Den gode vilje

Den gode vilje

Af Julia Tonsberg

Den gode vilje er oprindeligt en romanbiografi skrevet af Ingmar Bergman omhandlende hans forældres møde og forhold, før han blev født. Romanbiografien fik premiere i Danmark i 1992 som miniserie instrueret af Bille August. På Aarhus Teater har de denne sæson valgt at bearbejde materialet og opsætte den som en af sæsonens klassikere på Scala-scenen.

Anna og Henrik, som Bergmans forældre i denne fortælling bliver kaldt, kommer fra vidt forskellige sociale kår. Henrik er fra en arbejderfamilie, hvor faren tidligt er afgået ved døden og moren efterladt som en fattig enkefrue, mens Anna er fra en velhavende familie, hvor hun er vokset op badet i forkælelse og opmærksomhed fra faderen og broren. De to mødes gennem Annas storebor og forelsker sig hurtigt hovedkulds i hinanden. Deres forhold viser sig dog tidligt at være problematisk, og skildres i første akt som en klassisk Romeo og Julie-fortælling om to unge elskende, der ikke kan få hinanden grundet forældrenes misønske om forholdet. Her bliver Annas mor en af deres største forhindringer, da hun handler på sin frygt for, at datteren skal gifte sig med Henrik Bergman. I anden akt bevæger vi os væk fra den klassiske Romeo og Julie-fortælling, idet Anna og Henrik, modsat Romeo og Julie, får hinanden i livet, og her kan Bergmans beretning om forældrenes forhold med deres vidt forskellige sociale baggrund ses som en sociologisk fortælling om, hvordan social klasse har indvirkning på vores muligheder i livet. Her skildres de enorme udfordringer i parrets samliv, som deres forskelligheder fører med sig, men samtidig en samhørighed, der holder dem sammen på trods af deres vidt forskellige ønsker og forventninger til livet.

Finurligt brud med den naturalistiske scenografi

Scenografien er forholdsvis naturalistisk, om end minimalistisk og synes særligt at skildre det miljø Anna vokser op i. Her er et klaver, som der næsten hele stykket igennem sidder en pianist ved, en sort lædersofa og stole, der står på rækker og peger ligefrem. På gulvet ligger store, mønstrede gulvtæpper, som indikerer, at vi er i et borgerligt hjem. Gulvtæpperne er placeret sådan, at de nærmest inddeler scenen i forskellige rum, hvor et af tæpperne er placeret diagonalt over scenegulvet, og på den måde skaber illusionen om en gang gennem et stort hus. Bagvæggen er mørkegrå, men tom for kunst, hvilket bryder med den ellers naturalistiske scenografi. Der er dog en hvid dør, som Anna af og til benytter til at smække med, når hun ikke får sin vilje. Fraværet af kunst eller anden pynt på væggene samt stolene, der står på række og peger ligefrem, demonstrerer en bevidsthed om illusionen og bryder med den. Stolene bliver undervejs i forestillingen brugt til at skabe andre scenerum i en ellers ret statisk scenografi. Eksempelvis bliver der skabt et kirkerum ved at sætte stolene på rækker, ligesom den sorte lædersofa i anden akt er blevet rykket fra at pege ligefrem til at stå diagonalt, hvilket indikerer et skift i sted fra Annas forældres hjem til Henrik og Annas hjem.

Berettende karakterer i et dramatisk univers

Det scenografiske valg går på gennemført vis hånd i hånd med spillestilen, hvor fokus overvejende lægges på karakterernes psykologi, hvorfor spillestilen er indlevende. Som ved scenografien brydes der dog med dette i passager, hvor karaktererne forlader det fiktive univers og henvender sig direkte til publikum. Publikumshenvendelsen bruges generelt til at indføre os i hændelser foregået forud for vores kendskab til en karakter eller til at informere om begivenheder undervejs i stykket. Det bliver i den forbindelse et greb, der unødvendiggør dramatiseringen af hele handlingen og tillader stykket at springe i tid. Et oplagt valg for en handling, der udspiller sig over en årrække, hvor det er nødvendigt at beskære for at tilpasse det scenen. Én karakter adskiller sig fra de resterende, hvad angår monologer henvendt til publikum: den berettende Ingmar Bergman, som er den eneste, der ikke er en del af den dramatisk fiktive handling, men som af og til træder ind på scenen som voksen mand og ligeværdigt med de andre karakterer henvendt til publikum fortæller om sine forældres skæbne. Særligt dette greb fungerer godt i forestillingen, da det er her spørgsmålet om fortællerens troværdighed for alvor kommer i spil. Man bliver opmærksom på, at det er en søns fortælling om sine forældres forhold, før han selv bliver født, hvilket lægger op til et interessant fokus på synsvinkler og deres betydning for vores opfattelse af situationer. Denne vinkel bliver tydeligst i slutningen, hvor det med Bergman-karakterens egne ord understreges, at slutningen på Anna og Henriks historie er en opdigtet tilføjelse.

Den gode vilje skildrer et intenst kærlighedsforhold mellem to mennesker, hvor forskellige baggrunde og egoisme ofte synes at spænde ben for kærligheden, på trods af alverdens god vilje. Desværre gribes man aldrig helt af dramaet og spændingerne mellem de to hovedkarakterer, og man kunne ønske, at bruddene med det fiktive dramatiske univers var blevet brugt til at gøre publikum til en fortrolig betroet af karakterernes tanker og følelser, fremfor blot at have en rent praktisk funktion. Inddragelsen af fortælleren i skikkelse af Ingmar Bergmans karakter kunne med fordel have været anvendt mere hyppigt, da den kunne have tilført et interessant lag, hvor spørgsmålet om troværdigheden i de fortællinger, vi fortæller om os selv og andre kunne være blevet rejst.
Stykket rummer et stort potentiale for skildringen af særligt to karakterers kringlede personligheder, som er identificerbare for os alle. I Den gode vilje støder man ofte på dårlige gerninger, men de er altid motiveret af en god vilje, og dermed gives et interessant indblik i mennesket, hvor intet nogensinde er sort eller hvidt. Man fascineres af forholdet mellem Anna og Henrik, som både virker umuligt og dybt nødvendigt, ligesom skildringen af sociale skel og disses betydning for vores muligheder er en tematik, der rejses i stykket. Der ses rigtig mange muligheder, men desværre synes denne opsætning af Den gode vilje at savne et fokus, og derfor bliver man aldrig for alvor indfanget af kærlighedsdramaet. Opsætningen savner nytænkning, for at man som publikum kan føle genkendelsen, som forestillingen i den grad har potentiale til at vække.

Forfatter: Ingmar Bergman
Dramatisering: Eirik Stubø og Cecilia Ølveczky
Oversættelse: Annelise Feilberg
Iscenesættelse: Emmet Feigenberg
Scenografi og kostumedesign: Steffen Aarfing
Lysdesign: Mikael Sylvest
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Mathias Flint, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Bue Wandahl, Inge Sofie Skovbo, Maria Buch Cordsen, Eigil Jørgensen Hvelplund, Sofus Petersen og Pojken Flensborg.
Fotos: Natascha Thiara Rydvald

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater fra 16. september til 21. oktober.