My heartache brings all the boys to the yard

My heartache brings all the boys to the yard

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Rummet er helt hvidt. Der er sofaer over det hele: Gamle sofaer, nye sofaer, den klassiske sorte lædersofa, den farverige halvfjerdsersofa. Musikken spiller. Vi sætter os, drikker vores vin og vores øl. Musikken stopper. Hun står foran mikrofonen. En ung pige med mørkt hår og brune øjne, håret er sat op i en knold. Hun kigger nervøst på os. ”Kender du det, hvor du vågner op i en seng, og du er nøgen?” Hun forsøger med et prøvende blik. Små grin spreder sig i rummet. Alles øjne er rettet mod hende. ”Og det er ikke det der med, at du er nøgen, der gør dig nervøs, det er mere det, at du ikke ved, hvor du er?” Grinene vokser sig større. ”Når personen der ligger ved siden af dig også er nøgen.”

My heartache brings all the boys to the yard er den tredje forestilling i det nye koncept på Studioscenen på Aarhus Teater, hvor der arbejdes med at gentænke teaterrummet. Forestillingen illustrerer millenniumgenerationens evige trang til kærlighed, men også dens unægtelige ensomhed. Den er skrevet af skuespiller og dramatiker Nanna Cecilie Bang, og er det første stykke, hun har skrevet til Aarhus Teater. Ligesom det har været kendetegnene for sæsonens tidligere forestillinger på Studio, er rummet malet helt hvidt. Den klassiske Black box og den vante scene-sal-konstellation er blevet ophævet. Tilbage står man med et helt blankt lærred, som i dette tilfælde er blevet fyldt med sofaer. Som publikum inviteres man ind i de bløde gemakker, og er fra start på lige fod med skuespillerne.

Monologer i brudstykker

Forestillingens dramaturgi er bundet op på monologer, hvor vi i brudstykker følger tre personer og hver deres historie. Når den enes monolog ender, overtager den andens. Vi får aldrig navnene på personerne, og kan derfor kun identificere dem med de skuespillere, der spiller dem. Der er et fast mønster i forestillingen, hvor vi som publikum først har øjnene rettet mod Asta Kamma August, så mod Anna Nøhr Tolstrup og til sidst mod Christian Hetland. Dette mønster bliver gentaget igen og igen, indtil vi til sidst kun har Asta tilbage, og hun forlader os ligesom de to andre. Når de forskellige monologer bliver taget op igen, fortsættes det samme fortællemønster som personen tidligere har haft, men bliver præsenteret for nye dele af deres historie. De tre personer interagerer aldrig med hinanden. De reagerer ikke på og blander sig ikke i hinandens historier. På den måde har forestillingen en ret episk karakter, da personerne kun har hvert deres spil og ikke forholder sig til hinanden.

I Astas monolog bliver vi præsenteret for en ung pige, der deler op- og nedturene fra hendes kærlighedsliv med os. Meget af det hun siger, kan man nikke genkendende til: Den ene pinlige eller akavede situation efter den anden. Under den genkendelige overflade ulmer et dysfunktionelt forhold til hendes kærlighedsliv. Da hun frygter, hun er blevet gravid med sin kæreste, men får sin menstruation, vil hun alligevel gerne have et barn. Da de så snakker om bevidst at lave det her barn, kan hun ikke tænke på andet, end at hun bliver nødt til at gå fra ham. Når det hele kommer lidt for tæt på, eller bliver lidt for seriøst, kan hun ikke rumme det. Hun er et godt eksempel på, hvordan forestillingen rammer millenniumgenerationen lige på kornet, og kaster vores egne usikkerheder tilbage i hovedet på os.

Strukturen med de afbrudte monologer er med til at understøtte fortællingen om den ensomme og jeg-fikserede millenniumgeneration. De enlige historiefortællinger der aldrig interagerer med hinanden afspejler, hvordan vores unge generation forbliver bag deres skærme og facader og aldrig reelt blander sig med hinanden. Når forestillingen aldrig bevæger sig over i dialog, er der heller ingen risiko for, at personerne gennemskuer hinandens historier, og får lov til at kigge bag facaden.

I øjenhøjde med publikum

Allerede når man som publikum træder ind i rummet, føler man sig godt tilpas. Små ting, som at man må tage sine drikkevarer med ind, og at man skal sætte sig til rette i bløde sofaer er med til at skabe en mere uformel stemning. Man slapper af på en anden måde. Inden forestillingen går i gang, er det ikke til at skelne mellem, hvem der er publikum, og hvem der er performere. Alle tre skuespillere sidder i sofaerne sammen med os, og det er kun, hvis man ved, hvem de er, at man kan identificere dem som skuespillere. Denne forbindelse mellem skuespillerne og publikum er noget, der bliver kendetegnende for resten af forestillingen.

Alle tre personer benytter sig af udtrykket ”Kender du det?” i deres monologer. Særligt i Astas monolog bliver det brugt mere konsekvent, hvilket skaber en form for stand-up vibe i hendes fortælling. Det skaber en anden form for nærvær.
I hver person bliver vi både mødt med noget genkendeligt, men også noget mere tragisk og absurd. I Annas ene monolog starter hun eksempelvis med replikken:
”Kender du de dage, hvor du begynder at overveje selvmord ligesom en almindelig tur i Ikea?”
Det absurde og mere abstrakte kommer lige så tit som det genkendelige. Særligt Christians og Annas fortællinger er mere abstrakte i deres udtryksform. Hver gang vi bliver mødt med de absurde replikker, griner vi og tænker ”Sagde du lige det?”, men det er også det absurde og abstrakte, der gør, at vi som publikum får lov til at se ind bag personernes facader, når ingen andre gør.

Forestillingens vekslen mellem det genkendelige og det mere tragiske skaber en form for tragikomik, der rammer os lige i hjertekulen. Det ene øjeblik er rummet fyldt med latter, og det næste er vi blevet ramt af en dyb stilhed. Den foregående replik afslørede den tragiske sandhed. Sandheden om vores generation, og sandheden om os som mennesker. Selvom forestillingen i høj grad prøver at gå i kødet på millenniumgenerationen, formår den også at sige noget mere generelt om det moderne menneske. Hvordan vi flygter, når tingene bliver for svære, og hvordan vi forbliver i vores egne fortællinger, selvom vi prøver at række ud til andre.

Af: Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse: Morten Lundgaard 
Scenografi: David Gehrt
Medvirkende: Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup og Asta Kamma August
Fotos: Anna Marín Schram

Forestillingen spiller på Aarhus Teaters studioscene fra d. 16. februar til d. 14. marts.