Troen og Ingen

Troen og Ingen

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Teatret Svalegangen åbnes år 2018 med en dramatisk musikforestilling om sorg og den altoverskyggende meningsløshed, der følger med. Forestillingen tager udgangspunkt i musikeren Søren Huss’ sorgalbum, som blev til efter, han mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke for ti år siden. Søren Huss’ tekster stråler flot i forestillingen, hvis dramatiske gestaltning desværre ikke når samme højder.

Forestillingen er bygget op af montager, hvor dramaturgien går fra sang til scene. Vi møder tre mennesker, som alle har mistet den samme person – konen, veninden og søsteren – og som sammen må finde ud af at bearbejde sorgen. Denne fiktive fortælling følger samme udvikling som den dramaturgi, Søren Huss selv har tilrettelagt i numrenes rækkefølge på albummet. Vi oplever nemlig indledningsvist de tre karakterer til begravelse gennem albummets første nummer ”Som mejslet i massiv granit”, og gennem albummets sidste nummer ”Tak for dansen” rundes forestillingen af med de tre karakterer, der har fået bearbejdet sorgen og fundet troen på, at livet må fortsætte.

Sorte papkasser og sorgens kaos
I den dramatiserede fortolkning af albummet ”Troen og Ingen” har sorgen fået en stærk medspiller gennem scenografien, der består af sortmalede papkasser, der inden forestillingsstart er stablet omhyggeligt på scenens forkant, inden de bliver væltet bagover og scenen åbnes for os. En effektfuld indledning, hvor vi igennem scenografien alene mærker det kæmpe brag, som det uforudsigelige og ubarmhjertige tab prompte skaber. Generelt er scenografien med til at skildre, hvor vi følelsesmæssigt er i handlingen, ligesom vi afslutningsvist ser, at kasserne er stablet fint på plads igen i takt med, at det store, tomme kaos er blevet behandlet. De sorte papkasser udgør på én gang en yndefuld og rå scenografi, som skaber nogle flotte billeder undervejs i forestillingen og klæder Søren Huss’ poetiske tekster ufattelig godt. Dernæst er musikken noget af det, som virkelig fungerer godt for forestillingen. Gennem dygtige musikere og sangere lukkes vi ind i et rum, hvor sorgens mange følelser kommer til udtryk. Det er en meget rørende oplevelse at høre de mange numre, og jeg bliver revet med i den følelsesmæssige rutsjebane, som sangene portrætterer.



Overfladiske dialoger og uforløst iscenesættelse
Når det så er sagt, så bliver det kun gennem musikken og sangene, at forestillingen har godt fat i mig, for ligeså nemt det er at leve sig ind i sangene, ligeså svært er det at opnå det samme igennem scenernes dialoger. Intentionen om at tilføje noget realisme og lethed til sangteksternes til tider abstrakte og tunge univers er bestemt forståelig, men i forestillingen forbliver det en svær balance at forløse og få til at gå op i en højere enhed. Dialogerne bliver for mig problematiske, da de opererer på et alt for let og nøgternt leje til, at min indlevelsesevne følger med de tre karakterer. Replikkerne bliver leveret på en måde, så det fremstår en anelse overfladisk og komisk, og dermed bliver forholdet til de ægte følelser meget distanceret. Det resulterer i, at jeg har rigtig svært ved at mærke troværdigheden igennem spillet. Følelserne i dialogerne virker påklistrede fremfor nærværende, og derfor bliver jeg undervejs tabt rigtig mange gange på gulvet efter ellers at have følt den brændende smerte gang på gang gennem musikken.

Scenerne i sig selv er ellers nogle rigtige fine hverdagssituationer, som jeg er sikker på, at mange kan sætte sig ind i – frustrationen over at glemme de små praktiske ting for at få den basale hverdag til at hænge sammen igen eller alle de minder, der strømmer frem, når man sidder med den afdødes efterladte ting. Særligt scenen, hvor den afdødes veninde ringer til hende for blot at høre telefonsvareren, tror jeg, mange kan nikke genkendende til. Jeg husker personligt selv efter min farfars død den mærkelige oplevelse, det var at kigge min telefonbog igennem og forholde mig til, om jeg nu skulle ændre kontakten ”Farmor og Farfar” til blot ”Farmor”. Disse konfrontationer, der opstår i hverdagen efter et tab, er fine tilføjelser til Søren Huss’ sangtekster, men på trods af den rette intention om et indskud af realisme, så bliver musikken og dialogerne nogle ender, der aldrig mødes til sidst. Det er som at opleve to forskellige stilarter, og derfor bliver kontrasten mellem replikkernes noget overfladiske levering og sangenes inderlighed desværre for stor. Mod forestillingens slutning er der endvidere en scene, hvor de tre karakterer pakker den afdødes ting i de sorte papkasser, mens de skiftes til at beskrive den afdøde ud fra en masse tillægsord. Scenen bliver svær at forholde sig til, og det hele bliver lidt formålsløst, da man blot er vidne til det, der virker som en tom opremsning af en masse prædikater.

”Troen og Ingen” bliver for mig en alt for kontrastfyldt og uforløst forestilling, da min indlevelsesevne kun bliver aktiveret gennem musikken. Resten forbliver på et mere overfladisk niveau, og derfor forlader jeg salen med en følelse af, at forestillingen har trukket sine stik hjem på bekostning af Søren Huss’ poetiske og rørende tekster. Efter en masse medie- og presseomtale for forestillingen var det også mit indtryk, at det ikke var Søren Huss’ personlige historie, som skulle skinne igennem, men den fiktive handling fremstår alligevel som en spejling af netop denne nye enkemand, der er alene med sin datter. Havde forestillingen udnyttet montage-dramaturgien til fulde, så kunne de enkelte scener måske have været brugt til at portrættere forskellige slags tab (bedsteforældre, forældre, børn, venner) og på den måde kredse om den nådesløse sorg på en mere nuanceret måde. Forestillingen skal dog have cadeau for sin effektfulde scenografi og intention om at tilføje nogle relaterebare situationer, men desværre harmonerer musik og dramatik ikke i sidste ende.

Idé og iscenesættelse: Per Smedegaard
Tekst: Jeanette Munzert
Musik/Tekst: Søren Huss
Scenografi: Siggi Óli Palmason
Lysdesign: Steffen Ilfeldt
Lyddesign: Anton Bast
Lydeffekter: Chris Christoffersen
Videodesign: Jens Mønsted
Musikalsk arrangør og kapelmester: Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman
Musikere: Niels Søren Hansen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen
Medvirkende: Jullie Hjetland, Laura Kold, Ashok Pramanik og Nikolaj Mineka
Statister: Selma Pandora Kramhøft Mønsted og Signe Louise Frewert Andresen
Fotos: Montgomery

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra d. 27. januar til d. 3. marts.