Måned: september 2018

MANhouse 2.0

MANhouse 2.0

Af Julia Tonsberg MANhouse 2.0 er efterfølgeren til WOMANhouse, som Emilie anmeldte i sidste uge, og er derfor også en del af serien fra Himherandit Productions, der gæster Aarhus i forbindelse med The Genderhouse Festival. Udforskningen af identitet og køn fortsætter i MANhouse 2.0, og ligesom […]

ReDoing GENDER 2.0

ReDoing GENDER 2.0

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Allerede da vi går ind ad dørene til Bora Boras store scene, er forestillingen ReDoing GENDER 2.0 startet. På scenegulvet er der en hvid firkant, som er lavet af hvidt dansevinyl. Firkanten er lyst op og resten af det ellers store […]

WOMANhouse

WOMANhouse

Af Emilie Hackenberg Alstrup

I september løber The GENDERhouse Festival af stablen på forskellige scener i Aarhus, og her har man mulighed for at opleve en række forestillinger, udstillinger og foredrag, der alle adresserer temaer som køn, seksualitet og identitet. På Bora Bora har de besøg af forestillingen ”WOMANhouse” fra Himherandit Productions, som stiller spørgsmålstegn ved grænsen mellem mande- og kvindekønnet.

Forestillingen ”WOMANhouse” åbner med et smæk fra den mørke sals bagdør, hvor fire kvinder spurter ind mod scenen og stiller sig i en samlet klump. Jeg må nok hellere skrive mænd fremfor kvinder, da hele forestillingens udgangspunkt er disse fire kvindelige artister i forklædning som mænd. De har iført sig skæg, jeans, tennissko, blazer, læderjakke og deres eget enten korte eller lange år. De går, står og taler som den stereotype mand; fulde af brøl og spændinger med musklerne. De fortæller med både dans, tale og mimik i denne skildring af manden og forholdet mellem kønnene, hvor det feminine mod slutningen også får mere og mere plads.

En hvid kasse og dybe mandestemmer
I forestillingen sidder publikum i en klassisk publikumsopbygning med blikket rettet mod et nærmest fuldstændig tomt scenerum. De fire spillere løber ind mod centrum, og gennem scenelyset ser vi fire hvide tapestriber i kvadratformation på det bare, sorte scenegulv. Udenfor denne optrukne kasse står to mikrofonstativer og på gulvet et par oplyste skærme, der senere viser sig at være redskaber til mikrofonerne. Forestillingens sammensatte brudstykker foregår både indenfor og udenfor den hvide kasse, men fokus er altid på den handling, der sker indenfor kassen. De bevæger sig rundt, kigger på publikum, danser og viser deres ”mandekrop” frem. Det første ord, vi hører i forestillingen, kommer fra den laveste ’mand’ i flokken, der igennem mikrofonen får en helt anden lyd end den umiddelbart forventede. Stemmen er nemlig gjort voldsomt dybere – måske på niveau med en baryton eller en bas – og publikum griner af denne lidt komiske forvrængning af den lille krops stemme. Effekten med mikrofonen er et meget vellykket virkemiddel for forestillingen, hvor den også bliver brugt som lydeffekter til resten af forestillingen. Der er nemlig flere scener, hvor der udenfor kassen bliver lavet lyd til bevægelserne indenfor kassen.

Forestillingen bærer tydeligt præg af træk fra performancegenren, hvor det er spillernes fysiske krop, der er i fokus. Der bliver ikke gjort brug af realistiske scener, hvor to mennesker fører en dialog. Der er i stedet lagt stor vægt på den kropslige tilstedeværelse. Det kommer til udtryk gennem flere lag, hvor vi både oplever spillerne igennem de fysiske bevægelser og akrobatiske danse på gulvet og ved fremhævning af den enkelte krop. Her oplever vi en kontrast mellem deres skildring af mandens gang og positur til, at de mod slutningen smider alt tøjet – bortset fra deres boxershorts – og står på linje foran publikum med deres kvindelige figur og overkrop i scenelyset. Scenerummet med den hvide kasse som et slags undersøgelsesrum for mande- og kvindekønnet harmonerer godt med det kropslige fokus og de fysiske kraftanstrengelser.

Hvad er en mand, og hvad er en kvinde?
Hele festivalen og forestillingen har til formål at undersøge kønsbegrebet, og hvorfor der er bestemte måder at inddele mennesker på efter køn. I ”WOMANhouse” er det skildringen af manden, der er i fokus. Sådan oplever jeg det i hvert fald i første del af de i alt 60 minutter, hvor det er den stereotype udlægning af manden, som er i fokus for publikum. Det er først i anden del, at forestillingen åbner sig mere op mod de mange spørgsmål i kønsdebatten, og hvor forestillingen for alvor har noget nerve og en mere konkret retning med projektet. Det feminine bliver først her en del af forestillingen gennem kostumernes forsvinden, og hvor jeg bliver mere bevidst og målrettet som tilskuer på de tanker, som forestillingen vil sætte i gang. Inddragelsen af den nøgne kvindekrop giver forestillingen den dybde, den har brug for, så det ikke kun er latterliggørelsen af manden, der træder frem. Hvor første del er et mere komisk billede af manden, som publikum kan grine af, så er det i anden del, at spørgsmålene kommer på banen. Selvom forestillingen kun varer en time, så falder den større refleksionsdel lidt sent for mig, da det netop blot er komiske udfoldelser i starten. Til gengæld er det også ufatteligt tankevækkende og smukt at se spillerne med deres halvnøgne kroppe og mandeskæg rettet mod os til sidst. I anden del er der en scene, som genbruger et par replikker fra tidligere, hvor der siges: ”People ask me if I am an Alex or an Alex” samtidig med, at der gestikuleres til, at man enten kan være den ene eller den anden type Alex – altså henholdsvis drengeversionen eller pigeversionen af navnet. I første del lægger jeg ikke rigtig mærke til disse replikkers betydning – det er først til sidst, hvor det fremsiges af spilleren, der nu fremstår fysisk som både værende mand og kvinde, at jeg selv begynder at reflektere over kønsdefinitionerne og vores hang til at sætte folk i kasser.

Efter forestillingens slutning bliver det endvidere tydeligt for mig, hvor intensiveret det har været mod slutningen med nogle konkrete spørgsmål. Sidste scene er utrolig flot og stærk, da en af spillerne danser fuldstændig nøgen foran publikum, og hvor hun forinden lige har sagt; ”I am a real man”. Jeg begynder efter forestillingen at associere denne grænseleg mellem kønnene til en udstilling, som Kvindemuseet i forbindelse med festivalen har åbnet for. Her er der mulighed for at læse, høre og opleve forskellige menneskers udlægninger af definitioner på køn. Jeg lagde særligt mærke til en udtalelse fra en biolog og forfatter, som fortalte om, hvordan der biologisk er en forskel på mænd og kvinder – ikke kun den åbenlyse forskel via udseende og kønsorganer men også igennem egenskaber og adfærd, hvor der er en klar forskel i kønnenes forskellige reaktionsmønstre. Efter dette udsagn kunne jeg gå videre til en stor planche, hvor der var minimum 20 forskellige kønstegn, som man kunne identificere sig med. Disse kontrastfyldte udtalelser på Kvindemuseet satte nogle tanker i gang for mig efter også at have set ”WOMANhouse”. Derfor har det efterfølgende strejfet mig, at hvis man som publikum ikke er så vant til at se forestillinger, der primært udtrykker sig gennem fysikken fremfor dialogen, så vil man måske få et større udbytte, hvis man oplevede flere forskellige udlægninger af samme tema i forbindelse med The GENDERhouse Festival. Generelt tror jeg, at denne type festival med et konkret tema og bestemte indslag kan give lejlighed til at åbne op for en dialog ved netop at inddrage forskellige udlægninger af samme diskussion. Efter endt forestilling blev der også givet en opfordring til at se vol. 2 ”MANhouse”, som spiller senere på festivalen, og som måske også giver noget nyt stof til eftertanke om, hvorfor vi kalder noget for mand og noget for kvinde.

 


Instruktør og koreograf: Andreas Constantinou
Performere: Helena Wilhelmssen, Sarah Armstrong, Antoinette Helbing, Hilde Sandvold
Scenografi og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Philippe Jaroussky, Death Note, Nirvana, Vivaldi
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora d. 11. og d. 12. september
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september