#Amlet

#Amlet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

På Aarhus Teater har de i denne sæson i bedste “2017-kulturårsstil” valgt at gentænke teaterformen ved at lade forskellige teatereksperimenter komme til live på Studio scenen.

Husscenografen David Gehrt og husinstruktøren Sargun Oshana har taget et valg om at male den velkendte black box hvid for at skabe afsættet for en fornyelse af den ellers velkendte scenesalkonstellation. De gør dette med et ønske om, som de selv siger det, at skabe et “scenisk galleri”. Her er publikum også en del af at skabe det, der i sidste ende bliver det billede eller den fortælling, der bliver skabt i rummet. Denne installationstankegang kommer til at være gennemgående for hele denne sæson på Studio scenen, hvor #Amlet har fået æren af at søsætte det sceniske laboratorium.

Sat i kærlighedens perspektiv

I denne nyfortolkning af Hamlet, som tager udgangspunkt i lyrikeren Caspar Erics omdigtning af klassikeren, bliver Hamlet og Ofelia transformeret til Amlet og Felia ud fra inspiration fra Saxo Grammaticus’ sagn om den jyske høvding Amleth. Dette står tydeligt frem som et greb, der er med til at løsrive Amlet og Felia fra den klassiske fortælling. Her er det DERES historie, der står i centrum, historien om deres kærlighed og deres kamp mod den verden de lever i.

Allerede før man som publikum træder ind på Studio scenen, bliver rammerne om det sceniske galleri sat ved, at der med store blokbogstaver på væggen overfor indgangen ind til Studio står #AMLET. Når dørene åbnes, går man ind i et kridhvidt rum, hvor der står en enkelt stolerække op ad hver væg, stort set alle stolene er dækket over med et bånd af advarselstape, på nær en enkelt stolerække, som er markeret med ”dårligt gående” skilte. Rundt i rummet er der forskellige former for ”udstillinger”, for eksempel en bamse med balloner, hvor der på ballonerne står hjerteskærende og dybfølte hilsner fra Felia til Amlet. Der er også en søjle, hvor der hele vejen op og ned af søjlen, i forskellige størrelser og typografier blandt andet står skrevet: ”Hej, jeg er et menneske.”,

Hele rummet er fyldt med vidt forskellige installationer af denne karakter, og publikum inviteres ind i rummet med en velkomst over højtalerne, der indbyder til at udforske rummet.  Gennem de forskellige installationer males der et billede af det elskende par Amlet og Felia, og den dybde lige såvel som den skærende smerte, der er at finde i deres kærlighed. Vi har som publikum altså allerede fået skabt et billede af en svær kærlighed, før der begynder at opstå en interaktion med performerne, som personificerer Amlet og Felia.

Det bliver denne svære kærlighed, der bliver det gennemgående tema for resten af performancen.

#Amlet udvikler sig løbende fra at være en kunstinstallation til nærmere at være en interagerende performance, hvor publikum bliver inviteret til at sidde ned ved, at Felia klipper advarselstapen over på stolene. Den er et samsurium af et spoken word-univers, installationskunst, akrobatik og performance.

En af de scener der står særligt stærkt, er en scene i starten af performancen, hvor følsomheden i Amlet og Felias kærlighed bliver visualiseret gennem en nærmest akrobatisk dans mellem de to performere Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa. Det starter med små kærlige berøringer, der gradvist udvikler sig til flere, indtil deres to kroppe vikles ind i hinanden på må og få og intensiteten i deres bevægelser øges. Man er som publikum ikke i tvivl om, at man er vidne til en kærlighedsakt i mellem de to, og man bliver nærmest som hypnotiseret af deres bevægelser, og den musik de følger.

 

Felia – En kvinde med et valg

Et sted, hvor man kan mærke en udvikling i Caspar Erics og ikke mindst Sargun Oshanas fortolkning af den velkendte klassiker, er særligt Felias rolle i fortællingen. I #Amlet bliver det en meget mere jævnbyrdig fortælling mellem Amlet og Felia, hvor vi er vant til, at det er Amlet, eller rettere sagt Hamlet, der styrer fortællingen. Navnlig igennem Felias del af fortællingen, samt den fortælling de har sammen, bliver deres kærlighedsforhold, og den destruktivitet, der er i det, portrætteret. Deres kærlighed ligger under for korruptionen i samfundet, og den maske Amlet føler sig tvunget til at bære for at kunne holde det hele ud. Det kulminerer i Felias selvmord, som udspiller sig i en scene, hvor Olivia Joof Lewerissa, i et mørklagt rum, langsomt vikler sig ind i en lang neon-orange ledning, mens hun forklarer, hvordan samfundet har gjort vold på hende og Amlet og deres kærlighed. Den neon-orange ledning bliver et symbol på de lænker, samfundet har viklet hende ind i, og kun gennem sit selvmord kan hun gøre sig fri af dem. Hun er i denne fortolkning ikke en sindssyg kvinde, der ikke har andet valg, men en stærk kvinde, der tager et valg.

En klassiker med fornyet aktualitet

Selv i mødet med nyfortolkningen kommer vi ikke udenom de gængse tematikker fra klassikeren, og #Amlet fortæller trods et forandret perspektiv stadig historien om at være sur på den verden man lever i, at føle at den er korrupt og ødelæggende og at bære en maske, som bliver en evig facade, man ikke kan ryste af sig igen.

Caspar Erics omdigtning af den klassiske fortælling og legen med det sceniske rum, som David Gehrt og Sargun Oshana har skabt, er med til at give fortællingen nyt liv og en fornyet aktualitet. Man kan sagtens relatere til den magtesløshed, der er grundlæggende for #Amlet, og følelsen af, at man ikke kan stille noget op i mod den verden, man lever i. Samtidig med, at man konstant føler, at man skal bære en maske for at være den bedst mulige version af sig selv.

Den eksperimenterende teaterproces er tydelig at mærke i rummet, og man kommer som publikum igennem et hypnotiserende mekka af sanseindtryk, som vikler én ind i den tragiske historie. Denne fortolkning af klassikeren i helt nye klæder, giver Shakespeares universelle problematikker nyt liv.

Af: Caspar Eric 
Iscenesættelse: Sargun Oshana 
Scenografi: David Gehrt 
Lyddesign: Ise Klysner Kjems 
Lysdesign: Kim Glud
Medvirkende: Simon Mathew og Olivia Joof Lewerissa*
Foto: Emilia Therese
*Studerende ved den danske scenekunstskole 

 

Forestillingen spiller på Studio på Aarhus Teater fra d. 1. september til d. 27. september