MANhouse 2.0

MANhouse 2.0

Af Julia Tonsberg

MANhouse 2.0 er efterfølgeren til WOMANhouse, som Emilie anmeldte i sidste uge, og er derfor også en del af serien fra Himherandit Productions, der gæster Aarhus i forbindelse med The Genderhouse Festival. Udforskningen af identitet og køn fortsætter i MANhouse 2.0, og ligesom i WOMANhouse gøres det ved at lade kvinder spille mandlige figurer i ønsstereotype fremstillinger af manden. Med blandingen af det maskuline og det feminine åbnes der i forestillingen op for at indlæse nogle mere komplekse forståelser af kønnet, end det der begrænser sig til at handle om, hvad der skal til for at man(d) er en rigtig mand.

Fokus på pianist og performer

Da vi træder ind i salen, er den eneste form for scenografi, der møder os, det klassiske røde scenetæppe, som indskrænker spillerummets plads ved at lukke af for den øvrige del af scenen. Her præsenteres vi for den centrale figur i forestillingen; en mand, der synes at kæmpe med at finde sig tilpas i situationen og forsøger at etablere kontakt til publikum. Han skiftevis arbejder med sit bevægelsesmønster og mellem at henvende sig til publikum på en overdrevent komisk, farcelignende måde. Manden markerer slutningen på denne indledende del, da han går om bag scenetæppet, hvorefter tæppet trækkes fra, og et noget større scenerum afsløres. Her, i forestillingens anden, og efter min mening, centrale, del, afsløres et dybt scenerum, hvor gulvet er beklædt med hvidt dansevinyl. Et sort flygel, hvorved en pianist sidder, står på gulvet, og et sort mikrofonstativ er placeret i forgrunden. På gulvet ligger en mikrofon, hvis ledning elegant snor sig som en slange henover det hvide underlag og for enden, ved selve mikrofonen, ligger manden på gulvet. Den enkle scenografi retter fokus mod forestillingens to figurer: manden og pianisten. De befinder sig begge nogenlunde centralt på scenen forestillingen igennem, hvor de bliver oplyst af varme spots. Pianisten bliver siddende ved sit flygel, mens danseren fra gulvet kæmper med sine bevægelser, og derfor heller ikke bevæger sig meget væk fra udgangspunktet. Det stilrene billede af de to figurer, der kæmper hver sin kamp for at lykkes, får lov at være omdrejningspunktet i den minimalistiske scenografi. Hele forestillingens æstetik er enkel, og man kan med dens varighed på kun godt 30 minutter rose skaberne for at have fokuseret dens budskab ved at skære overflødige elementer væk.

 

Fin balancegang mellem det lukkede og det åbne

Det stilrene scenerum gør, at man som tilskuer får plads til at fortabe sig i detaljen og fokusere på egen tolkning af forestillingen. Dramaturgisk balancerer forestillingen meget fint mellem det åbne, hvor der ingen svar gives fra afsenders side, og det lukkede, hvor det er tydeligt, hvad skaberne vil have os til at tænke. Det er ingen nem balancegang, særligt ikke for en forestilling, der i høj grad benytter sig af performancegenrens greb, og derfor er det også her forestillingens force ligger. Balancen udgøres ikke kun af det, der sker i selve forestillingen, men også af forestillingens kontekst, som i høj grad er med til at præge min forståelse af det, jeg ser på scenen. Da den indgår i The Genderhouse Festival og er skabt af Himherandit Productions, rammesætter det mine forventninger til forestillingen og præger dermed min tolkning i en retning, hvor jeg søger efter forestillingens relation til temaet køn og identitet.

Den skrabede æstetik gør mig særligt opmærksom på de enkelte komponenter i forestillingen. Jeg bemærker flere kontraster, heriblandt det sorte flygel på det hvide dansevinyl og mandens bevægelser, der både er krampagtige, idet han ligger på gulvet og senere elegante i oprejst positur, hvor han danser yndefuldt svævende henover gulvet. På et tidspunkt bliver jeg opmærksom på en indrammet stolebunke i venstre side af scenen, som jeg fornemmer skal fungere som et forstyrrende element i det scenerum, man ellers synes at have afkodet. Her er også en kontrast: stolene ligger rodet indover hinanden, men er samtidig indrammet af et sort kvadrat, så det minder om en kunstudstilling. Hvad det skal symbolisere, er svært af afkode. Måske rod under ordnede forhold, et forsøg på at sætte alt, hvad der roder ind i en ramme, så det virker mere overskueligt og forståeligt.

Der er også den kontrast, der rækker udover fiktionen, i det, at ”manden” i virkeligheden er en kvinde, der er forklædt som en mand. I forlængelse af min kommentar om rammesætningens indflydelse på receptionen, her The Genderhouse Festival, virker det også som en del af forestillingens pointe, at vores vante opfattelser af modsætningspar, herunder det binære kønssystem bestående af mand/kvinde, skal udfordres. Betydningen af forholdet mellem performeren og rollen er ikke entydig og kan stikke i mange retninger. Det kan læses som en konkret fortælling om en mand, der ikke føler, han kan være sig selv, fordi han forsøger at passe ind i en kønskasse, han ikke føler sig tilpas i. Det kan også opfattes som en skildring af en mere kompleks identitetssøgen, hvor det vi typisk opfatter som det maskuline og det feminine sameksisterer i én og samme person, og ikke blot kan reduceres til et spørgsmål om kønsidentitet.

Musikkens sanselige og dramaturgiske funktion

Musikken, der bliver leveret live af pianisten, giver stemning og nerve til forestillingen, men fungerer også dramaturgisk. Pianisten udvikler sit spil fra at være en enkelt tone, der gentages til at være akkorder, for til sidst at blive til flydende klaverspil. Pianistens blik er rettet mod performerens bevægelser på gulvet, mens tonerne på flyglet sætter stemningen, retningen og hastigheden for performerens indre kamp, der tydeligt kommer til udtryk gennem den anstrengte mimik og gestik.
Med den store inddragelse af lige dele moderne dans og livemusik, bliver MANhouse 2.0 en meget sanselig oplevelse. Klaverspillet, der udvikler sig til at være inderligt og dramatisk mod forestillingens slutning, gør, sammen med pianistens fysiske tilstedeværelse i rummet, forestillingen dragende og intens.

I program- og hjemmesideteksten til forestillingen, fremgår det, at den handler om at stræbe efter det perfekte. I den forbindelse kommer jeg til at tænke over, hvilket udtryk for det perfekte denne forestilling forsøger at fundere over. Frygten for at fejle foran et publikum i den konkrete, reelle performancesituation er nem at få øje på, men havde det været hele pointen, havde den kvindelige performer ikke behøvet at være forklædt som mand. Perfektionen bliver i relation til køns- og identitetstematikken et spørgsmål om at kunne føle sig tilstrækkelig, selvom man er anderledes end majoriteten og/eller om at have lige muligheder, ligegyldigt hvilket køn, seksuel orientering eller kønsidentitet, man har. I MANhouse 2.0 er det konkretiseret ved muligheden for at bevæge sig, som man finder mest naturligt uden at blive stemplet af omverdenen. Det køns- og identitetstematiske fungerer godt sammen med den konkrete, performative situation, hvor performerne kan frygte at fejle foran et publikum. Det gør, at forestillingen i høj grad handler om noget almenmenneskeligt, og derfor er relaterbar uanset, hvor meget eller hvor lidt man umiddelbart adskiller sig fra majoriteten. På den måde skildrer MANhouse 2.0 både de individuelle, universelle følelser og går i kødet på samfundsmæssige strukturer.

 


Instruktør/koreograf: Andreas Constantinou
Performer: Hilde Sandvold
Musiker/pianist: Vago Tedosio
Lyd- og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Beethoven, Vago Tedosio
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora fra d. 18 til d. 21. september.
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september.