Huddyr

Huddyr

Af Julia Tonsberg

Kan man lave teater i en container, synes at være et spørgsmål, der kan rejse sig, når man skal finde vej ud til en container i et industrikvarter på Københavns Nordhavn en mørk novemberaften for at se et vækstlagsteaterstykke. Stykket hedder Huddyr og er skabt af teaterkollektivet Teaterkandidaterne.

Huddyr foregår i år 2047; her er jordens ressourcer næsten opbrugt, og mennesker er begyndt at fortære mennesker for at overleve. Menneskets hud kan i nogle dele af verden ikke længere modstå solens stråler, og derfor må de i disse verdensdele importere hud fra andre dele af verden. Her møder vi de syv huddyr, der er fanget i en container på vej til Europa, hvor deres hud skal afskrælles og videresælges. Huddyrene er blevet ensrettede med deres fuldstændigt ensklippede hår og deres identiske brune læderflyverdragter, og de er afhængige af sondemad for at overleve. Samtidig er det dog nødvendigt, at de ikke sidder i sonden for længe, da den også bedøver dem, så det vil medføre døden, hvis de sidder i den i mere end tre mørklægningsperioder. Da én af huddyrene gennemskuer sondesystemet, laves en vagtplan, hvor de i hold af to skiftes til at være vågne og vække næste hold, inden de tre mørklægningsperioder er gået.

Fængende og inddragende åbning

Forestillingens start er effektfuld: da vi som publikum har taget plads på stolerækkerne, der er opstillede i hver ende med spillerum i containerens midte, bliver lyset slukket, og en voice-over indleder fortællingen. Vi suges fra første færd ind i huddyrenes klaustrofobiske univers. Det skaber en kinæstetisk empati tilskuere og figurer imellem, idet vi som tilskuere kropsligt får lov at mærke en snert af det fangenskab, figurerne er fastholdt i. Dertil kommer huddyrenes udbrud af suk og nærmest hyperventilerende vejrtrækninger, der ikke sætter tvivl ved deres ubehag, og det virker enormt omklamrende der i mørket i en lukket container.

En kærlighedstragedie i et klimakritisk perspektiv

Forestillingen favner tematisk bredt: ifølge den selv er det en futuristisk kærlighedsfortælling sat midt i klimakrisens helvede. Klimakrisen, og det den har ført med sig, bliver kærlighedens antagonist. Kærligheden, som bogstavelig talt ikke fortsat kan ånde i et kærlighedsløst samfund, hvor ozonlaget er næsten nedbrudt, og hvor det kun handler om overlevelse. På trods af det lever behovet for kærlighed i bedste velgående i den lukkede container. De syv huddyr forelsker sig på kryds og tværs, mens de kæmper for deres liv. Her kommer titlens dobbelte betydning ind i billedet: de er huddyr, fordi de er dyr, der skal indgå i hudproduktionen, men de er også huddyr i den forstand, at de længes efter hudkontakt med et andet menneske.
I containeren er der både lykkelige og ulykkelige forelskelser, og det bliver i sidste ende ikke klimakrisen, der koster dem livet, men et knust hjerte.
Der drages en klar parallel til Shakespeares Romeo og Julie, og her kunne jeg ønske mig, at referencen havde været mere subtil. Forestillingen spiller ikke som sådan på fremmedgørende effekter, og derfor er en italesættelse af referencerne heller ikke nødvendig. Det havde på mig virket mere inderligt, hvis det blot havde fået lov at eksistere som et lag, tilskueren selv kunne føje til i sin refleksion.

Tematisk ramme med mange mulige tolkningsstier

Det futuriske univers, forestillingen er sat i, giver rig mulighed for at iscenesætte dommedagsprofetier, mens man trækker på referencer fra historien. Det giver anledning til flere historiske denotationer, heriblandt til kolonitiden og behandlingen af jøder under anden verdenskrig. Den beskæftiger sig på sin vis med det så ofte omtalte begreb empati og frygten for, at vi helt mister denne, mens den med fine, underlæggende referencer gisner om, hvor galt det kan risikere at gå. Den forholder sig kritisk til systemer med sin portrættering af de uniformerede mennesker, der udadtil er frarøvet deres identitet, fordi de skal indgå i ”systemet”, og kan i den henseende tolkes som en kommentar til tidens fokus på øgning af konkurrenceevne og kompetenceniveau.
Man kan også læse forestillingen som en kommentar til kødfortærelse, og en opfordring til at sætte sig i dyrenes sted, når de står i en transportcontainer på vej mod et slagteri. Denne læsning understøttes af læderdragterne, der får relation til afskrælningen af koens pels, for at bruge den til læderproduktion.
Alle de her opremsede tematikker går hånd i hånd med et ønske om større medfølelse, hvilket også kommer til udtryk i forestillingens formmæssige sprog, hvor vi alle, spillere såvel som tilskuere, sammen er fanget i en container på Nordhavnen.

Selvom alle spillere gør et fortrinligt arbejde på scenen, vil jeg alligevel gerne fremhæve Line Olivia Heibon, som med sin portrættering af den lettere neurotiske, men dybt intelligente kvinde, virkelig formår at fange og fastholde sit publikum. Meget tyder også på, at denne figur er særligt godt skrevet, og at en del af den vellykkede portrættering også skyldes dette. Den skiller sig ud fra de øvrige figurer og giver forestillingen en særegen kulør og humor, som både er underholdende og skræmmende uhyggelig.

Container og novembermørke som scenografisk medspiller

Huddyr kunne sagtens være en site-specific-forestilling, hvilket er kendetegnet ved at være scenekunst, der er skabt ud fra et bestemt sted. Containeren og den mørke Nordhavn kan nærmest siges at være en figur i stykket, for det er en stor medspiller, når det kommer til at skabe den klaustrofobiske, gyserlignende stemning, der gennemsyrer forestillingen. Det er dog nok snarere tilfældighedernes væsen, der har haft indflydelse på, at det netop er blevet i en container på Nordhavnen, huddyrene skulle vågne. Derfor må en af de største udfordringer for en vækstlagsteatergruppe, der muligvis skal på turné med sin forestilling, være at genskabe den stemning og det univers, man nærmest får forærende, når man spiller sin forestilling i en container.
Dertil må konklusionen på, om man kan lave teater i en container være et rungende ja. Huddyr er en seværdig forestilling fra vækstlaget, der er turen til den mørke Nordhavn værd. Kulden og mørket udefra bliver både forstærket i huddyrenes tragiske skæbner og modarbejdet i den lidenskab, der er at føle i deres længsler og begær. Det fladere hierarki tilskuere og spillere imellem, som containerens flade struktur også fordrer, gør, at man som publikum får lov at mærke lidenskab, længsel og panik i øjenhøjde.

Instruktion: Asta Herta
Manuskript: Asta Herta & Asta Johanne Vangkilde
Medvirkende: Joos Støvelbæk, Cecilie Reshide Møller, Marie Skovgaard Larsen, Lukas Gregory, Oskar Andsager Klingenberg, Asta Johanne Vangkilde & Line Olivia Heibon
Forestillingensleder: Katinka Launbjerg
PR- og presseansvarlig: Tyra Møll Holst
Foto: Alma Mølsted Andersen

Forestillingen spiller i en container på Sundkrogsgade, Nordhavn fra d. 17. november til d. 3. december.