West Side Story

West Side Story

Af gæsteanmelder Camilla Boutrup Mathiasen

Hvad kan musicalgenrens Romeo og Julie bruges til i vores Danmark – hvor vi er langt fra 1950’ernes gadekampe i den vestlige og fattige del af New York? Her er vi ikke sønderligt ramt af efterdønningerne fra en krig, vi uddanner os, det er forbudt at slå på sine børn, og vores forældre lever ikke af at prostituere sig selv. Vi har det faktisk rigtig godt. Så hvad er det Aarhus og Aalborg Teater gerne vil sætte fokus på ved at vælge netop West Side Story til deres store samarbejde her i 2018?

Det virker til, at Tony (Mathias Flint) står overfor en lys fremtid. Han har et job og har desuden trukket sig fra den bande, som han i sin tid var medstifter af – The Jets. Men da The Jets står overfor en bandekamp med de rivaliserende The Sharks, lader han sig alligevel overtale til at se den modstridende bande an, til den kommende skolefest. Her møder han den unge og smukke Maria, der spilles af Isabel Schwartzbach. De to unge forelsker sig hovedkulds i hinanden. Men forelskelsen har mørke udsigter. Maria er nemlig ikke bare søster til The Sharks’ leder Barnado, der spilles af Jacob Madsen Kvols, men er også forlovet væk til bandemedlemmet Chino (Mathias Sprogøe Fletting). På trods af de unge elskendes håb for en lysere fremtid og deres indsats for at stifte fred, ender bandekampen alligevel skæbnesvangert.

West Side Story havde premiere på Broadway i 1957. Sidenhen er den blevet opført et utal af gange, hvilket har været med til at give musicalen den klassikerstatus, som den stadig har i dag.

En rå scenografi der afspejler miljøet

Vi befinder os i New Yorks fattige gader. Det er et hårdt miljø. Et sted hvor ungdommens samhørighed og livsvarige venskaber bedst findes i det rå bandemiljø. Her møder vi The Jets og The Sharks – to bander der hver især vil kæmpe for deres eget territorie. Et miljø der allerede i første scene understreges af Karin Gilles rå og enkle scenografi, der langsomt kommer til syne, mens tæppet går op. Tre lygtepæle står i højre side af scenen. Der står en bænk på hver side af scenen, men det er de tre opstillede stilladser, der står centralt på scenen, der er i fokus. Stilladserne er fyldt op med skuespillere og dansere. De sidder, ligger og hænger op ad rørene. Lyset er forholdsvis mørkt – musikken sættes i gang, præcise knips fra scenen, klatrende og balancerende bevægelser fra stilladserne fanger vores opmærksomhed. Vi er allerede suget ind i forestillingen. René Vinthers præcise koreografi, hvor ikke et knips falder forkert, er imponerende fra første minut. Karin Gilles symbolske og enkle brug af kostumer er med til at klargøre historien og hive forventningerne til tops. Det ses eksempelvis, når en række spillere tager et sort tørklæde om halsen, og derved meget synligt bliver forvandlet til The Sharks. Der er vi helt med på, hvad det er, der foregår.

I flere af de kommende scener bliver der gjort god brug af Aarhus Teaters drejescene, og flere steder står de øvrige spillere i baggrunden med ryggen til. Det gør hele scenebilledet mere levende og effektfuldt. Det giver en fornemmelse af at leve i de andres skygge og i nogle tilfælde, at noget foregår bag ryggen på de, der ikke umiddelbart er i fokus på scenen. Det virker som et forvarsel. Et varsel om det tragiske, der kommer til at ske, hvor alle bærer en del af skylden.

Generelt tegner scenografien en meget sigende ramme om det fattige og rå miljø, som vi præsenteres for i forestillingen. Et miljø, hvor der hverken er skyggen af ansvarlige forældre eller andre autoriteter. Lige med undtagelse af Doc (Anders Baggesen), som især The Jets har et vist tilhørsforhold til og en vis respekt for. Men det er også Doc, der er fornuftens stemme i hele musicalen. Det understreges med replikker som; ”I gør verden til et frygteligt sted”, ”Hvad skal der til, før I holder op?” og ”Hvorfor lever I som om, der er krig? Hvorfor slår I ihjel?”.

Som publikum sidder jeg tilbage med spørgsmål som: Hvornår var det lige, at konflikten eskalerede? Hvorfor kan de to bander ikke bare deles om det omstridte stykke asfalt? De kan jo i virkeligheden ikke rigtig huske, hvorfor de slås, andet end, at de er forskellige fra hinanden. Men ingen er vel mere forskellige end, at vi alle blot er mennesker, der lever i en frygtelig verden og kun har hinanden til hjælp for at sikre vores overlevelse. Det er det den flotte, rå og enkle scenografi med til at understrege.

En krævende musical – med høje forventninger

West Side Story er en krævende musical, hvor de fleste publikummer vil have et tilhørsforhold til historien. Det er ikke en musical man ’bare lige’ sætter op. Den skal både rive publikum med tilbage til 1950’ernes New York og samtidig vække en form for genklang i nutiden. Koreografien skal tilpasses med millimeter-præcision, og kostumerne skal tydeliggøre, hvem der hører til hvor. Desuden indeholder den levende musik og sang, som publikum kan genkende og måske endda nynne med på. Det er mange og store krav – også til oversættelsen af sangene, som Mathias Flint dog har klaret på et sådant niveau, at de danske sange sagtens kan høres mere end en gang. Hele holdet viser en kraftpræstation, og lever op til kravene i en sådan grad, at forestillingen bliver siddende i kroppen – ikke bare et par timer efter, men også dagen efter.

Både Isabel Schwartzbach og Mathias Flint viser, hvad deres stemmer kan på et sådant niveau, at vi som publikum selv kan genkalde følelsen af den første altomfavnende forelskelse især i sangene ’Maria’ og ’I Feel Pretty’. Men også i sangen ’Somewhere’ velsunget af Kristine Maria Brendstrup, bliver man konfronteret med ens følelsesliv, repræsenteret af en knugende og skrøbelig følelse i hele kroppen. Hele holdets præstationer vidner om en forestilling, der er skabt i fællesskab. En forestilling, hvor alle er afhængige af hinanden – og som kræver fokus, energi og vilje – men som også afspejler et hold, der har nydt at være en del af denne fortælling.

Hvorfor West Side Story?

Det er Docs replikker, som sætter aftryk i publikums sind og afføder efterfølgende refleksioner. Ikke bare under og lige efter forestillingen, men også dagen efter. Denne urimelige og lettere fortabte følelse understreges i forestillingens sidste scene, hvor Maria beskylder alle medlemmer i begge bander for at være skyld i hendes elskedes død, mens hun holder mordvåbnet i hendes egne hænder. Hun truer med at skyde dem alle og slutteligt hende selv, men hun går i stedet tilbage til Tonys døde krop, og forestillingen slutter kort efter ved, at The Sharks tager det sorte tørklæde af. De to grupper bliver i det øjeblik til én, og alle aktørernes blik rettes mod publikum, mens lyset går ned.

Det er i denne konfrontation mellem aktører og publikum, at der gives svar på ”hvorfor?” Hvorfor West Side Story? Hvorfor nu? Fordi at vi, i 2018, i lille fredelige Danmark stadig omtaler en befolkningsdel som fremmede. Vi deler landet op i ’os’ og ’dem’. Vi holder skarpt øje med 1., 2., 3. og måske sågar 4. generationsindvandrere. Måske endda så meget, at vi nogle gange glemmer, at vi bare er mennesker, og at vi ved at dele et lille stykke asfalt og ved at bruge ord som ’vi’ og ’os’ kan nå langt i denne hårde og krigsramte verden.

Det lader i alt fald til at være det, som både Aarhus og Aalborg Teater vil frem til i denne samvittighedsfulde pragtopsætning af West Side Story.

Så kære Aarhus Teater og kære Aalborg Teater – lad ikke dette samarbejde være en engangsforestilling!



Musik af: Leonard Bernstein
Tekst af: Stephen Sondheim
Oversættelse af dialog: Kasper Hoff
Oversættelse af sangtekster: Mathias Flint
Iscenesættelse: Rune David Grue
Scenografi og kostumedesign: Karin Gille
Koreografi: René Vinther
Musikalsk arrangement og ledelse: Niels Søren Hansen
Kapelmester og musikalsk ledelse: Henrik Svenning
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Lars Gaarde
Foto: Emilia Therese
Skuespillere: Isabel Schwartsbach, Mathias Flint, Anders Baggesen, Ashok Peter Pramanik, Christian Collenburg, David Elnebo, Jacob Madsen Kvols, Kasper Dalsgaard, Kristine Marie Brendstrup, Lise Koefoed, Marie Marschner, Mathias Sprogøe Fletting, Michael Brostrup, Mikkel Becker Hilgart, Simon Mathew, Sofie Torp og Kirstine Emilie Moses Jacobsen.
Dansere: Stine Andersen, Martin Gæbe, Miran Ugljen, Nicco Olaybal, Oliver Melander, Sebastian Skov Andersen, Tone Reumert og Troels Graakjær.
Musikere: Ambjørn Bidstrup Lebech, Allan Dahl Hansen, Anders M. Christensen, Dorte Rolff-Petersen, Edi Premate, Frederik Larsen, Henrik Resen, Ignacio Montero Requena, Jacob Rose, Jan Lynggaard Sørensen, Johan Toftegaard Knudsen, Jon Anderskou, Kim Mikkelsen, Lonnie Svilling, Mads Bærentzen, Pål Soknes, Signe Helene Madsen, Thor-Erik Gilbert Langsteh, Tue Lautrup.

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra den 23. marts til den 16. maj. Derefter spiller den på Aalborg Teaters Store Scene fra den 29. august til den 13. oktober.