Lav sol

Lav sol

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Vi bliver ført ind i studioscenens hvidmalede rum, vi ser med det samme en stor kvadratisk firkant skabt af gennemsigtige skærme. Inde i firkanten er der yderligere fire kvadratiske rum, opdelt med gennemsigtige skærme, så man kan kigge ind til de andre rum. Vi går rundt om firkanten og kigger ind, mens billeder og videoklip projekteres op på skærmene. Der ligger to mennesker inde i firkanten. Det er lidt ligesom at være i zoologisk have og kigge ind i et bur.

Lav sol er denne sæsons fjerde og sidste forestilling på Studioscenen på Aarhus Teater. Den er ligesom sæsonens tidligere forestillinger en del af studioscenens nye koncept, hvor der arbejdes med at gentænke og udfordre teaterrummet og forholdet til publikum. Forestillingen sætter fokus på forholdet mellem den kunstige intelligens, som fylder mere og mere i vores hverdag, og os mennesker som bruger den.

Rammesat af den kunstige intelligens
Ret hurtigt i forestillingen inviteres vi ind i ”buret” og bliver introduceret for to personer, en mand og en kvinde, som vi aldrig får navnene på. De er klædt i hvide tætsiddende boxershorts og en hvid undertrøje, og fremstår på den måde meget neutrale. De henvender sig fra start til den kunstige intelligens, som de kalder for Ion. Ion består af en lettere mekanisk kvindestemme, som vi også kender det fra Siri på iPhones. Den kan svare på alt og gør alt, hvad den bliver bedt om, hvis den altså kan forstå, hvad den bliver bedt om. Ion bidrager samtidig også til at give en struktur til forestillingen, da den flere gange i forestillingen siger:

” klokken er 07.52, det regner, og du har ingen aftaler i dag.”

Klokkeslættet og vejret varierer, men replikken går flere gange igen, som et fast holdepunkt vi som publikum kan navigere efter i det ellers svært gennemskuelige univers.

En anden indikator på, at vi går videre til noget nyt, er når sangen ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” af Gustav Winckler bliver spillet. Det står i mange tilfælde som en skærende kontrast til det, der sker på scenen, da det ofte kommer efter nogle alvorlige og poetiske replikker.

Digitaliserede psykologsessions
Nogle af de scener, der står særligt stærkt, er scenerne, hvor kvinden står inde midt i rummet omgivet af lysstofrør, der lyser hende op. Hun har lukkede øjne og går rundt om sig selv, mens hun fortæller om en ferie, hun var på for længe siden. Vi kan mærke, at hun selv erindrer historien, mens hun fortæller den.  Historien går fra at være lys og fyldt med glæde til at være mørk og fyldt med sorg. Ion begynder at snakke til kvinden og stille hende spørgsmål, nærmest med en medfølelse i stemmen.

Man tvivler helt på, om det stadig er den samme stemme. Nogle minutter efter vender den mekaniske stemme tilbage med ordene:

”Session 443 er slut. Tæl ned fra 5.”

Det går op for os, at vi lige har været vidne til en digital psykologsession, hvor Ion har ageret psykolog.

De såkaldte ”psykologsessioner” optræder et par gange i forestillingen, og det er særligt i disse scener, at det bliver tydeligt, hvor svært den kunstige intelligens har ved at håndtere de menneskelige følelser.
Det bliver særligt fremtrædende i én scene, hvor kvinden er i gang med endnu en psykologsession. Hun bliver overvældet af sine følelser, mens hun fortæller og siger til Ion:

”Giv mig lige to sekunder.”

Præcis to sekunder efter svarer Ion, at der er gået to sekunder. Kvinden beder nu om 20 sekunder, det gør hun tre-fire gange, indtil hun bryder sammen. Ions system kan ikke håndtere kvindens sammenbrud, lysstofrørene begynder at blinke, indtil de går ud, og ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” bliver spillet igen som et tegn på, at systemet er genstartet, og at vi nu går videre til noget nyt.

Hvis der havde siddet en rigtig psykolog af kød og blod foran kvinden, havde psykologen haft nok situationsfornemmelse til at vide, at to sekunder ikke bare er to sekunder. En psykolog havde også kunne være der som en skulder at græde ud ved under sammenbruddet. Men kunstig intelligens kommer ikke med indbygget situationsfornemmelse eller følelser, og derfor står kontrasterne mellem de menneskelige følelser og den mekaniske kunstige intelligens også især stærkt i disse scener.

Den reelle intimitet udebliver
Vi bliver godt nok inviteret ind i det bur, som den kunstige intelligens har sat manden og kvinden i, men det er som om, at selvom vi sidder helt tæt på dem, bliver der stadig opretholdt en usynlig ”fjerde væg” mellem os og skuespillerne. Scenografien skaber et ultraintimt rum, hvor skuespillerne i deres forskellige udbrud kommer helt tæt på os, men distancen mellem os som tilskuere og dem som skuespillere forsvinder aldrig helt. Ved at invitere os ind i ”buret” lægger forestillingen op til en udforskning af forholdet mellem ”scene” og publikum, men i dette tilfælde stopper udforskningen ved invitationen. Forestillingen er mere eller mindre bygget op af opbrudte scener og sanseindtryk sammenkædet med de to personers historier. Derfor er forestillingen til tider ret abstrakt i sit udtryk, hvilket den langt hen ad vejen lykkes med, men som publikum savner man lidt intimiteten, der kunne binde det hele sammen.

Forestillingen går lige i kødet på debatten om vores forhold til den teknologi, der omgiver os, og hvordan den er kommet til at fylde mere og mere i vores hverdag. Selvom der bliver arbejdet med et fremtidsscenarie i forestillingen, føles det skræmmende nok ikke så langt væk fra den verden, vi lever i.

Teksten bidrager til et mere abstrakt og ukonkret lag i forestillingen gennem dens poetiske form, men der kommer den flotte og stilsikre scenografi og den gennemtænkte iscenesættelse ind og giver forestillingen en større sammenhængskraft. 
Gennem sammenspillet mellem de tre elementer får forestillingen meget tydeligt fortalt, hvordan den mener, at den kunstige intelligens vil komme til at påvirke os; Den vil nedbryde os, indtil vi er helt tilbage til kun at bestå af amøber og bakterier ligesom ved begyndelsen af jordens eksistens. Forestillingen er meget sikker i sin æstetik og i sit budskab, men mangler reelt at bringe intimiteten ind i det ellers intime rum for at binde det hele sammen.

Af: Peter-Clement Woetmann
Bearbejdelse og iscenesættelse: Sargun Oshana  
Med tekstfragmenter af de medvirkende
Scenografi: David Gehrt
Medvirkende: Sofia Nolsøe og Alvin Olid Bursøe
Foto: Anna Marín Schram

Forestillingen spiller på Aarhus Teaters studioscene fra d. 4. maj til d. 30. maj.