Breaking News

Breaking News

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Teatret Svalegangen har de netop haft premiere på et stykke ny dansk dramatik, hvor massemedierne er i centrum. Forestillingen kredser om vores forhold til den vanvittige mediestrøm, som vi udsætter os selv for, og den undersøger, hvordan det påvirker vores egen virkelighed og ikke mindst vores relation til hinanden. Det må siges at være et meget presserende emne, men på trods af dette bliver det aldrig rigtig farligt, da forestillingen gennemgående giver sit publikum for mange nye og usammenhængende indtryk.

En verden af skærme
Forestillingen er blevet præsenteret som en mediesatire, og det gør sig helt sikkert også gældende. Vi er nærmest ude i en farce, hvor forholdene er sat så meget på spidsen, at det må siges at være overdrivelsen, der fremmer forståelsen. Herigennem kan vi som publikum virkelig grine af os selv og i dette tilfælde også få et lille skræmmende fremtidsbillede af, hvordan det kan gå, hvis mediernes og digitaliseringens magt fortsætter. I forestillingen møder vi to parallelle historier. På den ene side af scenen udspiller fortællingen sig hos en redaktion, hvor ansættelsen af en ny chef er medvirkende til, at journalistikken nu kommer til at fokusere på ’clickbaits’ og følelsesladede historier. I denne forestilling er det følelsesladede ’breaking news’ historien om en landmand, der har skudt en elefant, som stjæler opmærksomhed fremfor måske mere dybdegående behandlinger af større verdensproblemstillinger. På den anden side af scenen møder vi en lille familie bestående af mor, far og barn. Barnet oplever vi dog kun gennem gråden fra babyalarmen, så det er forældrenes tilværelse og deres kamp med og mod skærmene, der er i fokus. Kortvarigt forsøger de at gå imod strømmen ved at anskaffe sig to Nokia-telefoner, men livet kan ikke hænge sammen på den gammeldags manér uden medier og synkroniserede kalendere. Det går hverken værre eller bedre, end at både redaktion og familie bliver ramt af det nye og spændende fænomen: chippen. En chip, der kan skydes ind i tindingen, hvorefter man nu kan have skærmen klistret til nethinden og på den måde være totalt isoleret fra omverdenen.

Det komiske og absurde ’take’ på emnet fungerer rigtig godt i denne forestilling. Det er den forståelsesfremmende overdrivelse, som sætter en ramme for, at vi som publikum kan tage ind og opleve, hvilke digitale zombier vi er på vej til at blive – og måske allerede er. Scenografien spiller også godt sammen med dette satiriske univers, hvor vi på scenen ser en drejescene, der med en skillevæg deler de to parallelle historier, og hvor mediecirkusset for alvor får lov til at udspille sig. Der er endvidere gjort brug af nogle rigtig gode sceniske gimmicks, hvor skuespillerne flere gange ifører sig masker i skikkelse som kæmpe øjne, der stirrer på publikum, mens kroppen danser. Derudover er det ligeledes stærkt i slutningsscenen, hvor familien sidder i sofaen med deres ’tech-barn’, som kommer til udtryk via en skuespiller iført et kæmpe babyhoved. ’Tech-barnet’ er blevet en konsekvens af digitaliseringen, hvor forældrene til sidst blev så fokuseret på chip-skærmen, så de glemte alt om deres barn, der af den grund døde. Nu er deres eneste mulighed et ’tech-barn’ fremfor et ’bio-barn’, da de mener, at de i højere grad er i stand til at tage vare på et teknologisk menneske, som man nemt kan tænde og slukke for.

Forvirring og kaos
Når alt dette er sagt om arbejdet med satiren og scenografien, så kammer det alligevel over undervejs. Ofte oplever man at være til en forestilling, hvor man det sidste kvarter tænker, at nu er man ved at være ved vejs ende, fordi man føler en naturlig afslutning. Men her bliver de mange forskellige indtryk og – i mine øjne – forstyrrelser imellem de små scener medvirkende til, at jeg sidder og har svært ved at finde hoved og hale i det hele. Løbende i forestillingen optræder små breaks mellem scenerne, hvor enkelte af skuespillerne træder ned fra drejescenen og har musikindslag med mikrofoner, synthesizer og loop-station. Det kommer både til udtryk igennem en masse lyde og deciderede sange. Disse indslag virker for mig ganske malplacerede i forestillingen, da jeg oplever en unødvendig distancering til det, der udspiller sig på scenen, og jeg bliver sat i en ny kontekst, hvor jeg skal koncentrere mig om sangteksterne, som jeg alligevel aldrig rigtig når at forstå betydningen af og med. Måske er dette virvar af indtryk en intention om netop at spejle medierne og det cirkus, der foregår der. Men ift. det meget vigtige og faretruende emne, som sættes i scene, så bliver sangsekvenserne en alt for voldsom distancering, hvor jeg tror, det ville have virket bedre på mig, hvis vi var blevet i historien og havde fået foldet den mere ud. Hvad sker der for eksempel, når en redaktionen er tvunget til arbejde med ligegyldige nyheder fremfor at lave journalistik, der rent faktisk kan være med til at gøre en forskel i verden? I forestillingen bliver det et grotesk spil mellem medarbejderne og ledelsen, hvor absurditeterne kommer lidt for langt ud til, at jeg er med på, hvad der foregår.

”Breaking News” bliver for mig en lidt blandet oplevelse. Der er virkelig taget fat i et aktuelt emne, som vi er nødt til at forholde os til, inden mediestormen og de (a)sociale medier tager os så langt ud, at vi ikke længere kan finde ud af at være mennesker, være sammen med hinanden og kunne forholde os kritisk til det, der foregår omkring os. Men virvaret af forskellige indtryk bliver alligevel for meget i denne satire, så jeg undervejs ikke føler mig helt opslugt men i højere grad mere distanceret fra problemerne. Undervejs er der dog stærke elementer og særligt ét brud med den fjerde væg sætter noget i gang hos mig, da skuespilleren Martine Levinsen råber til publikum, at vi må kæmpe os til en bedre verden, og det kun kan gøres ved at slette vores Facebook, Instagram og Snapchat-kontoer. Her blev jeg i hvert fald konfronteret med det faktum, at vi er blevet for afhængige af de sociale medier til, at vi kan forestille os en verden uden dem. Men jeg må i sidste ende konstatere, at når man to gange undervejs i forestillingen føler sig fristet til at kigge på sit ur, så er det desværre for mig et tegn på, at forestillingen ikke har fået helt fat i mig med sit ellers fine sceniske univers og hamrende vigtige emne.

 

Iscenesættelse: Anne Zacho Søgaard
Tekst: Brian Wind-Hansen
Tekstdramaturg: Tine Byrdal Jørgensen
Lyrik: Lone Hørslev (Uddrag fra ”Dagene er data”, 2018)
Scenografi: Katrine Gjerding
Regissør: Pia Jensen
Maskemager: Denise Conradi
Sminkekonsulent: Kira Stochholm Exe
Lysdesign: Jens Hansen
Lysteknik: Henrik Sloth
Lyddesign: Anton Bast
Komponist: Johannes Smed
Videodesign: Jens Mønsted
Medvirkende: Anders Vølpert Momme, Anna Ur Konoy, Matias Hedegård Andersen og Martine Levinsen
Fotos: Creative Zoo

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen d. 16. februar til d. 20. marts