Mæt af dage

Mæt af dage

Af Julia Tonsberg

På Teatret Svalegangen kædes den højaktuelle debat om aktiv dødshjælp sammen med virtual reality i forestillingen ”Mæt af dage”. Her møder vi Karen (Anna Nøhr Tolstrup), der er en ung kvinde med livet foran sig, men som kun ønsker at gøre en ende på det. Hun vil ikke gøre det alene og ønsker, at kæresten Esben (Albert Stein Ankerstjerne) skal være ved hendes side, så hendes død kan foregå som noget smukt og socialt acceptabelt. Derfor kæmper hun for at få en henvisning til en klinik i Schweiz, hvor hun på fredelig vis kan ende sine dage, mens hun holder Esben i hånden. Undervejs møder vi også Karens mor (Kirstine Hedrup) og Esbens barndomsven (Jakob Hannibal). Vi fornemmer morens følelse af afmagt over ikke at kunne hjælpe sin datter tilbage til livet, mens Esbens ven repræsenterer en gængs holdning i den offentlige debat: Karen er ikke gammel og terminalt syg, og derfor bør hun søge behandling fremfor hjælp til at dø.

Det sårbare og relationelle

De samtaler, Karen har med Esben og sin mor, er stærke dialoger, som i iscenesættelsen får den sårbarhed, de fortjener. Her gives et ærligt indblik i nogle af de konflikter, nære menneskelige relationer kan indebære. Følelser som utryghed og utilstrækkelighed står tydeligt frem i den realistiske portrættering af de svære samtaler mellem de mennesker, der holder af Karen og vil redde hende og Karen selv, som ikke vil reddes. Det ses, når Karens mor, i et desperat forsøg på at skabe kontakt til sin datter, fortæller, at de skal have vildt, som faren selv har skudt, til aftensmad eller, at de har fået en ny sofa, og Karen ikke rigtigt kan finde en passende grimasse som respons. Og det ses, når Esben sætter spørgsmålstegn ved, om Karen virkelig kan elske ham, når hun ønsker at forlade ham, og han ikke ved, om han kan holde det ud længere. Man fornemmer, hvordan sårede følelser og frustration kommer til udtryk som vrede og afmagt. Alle omkring Karen bliver taget som gidsel i hendes dødsliv. Esben lukker sig mere og mere om parforholdet i et forsøg på at redde hende og føler gradvist et tungere åg på sine skuldre, mens moren er angst for at komme til at sige eller gøre noget, der kan få bægeret til at flyde over, og bare forsøger at tale om det, hun er sikker på ikke kan gøre ondt.

 

Et rum for fortolkning

Til dødstematikken har Karin Gille skabt en minimalistisk og stilren scenografi. Rummet er fuldstændig hvidt, symbolsk for døden, hospitalet, eller renheden. Der er skabt et rum for Karens tilstand, et rum, hvor der med Karens ord ”ikke er noget, der repræsenterer noget rigtigt”, et rum for fortolkning. Alle karakterer bærer gråt filttøj, hvilket bidrager til det enkle og holder forestillingen farveløs. Tøjet fortæller ikke meget om individerne – det er bare tungt og vinteragtigt at se på. Også her gives rum for tilskuerens individuelle fortolkning.

Vi er som publikum placeret overfor hinanden, på hver sin langside af spillerummet, sådan at vi kigger direkte over mod hinanden, når vi ser mod scenen. Det skaber et fladere hierarki, hvor der ikke på samme måde som i en traditionel teatersal er gode og mindre gode pladser. Alle tilskuere er forholdsvis tæt på skuespillerne og det, der foregår på scenen. Kollektiviteten føles også stærkere, når man hele tiden mindes om det øvrige publikum, og det er på den måde en sympatisk opbygning, der søger ligheden og fællesskabet. Desværre er det også en distrahering, hvor det øvrige publikum til tider kommer til at kæmpe med skuespillerne om ens opmærksomhed, og det er ærgerligt for denne type forestilling, hvor en mere traditionel scene-sal opbygning efter min mening havde styrket intimiteten mellem scene og sal.

Med Karens øjne

En af forestillingens visioner er, at vi som publikum skal få mulighed for at opleve verden med Karens øjne, og scenografien afspejler måske netop Karens livssyn. Det er også her, virtual reality kommer ind i billedet. Virtual reality-delen fylder egentlig ganske lidt i betragtning af, at Svalegangen selv har markedsført forestillingen som ”et gispende virtual reality drama”. Vi, publikum, inddeles i par, hvor den ene får en VR-oplevelse ved forestillingens begyndelse, mens den anden får en i slutningen. Det fungerer ganske fint, at VR er inkorporeret som en indledende og en afsluttende del, så det undgås at komme til at bryde med forestillingens flow. VR-delen giver det filmiske en plads i teatret. Når vi tager brillerne på, får vi lov at være i Karens krop og se med hendes øjne for en stund. Det er nyt og spændende i teatret, men rejser også spørgsmål om, hvad det gør ved teateroplevelsen. Har teatret ikke til alle tider forsøgt at vække empatien hos tilskueren ved den flygtige, samtidige tilstedeværelse af tilskuer og skuespiller i samme rum? Hvorvidt VR er en god idé i teatret som sådan, vil jeg ikke vurdere på baggrund af en enkelt forestilling, men i ”Mæt af dage” synes jeg ikke oplevelsen giver mig noget, jeg ikke kunne få uden brillerne. Det er sjovt at prøve, men det gør hverken fra eller til i forhold til min evne til at sætte mig i Karens sted. Det skaber til gengæld en kontrast mellem det stilrene teaterrum, hvor tilskueren selv må se eksempelvis Karen og Esbens lejlighed for sig, og VR-oplevelsen, der viser en 1:1 skildring af de miljøer, de bevæger sig i. Det peger på teatermediets særegenhed som noget flygtigt, der stiller krav til tilskuerens fantasi og rejser spørgsmålet, om VR har noget at bidrage med i teaterrummet og så i så fald hvad?

 

Et filmisk sprog

Forestillingen synes på flere måder at låne fra filmmediet. En stemningsskabende lydside fungerer som underlægningsmusik i meget af forestillingen. Scenerne er korte, og der klippes filmisk mellem dem ved hjælp af hyppige blackouts, der akkompagneres af lyd, som tilfører noget dramatisk til overgangene. Forestillingen er ellers ikke særligt dramatisk i sin form. Der er faktisk ikke særlig megen handling at spore, og man følger ikke en udvikling hos hovedkarakteren. Det giver tematisk mening, når vi skal forsøge at forstå, hvordan Karen må have det: hun føler ingen udvikling, på trods af at have prøvet alt for at finde livsglæden. Den eneste, vi kan spore en udvikling hos, er Karens kæreste Esben. Men det kan heller ikke betegnes som en egentlig udvikling, snarere et lidt pludseligt vendepunkt, som kommer til at ændre forestillingens retning. Det er pludseligt, men ikke overraskende eller usandsynligt. Der er sprunget nogle led over, men montagedramaturgien med klipningen retfærdiggør, at vi som publikum ikke oplever alle mellemregningerne.

Teatret Svalegangen har formået at skabe en forestilling, der puster liv i debatten om aktiv dødshjælp. ”Mæt af dage” skildrer problemstillingen fra flere vinkler og den rejser spørgsmål, som giver noget at debattere længe efter, man har forladt teatersalen. Det er kærkomment og prisværdigt, at det i Thomas Markmanns tekst er en ung kvinde, der udadtil ikke fejler noget, der får lov at spille hovedrollen i dette dilemma, for det giver anledning til at komme i tvivl om sine standpunkter. Dog havde Karen som karakter haft større gennemslagskraft, hvis hun faktisk havde haft en traumatisk opvækst, som var blevet udfoldet i løbet af forestillingen. Det bliver lidt vanskeligt at sætte sig i hendes sted, når hun bare ønsker at dø på trods af, at hun er omgivet af mennesker, der er der for hende. Forestillingen synes at forsvare Karens dødsønske og hendes ret til at bestemme, hvornår hun vil herfra, hvilket bliver lidt tyndt. Der, hvor forestillingen fungerer bedst, er, når den skildrer menneskene omkring Karen og deres håndtering af hendes ønske – noget Karen ikke selv synes at forholde sig vildt meget til. ”Mæt af dage” er dog stadig relevant samtidsteater, der rummer masser af debatpotentiale, om end man bør se den med et kritisk blik.

Af: Thomas Markmann
Instruktion: Anna Schulin-Zeuthen
Scenografi: Karin Gille
Medvirkende: Albert Stein Ankerstjerne, Anna Nøhr Tolstrup, Jakob Hannibal og Kirstine Hedrup.
VR produktion: Mannd
Lyddesign: Anton Bast
Lysdesign: Anders Kjems
Fotos: Morten Fauerby // Montgomery
Produceret af: Teatret Svalegangen

Forestillingen spiller på Teatret Svalegagen fra den 20. oktober til den 24. november.