Grab Them By The Pussy

Grab Them By The Pussy

Af Julia Tonsberg

På Teatret Svalegangen bliver den omdiskuterede feminisme lige nu taget under kærlig behandling på scenen i etagekomedien ”Grab Them By The Pussy”. At stykket kaldes en etagekomedie skyldes indholdssiden, hvor vi møder forskellige beboere i en etageejendom og får indsigt i deres forhold til køn og ligestilling.

Et kig ind bag hjemmets fire vægge

Vi møder først det unge par i slut 20’erne, Sally og Mikkel, hvor hovedkonflikten går på, hvorvidt parret skal have et barn eller ej. Hun er netop blevet ansat som fuldmægtig på et advokatkontor, hvor hun dagligt møder udfordringerne ved at være kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor hverdagssexismen lever i bedste velgående. Han sidder hjemme i en oversized hoodie og kæmper med at få skrevet sit speciale, og en dag præsenterer han Sally for sit ønske om at få et barn. Det er Sally ikke begejstret for, da hun forestiller sig, at det vil svække hende på alle parametre i livet. Lige under Sally og Mikkel bor det lesbiske par Lisbeth og Tina, og deres konflikt er nærmest identisk med Sally og Mikkels: Lisbeth ønsker sig så brændende et barn, mens det slet ikke kan komme på tale for Tina. Det giver, ikke overraskende, anledning til en fælles konflikt for de to par, da Mikkel og Lisbeth en aften støder på hinanden, da de begge er ude med skraldet i gården, og her beslutter sig for at dele deres frustrationer med hinanden.
I ejendommen bor også det excentriske par Thorbjørn og Annabella med spædbarnet Feng Dia, der bestræbes opdraget kønsneutralt. Her hersker en humanisme af den yderste venstrefløj, hvor idealet er konstant kritik af etablerede normer samtidig med, at den borgerlige familieidyl søges opretholdt. I deres stræben efter at opføre sig korrekt og favne individet, bliver parforholdet klemt i mangel på netop omfavnelse. Hvad parret ikke evner at favne i deres verdenssyn er hinanden.

  

Hverdagsemner fra debatspalter

At forestillingen hedder ”Grab Them By The Pussy” er naturligvis en direkte reference til de udtalelser, der florerede under den amerikanske valgkamp i efteråret 2016. Ordene var mange år forud for valgkampen blevet udtalt af forretningsmanden Donald Trump, og blev heftigt debatteret under hans præsidentkandidatur, hvorefter de er blevet nærmest ikoniske. Sætningen satte kog i ligestillingsdebatten, og Svalegangen forsøger nu at give ordene nyt liv ved at sammenkæde dem med deres ”feministiske etagekomedie”. Sammenhængen mellem titel og indhold er tydelig fra et overfladisk perspektiv, men derunder er det svært at se, hvorfor netop den titel er relevant for denne forestilling. Det er ikke en forestilling, der går i kødet på magthavere eller samfundsstrukturer. Tværtimod zoomer den ind på individer og deres hverdagssituationer, hvor de på den ene eller den anden måde kommer i kontakt med problemstillinger, der vedrører feminismen. På trods af hverdagsperspektivet er scenarierne alligevel som taget ud af en debatklumme. Det er temaer og situationer, vi kender fra medierne, der her iscenesættes, og på den måde kommer en alternativ feminisme ikke rigtigt i spil, ligesom en ny eller anderledes vinkel end den gængse ikke gør sig gældende. Det forestillingen til gengæld lykkes rigtig godt med, er, at belyse emnet uden at tage for meget stilling til, hvem der er god og ond. I ”Grab Them By The Pussy” skildres alle karaktererne med en ironisk distance, og mændene er ligeså undertrykte som kvinderne – hvis ikke mere. Udtrykket ”at have bukserne på” bliver gjort konkret scenisk, idet manderollerne konsekvent kun er iført boksershorts. En mulig opfordring til at overveje, hvem der egentlig er den undertrykte i familien og samfundet eller en latterliggørelse, der påstår, at manden opfører sig barnagtigt, måske endda begge dele – afhængigt af øjnene, der ser.

  

Barbiemetafor

Barbie får i stykket sin helt egen karakter som ”blondinen, der bor allerøverst oppe” i ejendommen. Hun er tilsyneladende den perfekte kvinde, som alle de andre kvinder i opgangen hader, og mændene drømmer om: hun har det perfekte talje-hoftemål, hendes lejlighed dufter af syntetisk jordbær, og hun kan i det hele taget alt! I første halvdel kommer hun udelukkende til udtryk via sin skingre, karikerede-feminine stemme, hvilket understreger hendes surrealistiske karakter. Formålet med barbies tilstedeværelse er flertydig: hun bliver tydeligvis latterliggjort, men virker samtidig til at være den, der lever det mest ukomplicerede liv og er som den eneste faktisk glad for at være den, hun er. Hun er ikke kun en konkret karakter, men også en overordnet ramme, der gradvist fylder mere i stykket. Det tilfører et interessant lag, der er med til at retfærdiggøre og give en form for mening til nogle af de elementer, man kan undre sig over. Karaktererne bevæger sig i overgange som stive dukker, der ikke har nogen fri vilje, og deres måder at handle på virker til tider konstrueret og uden videre motivation. Dukkemetaforen kan til dels retfærdiggøre den manglende dybde hos karaktererne, men det bliver ikke tydeligt nok, hvad hensigten med den og barbies tilstedeværelse er.

  

At sætte ansigt på de mange feminismer lykkes til dels i ”Grab Them By The Pussy”. Gennem forskellige karakterer bliver vi præsenteret for forskellige velkendte emner fra ligestillingsdebatten. Det hele forbliver dog meget en gentagelse af noget, vi allerede har hørt én gang før, ligesom den mangefacetterede feminisme ikke helt kommer frem, da karaktererne er forholdsvis ens. Feminismen er fortrinsvis belyst fra Sallys perspektiv, som repræsentant for den unge, hvide kvinde. Det kunne have været interessant, hvis forestillingen i højere grad havde kastet lys over mindre omdiskuterede emner vedrørende feminisme. Dertil kommer, at problemstillingerne bliver behandlet for overfladisk til, at man for alvor går derfra med en udvidet horisont. Scenarierne er genkendelige og identificerbare og derfor også underholdende og sjove, men den dybe refleksion udebliver.

Når det er sagt, så følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem af de genkendelige situationer, og det fornemmede jeg også, resten af salen gjorde. Skuespilpræstationerne er solide, og forestillingen formår i sine detaljer at lave noget flertydigt, der peger imod flere forskellige tolkningsmuligheder, men desværre bevæger den sig overvejende på et overfladisk plan, hvor der kun bliver ridset lidt i lakken af den feminisme, vi i forvejen kender så godt.

Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Holger Østergaard, Mette Gadeberg Gregersen, Albert Stein Ankerstjerne og Josefine Tvermoes
Tekst: Jeanette Munzert
Instruktion: Rasmus Ask
Scenografi: Peter Schultz
Lys: Steffen Ilfeldt
Lyd: Anton Bast
Fots: Anders Teibel

Forestillingen spiller på Store Sal på Teatret Svalegangen fra den 7. april til den 4. maj.