Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Af Julia Tonsberg

På trods af Black Friday og premieren på den store opsætning af Narnia på teatrets Store Scene var Stiklingen på Aarhus Teater næsten fyldt af publikummer på anden spilledag af skuespilelevernes præsentationsforestilling. Det er i denne forestilling, de otte, snart nyuddannede, skuespillere fra Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater har mulighed for at vise, hvad de kan. I år har de fået lov at brillere i en remediering af nogle af minimalisme-forfatteren Raymond Carvers noveller, og det er blevet til forestillingen med den lange titel Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed, som også er titlen på én af de noveller, der medvirker i forestillingen.

Novellerne er karakteriseret ved deres minimalistiske stil, som ofte er blevet sammenlignet med et isbjerg, hvor kun en lille del er synlig for øjet, mens der gemmer sig en masse under overfladen. I 1993 blev nogle af Carvers noveller til en Hollywoodproduktion, instrueret af Robert Altman, under titlen Short Cuts. Kærligheden er i Carvers noveller ikke en dans på roser. Den er dysfunktionel og besværlig, og karaktererne synes at mangle evner til at forvalte deres relationer til andre mennesker.

Når teater, film og novelle smelter sammen

Noget kunne også tyde på, at teaterversionen ikke kun er inspireret af novellerne, men også af filmens virkemidler. Her lånes flittigt af filmiske greb, som særligt kommer til udtryk gennem multiplotfortællingen, som efterhånden ofte ses i amerikansk filmkultur. Her følger vi som publikum mange forskellige skæbner og deres fortællinger, hvor ingen har direkte tilknytning til hinanden, men er bundet sammen af en tematisk rammesætning. Det er en form, der egner sig godt til iscenesættelse eller filmatisering af flere noveller, da det giver mulighed for at inddrage de forskellige historier, uden et krav om at skulle koble dem direkte til hinanden.

Forestillingen får med multiplottet en nærmest filmisk klipning, hvor det er tydeligt markeret, hvornår vi er videre til en ny scene. Scenografien medvirker også til det filmiske; et stort bagtæppe af en amerikansk highway i perspektiv, som var det en filmkulisse. Spillernes tøj er ligeledes holdt i realistisk 70’er stil, hvilket gør dem til virkelige personer med dybde, ligesom det medvirker til det samlede indtryk af miljøet og den socialklasse, personerne befinder sig i.

De filmiske greb bliver dog kombineret med mere teatralske virkemidler, hvilket blandt andet gør sig gældende ved de stærkt fremmedgørende effekter. Det sker for eksempel, når spillerne på scenen kollektivt maler læberne røde og øjenlågene voldsomt blå, eller når de alle vræler i kor med en sut i munden, da en i øvrigt voksen kvinde spiller en grædende baby. I disse passager træder individets tilstand i baggrunden til fordel for den kollektive følelse, og følelser og stemninger bliver forstørret. Det er nærmest uudholdeligt, da babyen græder, og som publikum føler man med det frustrerede forældrepar, fordi man selv påvirkes af larmen fra den (kollektivt) grædende baby.
Det er også teatralsk, da en af karaktererne hiver tæppet med den amerikanske highway ned, og de øvrige spillere sidder omme bagved og kigger ud på publikum. Her bliver illusionen brudt, og form og indhold går op i en højere enhed. Det er den rå virkelighed for den amerikanske middelklasse i 70’erne, der bliver vist på scenen, og karaktererne er der stadig, når kulissen rives ned.

 

    

Musik som narrativt greb

Musik er en stor del af iscenesættelsen af Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed. Musikken spænder bredt over kunstnere, der havde deres storhedstid i det 20. århundrede, og favner både rock og country-genren. Det er nostalgisk og melankolsk, og bidrager aktivt til skabelsen af bestemte stemninger i stykket, ligesom det medvirker til opfattelsen af hvilken socialklasse, vi ser på, når det for eksempel er Johnny Cash, der sættes på.

Musikken bliver brugt på mange forskellige måder: enkelte af skuespileleverne giver den som sangstjerner  med en mikrofon på scenen, og det gør de så hårene rejser sig, andre gange bliver det spillet som baggrundsmusik, og sidst bliver det også til tider spillet fra grammofon, hvor en karakter sætter musikken på. På den måde er der en velafbalanceret brug af musikken både på et diegetisk og et ekstradiegetisk niveau. Musikken bidrager aktivt til skildringen af miljøet og stemningerne i det rum, karakterenes fortællinger udspiller sig i og styrker medfølelsen med karaktererne og deres situationer. Mange af scenerne bliver endnu mere effektfulde med musikken, der gør det hele mere følsomt og bevirker, at oplevelsen ikke kun taler til intellektet, men også sætter sig i kroppen.

 

Det er en stor opgave af løfte, når man forsøger at remediere en af de største forfattere i nyere tid til en teaterforestilling. Denne teaterversion af udvalgte Raymond-Carver-noveller udfordrer ikke hovedværket ved skildringen af personer, miljø og tematikker, men det er heller ikke på nogen måde nødvendigt, når værket i forvejen kan så meget. Det er i Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed lykkedes at få temaerne fra novellerne til at skinne lysende klart igennem. Raymond Carvers noveller egner sig ikke bare godt til film, men også til de skrå brædder, som giver den minimalistiske stil mulighed for at få et mere ekspressivt udtryk. Det er ikke ligeså nøgternt skildret, som det er på siderne i en bog, for her får karaktererne liv, stemme og mulighed for at fortælle hver deres historie for et publikum. Musikken er velvalgt og en stor medspiller, når det kommer til at skildre den følsomhed, der også befinder sig under overfladen. For trods minimalisme og kynisme er det frem for alt et følelsernes univers – og igennem stykket bliver teatersalen fyldt til glassets rand med følelser, der dog aldrig flyder over og bliver for meget, da de bliver suppleret af en ironisk distance.
De otte skuespilelver formår alle at indfange og videreformidle den stemning, der ligger i stykket, og de står som hold virkelig stærkt. De besidder stor teknisk kunnen der også rækker udover det skuespilmæssige i form af solide sangstemmer.
Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed er en forestilling, der lever videre i krop og tanke, efter man har forladt teatersalen. Den giver lyst til at fordybe sig i Raymond Carvers Short Stories, mens man lytter til Cat Stevens og The Mamas and Papas, som blot er nogle af de kunstnere, der bliver spillet musik af i forestillingen.

Af: Raymond Carver
Bearbejdelse og iscensættelse: Minna Johannesson
Scenografi: Katrine Gjerding
Lysdesign: Mads Lindegaard
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Luise Skov, Mads Reuther, Martine Emilie Barrett Levinsen, Mathilde Passer, Morten Kjær, Sandra Turèll Henningsen, Thomas Findval Sølvskov, Troels Kortegaard Ullerup
Fotos: Rumle Skafte

Forestillingen spiller på Stiklingen på Aarhus Teater fra d. 23. november til d. 18. december.