En lille smule ubehag

En lille smule ubehag

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

På Teatret Svalegangen kredser de for tiden om det tunge emne prostatakræft. Med en ordentlig portion humor bliver vi ved hjælp af en stærk monolog taget igennem den amerikanske dramatiker, Jeff Metcalfs autentiske historie om sit eget kræftforløb. I forestillingen siger hovedkarakteren, Frank Fjordby, på et tidspunkt, at der er to ting, der gør sig gældende i vores forhold til kræft: enten har man det selv, eller også kender man én, der har det. Det er derfor et utroligt væsentligt emne for de fleste mennesker, og derfor også en vigtig historie at fortælle. Forestillingen brillerer med nogle groteske, men overraskende virkelighedstro situationer fra Franks forskellige undersøgelser på sygehuset. Men den taber også noget af sin indlevelseskraft med punkterende punchlines i starten af forestillingen og en slutning, der giver for meget af pointen væk.

Gemmer sin frygt bag humor
I En lille smule ubehag fører Holger Østergaard os med kyndig hånd igennem den autentiske historie om en mands kræftforløb. Forestillingen er en monolog med historien om professoren Frank Fjordby i centrum. I forestillingen møder vi også alle de læger og sygeplejersker, som Frank stifter bekendtskab med undervejs i sit sygdomsforløb, vi møder hans kone, og vi møder endda selveste døden. Holger Østergaard skifter med den største lethed mellem de mange roller, og på hver deres småkarikerede måde træder alle karaktererne tydeligt frem på trods af, at der kun befinder sig én skuespiller på scenen. I forestillingen kommer vi trin for trin igennem Franks sygdomsforløb helt fra, han er til det årlige helbredstjek, som han har glemt de sidste tre år, til to år efter han sidst har fået stråler.

I forestillingen støder vi indimellem på sekvenser, som nærmest minder om comedy. De optræder især i starten, hvor Frank venter på at skulle have taget en biopsi, der skal vise, om han har kræft. Han har på dette tidspunkt endnu ikke fortalt om sin situation til sin familie. I denne del af forestillingen er der flere dybfølte situationer, hvor Frank er rimelig sårbar, som han selv afbryder med at sige noget a la: ”Nu skal det heller ikke blive for tungt”, hvorefter han kommer med en plat joke, går i direkte interaktion med publikum og afventer bekræftelsen i deres grin.
Jeg blev personligt selv meget irriteret over disse platte brud med det alvorlige.  I det alvorlige lå der en god mulighed for at skabe en stor indlevelse i Franks situation hos mig som publikum. De platte brud gjorde mig mere distanceret fra Franks situation, og tog en del af indlevelsen fra mig.

Men brudene med det alvorlige har en reel funktion. De siger rigtig meget om Franks måde at håndtere sin sygdom på. Frank skaber en distance til sygdommen gennem humoren. En distance, der dog gør, at vi som publikum også bliver distanceret fra ham – ligesom han bliver distanceret fra sin familie, når han ikke fortæller dem, at han muligvis har kræft.

Groteske sygehussituationer
Frank skriver dagbog. Han har altid skrevet i de samme typer røde dagbøger – alt fra hverdagstanker til nedfældning af en drøm han lige har drømt. Men da kræften kommer ind i billedet, bliver den røde dagbog skiftet ud med en sort. Han siger meget tydeligt, at han ikke vil blande sin sygdom ind i resten af sit liv. Skiftet til den sorte dagbog bliver et klart billede på hans kamp om at acceptere sin sygdom og adskille den fra resten af sit liv. Men da han først begynder at nedfælde sine tanker om sin sygdom, er det som om, vi som publikum bliver lukket lidt mere ind i hans følelsesliv.

Sideløbende med Franks udvikling som karakter, udvikler forestillingen sig også. I den sidste halvdel af forestillingen er der et større mod til at hvile mere i de alvorlige og dybe øjeblikke, for eksempel når Frank snakker om, hvordan han langsomt er ved at blive kastreret og miste sin manddom, fordi han skal tage det kvindelige kønshormon østrogen for at komme den sidste del af sin prostatakræft til livs.


I den sidste halvdel af forestillingen begynder Frank at udspille forskellige scener for os fra sin tid på sygehuset. Blandt andet da han skal have taget en biopsi af sin prostata, og han har en længere diskussion med sin ringmuskel for at få den til at slappe af, eller da hans penis er sur på ham efter hans prostataoperation, fordi han ikke lige havde givet den besked om, hvad der skulle ske.
Disse situationer er et godt billede på, når humoren rammer sit mest velfungerende plan i forestillingen. De groteske elementer er med til at gøre nogle virkelig svære situationer ret komiske, men uden at vi mister vores indlevelse som publikum, fordi vi i forestillingen får lov til at blive i situationens alvor og groteskhed – i stedet for at blive distanceret fra den.

I En lille smule ubehag tager Teatret Svalegangen et utroligt vigtigt emne op. Ikke alene behandler de vores forhold til kræft, men også i høj grad mænds måde at håndtere den svære sygdom på. Langt hen ad vejen har forestillingen flere vellykkede elementer, blandt andet de hylemorsomme og dybfølte rekonstruktioner af scener fra Franks liv med kræft. Men med det til trods går jeg ikke fra teatersalen med en følelse af at være rørt og at have fået Franks historie helt ind under huden. På trods af at den comedylignende struktur har sin berettigelse, så er det den meget jokende facon i starten, der gang på gang sætter min indlevelse tilbage til status quo. I den sidste halvdel af forestillingen formår jeg at genvinde min indlevelse i Franks historie, fordi jeg får lov til at komme helt derind, hvor det gør ondt. Men jeg mister desværre min indlevelse igen i slutningen af forestillingen. I slutningen har man valgt at lade Holger Østergaard træde ud af rollen som Frank, hvor han med syvtommersøm fastslår, hvad der menes, at man som publikum skal tage med sig fra forestillingen. Når man har så stort et behov for at tydeliggøre sin pointe med forestillingen, er det så i virkeligheden et udtryk for, at man ikke har tillid nok til, at forestillingen selvstændigt kan bære den pointe hjem?

Ved brug af dette greb bliver min indlevelse tabt på gulvet, og jeg går fra forestillingen mindre påvirket af Franks historie, end jeg kunne have været.

Medvirkende: Holger Østergaard 
Tekst: Jeff Metcalf 
Instruktion: Per Smedegaard
Oversættelse: ABC Sprog 
Lyddesign: Anton Bast 
Lysdesign: Henrik Sloth 
Produceret af: Teatret Svalegangen 
Foto: Morten Fauerby // Creative Zoo 

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra den 23. marts til den 13. april.