Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Som altid har Aarhus Teater en familieforestilling som en del af deres repertoire. Denne sæson er valget faldet på en iscenesættelse af C. S. Lewis’ første bog i Krøniken om Narnia, nemlig Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. De fleste kender også historien fra de filmatiseringer, der indtil videre er blevet lavet over tre af bøgerne.

Historien udspringer under 2. verdenskrig, hvor de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy bliver sendt på landet for at bo hos professor Digory Kirke. De bliver sendt afsted for at undgå de bombninger England, og særligt London, blev ramt af i starten af 1940’erne. Allerede den første aften, hvor de fire søskende ankommer til professorens hus, opdager Lucy, den yngste af de fire søskende, at der gemmer sig en indgang til en helt anden verden i et af garderobeskabene i huset, nemlig en indgang til Narnia. Historien om de fire søskendes rejse til Narnia er på mange måder en historie om kampen mellem det gode og det onde, og hvordan det gode altid på sin vis, nok skal finde vejen til at slå det onde. Historien har ligeledes også mange kristne referencer, blandt andet er fortællingen om Jesus’ korsfæstelse og genopstandelse tydelig at spotte i kampen mellem den onde Isheks og løven Aslan.

På den måde er fortællingen om Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet en fortælling med mange barske elementer i sig, dog fortalt i børnehøjde gennem det fiktive og magiske univers, der bliver skabt inde i garderobeskabet. Denne stemning har Aarhus Teater på mange måder taget med sig i deres opsætning af Narnia – Løven, Heksen og Garderobeskabet.

 

Scenografi, lys og lyd som fortælleredskaber

Aarhus Teater har fornyelig været gæstet af den anerkendte teaterinstruktør Robert Wilson, som med sin opsætning af Edda fik sat sit præg på kulturbyåret 2017. Denne ”gæsteoptræden” har uden tvivl sat sit præg på Aarhus Teater, hvilket også er til at mærke i teatrets iscenesættelse af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. Mange af de elementer Wilson ynder at bruge i sine forestillinger, som eksempelvis hans særlige brug af lys, lyd og scenografi har man muligvis valgt at lade sig inspirere af i opsætningen af den folkekære fortælling om Narnia. Der er i hvert fald visse elementer særligt i Frede Guldbrandsens arbejde med scenografien, der har et helt særlig ”Wilsonsk” præg over sig.

Forestillingens scenografi består af mange forskellige lag, som er med til at skabe den magiske verden, Narnia er bygget op omkring. Først og fremmest er der værelset hos professoren, hvor Lucy, Edmund, Susan og Peter bliver indlogeret. Her består scenografien af en kæmpe køjeseng med plads til alle fire søskende og et kæmpe garderobeskab, som senere kommer til at danne udgangspunktet for rejsen til Narnia. Forstørrelsen, der allerede finder sted i scenografien i den ”virkelige” verden, er en måde at åbne op for det magiske univers på og vække fantasien hos børnene, der er inde at se forestillingen.

Bagved køjesengen og det store garderobeskab er der et scenetæppe, der fungerer som tapetet i værelset, men som også er med til at adskille de to verdener fra hinanden. Når de fire søskende træder ind i gennem garderobeskabet bliver scenetæppet hævet op, og en hel ny verden åbner sig. Især i ”Narnia” universet kan man fornemme inspirationen fra Wilsons opsætning af Edda, hvor hovedscenografien består af to hvide skråninger, der skal fungere som sneklædte bakker eller bjerge. Det er især den stilistiske simplicitet, der går igen fra Wilsons æstetik. Men i opsætningen af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet, har man til gengæld valgt at give scenen et nyt fortællende element. Instruktøren Frede Guldbrandsen har valgt at gøre stor brug af drejescenen på Store Scene, hvilket af flere omgange er med til at vise, at de fire søskende og deres nye venner fra Narnia rejser over store strækninger. Inde i skråningernes hulrum gemmer der sig ligeledes også både Hr. Tumnus’ hus og Hr. og Fru Bævers hus. Dermed formår scenen i sig selv ved gang på gang at åbne nye rum op at skabe en god grobund for det magiske fantasi univers, der gemmer sig i fortællingen.

Men scenografien står langt fra alene i skabelsen af det magiske land Narnia. Forestillingen gør også flittigt brug af både lys og lyd til at underbygge de forskellige stemninger i forestillingen. Eksempelvis hører man en advarende tromme under Lucys første besøg hos Hr. Tumnus, mens han luller hende i søvn med sin historie og sin panfløjte.

Både lys og særligt også lyd spiller en stor rolle, når karaktererne i Narnia skal rejse over store strækninger. Sammen med brugen af drejescenen er for eksempel bombastiske trommerytmer med til at fortælle om den farefulde og lange rejse, de begiver sig ud på.

Ligeledes spiller begge dele også en stor rolle i de forskellige kampscener, der er i forestillingen, og uden den underbyggende brug af lys og lyd ville mange af disse scener ikke opnå den samme livagtige effekt. Sammenspillet mellem scenografi, lys og lyd i forestillingen spiller altså en stor rolle i at sætte gang i publikums, og navnlig børnenes fantasi, så det magiske univers ikke går tabt.

En forestilling i børnehøjde

På trods af at forestillingen indeholder op til flere uhyggelige eller dystre scener, kan man sagtens mærke, at forestillingen særligt har børnene som målgruppe. Det ses i flere elementer. I scenen hvor Aslan bliver henrettet, har man eksempelvis valgt at sætte en gennemsigtig skærm med store snefnug ned foran scenen, mens den bliver spillet. Dette er både med til at skabe en understøttelse af, at Isheksen nu har overtaget, og at vi nu er i hendes iskolde univers, men det er også med til helt bogstaveligt talt at skabe ”en fjerde væg”, som kan blive en form for filter, som børnene kan iagttage scenen igennem. Så den forhåbentlig kommer til at virke mindre voldsom på dem. At man er i børnehøjde ses også i måden, karaktererne bliver spillet på. Oftest når voksne skal spille børn, som det er tilfældet i denne opsætning, kan det hurtigt blive lettere overspillet og karikeret. Men de fire skuespillere der spiller henholdsvis Lucy, Edmund, Susan og Peter, har fanget essensen af de fire søskende og deres indbyrdes relationer rigtig godt, hvilket får karaktererne til at fremstå mere troværdige. Ligeledes er mange af de resterende karakterer, som eksempelvis Hr. Tumnus, Isheksen og Aslan også portrætteret på hver deres karakteristiske måde, dog uden at blive karikerede, hvilket er med til at understøtte det magiske univers.

I enkelte tilfælde har man valgt at lave forskellige såkaldte ”asides”, hvor blandt andet Lucy taler direkte til publikum, om hendes tanker og spørgsmål til alle de mærkværdige ting, der sker. Særligt fordi det er Lucy, der udfører disse ”asides”, fungerer det ret godt, da hun skal forestille at være mere jævnaldrende med mange af de børn, der er inde og se forestillingen. Derfor bliver disse øjeblikke i fuldkommen øjenhøjde med børnene, og de kommer også til at fungere som en måde at engagere børnene på. Allerede i programmet til forestillingen ser man et forsøg på at engagere det noget yngre publikum og deres familier. Programmet er udadtil udformet som et garderobeskab, men indeni åbner ”spillet om Narnia” sig op, hvilket er med til at skabe et efterliv for forestillingen. Man kan dog også forestille sig, at det kan være med til at åbne op for snakke og diskussioner om forestillingen i de familier, der vælger at tage ind og se den.

Man har i iscenesættelsen heller ikke på nogle tidspunkter, ladet sig overbevise om, at børnene har behov for en yderligere pædagogisering af forestillingen for at kunne forstå dens pointer. Forestillingen, dens karakterer og dens virkemidler får lov til at tale for sig selv, hvilket er med til at gøre den til en interessant forestilling også for de lidt ældre familiemedlemmer, der tager med ind og ser den. Det magiske univers, C. S. Lewis har skabt i sin bog, formår Aarhus Teater at genskabe på en troværdig måde, så det står tydeligt frem for hele familien.

Forfatter: C. S. Lewis
Oversat af: Hanna Lützen
Dramatiseret af: Glyn Robbins
Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen
Scenografi og kostumedesign: Camilla Bjørnvad
Komponist: Klaus Risager
Dukkemager: Karin Ørum
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Anne Plauborg, Bue Wandahl, Christian Hetland, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Matias Hedegaard Andersen, Hanne Windfeld, Klaus Risager, Clara Ellegaard, Alexander Krumhausen, Johannes Zois

Fotos: David Bering/Montgomery

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 24. november til den 13. januar