En giftig mand

En giftig mand

Af Julia Tonsberg

En mand ligger på en hård forhøjning midt på scenen, da vi træder ind i salen. Han er klædt i hvidt og ligner en, der er faldet udmattet omkuld. Krop og ansigt vender klæbrigt ned mod gulvet, så vi kun kan gisne om, hvordan manden ser ud, og hvem han er. Forestillingens begyndelse markeres ved klaverspil, som sammen med billeder, der vises på et rektangulært lærred bag manden sætter handlingen i gang. Billederne viser et ungt par, forelskede og glade. Indimellem dukker et billede af en farverig blomst frem, som senere viser sig at være visnet.

Interessant rammesætning med forskellige genremarkører

Sådan begynder forestillingen ”En giftig mand” af Teatergruppen EZHNO. ”En giftig mand” er en forestilling om voldtægt, som søger at give et indblik i voldtægtsmandens tanke- og følelsesliv.
Sjældent oplever jeg at være decideret nervøs, inden jeg skal se en forestilling, men op til ”En giftig mand” havde jeg meget få idéer om, hvad der var mig i vente. EZNO betegner genremæssigt deres forestilling ”eksperimenterende”, hvilket lader publikums forventningshorisont være forholdsvis åben. Plakaten for forestillingen, som afbilder en nøgen mand med plamager på sin krop (måske giften, der her konkretiseres) i en lidt foroverbøjet positur, antyder, sammen med genrebetegnelsen, at forestillingen vil indeholde moderne dans. I det hele taget giver den indtryk af, at det er et abstrakt og kunstnerisk univers, vi som publikum vil blive en del af.

Et par dage forud for premieren falder jeg over en promo for stykket. Her ligner ”En giftig mand”, med sine mørke billeder og dystre underlægningsmusik, en gyser. Det fik mig til at overveje, om jeg kunne vide mig sikker på at forblive tilskuer stykket igennem, eller om den ville udvikle sig til en interaktiv forestilling, hvor jeg som tilskuer også skulle agere aktør. Den tanke foruroligede mig, da jeg ikke havde lyst til at blive en central figur i et dystert stykke om voldtægt. Omvendt virkede det som en interessant idé at ville udforske publikums grænser gennem et emne så grænseoverskridende og personligt.

Manglende intimitet mellem scene og sal

Heldigvis fik jeg lov til at beholde min krop fuldstændigt for mig selv, og det fik de resterende gæster også. Forestillingen opretholder hele vejen igennem et fuldstændigt velkendt forhold mellem scene og sal, hvor publikum sidder pænt på stolerækker og kigger ind på scenerummet. Det er både behageligt og en lille smule skuffende, at der ikke eksperimenteres mere med relationen til publikum ved en sådan forestilling, hvor der lægges op til, at den går tæt på. Det havde ikke behøvet at være store eksperimenter, men det havde klædt forestillingen, hvis Casper Mohr, som ene mand på scenen, havde formået at skabe et mere intimt forhold til sine tilskuere. Det er det teater af den her slags kan, modsat de store scener, som ofte har nogle mere faste rammer at arbejde under og en noget større publikumsskare at nå ud til.

”En giftig mand” handler om voldtægt, set (fortrinsvis) fra voldtægtsmandens synsvinkel. Den er fragmenteret i sin form, og i løbet af forestillingens 30 minutter møder vi flere forskellige karakterer, vi som publikum skal forholde os til. Det virker dog som om, der er én central figur, som vi primært følger, og at de øvrige blot er supplerende figurer, der har til formål at tilføje forestillingen nogle flere lag. Den centrale figur er ham, vi ser, lige når vi træder ind i rummet. Hans kæreste har netop forladt ham, og det er han ved at blive sindssyg over. Bogstavelig talt. Om det er kærestesorgen, pornoafhængigheden eller en medfødt psykisk brist, der får ham til at begå en voldtægt, er noget af det forestillingen spørger til. For hvad får en person til at begå en voldtægt? Det synspunkt der i forestillingen virker mest plausibelt, er det, at vores hovedperson har en medfødt skrøbelig psyke, der gør ham særligt sårbar over for at begå sådanne forbrydelser. Desværre bliver det ikke tydeligt nok, hvad forestillingen vil sige om voldtægter og voldtægtsmænd. Her bliver mødet med øvrige figurer, der ikke synes at have andet end en tematisk relation til hovedpersonen, forvirrende, idet der ikke er mulighed for at få karaktererne udfoldet på forestillingens kun 30 minutter. Min oplevelse er, at jeg selv skal tolke rigtig meget for at få en idé om, hvad forestillingen vil mig.

        

Stort affektivt potentiale

Det forestillingen skal have ros for, er at tage fat på så betændt et emne, som voldtægt er og behandle det scenisk. Ofte har det været et emne i den offentlige og politiske debat, og derfor fortjener det selvfølgelig også en plads i scenekunsten. Musikken og de levende billeder på lærredet, som i øvrigt gentages mod slutningen af stykket, og på den måde binder en sløjfe på forestillingen, fungerer rigtigt godt. De levende billeder sender med sit håndholdte kamera og realistiske dagligdagsskildringer tankerne hen på dogmefilmen, og det tilføjer noget følelsesmæssigt og intimt til forestillingen. Sammen med den smukke musik giver det forestillingen, der ellers er sat i et råt og koldt univers, et mere poetisk islæt. I fragmenter inkorporeres moderne dans, og jeg kunne næsten ønske mig, at dette havde fået mere plads i forestillingen. Det kunne være interessant at se emnet fortolket mere kropsligt, og med Caspers Mohrs fremragende kropsforståelse ville forestillingen, i samspil med musik og levende billeder, sagtens kunne bære det.

Potentialet til at skabe et stærkt affektivt rum er der, men desværre når ”En giftig mand” ikke helt ud over scenekanten og ind under huden på mig, og jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvad forestillingen egentlig vil mig.

Af: Casper Mohr
Instruktør: Pauline Vestergård
Koreograf: Dina Fie Lorentzen
Scenograf, kostumier og rekvisitør: Evelina Dobranova
Lysdesign: Jens Damsager
Lyddesign: Oliver Svensson
Fotograf, video og visuals: Preston Drake-Hillyard
Coach: Judith Rothenborg
Dramaturg: Cecilie Ellebjerg Østergaard
Afviklere: Kenneth Mohr og Lukas Rostgaard Hartvig
Medvirkende: Casper Mohr og Sofie–Mai Beckles Graae (i visuals og lyd)
Fotos: ezhno.dk (Preston Drake-Hillyard)

Forestillingen spiller på VOX TeaterHUSET fra d. 18. April til d. 21. April og derefter forskellige steder i landet. Tjek spillesteder på ezhno.dk.