ReDoing GENDER 2.0

ReDoing GENDER 2.0

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Allerede da vi går ind ad dørene til Bora Boras store scene, er forestillingen ReDoing GENDER 2.0 startet. På scenegulvet er der en hvid firkant, som er lavet af hvidt dansevinyl. Firkanten er lyst op og resten af det ellers store scenerum er mørklagt. Midt på firkanten er der en mand, der sidder på hug. Han er helt sammenkrøllet og nøgen. Han har en abemaske på. I starten lægger man knap nok mærke til, at han er nøgen. Sammen med hans primitive og abelignende bevægelser, bliver nøgenheden gjort til noget meget naturligt, noget der understøtter hans fremtoning som abe.

Forestillingen er en videreudvikling af forestillingerne ReDoing GENDER 1.0 og ReDoing GENDER 1.5. Det er altså en opførelse, der i sin proces har været igennem flere stadier, og ifølge HIMHERANDIT Productions, som står bag produktionen, har den nu nået sit endelige stadie.
ReDoing GENDER 2.0 er en af de mange forskellige kunstneriske tiltag, som finder sted i forbindelse med The GENDERhouse Festival. Festivalen, som sætter fokus på køn, seksualitet og identitet, har noget på programmet i hele september, og foregår flere forskellige steder i Aarhus midtby.

Et fattigt scenerum
Scenen i forestillingen bliver som tidligere nævnt udgjort af en hvid firkant i et mørkt rum. Rundt omkring firkanten ligger der enkelte rekvisitter, som bruges undervejs i forestillingen. Der ligger blandt andet en papkasse, nogle underbukser, en BH og en spand med nogle bananer. Scenografien fører tankerne hen til ”Det fattige teater”, hvor minimalismen er i højsædet, og man ikke har mere på scenen, end man har behov for. Når scenen er så ren og bar, og kontrasten mellem det hvide scenegulv og de mørke omgivelser er så tydelig, skaber det nogle gode rammer for at sætte den mandlige performer i fokus.

For at understøtte de forskellige stemninger i forestillingen, bliver der også i høj grad gjort brug af musik og lyd. Lydbilledet skifter mellem at bestå af eksempelvis klassisk musik fra Vivaldi, og mellem at danne en decideret lydscenografi, som for eksempel lydene af måger, og vand der skvulper, som om vi er ude ved havet eller ved en havn. Brugen af lyd som stemningsskaber kombineret med den minimalistiske scenografi, som sætter performeren i fokus, skaber en følelse af et ret intimt rum mellem os og performeren, på trods af at vi sidder overfor et forholdsvist stort scenerum.

Et patriarkalsk system
Forestillingen er inddelt i tre stadier: første stadie, hvor performeren er en abe, andet stadie, hvor performen er en mand og tredje stadie, hvor performeren er en stor grædende baby. Man finder undervejs som publikum ud af, at der er én bestemt ting, der er fælles for de tre stadier– et patriarkalsk system. Første gang vi bliver introduceret til systemet er i det stadie, hvor performeren er en abe. Systemet fungerer på den måde, at det afstraffer ”forkert” adfærd, med et rødt lys og en lyd, der klart indikerer, at det er forkert, ligesom vi blandt andet kender det fra quizshows. Hvor det derimod belønner ”rigtig” adfærd med et grønt lys og en pling-lyd.

Systemet udvikler sig hurtigt, og mens aben undersøgende prøver sig frem, bliver det tydeligt, at systemet belønner den adfærd, der passer ind i det stereotype billede af en mand, og modsat straffer den adfærd, der ikke gør. Det står særligt stærkt frem i afslutningen af det første stadie, hvor aben prøver at tage nogle underbukser på, og bliver belønnet med den velkendte pling-lyd og grønt lys, men da han tager en BH på bliver han afstraffet med det røde lys, og den velkendte trælse lyd. Han bliver forvirret og frustreret, og i afmagt tager han i hurtigt tempo skiftevis underbukserne og BH’en af og på, som for at teste systemet. De to velkendte lyde, og det grønne og røde lys, bliver blandet sammen i en stor pærevælling, indtil systemet bryder sammen. Det patriarkalske samfund kan ikke holde til så mange afstikkere.

 
Fra det komiske til det sørgmodige
Stemningen i opførelsen starter i det komiske for at ende ud i det sørgmodige og derefter være grænsende til det tragiske. Forestillingen er helt klart karakteriseret ved at være i performancegenren, hvor det er kunstnerens krop, der er i fokus. Vi oplever især det komiske i den abelignende karakter, kunstneren skaber i det første stadie. Et godt eksempel er ganske kort inde i forestillingen, hvor ”aben” har fundet et par højhælede sko i en æske. Han tager den ene sko op, snuser til den og kigger undersøgende på den, derefter forsøger han prøvende at sætte skoen på sin penis. Han ender dog alligevel med at få skoen på sin ene fod, men går vraltende rundt som om, han var Bambi på glatis. Der opstår flere af denne slags sekvenser særligt i starten af forestillingen, som giver anledning til stor morskab for publikum.

Cirka halvvejs i forestillingen skifter stemningen, og der skabes en mere sørgmodig følelse. Der sker et brud i forestillingen. Det sker da det patriarkalske system bryder sammen. Performeren smider abemasken, og bliver nu til en mand. De primitive og abelignende bevægelser afløses af boksende hop rundt på scenen. Manden kæmper i mod systemet, indtil han selv bryder sammen og ikke kan mere. Alt dette understøttes af de klassiske toner af Vivaldi, som medvirker til, at vi kan mærke mandens smerte endnu mere.
Der er en passage i det sidste stadie, hvor manden har en babymaske på, der særligt understøtter det tragiske. I passagen er der kommet en speakerstemme på som et ekstra lag. Det er instruktøren, der sidder ude i siden og laver speaken. I passagen tager babyen en skjorte og en blazer på, han holder et par bukser op foran sig. Speakerstemmen siger gentagende gange: ”Are you wearing the trousers?”, altså “har du bukserne på?”, alt imens babyen frustreret kaster bukserne ned i gulvet igen og igen. Ubehaget ved at babyen skal presses ned i en kasse med det traditionelle mandeideal uden at have lyst til det, står meget stærkt frem for os, og det tragiske bliver for alvor tydeligt.
Balancen mellem det komiske og det sørgmodige fungerer godt, da det komiske er med til at give en lidt lettere indgang til forestillingen og kønsproblematikken, hvor det sørgmodige sørger for at understrege, hvor stort et problem det egentlig er.


Der er ingen tvivl om, hvilken fortælling HIMHERANDIT Productions gerne vil fortælle os med ReDoing GENDER 2.0. Det er først og fremmest fortællingen om et forstokket syn på kønsroller, hvor det her er mandeidealet, der bliver sat under lup. Forestillingens brug af det patriarkalske system, som belønner eller afstraffer adfærd, er især noget af det, der fungerer godt. De billeder det skaber i det første stadie, hvor performeren er en abe, rammer lidt for skræmmende plet på de mandeidealer, vi har opsat i vores samfund, og selvom det er i den mere komiske del af forestillingen, bliver selv dét grænsende til det tragiske. Der hvor forestillingen dog står mindre stærkt, er hen imod slutningen, hvor der kommer en speakerstemme på. Særligt ved speakerstemmens begyndelse føler jeg, at den giver udtryk for en bestemt holdning om, at det fasttømrede mandeideal er forkert. Det er en holdning, jeg som publikum ikke har brug for at få eksplicit, men som jeg synes i forvejen står stærkt med de billeder forestillingen har skabt gennem performerens krop. Ikke mindst er det også en holdning, jeg gerne vil have lov til selv at tage stilling til.
Speakerstemmen har dog ind i mellem også en forstærkende virkning. For eksempel i slutningen, hvor den igen og igen spørger babyen: ”How do you feel?”, mens babyen sidder sammenkrympet på gulvet. Alt i alt er ReDoing GENDER 2.0 en smuk og rørende forestilling, der sætter tankerne om vores kønsidealer i gang. For hvad er det egentlig, der gør en mand til en mand, og en kvinde til en kvinde?

Instruktør og koreograf: Andreas Constantinou
Performer: Aris Papadopoulo
Scenografi og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Vivaldi, PJ Harvey
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora d. 14. og 15. september
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september