Hospitalet

Hospitalet

Af Julia Tonsberg

På Aarhus Teaters Scala-scene bliver sundhedsvæsenet taget under satirisk behandling i et stykke nyt dansk dramatik kaldet ”Hospitalet”. Stykket er skrevet af den provokerende samtidskritiske dramatiker Christian Lollike og iscenesættes af den norske teater- og filminstruktør Runar Hodne. De to udgjorde senest et makkerpar på teatret i februar 2016 med den satiriske familiefarce ”Familien der kunne tale om alt”, som også var skrevet af Lollike og iscenesat af Hodne.

Et sygehuszombievæsen

Scenen bliver sat som et sterilt hospital med de forskellige hospitalsafdelinger: sygeplejersker i hvide kitler, læger der kaster om sig med latinske betegnelser for sygdomme, patienter der utålmodigt bedes fordrive tiden i venteværelset, portører der flytter sygesenge fra den ene afdeling til den anden og farverige hospitalsklovne, der indimellem forstyrrer den sterile orden. Vi ser lige ind i det fortravlede hospitals forskellige rum, hvor personalet bevæger sig som kittelklædte zombier, der apatisk løser deres respektive opgaver. Stemningen er tung, nærmest dyster som i en gyser, og scenarierne bliver stykket igennem kun mere absurde og groteske. Det dystre bliver dog suppleret af utallige humoristiske indslag, som forstærker ironien og den kritiske afstandtagen til den handling, der udspiller sig på scenen.

Lollike er de senere år blevet en af dansk scenekunsts mest fremtrædende personer. I sine provokerende, satiriske og kritiske manuskripter og iscenesættelser har han ofte fremhævet handlingslammelsen som en tendens, der gennemsyrer den tid, vi lever i netop nu. Handlingslammelsen er også at spore i skildringen af sygehusvæsenet, hvor dagene går sin gang, mens hospitalet gradvist influeres af mere og mere sygdom uden, nogen rigtigt gør oprør mod den strømning, der synes at have besat det afgrænsede hospitalssamfund. Oprøret findes dog alligevel i ”Hospitalet” i Mette Døssings karakter, der som den eneste stiller sig kritisk overfor det system, hun finder devaluerende for de mennesker, der befinder sig i det.

       

Samtidskritisk farce fortalt fra et sygeplejerske-perspektiv

I Lollikes tekst og Hodnes iscenesættelse bliver sygehusvæsenet fremstillet, som vi har mødt det i debatspalterne de senere år: hårdt presset og underlagt stadigt flere reformer. I ”Hospitalet” er fokus særligt på sygeplejerskerne, der må kæmpe med at leve op til de ord, der står skrevet i sygeplejeløftet samtidigt med konstant at blive underlagt højere pres og have mindre tid til hver enkelt patient.

Vi er med sygeplejerskerne på stuerne, hvor stomiposen skal skiftes hos en patient, der efter flere dages bedøvelse og medicinering befinder sig i en barnagtig tilstand, frataget sin evne til at se sin nye realitet i øjnene. Scenerne med patienten og hans stomipose er alvorlige, men er samtidig humoristiske, hvor den oplagte joke, der ligger i at have en pose til sin afføring bundet fast til maven bruges til at skabe farcelignende scener, hvor de stakkels sygeplejersker ofte ender med i næsten bogstavelig forstand at stå i lort til halsen.

Vi er også med til afdelingsmøderne, hvor der konstant indføres nye tiltag, der har til formål at effektivisere, så flere patienter kan køres hurtigere igennem systemet. Her slynger den ambitiøse unge leder om sig med amerikanske ledelsesbegreber, der skal legitimere de forringede arbejdsforhold, der sættes for de ansatte. Tiltagene forventes imødekommet med smil og gåpåmod, og det bliver de som regel også af de robotiserede sygeplejersker, der har vænnet sig til ikke at stille spørgsmål, men blot at indrette sig efter det system, de dermed selv er med til at opretholde. Livet på hospitalets gange bliver gennem de karikerede figurer og situationer gennemsigtigt for tilskueren, og det bliver herigennem tydeligt, hvordan effektiviseringerne først rammer personalet og sidenhen spredes til patienterne, der ikke kan få den behandling, de behøver. Man kan spørge sig selv, hvorvidt den zombielignende tilstand, der hersker på hospitalet i virkeligheden er tættere på at slå folk ihjel end at hjælpe dem videre i livet – hvordan de så måtte have behov for det.

Da en sygeplejerske må lade sig indlægge grundet stress, bliver den ironisk-kritiske kommentar til det menneskesyn systemet repræsenterer tydelig, idet sygeplejersken vælger at lade sig indskrive på den afdeling, hun selv arbejder på. Det synes hun og hendes kolleger er en vældig praktisk og fornuftig løsning, idet hun så ”kan vikariere, hvis der bliver behov for ekstra hænder”. Scenariet er trukket ud i det groteske, og understreger den linje, der lægges stykket igennem, hvor der stilles spørgsmålstegn ved måden, hvorpå menneskelig værdi opgøres – i den nytte den enkelte kan gøre for samfundet. Ikke engang som sygdomsramt kan det at komme sig igen være første prioritet, hvis der er arbejde, der kalder.

      

Som tilskuer efterlades man ikke blot med øget sympati for det pressede sygehuspersonale, men også med en større forståelse for de sundhedsmæssige konsekvenser, det øgede pres vil få for samfundet, hvis ikke de allerede får det på nuværende tidspunkt. Mennesket, både i form af sygehuspersonale og patienter, reduceres til en mekanisme, der som en robot forventes at kunne udgøre størst mulig nytte og være til mindst mulig ulempe for samfundet. I ”Hospitalet” bliver konsekvensen, at alle indlagte må bedøves og sommetider holdes i bedøvelse i månedsvis, fordi der er indført begrænsninger på hvor mange mennesker, der kan opereres i samme kalendermåned. Det er taget til ekstremerne, men det er forestillingens force at forstørre og forvrænge tilstandene på hospitalet, idet det både forstærker underholdningsværdien og lader budskaberne skinne tydeligere igennem. De mange absurde scenarier kontrasterer elegant det tunge emne og den dystre stemning, der præger forestillingen. Skuespillet er velspillet hele vejen igennem, hvor spillerne mestrer de mange karakterskift og sammen med en særdeles velfungerende scenografi, lyd- og lysside sætter stemningen i salen. I ”Hospitalet” er der både plads til grin, spænding og eftertanke.

Af: Christian Lollike
Medforfatter: Sigrid Johannesen
Iscenesættelse: Runar Hodne
Tekst- og forestillingsdramaturg: Hanne Lund Joensen
Scengrafi og kostumedesign: Franciska Zahle
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Mette Døssing, Kjartan Hansen, Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Inge Sofie Skovbo og Mette Klakstein Wiberg
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater fra den 2. februar til den 10. marts og senere på Teatret Sort/Hvid i København fra den 16. marts til den 14. april.