Recent Posts

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Af Julia Tonsberg Kulturmarkt turnerer i november måned forskellige steder i Danmark med forestillingen ”Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv”. Her møder man en skuespiller og hendes rolle i en situation, hvor de sammen skal spille en scene i et […]

Momentet

Momentet

Af Emilie Hackenberg Alstrup Den århusianske rapper L.O.C.s tekstunivers er blevet inviteret indenfor på Studio-scenen på Aarhus Teater. Lige så vel som hans tekster er denne iscenesættelse ikke for sarte sjæle. Det er teater i bedste in-yer-face theatre stil, hvor publikum bliver konfronteret med sex, druk […]

AGONY – an eating opera

AGONY – an eating opera

Af Emilie Hackenberg Alstrup

I en enkelt uge har Åbne Scene på Godsbanen haft besøg af en særdeles anderledes teateroplevelse. Her bliver opera, musik, madkunst og videoprojektioner sat sammen for publikum i en fortælling om seksualitet, køn, krop og patriarkatet. Selvom kvinden for længst er kommet på arbejdsmarkedet, og homoseksualitet ikke er et fremmedord i vores kultur, så kaster denne spiseopera alligevel lys på højaktuelle debatter.

I ”AGONY – an eating opera” er det fortællingen om en familie, der danner rammen for kønsdebatten. Vi møder familiens fire medlemmer bestående af far, mor og datter (Il Padre, Mama og Rabia) – og ikke mindst vores hovedperson Angel, sønnen, som netop er kommet hjem. Hans hjemkomst skal fejres med en familiemiddag, og det er denne familiemiddag, som publikum er blevet inviteret med til. Angels ankomst vækker dog ikke kun glæde. Faktisk er det kun Mama og Rabia, som kysser Angel velkommen. Hos Il Padre er det derimod den sure mine, der møder Angel, hvis øreringe og høje hæle er som en splint i øjet for faren. Dette møde er blot begyndelsen på en historie, hvor spørgsmål om accept, køn og retten til sin egen krop bliver præsenteret for publikum.

Middagens fire retter
Forestillingen er en spiseopera, og madens medvirken i fortællingen harmonerer utrolig godt i forestillingens dramaturgi og behandling af kønstematikken. Oplevelsen bliver også kun stærkere af madens medvirken, da forløbet netop er struktureret så godt, at vi som publikum får skærpet vores sanser for, hvad der sker i rummet og i fortællingen. Maden er ikke blot til for fornøjelsens skyld, og netop derfor spiller det så godt sammen med den øvrige dramaturgi.

Middagen består af fire retter, som publikum får serveret. Alle fire retter har hver sin rolle i forbindelse med handlingens gang på scenen, men de to retter, som jeg alligevel vil fremhæve, er salaten og hovedretten. Ved førstnævnte er Angel netop kommet hjem og er glædeligt modtaget af mor og søster, mens faren ser til på afstand. Ved det store fællesbord, der er placeret i midten af scenen, går Angel og Il Padre nærmest rundt om hinanden som to dyr, der lige skal se hinanden an. Familiens sætter sig på hver sin side af det store kvadratiske bord, mens salaten bliver serveret af forestillingens musikere. Under spisningen er der fuldstændig tyst i hele rummet – både blandt publikum og medvirkende. Vi som publikum kigger på hinanden i håb om at komme frem til en enstemmighed om, at vi godt tør begynde at spise. Tavsheden fortsætter, og dette øjeblik er utrolig stærkt i fortællingen. Angel er netop hjemvendt, og ingen tør tale om det ”nye jeg”, som han har taget med sig. Il Padre skubber endvidere maden fra sig, da den stort set er vegetarisk. Vi som publikum bliver delagtige i denne tavshed, hvor ingen rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Efter alle har spist, bliver der taget af bordet, og her hjælper Angel til, mens Il Padre spørger til hans deltagelse i kvindearbejdet. Ved hovedretten er vi i fortællingen nået frem til, at Angel skal have foretaget en kønsskifteoperation af sin mandlige kæreste, der er plastikkirurg. Her bliver der på en videoprojektion vist en tekst, der beskriver, hvordan sådan en operation foregår – fra det mandlige køn til det kvindelige køn. Umiddelbart herefter står hovedretten foran os, og her kan det ikke undgås, at det sammenfoldede stykke skinke henleder tankerne på det kvindelige køn. Her vækkes en meget ambivalent følelse hos publikum, hvor lysten til maden må indrømmes ikke at være det samme som før.

En kampzone mellem de to køn
Maden er altså medvirkende til, at kønsdebatten bliver markeret – både i selve retternes sammensætning men også i rollefordelingen, hvor kvinderne står bag kødgryderne. Forestillingen er også scenografisk rammesat, så den viser konflikten mellem mand og kvinde. Som nævnt har vi det kvadratiske bord i midten, hvor det meste af handlingen udspiller sig. Men derudover er der en zone i hver ende af rummet som nærmest bliver hhv. kvindens og mandens zone. I den ene ende har vi derfor køkkenet, hvor Mama tilbereder maden. I den anden ende har vi Il Padre i slagterskikkelse. Angel befinder sig i dette mellemland mellem mand og kvinde. Umiddelbart er denne markering af de to køn meget gammeldags og stereotyp, da det bliver et billede af kvinden i køkkenet og den kødelskende mand. Men disse to billeder bliver stærke afsæt for forestillingens hovedpointe om, at patriarkatet og angsten for at skille sig ud lever i bedste velgående. Det er stadig med stor bekymring, at en søn springer ud og viser sit sande jeg for sin far, for er han så en rigtig mand i hans øjne? Og er kvinden stadig manden underdanig?

På videoprojektionen får vi undervejs vist teksterne til operaen, og disse tekster spiller også en stor rolle for publikums perception af kønstemaet. Her ser vi nemlig mandens ord overfor kvindens ord. Er det en mandsret at voldtage? Er kvinden et evigt offer? Disse spørgsmål havner lige midt i en mediestorm om Harvey Weinstein, filmproducenten, der er blevet anklaget for sexchikane. Det har fået hele verden til at interagere under hashtagget #Metoo, hvor kvinder deler deres oplevelser med ubehagelige seksuelle tilnærmelser fra mænd. Aktualiteten for spiseoperaen bliver utrolig tydelig med mediernes nuværende fokus på disse historier, der nu kommer frem i lyset. I forestillingen har man ikke ladet det klassiske operasprog komme entydigt til udtryk, og det understøtter sagens kerne og sætter tankerne i gang hos publikum. For i stedet for at holde det i klassisk stil med italiensk eller tysk, så hører vi også fortællingen sunget på engelsk og svensk. Forestillingens hovedformål bliver altså ikke distanceret fra os gennem et sprog, som vi ikke forstår. Men vi kan mærke karaktererne og deres ord, og kønskonflikten bliver derfor også skærpet som et universelt anliggende, som det er blevet gennem #Metoo.

Forestillingen er altså en utrolig vellykket spiseopera, hvor mad og fortælling spiller utrolig godt sammen, og hvor vi som publikum ikke blot bliver tilfredsstillet gennem en god madoplevelse, men hvor vi også forholder os til, hvad der foregår på scenen og ikke blot dykker ned i maden. Vores sanser og tanker er konstant fokuseret på forestillingens fundering over forholdet mellem mand og kvinde – og retten til at bestemme over sig selv.

Produceret af: TONE
Komponist, librettist og kunstnerisk leder:
Line Tjørnhøj
Instruktør, medforfatter og scenograf: Giacomo Ravicchio
Medvirkende: Robert Koller, Daniel Carlsson, Anna Ottertun og Michelle Appelros
Food stylist: Michelle Appelros
Musikere: Marie Louise Lind, Anna Jalving, Ying-Hsueh Chen og Sara Rosendal
Fotos: Anders Bigum og Signe Vad

Forestillingen spillede på Åbne Scene, Godsbanen fra d. 20. oktober til d. 27. oktober.

Edda

Edda

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Aarhus Teater har i anledning af kulturbyåret indgået et samarbejde med Det Norske Teatret for at få Robert Wilsons fortolkning af Eddadigtene til Aarhus, som et af de store trækplastre på programmet for kulturby 2017. Forestillingen, som bygger på Jon Fosses […]

Dansk

Dansk

Af Emilie Hackenberg Alstrup En Danmarkspremiere på en ny dansk integrationskomedie har set dagens lys på Teatret Svalegangen. Forestillingen undersøger den danske kultur og giver os gode selvironiske grin. Samtidig er forestillingen også en fortælling om syriske Hassan og hans skæbne i det danske land, […]

Den gode vilje

Den gode vilje

Af Julia Tonsberg

Den gode vilje er oprindeligt en romanbiografi skrevet af Ingmar Bergman omhandlende hans forældres møde og forhold, før han blev født. Romanbiografien fik premiere i Danmark i 1992 som miniserie instrueret af Bille August. På Aarhus Teater har de denne sæson valgt at bearbejde materialet og opsætte den som en af sæsonens klassikere på Scala-scenen.

Anna og Henrik, som Bergmans forældre i denne fortælling bliver kaldt, kommer fra vidt forskellige sociale kår. Henrik er fra en arbejderfamilie, hvor faren tidligt er afgået ved døden og moren efterladt som en fattig enkefrue, mens Anna er fra en velhavende familie, hvor hun er vokset op badet i forkælelse og opmærksomhed fra faderen og broren. De to mødes gennem Annas storebor og forelsker sig hurtigt hovedkulds i hinanden. Deres forhold viser sig dog tidligt at være problematisk, og skildres i første akt som en klassisk Romeo og Julie-fortælling om to unge elskende, der ikke kan få hinanden grundet forældrenes misønske om forholdet. Her bliver Annas mor en af deres største forhindringer, da hun handler på sin frygt for, at datteren skal gifte sig med Henrik Bergman. I anden akt bevæger vi os væk fra den klassiske Romeo og Julie-fortælling, idet Anna og Henrik, modsat Romeo og Julie, får hinanden i livet, og her kan Bergmans beretning om forældrenes forhold med deres vidt forskellige sociale baggrund ses som en sociologisk fortælling om, hvordan social klasse har indvirkning på vores muligheder i livet. Her skildres de enorme udfordringer i parrets samliv, som deres forskelligheder fører med sig, men samtidig en samhørighed, der holder dem sammen på trods af deres vidt forskellige ønsker og forventninger til livet.

Finurligt brud med den naturalistiske scenografi

Scenografien er forholdsvis naturalistisk, om end minimalistisk og synes særligt at skildre det miljø Anna vokser op i. Her er et klaver, som der næsten hele stykket igennem sidder en pianist ved, en sort lædersofa og stole, der står på rækker og peger ligefrem. På gulvet ligger store, mønstrede gulvtæpper, som indikerer, at vi er i et borgerligt hjem. Gulvtæpperne er placeret sådan, at de nærmest inddeler scenen i forskellige rum, hvor et af tæpperne er placeret diagonalt over scenegulvet, og på den måde skaber illusionen om en gang gennem et stort hus. Bagvæggen er mørkegrå, men tom for kunst, hvilket bryder med den ellers naturalistiske scenografi. Der er dog en hvid dør, som Anna af og til benytter til at smække med, når hun ikke får sin vilje. Fraværet af kunst eller anden pynt på væggene samt stolene, der står på række og peger ligefrem, demonstrerer en bevidsthed om illusionen og bryder med den. Stolene bliver undervejs i forestillingen brugt til at skabe andre scenerum i en ellers ret statisk scenografi. Eksempelvis bliver der skabt et kirkerum ved at sætte stolene på rækker, ligesom den sorte lædersofa i anden akt er blevet rykket fra at pege ligefrem til at stå diagonalt, hvilket indikerer et skift i sted fra Annas forældres hjem til Henrik og Annas hjem.

Berettende karakterer i et dramatisk univers

Det scenografiske valg går på gennemført vis hånd i hånd med spillestilen, hvor fokus overvejende lægges på karakterernes psykologi, hvorfor spillestilen er indlevende. Som ved scenografien brydes der dog med dette i passager, hvor karaktererne forlader det fiktive univers og henvender sig direkte til publikum. Publikumshenvendelsen bruges generelt til at indføre os i hændelser foregået forud for vores kendskab til en karakter eller til at informere om begivenheder undervejs i stykket. Det bliver i den forbindelse et greb, der unødvendiggør dramatiseringen af hele handlingen og tillader stykket at springe i tid. Et oplagt valg for en handling, der udspiller sig over en årrække, hvor det er nødvendigt at beskære for at tilpasse det scenen. Én karakter adskiller sig fra de resterende, hvad angår monologer henvendt til publikum: den berettende Ingmar Bergman, som er den eneste, der ikke er en del af den dramatisk fiktive handling, men som af og til træder ind på scenen som voksen mand og ligeværdigt med de andre karakterer henvendt til publikum fortæller om sine forældres skæbne. Særligt dette greb fungerer godt i forestillingen, da det er her spørgsmålet om fortællerens troværdighed for alvor kommer i spil. Man bliver opmærksom på, at det er en søns fortælling om sine forældres forhold, før han selv bliver født, hvilket lægger op til et interessant fokus på synsvinkler og deres betydning for vores opfattelse af situationer. Denne vinkel bliver tydeligst i slutningen, hvor det med Bergman-karakterens egne ord understreges, at slutningen på Anna og Henriks historie er en opdigtet tilføjelse.

Den gode vilje skildrer et intenst kærlighedsforhold mellem to mennesker, hvor forskellige baggrunde og egoisme ofte synes at spænde ben for kærligheden, på trods af alverdens god vilje. Desværre gribes man aldrig helt af dramaet og spændingerne mellem de to hovedkarakterer, og man kunne ønske, at bruddene med det fiktive dramatiske univers var blevet brugt til at gøre publikum til en fortrolig betroet af karakterernes tanker og følelser, fremfor blot at have en rent praktisk funktion. Inddragelsen af fortælleren i skikkelse af Ingmar Bergmans karakter kunne med fordel have været anvendt mere hyppigt, da den kunne have tilført et interessant lag, hvor spørgsmålet om troværdigheden i de fortællinger, vi fortæller om os selv og andre kunne være blevet rejst.
Stykket rummer et stort potentiale for skildringen af særligt to karakterers kringlede personligheder, som er identificerbare for os alle. I Den gode vilje støder man ofte på dårlige gerninger, men de er altid motiveret af en god vilje, og dermed gives et interessant indblik i mennesket, hvor intet nogensinde er sort eller hvidt. Man fascineres af forholdet mellem Anna og Henrik, som både virker umuligt og dybt nødvendigt, ligesom skildringen af sociale skel og disses betydning for vores muligheder er en tematik, der rejses i stykket. Der ses rigtig mange muligheder, men desværre synes denne opsætning af Den gode vilje at savne et fokus, og derfor bliver man aldrig for alvor indfanget af kærlighedsdramaet. Opsætningen savner nytænkning, for at man som publikum kan føle genkendelsen, som forestillingen i den grad har potentiale til at vække.

Forfatter: Ingmar Bergman
Dramatisering: Eirik Stubø og Cecilia Ølveczky
Oversættelse: Annelise Feilberg
Iscenesættelse: Emmet Feigenberg
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Mikael Sylvest
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Mathias Flint, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Bue Wandahl, Inge Sofie Skovbo, Maria Buch Cordsen, Eigil Jørgensen Hvelplund, Sofus Petersen og Pojken Flensborg.
Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater fra 16. september til 21. oktober.

#Amlet

#Amlet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen På Aarhus Teater har de i denne sæson i bedste “2017-kulturårsstil” valgt at gentænke teaterformen ved at lade forskellige teatereksperimenter komme til live på Studio scenen. Husscenografen David Gehrt og husinstruktøren Sargun Oshana har taget et valg om at male den […]

Surstrømning

Surstrømning

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen er flygtningekrisen hevet ud af aviserne og sat på scenen som satiren ”Surstrømning”. Forestillingen er propfyldt med selvironi omkring det danske folk, og farcegenren sætter friske farver på den tunge debat. I satiren vendes den politiske diskussion mod […]

Lyden af de skuldre vi står på

Lyden af de skuldre vi står på

Af Julia Tonsberg

Aarhus Teater åbner den nye teatersæson med teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på, som er resultatet af et samarbejde mellem Aarhus Teater og Festugen, og som derfor også er en del af festugens officielle åbning den 25. august. Temaet for Aarhus festuge er dette år ”bridging”, og fokuserer herunder særligt på at bygge bro mellem naturen og bylivet, hvilket også er et tema, der behandles i Lyden af de skudre vi står på.

Du danske sommer jeg elsker dig

Lyden af de skuldre vi står på har naturen og fællesskabet som udgangspunkt for en række musikalske tableauer, der hensætter publikum til forskellige stemninger og giver anledning til dannelsen af en række forskelligartede associationer hos den enkelte tilskuer. Det virker oplagt at beskæftige sig med den danske natur, idet mange af de danske salmer og folkeviser traditionelt har gjort dette i deres hyldest til det danske folk og land.
Flere af de danske årstider behandles, og de bliver det med humor og varme. Det ses særligt i en ironisk fremførelse af ”Du danske sommer”, hvor sætningen ”du danske sommer, jeg elsker dig” bliver sunget anstrengt kombineret med en koreografi, hvor danserne er iklædt regntøj og har paraplyer som rekvisit. Vejret fylder meget for den gennemsnitlige dansker, ikke fordi det er kønt og solrigt, men fordi stort set alle kan blive enige om, at den danske sommer ikke altid er skøn og ”så ofte har svigtet os”. Vejret fungerer i den henseende også den dag i dag som et bindeled danskerne imellem, og det mærkes også i salen, hvor ironien tydeligt påvirker publikum.

Lyset bliver aktivt brugt i skabelsen af stemninger og årstider, og gennem meget af teaterkoncerten er bagvæggen belyst med et mat lys, der enten er i rødlige, gullige eller blålige nuancer. Det skaber et spillerum, der synes meget dybt og nærmest uendeligt, ligesom det er en tidsløs måde at skabe et poetisk scenebillede, der tydeligt kan angive en årstid eller en stemning. Vinteren behandles eksempelvis ved at lade bagvæggen være blåligt belyst, mens der står tre træer uden blade på scenen. Spillerne er her iklædt hvide dynejakker, der er så runde som snebolde, hvide støvler og hvid hue, der går godt ned over ørerne. Det er smukt, enkelt og humoristisk og et eksempel på et af de mange stemningsbilleder, der ikke skildrer en konkret hændelse, men giver anledning til associationsdannelse hos den enkelte tilskuer. Måske til barndommens store dynejakker og mange sneboldkampe.

Træet som gennemgående scenografisk element

I mange af scenerne er træet en stor del af den ellers enkle scenografi. Det bruges til at markere overgange i årstider, og skaber et bindeled mellem forestillingens to centrale temaer: fællesskabet og naturen. Man kan komme til at tænke på den meget kendte fællessang Livstræet, som dog ikke er med i teaterkoncerten, men som rummer meget af forestillingens udsigelse, og sagtens kunne være en undertekst i nogle af scenerne.
Træer er ofte blevet brugt metaforisk i fællessange som et symbol på noget, der rækker ud over én selv, grundet træets lange levetid. Det er derfor også et oplagt symbol i denne forestilling, hvor træet fungerer godt i det enkle æstetiske univers, både som en indikator på årets gang og de forskellige årstider og som symbol på en levende organisme, der kan stå på tværs af generationer. Træet er både til stede i sin reneste form som et træ i naturen og i bearbejdet form som trævæg og klaver i åbningsscenen og senere igen som væg og podie af træ under Tunge, mørke natteskyer, som bliver sunget af Jacob Madsen Kvols. Træets tilstedeværelse i dets mange forskellige former, kan, udover at være en fællesskabsmetafor, tolkes som en meget subtil reference til den industrielle revolution og måden, hvorpå vi i dag ofte misbruger naturen, fremfor at interagere med den.


Fællesskab gennem universelle stemninger

Lyden af de skuldre vi står på laver ikke en kronologisk gennemgang af danmarkshistorien, men viser især gennem kostumerne forskellige perioder af den danske historie, uden at scenerne nogensinde hensættes til én bestemt periode eller tid. Her spiller lyset på bagvæggen en stor rolle og skaber til tider et smukt kontrasterende billede ved at lade baggrunden syne uendelig og tidløs, mens der i forgrunden står spillere i autentiske historiske kostumer. På trods af at der ikke er et kronologisk forløb, er der alligevel forskel på første og anden akt, hvor vi i anden akt forlader fortiden og bevæger os mere ind i nutiden og fremtiden. I anden akt ses det, hvordan fællesskabet til tider kan svigte og ensomheden tage over i en dyster fortolkning af Tunge, mørke natteskyer. Omringet af festgæster, der alle agerer som flokdyr, der ikke skiller sig ud fra det miljø, de befinder sig i, skildrer Madsen Kvols en figur, der virker desperat og manisk. Omvendt er stemningen festlig og håbefuld i Drømte mig en drøm i nat, der bliver sunget som en poppet natklubsang af Mikkel Becker Hilgart og Marie Marschner, som fra hver deres balkon fremstiller ungdommens længsel og begær, der vækkes til live på nattens dansegulv. Derefter følger den meget kendte julesalme Dejlig er jorden, som er blevet til et elektronisk hit, man sagtens kunne forestille sig at høre i radioen. Stemningen er her futuristisk med spillere klædt i rumdragter og med discokugler på hovederne. Kontrasten til de to ungdommelige upbeat numre følger lige efter med nummeret Her vil ties, her vil bies, der sætter en stemning af mere alvorlig karakter ved dets berøring af livets forgængelighed hos det ældre par, der har levet et langt liv sammen. Således bliver Lyden af de skuldre vi står på både en skildring af fællesskabet gennem vores fælles historie og gennem individets rejse, som i store træk er mere eller mindre ens for os alle.

       

Store Scene er i sig selv en virkelig smuk teatersal, der tilfører noget særligt til sine forestillinger. Det klassiske interiør er en ekstra dimension til selve forestillingen, som bliver udnyttet særligt godt ved at lade Esben Inglev og Marie Koldkjær Højlund være synlige ved deres mixerpulte fra to af balkonerne. Fra de to balkoner de sidder i hænger LED-lys ned langs balkonerne, og det er en detalje, der bevirker, at hele rummet bliver medvirkende til forestillingens samlede udsigelse.
Lyden af de skuldre vi står på rummer på én gang noget nostalgisk og noget futuristisk. Den indrammer fortiden, nutiden og fremtiden og skildrer mange facetter af den menneskelige eksistens. Den bliver på én gang fællesskabets stemme og individets eget associations- og fortolkningsrum, og kan ses som en kærkommen påmindelse om den banale pointe det er, at noget og nogen går forud for vores eksistens på jorden, ligesom noget følger efter. På trods af dets banalitet, noget, vi kan have tendens til at glemme i en individualiseret tid, hvor det til tider kan synes som om, hele verden drejer sig om os som individ. Lyden af de skuldre vi står på er ikke et forsøg på at moralisere eller guide publikum i retning af en bestemt fortolkning. Alligevel kan den rejse spørgsmål som, hvad det er vi kommer af og hvad det er, vi giver videre til de kommende generationer. Den danske sangskat får gennem Simon Kvamms elektroniske fortolkninger nyt liv, hvilket går hånd i hånd med temaet ”Rethink” for kulturhovedstadsåret. Den blander det traditionelle med det moderne ved også at give plads til operasang, smukt og inderligt fremført af Lisbeth Balslev, mellem de elektroniske melodier. Lyden af de skuldre vi står på er en yderst seværdig teaterkoncert, der bliver siddende i kroppen, efter man har rejst sig fra sin tilskuerplads og forladt teatret.

 

Remixet af: Simon Kvamm
Musik arrangeret og produceret af: Anders Boll og Marie Koldkjær Højlund
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Koreografi: Marluze da Cruz
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Mette Døssing, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Lisbeth Balslev, Marluze da Cruz, Arian Kashef + Aarhus Teaters kor
Musikere: Marie Koldkjær Højlund og Esben Inglev
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 24. august til d. 30. september.

Røde Orm

Røde Orm

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Det Kongelige Teater har I samarbejde med Moesgaard Museum og Aarhus og 2017 forsøgt at sætte sit præg på kulturåret 2017 med fortællingen om Røde Orm. Den storslåede udendørsforestilling tager sit afsæt I Frans G. Bengtssons første roman med Røde Orm […]