Det går ned

Det går ned

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Stress er uden tvivl en af de største folkesygdomme i vores tid, og i Teateriet Apropos og Teaterhuset Filurens nyeste ungdomsforestilling bliver der netop taget fat om dette tunge emne set ud fra de unge folkeskoleelevers udgangspunkt. Det er en forestilling, der med stor respekt for sin målgruppe varetager dette emne med en god portion af teatermagi og alvor, så det for publikum bliver nogle indtryk, der er til at føle på.

I forestillingen møder vi fortællingens hovedperson Caroline, som vi følger fra hendes 16 års fødselsdag og få dage efter. På sin fødselsdag bliver hun vækket med sang, gaver og konfetti af sin far, og derfra har Caroline en lang dag foran sig med skolearbejde, venindesnak og fodboldtræning. Igennem de forskellige øjeblikke oplever vi som publikum de mange forventninger, som møder Caroline, hvor end hun befinder sig. I skolen arbejder hun sammen med klassens kloge-Åge og skal i den forbindelse arbejde hårdt for at kunne være med på hans niveau. Veninden fortæller om sin nylige seksuelle debut og spørger til, om Caroline mon også har fundet sig en kæreste. På fodboldholdet prædiker holdkammeraten om, hvilke fremskridt Caroline er nødt til at gøre sig for at kunne klare sig på holdet, og derhjemme står familien klar med det store fødselsdagsarrangement og venter på det glade fødselsdagsbarn. Caroline vil det hele. Men hun oplever igennem dagenes løb, hvordan hendes indre uro blot vokser sig større i presset om hele tiden at skulle være den perfekte udgave af sig selv i alt. Uanset om det er som veninde, skoleelev, fodboldspiller eller datter.

Et nuanceret billede af tidens teenagere
Forestillingens kerne er Caroline, der som hovedkarakter bliver spillet af Sara Line Møller, og omkring hende står faren, veninden, skolekammeraten og fodboldkammeraten, der alle bliver spillet af Matias Hedegård. Dette er en ret vellykket metode for forestillingen, der formår at sætte Carolines verden og følelsesliv i spot for publikum ved hjælp af netop denne ene skuespillers vekslen imellem de mange roller via parykskifte. Min oplevelse af Carolines stress bliver dermed forstærket, da de øvrige omgivelser hvirvler rundt om hovedet på hende konstant. Der er hele tiden en ny, som kræver hendes tid og energi, og dette fokus på Carolines tiltagende afmagt skinner tydeligt igennem via de hurtige rolleskift.

Der er bogstaveligt talt altid en, der står klar i kulissen til at møde Caroline med den næste forventning, og det er her, jeg oplever, at forestillingen formår at tillægge tematikken en meget nuanceret dimension. Vi hører ofte om de mange 12-tals piger, som dagligt kæmper med at skulle være den bedste udgave af sig selv for deres fremtids skyld. De mødes af forventningen om, at de bedste karakterer er forudsætningen for den gode uddannelse og det gode job. I denne forestilling ser vi dette pres allerede i folkeskolen, da det er et faktum, at unge mennesker tidligere og tidligere oplever, at de skal vide, hvad de vil med deres liv og præstere derefter. Så sent som i slutningen af det forgangne år var Liberal Alliance ude med et forslag om stopprøver i 0. klasse, som skal være adgangsgivende for, om børnene kan komme videre til 1. klasse. Forslaget gik mest af alt på at sikre alle børn et godt dansk sprog, men det er alligevel skræmmende at tænke på, at børn allerede i syvårsalderen skal præstere deres absolut bedste for at kunne komme videre til næste step. Dette er blot set ud fra uddannelsesområdet, for jeg synes virkelig, at forestillingen rammer rigtigt ved at tilføje flere aspekter i denne stressfaktor, som unge oplever. Det er nemlig ikke kun ovenstående problematik om perfekte karakterer, som farver deres grundtilstand. Igennem de sociale medier kan unge også hele tiden spejle sig i andre og en perfekt opstillet verden, som de unge føler, de skal kunne leve op til, og så behøver det altså ikke kun at være skolen, der er årsagen til presset. Som forestillingen rigtig fint fremhæver, så kommer presset alle vegne fra.

Et abstrakt og poetisk teaterrum
Forestillingen kunne ligeså godt udelukkende sætte ind på uddannelsesområdet, men som sagt er der flere ting, der spiller ind. Dertil når vi taler om forestillingens æstetiske og kunstneriske fremstilling af fortællingen, så kunne det også blot have været en-til-en realisme med en scenografis skildring af et klasselokale, et teenageværelse eller et andet naturalistisk rum. Men her formår forestillingen at gøre brug af de mange sanselige teatertrick for at sætte fokus på Carolines historie og de følelser, hun gennemgår. Scenografien fremstår af en bagvæg i en halvcirkelsformation med et scenegulv, der følger denne bue. I midten af scenen er der placeret et lille cirkelformet podie og bagved en kulisse, hvor de mange rolleskift foregår. Over podiet hænger en lille glødepære i en snor. Hele scenografien er i rødlige og brunlige farver ligeså vel som de to skuespilleres kostumer fremgår i samme farvenuancer. Det er et flot visuelt univers, der forkæler publikums sanseindtryk, og som samtidig ikke blot fylder forestillingen med en masse ord om de unges stresssituation. Det er i stedet en kropslig tilkendegivelse af den stress, der er ved at overtage hovedkarakteren, og det kommer netop til udtryk i de både abstrakte og poetiske scenebilleder. Først og fremmest er det skuespilleren selv, der igennem sine kropslige udtryk, viser, hvordan hun fysisk er ved at knække sammen og ikke kan bevare kontrollen. Dernæst er lyset virkelig velanvendt sammen med skuespillerens ageren og den øvrige scenografi, da det i samspil i høj grad bliver stemningsskabende for publikums perception. Som sagt er det de varme rødlige farver, der præger både scenografi og kostumer, men i de situationer, hvor Caroline står alene og mærker den indre uro, der kun bliver stærkere, så er det et mere koldt og blåligt lys, som farver scenerummet. Samtidig ændrer Carolines kostume sig også fra et rødligt til et blåligt kostume. Det er en meget stærk visuel oplevelse at se en karakter skildre sin stress igennem de kropslige krampetrækninger, mens scenografien med sine virkemidler blot er med til at forstærke dette.

Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren har skabt en rigtig fin forestilling, der både varetager en vigtig ungdomsproblematik samt giver en stærk visuel teateroplevelse, der ikke blot er fyldt med en masse store ord. ”Det går ned” er en forestilling, hvor publikum igennem det poetiske udtryk kan føle med Caroline og hele ungdommens stressproblemer. Jeg er helt sikker på, at ”Det går ned” vil fange sin målgruppe og give dem et virkelighedsbillede, de kan identificere sig med.

 

Produceret af: Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren
Tekst af:
Henrik Szklany
Iscenesættelse: Leiv Arne Kjøllmoen
Scenografi
: Nadja Nabil Korsbæk
Lyddesign
: Johannes Smed
Lysdesign
: Jesper Jepsson
Scenemester: Uffe Blaabjerg
Dramaturger: Janicke Branth og Marion Vick
Instruktørassistent: Barbara Rousset
Kostume og scenografassistenter: Johanne Hornum og Cecilie Ulrikke Poulsen
Medvirkende
: Matias Hedegård og Sara Line Møller
Fotos: Daniel Livbjerg Bevensee

Forestillingen spiller i Filurens Sal i Musikhuset Aarhus d. 8 marts til d. 23. marts