Røde Orm

Røde Orm

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Det Kongelige Teater har I samarbejde med Moesgaard Museum og Aarhus og 2017 forsøgt at sætte sit præg på kulturåret 2017 med fortællingen om Røde Orm.

Den storslåede udendørsforestilling tager sit afsæt I Frans G. Bengtssons første roman med Røde Orm som titelfigur. Forestillingen følger som udgangspunkt den anden halvdel af romanen, hvor Røde Orm blandt andet slår sin folder hos den danske konge Harald Blåtand i Jelling, og formår at blive en velrenommeret del af kongens hof. Men ingen vikingesaga er jo til uden en god mængde krig og kærlighed, og Røde Orm bliver da også sat på en prøvelse, da Svend Tveskæg skaffer sin far, Harald Blåtand, af veje, overtager magten i Danmark og sender sin søster Ylva, Røde Orms elskede, væk.

Vikingesagaen rammesat i scenografi og kostumer

Ved at påtage sig udfordringen om at spille en udendørsforestilling for 3500 publikummer, har Det Kongelige Teater haft noget af en opgave foran sig. Når man vælger at spille en udendørsforestilling i så stor en opsætning som med Røde Orm, skal man have for øje at sørge for at alle publikummer får en lige god oplevelse, lige meget om de sidder på bagerste eller forreste række. Det kan tydeligt mærkes, at Det Kongelige Teater har arbejdet med forskellige greb for at forstørre forestillingen, så den har mulighed for at nå ud til selv de bagerste publikumsrækker, dette ses især i arbejdet med scenografien og kostumerne.

Forestillingen udspiller sig i bunden af den bakke som udstillingsbygningen på Moesgaard danner. Et kæmpe vikingeskib med en drage som galionsfigur har fået lov til at danne rammerne for fortællingen om den tapre vikingekriger. Skibet er åbent i den ene side, så man som publikum kan kigge ind i skibet. Undervejs i forestillingen bliver skibet omdannet til alt lige fra Harald Blåtands danske kongeslot i Jelling til den britiske konges slot i England. Udover skibet som den grundlæggende scenografi gør de i løbet af forestillingen også brug af Moesgaards omkringliggende natur og ikke mindst udstillingsbygningens arkitektoniske hældning, der danner Moesgaards velkendte bakke. Bakken bliver blandt andet brugt som udgangspunkt for adskillige af kampscenerne, for eksempel en scene hvor soldater fra den britiske hær et godt stykke tid før selve kampen udspiller sig, begynder at stille sig parat til kamp på toppen af bakken, så man som publikum får en anelse, om at urolighederne lurer lige om hjørnet. Særligt i tilfælde som dette er brugen af bakken medvirkende til, at publikum får en form for overlegen bevidsthed, som gør at de i flere tilfælde ved, hvad der skal til at ske, før karaktererne gør.

Ligeledes bruges bakken også i en scene, hvor Røde Orm prøver at overtale kongedatteren Ylva, om at de har en fremtid sammen. Han fortæller en historie om deres tre fremtidige rødhårede børn, der kommer til at rende rundt på hans gamle fædrenegård, som han ser for sig, som deres fremtidige hjem. Alt i mens han prøver på at male billedet overfor Ylva med ord, får både hun og vi et indblik i hans fremtidsfantasi, da tre små kraftigt rødhårede børn render rundt og leger længere oppe ad bakken. Brugen af bakken er i begge tilfælde med til at udvide scenerummet, hvilket også tilføjer en ekstra dimension til forestillingen.

Lige såvel som forestillingen bliver forstørret i brugen af scenografien bliver den også i høj grad forstørret i valget af kostumer og sminke. Det er ret generelt for hele forestillingen, at der er blevet skruet ekstra meget op for ekstravagancen og blikfanget i kostumerne. Eksempelvis er der Røde orm, som har knaldrødt hår og skæg og røde slangelignende rør der snor sig op ad hans brynje, eller Harald Blåtand, der selvfølgelig har en blå tand, blåt hår og skæg, og blåt tøj, men som også er så stor, at han skal fragtes på en transportabel trone af sine undersåtter. Mange af kostumerne lægger ligeledes grundlag for en hvis form for karikatur, som også bliver båret videre i spillestilen og i karakterarbejdet.

Brug af karikaturer til scenisk forstørrelse

Henrik Szklany som er dramatikeren bag Det Kongelige Teaters opsætning af Røde Orm, beskriver i programmet sin måde at portrættere figurerne på som ”tegneserieagtige”, hvilket klart er noget, der også skinner igennem i iscenesættelsen.

Særligt i 2. akt, bliver vi præsenteret for flere forskellige karakterer, hvor det karikerede bliver meget tydeligt både i valg af kostumer og i spillestilen. Det ses blandt andet hos den britiske konge, som er klædt i funklende sølv fra top til tå, og som tæt knyttet til sin livagtige bamse Teddy, regerer rundt som et lille barn, der har behov for rådgivning til samtlige af sine beslutninger. Det barnlige i kongen bliver ligeså visualiseret i en af de første scener i 2. akt, hvor han drikker mælk fra en af sine hofdamers overdimensionerede bryster.

Udover kongen møder vi som publikum også den britiske ærkebiskop, som er iklædt en kæmpestor sølvkappe, som får ham til at ligne en stor sølvklokke. Han taler konsekvent i latinske remser, og lader til at have drukket lidt for meget altervin. I en af scenerne kommer han væltende ned af bakken sammen med sine munke, der ligeledes også er klædt i sølv fra top til tå, og er op til flere gange ved at vælte, fordi han er så fuld, at han ikke kan styre sine bevægelser. Der fornemmes klart en tydelig leg med de karikerede karaktertræk i Røde Orm som et greb til at skabe den fornødne forstørrelse i så stor en opsætning som denne.

I den konstante søgen mod forstørrelse særligt i det karikerede skuespil, når Røde Orm dog et sted hen, hvor substansen kommer lidt i baggrunden i et forsøg på at nå ud til hele publikum. Hele fortællingen har en eventyragtig struktur, hvilket gør forestillingen til en rigtig fin familieforestilling, men for at man skal nå helt ud til hele publikum, må der mere til. Forestillingen falder lidt under for sine begrænsninger i forhold til brug af lys i det scenografiske. I og med at de i forestillingen først har mulighed for at gøre ordentlig brug af lyssætning og lyseffekter i 2. akt, hvor det begynder at blive mørkt udenfor, så mister de også muligheden for at skabe billeder på mange andre måder end for eksempel i det karikerede. Der bliver klart gjort en stor indsat for at gøre forestillingen tydelig for samtlige publikummer, og især i det visuelle virker det. Men det til tider meget karikerede skuespil distancerer karaktererne fra publikum, og gør ind mellem indlevelsen i historien en smule overfladisk. Den storslåede stil forestillingen lægger for døren falder delvist til jorden i forestillings satsning på det karikerede som et redskab til at nå ud til publikum, forestillingen savner en højere grad af dybde for virkelig at nå ud over scenekanten. Der kunne sagtens skrues op for de visuelle billeder i forestillingen og brugen af Moesgaards natur og arkitektur, da det klart er når disse elementer er i spil, at forestillingen står stærkest.

Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen
Scenografi: Eilev Skinnarmo
Kostumedesign: Maria Gyllenhoff
Lysdesign: Thorsten Dahn
Dramatiker: Henrik Szklany
Musik: Hedningarna (Shamanfolk from Scandinavia)
Medvirkende: Andreas Jebro, Joen Højerslev, Martin Hestbæk, Allan Helge Jensen, Michael Brostrup, Jens Andersen, Stig Reggelsen Skjold, Rasmus Botoft, Lars Lohmann, Lise Koefoed, Lars Simonsen, Steffen Eriksen, Søren Poppel, Thomas Jacob Clausen, Christine Gjerulff, Christina Marie Skodborg, Linette Stamp Christensen og statister.
Foto: David Bering & Morten Fauerby

 

Forestillingen spiller på Moesgaard Museum fra d. fra d. 24. maj til d. 30. juni 2017