AGONY – an eating opera

AGONY – an eating opera

Af Emilie Hackenberg Alstrup

I en enkelt uge har Åbne Scene på Godsbanen haft besøg af en særdeles anderledes teateroplevelse. Her bliver opera, musik, madkunst og videoprojektioner sat sammen for publikum i en fortælling om seksualitet, køn, krop og patriarkatet. Selvom kvinden for længst er kommet på arbejdsmarkedet, og homoseksualitet ikke er et fremmedord i vores kultur, så kaster denne spiseopera alligevel lys på højaktuelle debatter.

I ”AGONY – an eating opera” er det fortællingen om en familie, der danner rammen for kønsdebatten. Vi møder familiens fire medlemmer bestående af far, mor og datter (Il Padre, Mama og Rabia) – og ikke mindst vores hovedperson Angel, sønnen, som netop er kommet hjem. Hans hjemkomst skal fejres med en familiemiddag, og det er denne familiemiddag, som publikum er blevet inviteret med til. Angels ankomst vækker dog ikke kun glæde. Faktisk er det kun Mama og Rabia, som kysser Angel velkommen. Hos Il Padre er det derimod den sure mine, der møder Angel, hvis øreringe og høje hæle er som en splint i øjet for faren. Dette møde er blot begyndelsen på en historie, hvor spørgsmål om accept, køn og retten til sin egen krop bliver præsenteret for publikum.

Middagens fire retter
Forestillingen er en spiseopera, og madens medvirken i fortællingen harmonerer utrolig godt i forestillingens dramaturgi og behandling af kønstematikken. Oplevelsen bliver også kun stærkere af madens medvirken, da forløbet netop er struktureret så godt, at vi som publikum får skærpet vores sanser for, hvad der sker i rummet og i fortællingen. Maden er ikke blot til for fornøjelsens skyld, og netop derfor spiller det så godt sammen med den øvrige dramaturgi.

Middagen består af fire retter, som publikum får serveret. Alle fire retter har hver sin rolle i forbindelse med handlingens gang på scenen, men de to retter, som jeg alligevel vil fremhæve, er salaten og hovedretten. Ved førstnævnte er Angel netop kommet hjem og er glædeligt modtaget af mor og søster, mens faren ser til på afstand. Ved det store fællesbord, der er placeret i midten af scenen, går Angel og Il Padre nærmest rundt om hinanden som to dyr, der lige skal se hinanden an. Familiens sætter sig på hver sin side af det store kvadratiske bord, mens salaten bliver serveret af forestillingens musikere. Under spisningen er der fuldstændig tyst i hele rummet – både blandt publikum og medvirkende. Vi som publikum kigger på hinanden i håb om at komme frem til en enstemmighed om, at vi godt tør begynde at spise. Tavsheden fortsætter, og dette øjeblik er utrolig stærkt i fortællingen. Angel er netop hjemvendt, og ingen tør tale om det ”nye jeg”, som han har taget med sig. Il Padre skubber endvidere maden fra sig, da den stort set er vegetarisk. Vi som publikum bliver delagtige i denne tavshed, hvor ingen rigtig ved, hvad der kommer til at ske. Efter alle har spist, bliver der taget af bordet, og her hjælper Angel til, mens Il Padre spørger til hans deltagelse i kvindearbejdet. Ved hovedretten er vi i fortællingen nået frem til, at Angel skal have foretaget en kønsskifteoperation af sin mandlige kæreste, der er plastikkirurg. Her bliver der på en videoprojektion vist en tekst, der beskriver, hvordan sådan en operation foregår – fra det mandlige køn til det kvindelige køn. Umiddelbart herefter står hovedretten foran os, og her kan det ikke undgås, at det sammenfoldede stykke skinke henleder tankerne på det kvindelige køn. Her vækkes en meget ambivalent følelse hos publikum, hvor lysten til maden må indrømmes ikke at være det samme som før.

En kampzone mellem de to køn
Maden er altså medvirkende til, at kønsdebatten bliver markeret – både i selve retternes sammensætning men også i rollefordelingen, hvor kvinderne står bag kødgryderne. Forestillingen er også scenografisk rammesat, så den viser konflikten mellem mand og kvinde. Som nævnt har vi det kvadratiske bord i midten, hvor det meste af handlingen udspiller sig. Men derudover er der en zone i hver ende af rummet som nærmest bliver hhv. kvindens og mandens zone. I den ene ende har vi derfor køkkenet, hvor Mama tilbereder maden. I den anden ende har vi Il Padre i slagterskikkelse. Angel befinder sig i dette mellemland mellem mand og kvinde. Umiddelbart er denne markering af de to køn meget gammeldags og stereotyp, da det bliver et billede af kvinden i køkkenet og den kødelskende mand. Men disse to billeder bliver stærke afsæt for forestillingens hovedpointe om, at patriarkatet og angsten for at skille sig ud lever i bedste velgående. Det er stadig med stor bekymring, at en søn springer ud og viser sit sande jeg for sin far, for er han så en rigtig mand i hans øjne? Og er kvinden stadig manden underdanig?

På videoprojektionen får vi undervejs vist teksterne til operaen, og disse tekster spiller også en stor rolle for publikums perception af kønstemaet. Her ser vi nemlig mandens ord overfor kvindens ord. Er det en mandsret at voldtage? Er kvinden et evigt offer? Disse spørgsmål havner lige midt i en mediestorm om Harvey Weinstein, filmproducenten, der er blevet anklaget for sexchikane. Det har fået hele verden til at interagere under hashtagget #Metoo, hvor kvinder deler deres oplevelser med ubehagelige seksuelle tilnærmelser fra mænd. Aktualiteten for spiseoperaen bliver utrolig tydelig med mediernes nuværende fokus på disse historier, der nu kommer frem i lyset. I forestillingen har man ikke ladet det klassiske operasprog komme entydigt til udtryk, og det understøtter sagens kerne og sætter tankerne i gang hos publikum. For i stedet for at holde det i klassisk stil med italiensk eller tysk, så hører vi også fortællingen sunget på engelsk og svensk. Forestillingens hovedformål bliver altså ikke distanceret fra os gennem et sprog, som vi ikke forstår. Men vi kan mærke karaktererne og deres ord, og kønskonflikten bliver derfor også skærpet som et universelt anliggende, som det er blevet gennem #Metoo.

Forestillingen er altså en utrolig vellykket spiseopera, hvor mad og fortælling spiller utrolig godt sammen, og hvor vi som publikum ikke blot bliver tilfredsstillet gennem en god madoplevelse, men hvor vi også forholder os til, hvad der foregår på scenen og ikke blot dykker ned i maden. Vores sanser og tanker er konstant fokuseret på forestillingens fundering over forholdet mellem mand og kvinde – og retten til at bestemme over sig selv.

Produceret af: TONE
Komponist, librettist og kunstnerisk leder:
Line Tjørnhøj
Instruktør, medforfatter og scenograf: Giacomo Ravicchio
Medvirkende: Robert Koller, Daniel Carlsson, Anna Ottertun og Michelle Appelros
Food stylist: Michelle Appelros
Musikere: Marie Louise Lind, Anna Jalving, Ying-Hsueh Chen og Sara Rosendal
Fotos: Anders Bigum og Signe Vad

Forestillingen spillede på Åbne Scene, Godsbanen fra d. 20. oktober til d. 27. oktober.