Edda

Edda

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Aarhus Teater har i anledning af kulturbyåret indgået et samarbejde med Det Norske Teatret for at få Robert Wilsons fortolkning af Eddadigtene til Aarhus, som et af de store trækplastre på programmet for kulturby 2017.

Forestillingen, som bygger på Jon Fosses gendigtning af de islandske Eddadigte fra 1200- og 1600-tallet, er den nordiske mytologi, som vi kender den, genfortalt med Robert Wilsons særlige æstetik og stiliserede udtryk. Til at akkompagnere Robert Wilsons visuelle visioner har man valgt at bruge den amerikanske indie-søskendeduo CocoRosies musik sammen med musik af Arvo Pärt. Navnlig brugen af CocoRosies nykomponerede musik skaber en genkendelighed i kraft af dens populærmusiske klang, som er med til at bygge bro mellem publikum og myterne.

Kostumer og makeup åbner op for figurerne

Robert Wilson er i høj grad kendt for sin særlige brug af lys, lyd, scenografi, kostumer og ikke mindst bevægelsespartiturer til at skabe et helt særligt stiliseret udtryk. I dette tilfælde er hans opsætning af Edda ingen undtagelse. Her træder særligt måden de forskellige mytologiske figurer er portrætteret på gennem makeup og kostumer frem. Makeuppen er tydeligt karikeret, og det samme er de fleste af kostumerne, dog uden at miste det stilrene udtryk. Allerede når man stifter bekendtskab med hver figur, giver makeuppen og kostumerne den effekt, at man ved første øjekast får kendskab til figurens personlighed. Herpå er jætten Loke et godt eksempel; han er klædt i rød lædertrenchcoat og store lakstøvler, håret er sat med knivspidse pigge, som er sorte ved roden og røde i toppen. Han har sorte læber og en malet sort maske om øjnene, som kan vække billeder af heavy metal musikeren Marilyn Manson til live på éns nethinde. Udover at makeuppen og kostumerne er med til at gøre figurerne tydeligere, tjener de også det formål, sammen med de resterende af forestillingens virkemidler, at de gør billederne i forestillingen større. Forstørrelsen af figurerne i forestillingen underbygges også af kontraster i figurerne, som for eksempel Thors meget lyse stemme op i mod hans ellers maskuline fremtoning og kostume. Kontraster som denne fungerer i høj grad som et underliggende komisk element i forestillingen. Et komisk element som er med til at give den ellers dramatiske og til tider dystre historie en anden form for lethed, som åbner historien mere op for publikum.

Den stiliserede æstetik som forstørrelsesglas

Undervejs i forestillingen bliver vi præsenteret for adskillige af de myter, vi kender fra den nordiske mytologi, blandt andet myten om Thors brudefærd og myten om gudesønnen Balder og hans skæbnesvangre møde med misteltenen. Myten om Balder kan ses som den nordiske mytologis udgave af brodermordet, som vi også møder i kristendommen i form af historien om Kain og Abel. Balder har i onde drømme set sin egen død, og på baggrund af dette og Vølvens spådomme, vælger Frigg, Odins kone, at opsøge alle levende væsner og ting for at få dem til at sværge, at de ikke vil gøre Balder ondt. Det eneste hun overser, er den lille mistelten, der vokser på Yggdrasil. Nu tror guderne og Balder selv, at han er usårlig, og de indgår i en farlig leg, hvor de på skift afprøver hans usårlighed med forskellige våben. Loke har som den eneste lagt mærke til, at Frigg har overset misteltenen, og udser sig Balders bror, den blinde Høder, som sit offer. Han overtaler Høder til at deltage i legen, og giver ham misteltenen som våben. Misteltenen bliver kastet fra Høders hænder, og ender som en pil i Balders bryst. Fortællingen om Balders tragiske skæbne får lov til at fylde en del i iscenesættelsen, og bliver et vendepunkt for historien, der kommer til at tjene som det første varsel om Ragnarok. I iscenesættelsen af Ragnarok bliver Wilsons brug af lys, lyd og fysiske partiturer især tydelig. Scenen fremgår som en form for koreograferet kampdans med jætter og aser sat op i mod hinanden, hvor de med bratte brud i koreografien falder én for én, indtil der ikke står nogen tilbage. De har indledningsvis fået hver deres scene, hvor begge grupper med en koreograferet gang hen over scenen gør klar til kamp. Både i ragnarok-scenen og i de to andre scener bliver det klart at lys, lyd og de fysiske partiturer hører uløseligt sammen ned til mindste detalje. Det er især dette fokus på sammenkædningen af de forskellige sceniske elementer, der er med til at putte billederne i forestillingen under lup, hvilket er med til at tydeliggøre historierne i myterne for publikum.

Wilsons brug af comic relief

I iscenesættelsen af Edda er Wilson ikke bange for at blande det mere tragiske og dystre med det komiske. Dette ses blandt andet under fortællingen om Thors brudefærd, hvor Thor må se sig nødsaget til at forklæde sig som gudinden Freja for at få sin højt elskede hammer, Mjølner, tilbage fra Jætten Trym. Her har Wilson valgt at lade en kæmpe farverig texashat og cowboystøvle fungere som hovedscenografi, hvor jætten Trym går ind i en kåd jagt rundt om cowboystøvlen efter Gudinden Freja, indtil Thor dukker op ud af det blå klædt ud som Freja, til stor overraskelse for publikum. På trods af dette fortsætter Trym ufortrødent sin jagt rundt om støvlen, og Thor leger ligeså kådt med, indtil han har fået sin kære Mjølner igen. Denne scene er også et godt eksempel på, hvordan Wilson ikke viger tilbage for til tider at være lidt provokerende, eller for at røre ved de mere tabubelagte emner i myterne, tværtimod sætter han nærmere spot på dem. Dette ses også i hans portrættering af søskendeparret Frej og Frejas mere eller mindre incestuøse forhold til hinanden, hvor der ikke bliver lagt nogle fingre imellem. En scene hvor kombinationen af det tragiske og det komiske er særlig tydelig, er en scene med Odins kone Frigg, hvor hun for første gang præsenterer os for den tragiske historie om sin og Odins søn. Balder. Scenen bag hende er mørklagt med et tæppe, så der er hovedfokus på hende. I hendes gang hen over scenen, mens hun fortæller historien, laver hun undervejs adskillige dansende hop. Under disse hop lyser de lamper, der er påsat på hendes bryster, op med gulddioder. Samtidig ændres lyset også, og giver hendes kjole et guldskær. Udover at de replikker der kommer samtidig med dette, også bliver leveret mere kækt og skuespillerens gestik også spiller en rolle i det humoristiske islæt, er det pludselige fokus på hendes bryster med til at skabe en komisk situation, og det giver på en måde en form for comic relief i den ellers tragiske sammenhæng.

Gennem iscenesættelsen af Edda bliver det belyst, hvorfor myterne er så vigtige, selv for os moderne mennesker. Vi bliver konfronteret med problematikkerne i vores eget liv gennem de temaer, der bliver taget op i myterne, vi får at se, at selv guder også kan lave fejl, og vi får mulighed for at spejle os i dem og tage ved lære. Robert Wilson har taget den nordiske mytologi ud af dens middelalderlige kontekst, og har i stedet skabt et tidløst stilistisk univers. Han gør med sin nøjeregnende og præcise æstetik historierne og lærdommen, der er gemt i myterne mere tydelige og mere tilgængelige for os som publikum.

Koncept: Robert Wilson
Med tekster af Jon Fosse
Instruktør, scenograf og lysdesign: Robert Wilson
Musik: CocoRosie og Arvo Pärt
Kostumedesign: Jacques Reynaud
Medvirkende: Henrik Rafaelsen, Gjertrud Jynge, Sigve Bøe, Frode Winther, Eivin Nilsen Salthe, Marianne Krogh, Paul-Ottar Haga, Joachim Rafaelsen, Ola G. Furuseth, Renate Reinsve, Tiril Heide-Steen, Jon Bleiklie Devik, Wenche Elena Medbøe
Foto: Lesley Leslie-Spinks

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 14. oktober til d. 20. oktober