Surstrømning

Surstrømning

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Teatret Svalegangen er flygtningekrisen hevet ud af aviserne og sat på scenen som satiren ”Surstrømning”. Forestillingen er propfyldt med selvironi omkring det danske folk, og farcegenren sætter friske farver på den tunge debat. I satiren vendes den politiske diskussion mod os selv, og der spørges til, hvordan det vil se ud, hvis det var os danskere, der var tvunget til at søge et andet sted hen – for eksempel til nabolandet Sverige?

I ”Surstrømning” møder vi først en kvinde, der i sin påklædning fremstår som en superhelt i de svenske blå og gule farver. Hun præsenterer en mission, hvor hun skal finde fem danske arketyper; en hyggesexist, en hyggeracist, en svineavler, en brugsuddeler og en kulturradikal med politisk ukorrekthed. Da Danmark er ved at synke i klimaforandringerne, må de alle til Sverige og søge asyl. Men selvom man er dansker, viser det sig ikke nødvendigvis som det nemmeste i verden at komme til nabolandet. Der er kun én af dem, som kan blive ”optaget” i det svenske, og de bliver derfor testet i deres svenske kundskaber og den ultimative prøve; Surstrømning.

Håndboldhal og dåseøl

Det fiktive univers springer fra sted til sted i forestillingen. Fra en grisefarm i Hjørring til et sommerhus i Risskov og ikke mindst fra det danske land over sundet til Sverige. I denne forbindelse spiller scenografien en stor rolle for forestillingens gang, der fra start er repræsenteret som en håndboldhal med trægulv og to mål i hver sin ende. Her sidder vi som publikum som ”kampens” tilskuere og er helt tæt på handlingens gang.

Denne sceneopbygning bliver flyttet rundt undervejs i forestillingen, så vi lige pludselig har grise placeret i håndboldmålene, der nu fungerer som bur og i det næste øjeblik fungerer som kølediske hos brugsuddeleren. Dette arbejde med det økonomiske teater, hvor få ressourcer udnyttes til flere forskellige formål, giver en særlig energi til denne forestilling. Da forestillingen udspiller sig mange forskellige steder i Danmark og Sverige, tilfører det flytbare i scenografien en dynamik til scenerne, og vi som publikum taber derfor ikke tråden eller energien imellem de mange sceneskift. Præsentationen af karaktererne som deres arketyper og den omstillingsparate scenografi gør det nemt for publikum at følge med i fortællingen.

Udover håndboldhallen som grundscenografi er der også lavet stabler af dåseøl, der ligesom håndboldmålene bliver placeret nye steder og er med til at sætte scenen. Dåseøllenes rolle i det fiktive rum viser sig også at have en særlig betydning for publikums stedsans. I forestillingens første akt befinder vi os nemlig i Danmark, hvor den svenske superhelt er rundt i landet for at finde sine arketyper, men i anden akt er vi i Sverige. Dette spring forstår publikum ved dåseøllenes udskiftning. I stedet for øl ser vi nemlig nu den svenske Ramlösa i stablingerne. Den finurlige sans for detaljen i scenografien sætter på den måde også sit præg på tematikken i forestillingen om Danmarks og Sveriges forhold til integrationen. Håndboldhallen som grundscenografi repræsenterer nemlig sportsbegivenheden, som vi bedst forbinder kampen mellem de to nabolande med, men i forestillingen bliver det altså i takt med handlingens gang overført til en mere politisk slagmark.

Teatertegneserie og revy-karikaturer

Scenografiens lethed og den humoristiske sans for detaljen går hånd i hånd med den dramatiske fortælling. Allerede fra forestillingsstart er det som at hoppe ind i en tegneserie. Vi møder superhelten, der er på en mission, og med sig har hun surstrømningen som sit våben. Superhelten som gennemgående element og fortæller i forestillingen er fantastisk underholdende og gør debatten om flygtninge og integration mere spiselig for publikum. Dette tegneserieelement som rammesætning markerer derudover også forestillingens genre, der har klare træk fra farcen. Det overfladiske forhold til karaktererne, der netop fungerer som arketyper og bliver gjort til tåber undervejs i forestillingen, gør, at vi får en forestilling, hvor det er muligt for publikum at grine af de danske typer. Vi føler ikke empati med figurerne, men vi kan blot grine af dem i deres udfoldelser. Det er et meget vellykket greb for denne forestilling, der ønsker at behandle et tungere emne, som mange måske efterhånden kun forholder sig perifert til. Men komedien har som sit kendetegn at tildække alvoren med humoren og på den måde nå ud over scenekanten.

Desuden kan man tale om, at de enkelte scener fungerer som små sketches som i en revy – og når man har sagt revy, har man selvfølgelig også sagt Hendes Majestæt Dronningen, og hende snydes vi heller ikke for i denne forestilling. Som Danmark er ved at drukne i de stigende vandstande, kommer hun væltende ind på scenen og får febrilsk fremstammet en tale til folket. Dette revylignende indslag smelter totalt ind i resten af forestillingen, da de øvrige karakterer netop også fungerer som revy-karikaturer, som vi kan grine af.

Superhelten med surstrømning som sit våben og de karikerede figurer klæder denne forestilling utrolig godt, da latterliggørelsen gør den politiske diskussion vanvittig absurd og formår at sætte et spejl foran sit publikum og os som danskere. Når svineavleren fremlægger de danske traditioner og glædeligt forklarer til ‘svenskerprøven’, hvordan vi til Sankt Hans brænder en heks på bålet og til fastelavn slår ”katten” af tønden, sidder vi som publikum og griner af ham, fordi han ikke forstår, at disse eksempler i det svenske land fremstår som mangel på kønsligestilling og dyremishandling.

Teatret Svalegangen har taget den politiske debat ud fra avisindlæggene og de lange, tunge artikler og bladret til sidste side i avisen, hvor tegneseriestriben er. Her bliver flygtningekrisen i stedet udfoldet, og publikum kan med den store portion af selvironi og humor forholde sig til flygtningekrisen og vores egne integrationskrav. Teatret som en levende tegneserie er utrolig forfriskende for behandlingen af det politiske emne, og vi kan med humoren bedre spørge os selv efterfølgende, hvordan det egentlig ville være, hvis vi danskere blev tvunget til at flygte. Vi er så gode til at nedgøre andre kulturer, men hvis vi selv kom i nød, ville vi så være sikre på, hvor vi ville kunne tage hen, og ikke mindst hvor vores værdier og traditioner ville blive taget vel imod?

 


Produceret af: Teatret Svalegangen, Teater Nordkraft, Randers Egnsteater, Team Teatret, Vendsyssel Teater og Folketeatret
Af: Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn
Oversættelse Peter Dupont Weiss
Iscenesættelse: Kasper Sejersen
Scenografi: Laura Rasmussen
Lyddesign: Morten Birk
Lysdesign: Andrew Tristam
Medvirkende: Signe Barfoed, Hans Holtegaard, Lisbeth Knopper, Morten Bo Koch, Anders Brink Madsen, Camilla Gjelstrup og Holger Østergaard
Fotos: Mingo Photo

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra d. 25. august til d. 9. september