Lyden af de skuldre vi står på

Lyden af de skuldre vi står på

Af Julia Tonsberg

Aarhus Teater åbner den nye teatersæson med teaterkoncerten Lyden af de skuldre vi står på, som er resultatet af et samarbejde mellem Aarhus Teater og Festugen, og som derfor også er en del af festugens officielle åbning den 25. august. Temaet for Aarhus festuge er dette år ”bridging”, og fokuserer herunder særligt på at bygge bro mellem naturen og bylivet, hvilket også er et tema, der behandles i Lyden af de skudre vi står på.

Du danske sommer jeg elsker dig

Lyden af de skuldre vi står på har naturen og fællesskabet som udgangspunkt for en række musikalske tableauer, der hensætter publikum til forskellige stemninger og giver anledning til dannelsen af en række forskelligartede associationer hos den enkelte tilskuer. Det virker oplagt at beskæftige sig med den danske natur, idet mange af de danske salmer og folkeviser traditionelt har gjort dette i deres hyldest til det danske folk og land.
Flere af de danske årstider behandles, og de bliver det med humor og varme. Det ses særligt i en ironisk fremførelse af ”Du danske sommer”, hvor sætningen ”du danske sommer, jeg elsker dig” bliver sunget anstrengt kombineret med en koreografi, hvor danserne er iklædt regntøj og har paraplyer som rekvisit. Vejret fylder meget for den gennemsnitlige dansker, ikke fordi det er kønt og solrigt, men fordi stort set alle kan blive enige om, at den danske sommer ikke altid er skøn og ”så ofte har svigtet os”. Vejret fungerer i den henseende også den dag i dag som et bindeled danskerne imellem, og det mærkes også i salen, hvor ironien tydeligt påvirker publikum.

Lyset bliver aktivt brugt i skabelsen af stemninger og årstider, og gennem meget af teaterkoncerten er bagvæggen belyst med et mat lys, der enten er i rødlige, gullige eller blålige nuancer. Det skaber et spillerum, der synes meget dybt og nærmest uendeligt, ligesom det er en tidsløs måde at skabe et poetisk scenebillede, der tydeligt kan angive en årstid eller en stemning. Vinteren behandles eksempelvis ved at lade bagvæggen være blåligt belyst, mens der står tre træer uden blade på scenen. Spillerne er her iklædt hvide dynejakker, der er så runde som snebolde, hvide støvler og hvid hue, der går godt ned over ørerne. Det er smukt, enkelt og humoristisk og et eksempel på et af de mange stemningsbilleder, der ikke skildrer en konkret hændelse, men giver anledning til associationsdannelse hos den enkelte tilskuer. Måske til barndommens store dynejakker og mange sneboldkampe.

Træet som gennemgående scenografisk element

I mange af scenerne er træet en stor del af den ellers enkle scenografi. Det bruges til at markere overgange i årstider, og skaber et bindeled mellem forestillingens to centrale temaer: fællesskabet og naturen. Man kan komme til at tænke på den meget kendte fællessang Livstræet, som dog ikke er med i teaterkoncerten, men som rummer meget af forestillingens udsigelse, og sagtens kunne være en undertekst i nogle af scenerne.
Træer er ofte blevet brugt metaforisk i fællessange som et symbol på noget, der rækker ud over én selv, grundet træets lange levetid. Det er derfor også et oplagt symbol i denne forestilling, hvor træet fungerer godt i det enkle æstetiske univers, både som en indikator på årets gang og de forskellige årstider og som symbol på en levende organisme, der kan stå på tværs af generationer. Træet er både til stede i sin reneste form som et træ i naturen og i bearbejdet form som trævæg og klaver i åbningsscenen og senere igen som væg og podie af træ under Tunge, mørke natteskyer, som bliver sunget af Jacob Madsen Kvols. Træets tilstedeværelse i dets mange forskellige former, kan, udover at være en fællesskabsmetafor, tolkes som en meget subtil reference til den industrielle revolution og måden, hvorpå vi i dag ofte misbruger naturen, fremfor at interagere med den.


Fællesskab gennem universelle stemninger

Lyden af de skuldre vi står på laver ikke en kronologisk gennemgang af danmarkshistorien, men viser især gennem kostumerne forskellige perioder af den danske historie, uden at scenerne nogensinde hensættes til én bestemt periode eller tid. Her spiller lyset på bagvæggen en stor rolle og skaber til tider et smukt kontrasterende billede ved at lade baggrunden syne uendelig og tidløs, mens der i forgrunden står spillere i autentiske historiske kostumer. På trods af at der ikke er et kronologisk forløb, er der alligevel forskel på første og anden akt, hvor vi i anden akt forlader fortiden og bevæger os mere ind i nutiden og fremtiden. I anden akt ses det, hvordan fællesskabet til tider kan svigte og ensomheden tage over i en dyster fortolkning af Tunge, mørke natteskyer. Omringet af festgæster, der alle agerer som flokdyr, der ikke skiller sig ud fra det miljø, de befinder sig i, skildrer Madsen Kvols en figur, der virker desperat og manisk. Omvendt er stemningen festlig og håbefuld i Drømte mig en drøm i nat, der bliver sunget som en poppet natklubsang af Mikkel Becker Hilgart og Marie Marschner, som fra hver deres balkon fremstiller ungdommens længsel og begær, der vækkes til live på nattens dansegulv. Derefter følger den meget kendte julesalme Dejlig er jorden, som er blevet til et elektronisk hit, man sagtens kunne forestille sig at høre i radioen. Stemningen er her futuristisk med spillere klædt i rumdragter og med discokugler på hovederne. Kontrasten til de to ungdommelige upbeat numre følger lige efter med nummeret Her vil ties, her vil bies, der sætter en stemning af mere alvorlig karakter ved dets berøring af livets forgængelighed hos det ældre par, der har levet et langt liv sammen. Således bliver Lyden af de skuldre vi står på både en skildring af fællesskabet gennem vores fælles historie og gennem individets rejse, som i store træk er mere eller mindre ens for os alle.

       

Store Scene er i sig selv en virkelig smuk teatersal, der tilfører noget særligt til sine forestillinger. Det klassiske interiør er en ekstra dimension til selve forestillingen, som bliver udnyttet særligt godt ved at lade Esben Inglev og Marie Koldkjær Højlund være synlige ved deres mixerpulte fra to af balkonerne. Fra de to balkoner de sidder i hænger LED-lys ned langs balkonerne, og det er en detalje, der bevirker, at hele rummet bliver medvirkende til forestillingens samlede udsigelse.
Lyden af de skuldre vi står på rummer på én gang noget nostalgisk og noget futuristisk. Den indrammer fortiden, nutiden og fremtiden og skildrer mange facetter af den menneskelige eksistens. Den bliver på én gang fællesskabets stemme og individets eget associations- og fortolkningsrum, og kan ses som en kærkommen påmindelse om den banale pointe det er, at noget og nogen går forud for vores eksistens på jorden, ligesom noget følger efter. På trods af dets banalitet, noget, vi kan have tendens til at glemme i en individualiseret tid, hvor det til tider kan synes som om, hele verden drejer sig om os som individ. Lyden af de skuldre vi står på er ikke et forsøg på at moralisere eller guide publikum i retning af en bestemt fortolkning. Alligevel kan den rejse spørgsmål som, hvad det er vi kommer af og hvad det er, vi giver videre til de kommende generationer. Den danske sangskat får gennem Simon Kvamms elektroniske fortolkninger nyt liv, hvilket går hånd i hånd med temaet ”Rethink” for kulturhovedstadsåret. Den blander det traditionelle med det moderne ved også at give plads til operasang, smukt og inderligt fremført af Lisbeth Balslev, mellem de elektroniske melodier. Lyden af de skuldre vi står på er en yderst seværdig teaterkoncert, der bliver siddende i kroppen, efter man har rejst sig fra sin tilskuerplads og forladt teatret.

 

Remixet af: Simon Kvamm
Musik arrangeret og produceret af: Anders Boll og Marie Koldkjær Højlund
Iscenesættelse: Nicolei Faber
Scenografi og kostumedesign: Christian Albrechtsen
Koreografi: Marluze da Cruz
Lysdesign: Mathias Hersland
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Mette Døssing, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Lisbeth Balslev, Marluze da Cruz, Arian Kashef + Aarhus Teaters kor
Musikere: Marie Koldkjær Højlund og Esben Inglev
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 24. august til d. 30. september.