Biedermann og brandstifterne

Biedermann og brandstifterne

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Scala afsluttes Aarhus Teaters sæson med klassikeren ”Biedermann og brandstifterne” af Max Frisch fra 1958, der adresserer vores alles indre Biedermann, som så gerne vil tro på det gode i mennesket, men som dermed også lukker øjnene for det onde, der lurer lige om hjørnet.

I forestillingen møder vi hovedkarakteren Biedermann, der bor i en by, hvor man næsten dagligt hører om brandstiftelser i avisen. Det er en stor frygt for både Biedermann og konen Barbette, men Biedermann bliver alligevel smigret af vagabonden Schmitz, der kalder ham et godt menneske. Schmitz bliver indlogeret på Biedermanns loft, og snart kommer også Schmitz’ ven Eisenring til huset. Biedermann opdager, at de to fremmede gemmer benzintønder på loftet, og han er nu fanget mellem frygten for, at huset bliver brændt ned og sin fastholdelse i at tro på det gode i mennesket. Men han fortsætter med at tro på det gode. Erkendelsen kommer først til Biedermann efter, at huset er brændt ned, da han og Barbette kommer til helvede, hvor Schmitz og Eisenring er djævle.


Stærk æstetisk opsætning
Scenografien spiller en betydelig og effektfuld rolle i denne opsætning. Biedermanns hus er centralt placeret på scenen i to etager, hvor vi både kan følge med i stueetagen, hvor Biedermann og Barbette befinder sig, og på loftet, hvor Schmitz og Eisenring tumler rundt med benzintønderne. Denne scenografi er med sine vægge, gulve, døre og møbler udelukkende skabt i træ. Det har den effekt, at brandfaren er ekstra symbolsk alarmerende, men samtidig står det også godt til selve publikumsområdet på Scala, hvor væggene i forvejen også består af trælameller. En tjekket visuel detalje, der både tjener den brandfarlige tematik og inviterer publikum ind i de relaterbare dilemmaer hos Biedermann. Det er ligeledes en god effekt, at selve huset kun fylder det midterste af det store scenerum, da det nemlig understreger den klaustrofobiske fornemmelse for den fare, der lurer om hjørnet samt komiske situationer med ind- og udgange af døre.

I det hele taget er det en forestilling, hvor samtlige i det kunstneriske team har fået lov til at spille med musklerne – tilmed på en måde, hvor elementerne spiller utrolig godt sammen. Scenografien bliver flot suppleret af lysdesignerens arbejde med scenerummets bagvægge, der glidende skifter i lyssætninger afhængigt af stemningen, og lyddesignerens arbejde, hvis virkemidler også spiller en særlig rolle i at understrege den lurende katastrofe. Forestillingen er virkelig æstetisk vellykket, og iscenesætteren har ligeledes formået at udnytte rummets muligheder for nogle energifyldte arrangementer, der skaber en dynamik i spillet samtidig med, at skuespillerne leverer nogle stærke komiske og dramatiske præstationer.


Levn fra fortiden
Som nævnt har vi at gøre med et skuespil fra 1958, og her kan man også mærke, hvad forestillingen tager med sig herfra. Aarhus Teaters kor har fået lov til at medvirke i rollen som brandkoret, der er skabt af dramatikeren selv. Koret har den funktion, som det også havde i det antikke teater, at det er en medfortæller og tit en direkte kilde til forestillingens budskab. Koret var efter anden verdenskrig også populært som en slags ’verfremdungseffekt’, der er med til at adressere publikum og vække en kritisk stillingtagen hos dem. I denne iscenesættelse kommer korets replikker til udtryk via nykomponerede korarrangementer fremfor blot at blive fortalt til publikum. Det er et friskt pust i denne opsætning, hvor det gamle element ikke fremstår som et støvet levn fra fortiden. Koret står stærkest i sine seancer med Biedermann, hvor man virkelig får et indblik i hans spekulationer. Det skal dog alligevel understreges, at det ikke altid var lige nemt under forestillingen at forstå alt, hvad de sang. Så selvom det var rart at høre dem synge fremfor at tale, så var det dog ikke uden ulempe.

Men der er dog også nogle levn fra fortiden, som er mindre vellykkede for den moderniserede opsætning. Her er der tale om en anden verfremdungseffekt, der kommer til udtryk gennem Barbette, som i to omgange placerer sig i et spot og taler direkte til publikum. For mig at se var det ikke nogle nødvendige øjeblikke at bevare, da vi alene igennem det øvrige spil forstår frygten for de mulige brandstiftere på loftet. Dernæst er der hele helvedesakten i slutningen, hvor vi møder de øvrige karakterer som djævle, en engel og en marekat. Det har selvfølgelig den indlysende effekt, at vi forstår, at de befinder sig i netop helvede, og at grotesken for Biedermanns tilværelse selv i det hinsides ingen ende vil tage. Det stærkeste øjeblik i opsætningen er også inden da, hvor huset brænder, sirenerne larmer og alle røde lamper er tændt, mens Biedermann i bedste naive stil gentagende fastholder: ”Det er heldigvis ikke hos os! Det er heldigvis ikke hos os! ”. Fortællingen slutter ikke her, for vi har brug for at opleve Biedermann i erkendelsen i helvede, hvor han for alvor indser, hvem han åbnede sit hjem for.

Men når det så er sagt, så er denne del hos Max Frisch også markeret som et efterspil til de øvrige handlinger, og det kan man også mærke i iscenesættelsens spændingsopbygning og budskab, hvor luften går lidt af ballonen. Det var så stærkt, da Biedermann selv i de brændende minutter ikke ville indse sin naivitet. Dette øjeblik glemmer man desværre lidt i efterspillet i helvede, da akten tidsmæssigt bliver trukket lidt langt. Man kunne sagtens have skåret i teksten, og på den måde optimeret konsekvensen af begivenhedernes gang. Derudover kan man, set med mine øjne, sagtens forstå symbolikken og komikken i marekattens medvirken uden, at den behøver at lave en masse abelyde og abebevægelser. Det skærper selvfølgelig det groteske, men det fjernede mig også mere fra den gribende alvor, jeg lige havde oplevet før helvedesilden. Men som sagt mener jeg heller ikke, at man skal fjerne dette efterspil fuldstændigt, fordi det netop giver mulighed for en erkendelse hos Biedermann, og det groteske i situationen er også med til undgåelsen af et moraliserende ekko. At opleve Biedermann i helvede giver nemlig publikum mulighed for at forstå Biedermann i både hans selvforblindelse og selverkendelse, og på den måde giver det også den genklang hos publikum, at vi alle besidder en indre Biedermann, der gerne vil tro på det gode, men som også oplever risikoen ved det efterfølgende.

På Aarhus Teater har man skabt en stærk visuel og velspillet iscenesættelse af ”Biedermann og brandstifterne”, der er med til at aktualisere forestillingens tematik om frygten for det fremmede, som kan spejles i flygtningekrisen og terrorspekulationer. Men forestillingen indeholder dog også nogle levn fra fortiden, som godt kunne have brugt en ekstra kærlig hånd i bearbejdelsesprocessen.

 

Af: Max Frisch
Oversættelse: Jørgen Engberg
Iscenesættelse: Christian Tafdrup
Scenografi: David Gehrt
Komposition af recitativer: Sune ‘Køter’ Kølster
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Morten Suurballe, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland og Aarhus Teaters Kor
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater d. 18. maj til d. 15. juni