilling som en del af deres repertoire. Denne sæson er valget faldet på en iscenesættelse af C. S. Lewis’ første bog i Krøniken om Narnia, nemlig Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. De fleste kender også historien fra de filmatiseringer, der indtil videre er blevet lavet over tre af bøgerne.

Historien udspringer under 2. verdenskrig, hvor de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy bliver sendt på landet for at bo hos professor Digory Kirke. De bliver sendt afsted for at undgå de bombninger England, og særligt London, blev ramt af i starten af 1940’erne. Allerede den første aften, hvor de fire søskende ankommer til professorens hus, opdager Lucy, den yngste af de fire søskende, at der gemmer sig en indgang til en helt anden verden i et af garderobeskabene i huset, nemlig en indgang til Narnia. Historien om de fire søskendes rejse til Narnia er på mange måder en historie om kampen mellem det gode og det onde, og hvordan det gode altid på sin vis, nok skal finde vejen til at slå det onde. Historien har ligeledes også mange kristne referencer, blandt andet er fortællingen om Jesus’ korsfæstelse og genopstandelse tydelig at spotte i kampen mellem den onde Isheks og løven Aslan.

På den måde er fortællingen om Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet en fortælling med mange barske elementer i sig, dog fortalt i børnehøjde gennem det fiktive og magiske univers, der bliver skabt inde i garderobeskabet. Denne stemning har Aarhus Teater på mange måder taget med sig i deres opsætning af Narnia – Løven, Heksen og Garderobeskabet.

 

Scenografi, lys og lyd som fortælleredskaber

Aarhus Teater har fornyelig været gæstet af den anerkendte teaterinstruktør Robert Wilson, som med sin opsætning af Edda fik sat sit præg på kulturbyåret 2017. Denne ”gæsteoptræden” har uden tvivl sat sit præg på Aarhus Teater, hvilket også er til at mærke i teatrets iscenesættelse af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. Mange af de elementer Wilson ynder at bruge i sine forestillinger, som eksempelvis hans særlige brug af lys, lyd og scenografi har man muligvis valgt at lade sig inspirere af i opsætningen af den folkekære fortælling om Narnia. Der er i hvert fald visse elementer særligt i Frede Guldbrandsens arbejde med scenografien, der har et helt særlig ”Wilsonsk” præg over sig.

Forestillingens scenografi består af mange forskellige lag, som er med til at skabe den magiske verden, Narnia er bygget op omkring. Først og fremmest er der værelset hos professoren, hvor Lucy, Edmund, Susan og Peter bliver indlogeret. Her består scenografien af en kæmpe køjeseng med plads til alle fire søskende og et kæmpe garderobeskab, som senere kommer til at danne udgangspunktet for rejsen til Narnia. Forstørrelsen, der allerede finder sted i scenografien i den ”virkelige” verden, er en måde at åbne op for det magiske univers på og vække fantasien hos børnene, der er inde at se forestillingen.

Bagved køjesengen og det store garderobeskab er der et scenetæppe, der fungerer som tapetet i værelset, men som også er med til at adskille de to verdener fra hinanden. Når de fire søskende træder ind i gennem garderobeskabet bliver scenetæppet hævet op, og en hel ny verden åbner sig. Især i ”Narnia” universet kan man fornemme inspirationen fra Wilsons opsætning af Edda, hvor hovedscenografien består af to hvide skråninger, der skal fungere som sneklædte bakker eller bjerge. Det er især den stilistiske simplicitet, der går igen fra Wilsons æstetik. Men i opsætningen af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet, har man til gengæld valgt at give scenen et nyt fortællende element. Instruktøren Frede Guldbrandsen har valgt at gøre stor brug af drejescenen på Store Scene, hvilket af flere omgange er med til at vise, at de fire søskende og deres nye venner fra Narnia rejser over store strækninger. Inde i skråningernes hulrum gemmer der sig ligeledes også både Hr. Tumnus’ hus og Hr. og Fru Bævers hus. Dermed formår scenen i sig selv ved gang på gang at åbne nye rum op at skabe en god grobund for det magiske fantasi univers, der gemmer sig i fortællingen.

Men scenografien står langt fra alene i skabelsen af det magiske land Narnia. Forestillingen gør også flittigt brug af både lys og lyd til at underbygge de forskellige stemninger i forestillingen. Eksempelvis hører man en advarende tromme under Lucys første besøg hos Hr. Tumnus, mens han luller hende i søvn med sin historie og sin panfløjte.

Både lys og særligt også lyd spiller en stor rolle, når karaktererne i Narnia skal rejse over store strækninger. Sammen med brugen af drejescenen er for eksempel bombastiske trommerytmer med til at fortælle om den farefulde og lange rejse, de begiver sig ud på.

Ligeledes spiller begge dele også en stor rolle i de forskellige kampscener, der er i forestillingen, og uden den underbyggende brug af lys og lyd ville mange af disse scener ikke opnå den samme livagtige effekt. Sammenspillet mellem scenografi, lys og lyd i forestillingen spiller altså en stor rolle i at sætte gang i publikums, og navnlig børnenes fantasi, så det magiske univers ikke går tabt.

En forestilling i børnehøjde

På trods af at forestillingen indeholder op til flere uhyggelige eller dystre scener, kan man sagtens mærke, at forestillingen særligt har børnene som målgruppe. Det ses i flere elementer. I scenen hvor Aslan bliver henrettet, har man eksempelvis valgt at sætte en gennemsigtig skærm med store snefnug ned foran scenen, mens den bliver spillet. Dette er både med til at skabe en understøttelse af, at Isheksen nu har overtaget, og at vi nu er i hendes iskolde univers, men det er også med til helt bogstaveligt talt at skabe ”en fjerde væg”, som kan blive en form for filter, som børnene kan iagttage scenen igennem. Så den forhåbentlig kommer til at virke mindre voldsom på dem. At man er i børnehøjde ses også i måden, karaktererne bliver spillet på. Oftest når voksne skal spille børn, som det er tilfældet i denne opsætning, kan det hurtigt blive lettere overspillet og karikeret. Men de fire skuespillere der spiller henholdsvis Lucy, Edmund, Susan og Peter, har fanget essensen af de fire søskende og deres indbyrdes relationer rigtig godt, hvilket får karaktererne til at fremstå mere troværdige. Ligeledes er mange af de resterende karakterer, som eksempelvis Hr. Tumnus, Isheksen og Aslan også portrætteret på hver deres karakteristiske måde, dog uden at blive karikerede, hvilket er med til at understøtte det magiske univers.

I enkelte tilfælde har man valgt at lave forskellige såkaldte ”asides”, hvor blandt andet Lucy taler direkte til publikum, om hendes tanker og spørgsmål til alle de mærkværdige ting, der sker. Særligt fordi det er Lucy, der udfører disse ”asides”, fungerer det ret godt, da hun skal forestille at være mere jævnaldrende med mange af de børn, der er inde og se forestillingen. Derfor bliver disse øjeblikke i fuldkommen øjenhøjde med børnene, og de kommer også til at fungere som en måde at engagere børnene på. Allerede i programmet til forestillingen ser man et forsøg på at engagere det noget yngre publikum og deres familier. Programmet er udadtil udformet som et garderobeskab, men indeni åbner ”spillet om Narnia” sig op, hvilket er med til at skabe et efterliv for forestillingen. Man kan dog også forestille sig, at det kan være med til at åbne op for snakke og diskussioner om forestillingen i de familier, der vælger at tage ind og se den.

Man har i iscenesættelsen heller ikke på nogle tidspunkter, ladet sig overbevise om, at børnene har behov for en yderligere pædagogisering af forestillingen for at kunne forstå dens pointer. Forestillingen, dens karakterer og dens virkemidler får lov til at tale for sig selv, hvilket er med til at gøre den til en interessant forestilling også for de lidt ældre familiemedlemmer, der tager med ind og ser den. Det magiske univers, C. S. Lewis har skabt i sin bog, formår Aarhus Teater at genskabe på en troværdig måde, så det står tydeligt frem for hele familien.

Forfatter: C. S. Lewis
Oversat af: Hanna Lützen
Dramatiseret af: Glyn Robbins
Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen
Scenografi og kostumedesign: Camilla Bjørnvad
Komponist: Klaus Risager
Dukkemager: Karin Ørum
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Anne Plauborg, Bue Wandahl, Christian Hetland, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Matias Hedegaard Andersen, Hanne Windfeld, Klaus Risager, Clara Ellegaard, Alexander Krumhausen, Johannes Zois

Fotos: David Bering/Montgomery

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 24. november til den 13. januar

 

 

 

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Af Julia Tonsberg På trods af Black Friday og premieren på den store opsætning af Narnia på teatrets Store Scene var Stiklingen på Aarhus Teater næsten fyldt af publikummer på anden spilledag af skuespilelevernes præsentationsforestilling. Det er i denne forestilling, de otte, snart nyuddannede, skuespillere […]

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Af Julia Tonsberg Kulturmarkt turnerer i november måned forskellige steder i Danmark med forestillingen ”Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv”. Her møder man en skuespiller og hendes rolle i en situation, hvor de sammen skal spille en scene i et […]

Momentet

Momentet

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Den århusianske rapper L.O.C.s tekstunivers er blevet inviteret indenfor på Studio-scenen på Aarhus Teater. Lige så vel som hans tekster er denne iscenesættelse ikke for sarte sjæle. Det er teater i bedste in-yer-face theatre stil, hvor publikum bliver konfronteret med sex, druk og det mørke natteliv med få meters afstand til skuespillerne. Teksterne er provokerende og voldsomme, men i denne forestilling får vi også et andet perspektiv på rapperens poesi, hvor der bliver åbnet op til blødende hjerter og flakkende sjæle.

På første række til fyrværkerishow
I ”Momentet” bliver publikum lukket ind i et cirkulært rum på teatrets kælderscene. Vi sidder på træbænke, som i denne runde salsformation kun består af to rækker, og uanset hvilken række man vælger, er man rigtig tæt på. Rummet skaber en utrolig tæt relation mellem skuespillere og publikum, og under forestillingen har man som publikum hele tiden følelsen af at blive trængt op i en krog, hvor man på ingen måde kan gemme sig. Det er et univers, der passer utrolig godt til L.O.C. og rapmusikkens måde at smække voldsomme billeder i hovedet på modtageren. Provokationen er godt bevaret i dette rum, hvor den fjerde væg tydeligvis viser sig usynlig i ”Momentet”. Det er ikke en introvert forestilling med nogle eksistenser, der fører en dialog, og ellers bare lader historien gå sin gang indenfor skuespillets rammer. Her er det mødet med publikum, der er det centrale, og de fire medvirkende henvender sig hele tiden til publikum, hvad enten det er med tomme blikke eller fallossymboler.

Udover det intense rum, så bliver publikum også mødt af et festfyrværkeri af farver, glitter og g-strenge. De mange lysskift omfavner og fastholder publikum i et rum af utallige indtryk, som flytter os fra tekst til tekst, fra en hvileløs eksistens til en anden. Skuespillerne er iklædt tætsiddende gamacher med leopardprint, glitrende make-up og pelsjakker. Det er en forestilling med tryk på bling-bling og kroppe i kontakt med publikumsrækkerne. Det er et meget ekspressivt univers, der klæder tekstuniverset rigtig godt. Det er et provokerende og insisterende univers med en masse seksuelle billeder, men i dette rum oplever vi ikke blot et stereotypisk billede af rapmusikkens hårde univers. Vi oplever også en spejling af en rodløs ungdom.

Det konfronterende teaterrum
Når man går ind til en forestilling og ved, at det er L.O.C.s musik, der danner rammen, så kan man spørge sig selv, hvad hensigten er med at sætte hans tekster ind i et teaterrum. Er det blot et forsøg på at få unge mennesker i teatret? Er det provokation for provokationens skyld? I forhold til sidstnævnte spørgsmål, så er der ingen tvivl om, at provokationen er der, og den er tilmed hensigtsmæssig her. Studio-scenen er i denne sæson dedikeret til husinstruktør Sargun Oshana og husscenograf David Gehrt, som i fire forestillinger får lov til at lege med teaterrummet. Det er kommet til udtryk igennem et brud med det klassiske scene-sal-forhold, hvor publikum ikke længere sidder tilbagelænet, og skuespillerne fortæller en historie. Her er der i stedet en stærk interaktion med publikum, som konstant bliver fastholdt og har skuespillerne på enmandshånd ansigt til ansigt. Det er en forfriskende leg med teatret, og rapmusikerens til tider stødende tekster er en fed ramme for ønsket om at lade publikum møde sine skuespillere mere direkte.

Derudover skal det siges, at L.O.C.s sange ikke blot er blevet i tonerne af det hårde nattelivslandskab. Selvfølgelig er den verden stadig bevaret, for det er her L.O.C. har sit afsæt, så der skal det også være. Men musikken har også fået nye farver og nuancer. Det er ikke blot elektroniske beats og en svada af fragmenterede ord, som ingen når at fange. Det er også dramatisk og følsomt, som når skuespilleren Kjartan Hansen sætter sig uden for salens cirkelformede rum og hamrer i tangenterne på et klaver til teksten ”Hvorfor vil du ikk’ ha’ mig mer’?”.

Fra druk til længsel
Disse mere følsomme øjeblikke står absolut stærkest i forestillingen, da vi her får åbnet op til sangene, så det ikke blot bliver teatret, der efteraber rapgenren. Da teksterne bliver sunget og ikke kun rappet, får vi et indblik i, hvad der gemmer sig bag teksterne og de mange bandeord. Vi ser et miljø af druk og byture, hvor tempoet er højt, og hvor de seksuelle undertoner ikke er til at tage fejl af. Men i rejsen gennem L.O.C.s univers går vi også fra det klassiske nattelivsbillede til et portræt af en længselsfuld ungdom. De længes efter meningen med livet. De længes efter kærligheden, og nogen der vil elske dem og blive hos dem. Her kommer det tidligere nævnte spørgsmål i spil; er forestillingen blot et måde at få unge i teatret på? Det korte svar vil være nej. Forestillingen er ikke et forsøg på at være ung med de unge – den ER ung med de unge. Den er fuld af humor, der får mavemusklerne i gang, og den er fuld af den alvor, som også summer i det unge publikum. Hvis de unge vil opleve at være i øjenhøjde med teaterverdenen, så kan den mulighed fanges i ”Momentet”. Her er der plads til at møde det fortabte unge menneske igennem bl.a. Simon Mathew, der går i tomgang med blikket i jorden og den gentagende replik ”Jeg vågnede op i morges med en trang til at gøre livet kort”.

På Aarhus Teater har Sargun Oshana og David Gehrt – ligesom med ”#amlet” – formået at imødekomme sit unge publikum og tale til det. Teatret får en grundig rystetur og lader ingen hæmninger blokere forholdet mellem publikum og skuespillere.  ”Momentet” er en forestilling om de mange byture og fester, som man gennemgår i ungdommen, men det er også et vidnesbyrd om en hvileløs tid, hvor man forsøger at finde sig selv og kærligheden på samme tid. I nattelivet kan vi fange et moment af lykke og glædesrus.

Tekster af: L.O.C.
Iscenesættelse: Sargun Oshana
Scenografi: David Gehrt
Musikarrangement: Ronnie Flyvbjerg Olsen
Musiker og musikarrangør: Johannes Eberl Smed

Lysdesign: Kim Glud

Medvirkende: Kjartan Hansen, Marie Marschner, Nanna Bøttcher og Simon Mathew
Fotos: Petra Kleis

Forestillingen spiller på Aarhus Teater fra d. 8. november til d. 2. december.

AGONY – an eating opera

AGONY – an eating opera

Af Emilie Hackenberg Alstrup I en enkelt uge har Åbne Scene på Godsbanen haft besøg af en særdeles anderledes teateroplevelse. Her bliver opera, musik, madkunst og videoprojektioner sat sammen for publikum i en fortælling om seksualitet, køn, krop og patriarkatet. Selvom kvinden for længst er […]

Edda

Edda

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Aarhus Teater har i anledning af kulturbyåret indgået et samarbejde med Det Norske Teatret for at få Robert Wilsons fortolkning af Eddadigtene til Aarhus, som et af de store trækplastre på programmet for kulturby 2017. Forestillingen, som bygger på Jon Fosses […]

Dansk

Dansk

Af Emilie Hackenberg Alstrup

En Danmarkspremiere på en ny dansk integrationskomedie har set dagens lys på Teatret Svalegangen. Forestillingen undersøger den danske kultur og giver os gode selvironiske grin. Samtidig er forestillingen også en fortælling om syriske Hassan og hans skæbne i det danske land, som han så gerne vil være en del af.

I ”Dansk” møder vi hovedkarakteren Hassan, som netop er kommet til Danmark. Med et stereotypisk indvandrerdansk sprog følger vi ham i hans møde med den nye kultur og det nye liv, der venter ham. Det er tydeligt, at han vil arbejde og kæmpe for at blive rigtig dansk. Han går til sprogkursus, hvor alle de danske sproglige finurligheder bliver noteret med tusch på den mørke arm, og han går til bageren efter danske rundstykker og wienerbrød. Men det går ikke så nemt med integrationen. Godt nok bliver han kærester med den danske Lisa, men fortidens traumer finder alligevel vej til Hassan, der plages af angstbetonede mareridt.

En klovnedramaturgi

I forestillingens begyndelse bliver publikum budt velkommen af Hassan – eller rettere sagt klovnen Hassan. Iført fuld klovnesminke og -kostume fortæller han os, at vi ikke skal se ham som et offer. Han vil være dansk. Han spørger publikum til råds om grammatiske regler, og vi morer os ved hans kejtethed og beskedne sproglige kundskaber. Den komiske klovn er en skøn metafor for indvandreren, der er som Bambi på glatis. Han gør sit ypperste for at blive en god dansker, men klovnen Hassan har svært ved at forstå de danske koder, og vi griner både af og med ham, for vi forstår sådan set godt hans forvirring. Derudover så har denne klovn også en anden side – den er noget mindre udtalt, men komedieklovnen får også selskab af skræmmeklovnen. Både for sig selv og de forskellige biroller er han nemlig som elefanten i rummet. I hele sin adfærd passer han ikke ind, og forestillingens mange danskere kan heller ikke finde ud af, hvordan de skal forholde sig til ham.

Den visuelle klovn fungerer rigtig godt for tekstens dramaturgi, hvor vi kommer længere og længere ind i historien og Hassans udvikling som ’rigtig’ dansker. Ikke nok med, at kostumet bliver et billede på hans komiske og utilpassede adfærd, så videreføres metaforen imellem scenerne, hvor Hassan skridt for skridt kan tage lagene af. Ved at fjerne de overproportionerede klovnesko og farverige ærmer kommer vi længere ind til det, der er kernen – nemlig mennesket Hassan. Det overraskende ved forestillingen er dog, at vi faktisk ikke kommer helt ind til mennesket Hassan. Klovnekostumet bliver udskiftet med en blond paryk – det var nemlig den eneste mulighed, som lægen kunne tilbyde ham for hans begyndende skaldede pletter. Hassans udvikling bliver flot gestaltet igennem kostumernes dramaturgi. Det er et fint visuelt element, som dog godt kunne have fået mere selskab af scenografien, der består af stativer med gennemsigtige lameller. Scenografien fungerer, som den skal i arrangementet med de forskellige sceneskift, men sammenhængen i de visuelle elementer kunne have været stærkere.

En tekst, der går to veje

Som sagt fungerer kostumernes dramaturgi godt sammen med tekstens dramaturgi, der følger Hassans integrationshistorie. Kort sagt kan man sige, at fortællingens og tekstens dramaturgi er todelt. I første omgang er historien opbygget i montager, hvor vi ser klovnen Hassan i forskellige ’danske’ situationer. Han er på date med en pige, der er mere optaget af sin iPhone, og hvilke billeder der skal lægges på Instagram, Facebook og Snapchat. Vi ser ham i bussen, hvor han i stedet for at placere sig ved en af de mange tomme pladser sætter sig ved siden af en mand, der er godt beskæftiget med en bog. Hassan henvender sig til ham, men manden signalerer med sit kropssprog til Hassan, at han er for optaget af læsningen til at ville starte en samtale med ham. Disse karikerede billeder på det, der her forstås som dansk kultur, er meget underholdende, og til tider er det som om, at vi i højere grad griner af danskerne end af Hassans kejtethed. Vi kan nemlig godt forholde os til Hassans frustrationer om at komme i kontakt med det danske folk. Vi kan spejle os i det og spørge os selv, hvor gode vi egentlig er til at tage imod de nye danskere, og hvilken kultur vi vil have dem til at forstå.

Herefter udvikler forestillingen sig, da den lige pludselig tager en helt ny drejning. I stedet for de underholdende montagescener om dansk adfærd og kultur, så kommer vi længere ind i Hassans historie og ikke mindst hans nye forhold til Lisa. Mareridtene begynder at indtræffe i fortællingen, og vi ser endvidere Hassan som en lyshåret dansker med påtaget godt humør fremfor den komiske klovn. Vi ser altså ikke længere den klodsede og umiddelbare Hassan, men vi ser en Hassan, hvis fortid har indhentet ham, og han befinder sig ikke godt i sin nye tilværelse som dansker med dansk kæreste og dansk svigerfamilie. Når man sidder i salen og oplever dette plottwist eller denne markante udvikling, hvor det nu handler om krigstraumer fremfor integrationsproblemer, så både overraskes og undres man. For på den ene side troede man, at forestillingen var regnet ud, og at den blot skulle blive en let klovnekomedie om nydanskere, men nu tager den en ny drejning, hvor man som publikum skal omstille sig og forholde sig til nye spørgsmål og tanker. Det er i og for sig en god kvalitet for en forestilling, at den kan overraske og ryste sit publikum. Men da jeg forlader salen føler jeg ikke, at jeg er blevet fodret med disse nye spørgsmål og tanker, som jeg forventede, at plottwistet skulle medføre. Jeg bliver i tvivl, om det stadig er spørgsmål om dansk kultur, og hvordan vi danskere tager imod indvandrerne, eller om det nu er Hassans traumatiske fortid, som jeg skal forholde mig til.

På Teatret Svalegangen har de skabt en forestilling, som både bliver en komisk beretning om forholdet mellem danskere, nydanskere og dansk kultur samt en mere alvorlig fortælling om en flygtning med ar på sjælen. Den komiske klovn er et rigtig vellykket element for forestillingen, og brugen af kostumer indflettes flot som den visuelle dramaturgi, der understøtter tekstens dramaturgi. Trods overraskelsesmomentet i plottwistet, så kunne man dog have ønsket et mere tydeligt pejlemærke for publikums videre refleksion.

 

 

Af: Aleksa Okanovic
Iscenesættelse:
Morten Lundgaard
Scenografi:
Stine Martinsen
Lysdesign: Steffen Ilfeldt
Lyddesign: Anton Bast
Komponist: Johannes Smed
Remix: Christoffer Christensen
Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Anna Nøhr Tolstrup, Mads Nørby og Rie Nørgaard
Fotos: Montgomery / Creative Zoo

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra d. 7. oktober til d. 4. november

Den gode vilje

Den gode vilje

Af Julia Tonsberg Den gode vilje er oprindeligt en romanbiografi skrevet af Ingmar Bergman omhandlende hans forældres møde og forhold, før han blev født. Romanbiografien fik premiere i Danmark i 1992 som miniserie instrueret af Bille August. På Aarhus Teater har de denne sæson valgt […]