Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv

Af Julia Tonsberg

Kulturmarkt turnerer i november måned forskellige steder i Danmark med forestillingen ”Den komiske tragedie – en komedie om at blive sig selv”. Her møder man en skuespiller og hendes rolle i en situation, hvor de sammen skal spille en scene i et stykke. Såvel skuespilleren som hendes rolle spilles af Mette Rønne, som er stykkets eneste medvirkende. Det eneste, der skiller de to karakterer fra hinanden, er en komisk heksenæse, som kun rollen ejer. Skuespilleren og rollen bliver testet i samarbejdets svære kunst, og herfra begynder en rejse for de to. En rejse, der bevæger sig fra fantasi og drømme over i virkeligheden og de udfordringer, den kan føre med sig.

At være eller ikke at være en rolle eller en skuespiller

Stykkets mest gennemgående greb, forholdet mellem person og rolle, rammesætter i samspil med titlen forestillingen til at beskæftige sig med spørgsmål om, hvornår man er helt sig selv og hvordan man egentlig finder ud af, hvem man er. Man kan undre sig over, hvorfor forestillingen hedder ”Den komiske tragedie”, og dette er også noget, rollen tager op i begyndelsen ved at berøre, hvad publikum må tænkes at forvente sig af en sådan titel. De komiske fald-på-halen-greb bliver flittigt anvendt af den farceagtige karakter, som rollen udgør, hvis mål ofte synes at være at få sit publikum til at grine. Her inddrages også virkemidler fra comedy-genren, hvor det lille scenerum og den sparsomme scenografi skaber et intimt rum, der er oplagt for publikumsinddragelse, særligt for tilskuerne på første række. Ridser man lidt i den komiske overflade, vil man dog hurtigt se, at der gemmer sig mere alvorlige eksistentielle tematikker, som særligt er dem, skuespilleren slås med. Her skildres fortvivlelse og usikkerhed, og Mette Rønne mestrer til stor beundring den spillestilsmæssige vekslen mellem den komiske farcekarakter og den ærlige sårbarhed, som sætter de to karakterer i skarp kontrast til hinanden. De to eksistenser med det (næsten) identiske ansigt fungerer som hinandens spejle, idet de på mange måder er modsætninger, men også må portrætteres af samme person. Rollen bor i skuespilleren, hvis ikke det i virkeligheden er skuespilleren, der bor i rollen.

Kærlighed og kreativitet

Rollen fortæller om sit møde med skuespilleren, hvilket bliver en sød fortælling om forholdet mellem de to, hvor rollen nærmest fungerer som skuespillerens skytsengel, der har våget over hende fra barnsben af. Her skildres en meget livlig fortolkning af idéernes verden, som noget der på magisk vis eksisterer i et parallelt univers. I det parallelle univers bor diverse fiktive karakterer, fra Shakespeares Kong Lear til rollen, vi møder i denne forestilling, og de sidder alle blot og venter på, at et menneske bliver klar til at tage sig af dem og lade dem komme til live på en scene i den menneskelige verden. Det er en legende og drømmende fortolkning, der kunne minde om den, man ser i animationsfilmen Toy Story, hvor legetøjet bliver levende om natten. I det hele taget synes forestillingen at gøre op med voksenlivets alvor og appellere til grin, selvironi og vigtigst af alt – kærlighedens store betydning.

Rollen forsøger at passe på sin skuespiller ved at tage ud for at søge efter kærligheden til skuespilleren, og beretningen om denne rejse får lov at fylde en del i stykket. Her står forestillingen stærkt, idet den dvæler ved historiefortællingen, hvilket giver stykket dybde. I henhold til forestillingens titel kan det her tolkes som en central pointe, at det er i mødet med kærligheden, man vil finde sig selv. Det bliver aldrig klart, hvilken form for kærlighed, der her er tale om, hvilket gør det tilpas abstrakt til, at man som tilskuer forstår den tematiske ramme, men ikke kan tilskrive det en konkret situation. Kreativitet og kærlighed virker i denne forestilling som to nært beslægtede fænomener – noget, der inficerer én, når man er klar til det og mindst venter det. Begge dele er vilde og ukontrollerbare og en del af en drømmenes verden, som vi måske bør levne mere plads til i en fortravlet, tidsfanatisk hverdag.

Manglende balance mellem komedie og tragedie

Med ganske få midler lykkes det i Den komiske tragedie at skabe et fængende og underholdende univers, som i høj grad hviler på skuldrene af stykkets ene medvirkende, der ikke har meget at støtte sig op ad i forhold til scenografi og rekvisitter. Hele universet er sårbart, og det er netop en af forestillingens pointer. Sårbarheden kommer tydeligt til udtryk gennem portrætteringen af de to kontrasterende karakterer, ligesom det understøttes på det ikke-diegetiske niveau, hvor der er en sårbarhed forbundet med det at lade blot én skuespiller spille to så vidt forskellige karakterer i en scenografi, der ikke serverer meget for sit publikum. Man tvivler dog aldrig på Mette Rønne, som leverer de pludselige karakterskift yderst sikkert og præcist og bærer en stor del af ansvaret for, at stykket fungerer så godt.

Dog ville jeg ønske, at forestillingen lod sårbarheden fylde lidt mere og det komiske lidt mindre. Rollen skygger en anelse for meget for skuespilleren, og det har desværre konsekvenser for graden af refleksion, da mange passager bliver afbrudt af komiske indslag, fremfor at lade de eksistentielle problemstillinger, som forestillingen også rummer blive fuldt udfoldet.

Iscenesættelse: Anders Brink
Medvirkende: Mette Rønne
Forfatter: Eva Bonfanti og Yves Hunstad
Lys: Mads Maybom og Anna Westh
Original titel: La Tragedie Comique
Teaterforlag: Nordiska Aps – København
Foto: Per Pedersen

Forestillingen spiller i udvalgte danske byer i november måned.