Dansk

Dansk

Af Emilie Hackenberg Alstrup

En Danmarkspremiere på en ny dansk integrationskomedie har set dagens lys på Teatret Svalegangen. Forestillingen undersøger den danske kultur og giver os gode selvironiske grin. Samtidig er forestillingen også en fortælling om syriske Hassan og hans skæbne i det danske land, som han så gerne vil være en del af.

I ”Dansk” møder vi hovedkarakteren Hassan, som netop er kommet til Danmark. Med et stereotypisk indvandrerdansk sprog følger vi ham i hans møde med den nye kultur og det nye liv, der venter ham. Det er tydeligt, at han vil arbejde og kæmpe for at blive rigtig dansk. Han går til sprogkursus, hvor alle de danske sproglige finurligheder bliver noteret med tusch på den mørke arm, og han går til bageren efter danske rundstykker og wienerbrød. Men det går ikke så nemt med integrationen. Godt nok bliver han kærester med den danske Lisa, men fortidens traumer finder alligevel vej til Hassan, der plages af angstbetonede mareridt.

En klovnedramaturgi

I forestillingens begyndelse bliver publikum budt velkommen af Hassan – eller rettere sagt klovnen Hassan. Iført fuld klovnesminke og -kostume fortæller han os, at vi ikke skal se ham som et offer. Han vil være dansk. Han spørger publikum til råds om grammatiske regler, og vi morer os ved hans kejtethed og beskedne sproglige kundskaber. Den komiske klovn er en skøn metafor for indvandreren, der er som Bambi på glatis. Han gør sit ypperste for at blive en god dansker, men klovnen Hassan har svært ved at forstå de danske koder, og vi griner både af og med ham, for vi forstår sådan set godt hans forvirring. Derudover så har denne klovn også en anden side – den er noget mindre udtalt, men komedieklovnen får også selskab af skræmmeklovnen. Både for sig selv og de forskellige biroller er han nemlig som elefanten i rummet. I hele sin adfærd passer han ikke ind, og forestillingens mange danskere kan heller ikke finde ud af, hvordan de skal forholde sig til ham.

Den visuelle klovn fungerer rigtig godt for tekstens dramaturgi, hvor vi kommer længere og længere ind i historien og Hassans udvikling som ’rigtig’ dansker. Ikke nok med, at kostumet bliver et billede på hans komiske og utilpassede adfærd, så videreføres metaforen imellem scenerne, hvor Hassan skridt for skridt kan tage lagene af. Ved at fjerne de overproportionerede klovnesko og farverige ærmer kommer vi længere ind til det, der er kernen – nemlig mennesket Hassan. Det overraskende ved forestillingen er dog, at vi faktisk ikke kommer helt ind til mennesket Hassan. Klovnekostumet bliver udskiftet med en blond paryk – det var nemlig den eneste mulighed, som lægen kunne tilbyde ham for hans begyndende skaldede pletter. Hassans udvikling bliver flot gestaltet igennem kostumernes dramaturgi. Det er et fint visuelt element, som dog godt kunne have fået mere selskab af scenografien, der består af stativer med gennemsigtige lameller. Scenografien fungerer, som den skal i arrangementet med de forskellige sceneskift, men sammenhængen i de visuelle elementer kunne have været stærkere.

En tekst, der går to veje

Som sagt fungerer kostumernes dramaturgi godt sammen med tekstens dramaturgi, der følger Hassans integrationshistorie. Kort sagt kan man sige, at fortællingens og tekstens dramaturgi er todelt. I første omgang er historien opbygget i montager, hvor vi ser klovnen Hassan i forskellige ’danske’ situationer. Han er på date med en pige, der er mere optaget af sin iPhone, og hvilke billeder der skal lægges på Instagram, Facebook og Snapchat. Vi ser ham i bussen, hvor han i stedet for at placere sig ved en af de mange tomme pladser sætter sig ved siden af en mand, der er godt beskæftiget med en bog. Hassan henvender sig til ham, men manden signalerer med sit kropssprog til Hassan, at han er for optaget af læsningen til at ville starte en samtale med ham. Disse karikerede billeder på det, der her forstås som dansk kultur, er meget underholdende, og til tider er det som om, at vi i højere grad griner af danskerne end af Hassans kejtethed. Vi kan nemlig godt forholde os til Hassans frustrationer om at komme i kontakt med det danske folk. Vi kan spejle os i det og spørge os selv, hvor gode vi egentlig er til at tage imod de nye danskere, og hvilken kultur vi vil have dem til at forstå.

Herefter udvikler forestillingen sig, da den lige pludselig tager en helt ny drejning. I stedet for de underholdende montagescener om dansk adfærd og kultur, så kommer vi længere ind i Hassans historie og ikke mindst hans nye forhold til Lisa. Mareridtene begynder at indtræffe i fortællingen, og vi ser endvidere Hassan som en lyshåret dansker med påtaget godt humør fremfor den komiske klovn. Vi ser altså ikke længere den klodsede og umiddelbare Hassan, men vi ser en Hassan, hvis fortid har indhentet ham, og han befinder sig ikke godt i sin nye tilværelse som dansker med dansk kæreste og dansk svigerfamilie. Når man sidder i salen og oplever dette plottwist eller denne markante udvikling, hvor det nu handler om krigstraumer fremfor integrationsproblemer, så både overraskes og undres man. For på den ene side troede man, at forestillingen var regnet ud, og at den blot skulle blive en let klovnekomedie om nydanskere, men nu tager den en ny drejning, hvor man som publikum skal omstille sig og forholde sig til nye spørgsmål og tanker. Det er i og for sig en god kvalitet for en forestilling, at den kan overraske og ryste sit publikum. Men da jeg forlader salen føler jeg ikke, at jeg er blevet fodret med disse nye spørgsmål og tanker, som jeg forventede, at plottwistet skulle medføre. Jeg bliver i tvivl, om det stadig er spørgsmål om dansk kultur, og hvordan vi danskere tager imod indvandrerne, eller om det nu er Hassans traumatiske fortid, som jeg skal forholde mig til.

På Teatret Svalegangen har de skabt en forestilling, som både bliver en komisk beretning om forholdet mellem danskere, nydanskere og dansk kultur samt en mere alvorlig fortælling om en flygtning med ar på sjælen. Den komiske klovn er et rigtig vellykket element for forestillingen, og brugen af kostumer indflettes flot som den visuelle dramaturgi, der understøtter tekstens dramaturgi. Trods overraskelsesmomentet i plottwistet, så kunne man dog have ønsket et mere tydeligt pejlemærke for publikums videre refleksion.

 

 

Af: Aleksa Okanovic
Iscenesættelse:
Morten Lundgaard
Scenografi:
Stine Martinsen
Lysdesign: Steffen Ilfeldt
Lyddesign: Anton Bast
Komponist: Johannes Smed
Remix: Christoffer Christensen
Medvirkende: Alvin Olid Bursøe, Anna Nøhr Tolstrup, Mads Nørby og Rie Nørgaard
Fotos: Montgomery / Creative Zoo

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra d. 7. oktober til d. 4. november