Premiere

Premiere

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Aarhus Teater har Kulturårets tema om ”Rethink” sat sit præg på en af sæsonens sidste forestillinger ”Premiere”. Forestillingen er en vandreforestilling rundt i hele teatret, hvor man som tilskuer kommer helt tæt på skuespillerne og ånder dem i nakken i stedet for en klassisk forestilling med et skel mellem publikum og skuespillere. Forestillingen er en enestående mulighed for at komme tættere på sin landsdelsscene samt blive klogere på, hvad der foregår bag den store facade.

I ”Premiere” følger vi en instruktør og fem skuespillere og deres vej til premieren på ”Hvem er bange for Virginia Woolf”. Som tilskuer bliver man tilknyttet en enkelt skuespiller og dennes karakter. Med en kontrollør som guide følger man altså denne skuespiller rundt i hele teatret fra starten af prøveperioden til premiere. Plottets scener udspiller sig altså forskellige steder i teatret, og undervejs krydsløber man med de andre skuespillere og deres karakterer i nogle fællesscener.

 Et rum mellem fiktion og virkelighed

Forestillingen bliver ekstra medrivende, da det ikke blot er en klassisk rundvisning i teatrets gange, hvor man kan være heldig at se en enkelt skuespiller eller to undervejs. Her har vi at gøre med et reelt dramatisk plot, som altså strækker sig fra læseprøve til premiere på ”Hvem er bange for Virginia Woolf”. Men der er også det twist, at skuespillerne bruger deres egne navne til disse karakterer, og man kan tydeligt mærke, at dramatikeren har skrevet stykket til lige præcis disse skuespillere og deres baggrund, hvilket blot gør oplevelsen endnu stærkere og fængslende. Da der også er tillagt en vis mængde fiktion i stykket, så bliver tilskueren konstant konfronteret i et rum mellem fiktion og virkelighed. Som tilskuer står man altså med spørgsmål som: ”er han ligeså kynisk en kunstner i virkeligheden? ” og ”er hun virkelig så nervøs og usikker på sig selv? ”. Denne leg med fiktionen og virkeligheden skærper denne teateroplevelse, så det ikke blot bliver en rundtur i teatret. Med forestillingen bevarer man rent faktisk mystikken omkring teatrets verden, hvilket fastholder publikums nysgerrighed. Derudover har man valgt at skrive tekstens karakterer ud fra nogle delvist klassiske stereotyper, som de fleste nok har om kunstnere. Man ser den skrøbelige unge skuespillerinde, den erfarne diva og den selvhøjtidelige instruktør. Denne implementering af en fiktiv handling giver forestillingen noget ekstra dynamik, og det får hele rummet til at sitre og publikum til at holde vejret, når de stærke følelser og voldsomme intriger bliver sat i spil.

Fluen på væggen

De stærke følelser og de voldsomme intriger er virkelig noget, man kommer til at opleve på tæt hold. Man står nærmest klistret op af væggen, mens en instruktør skælder en skuespiller ud, eller når man er vidne til en mere intim scene. Som sagt følger man kun en af skuespillerne i denne forestilling og oplever vedkommendes sorger og glæder. Derfor får man også kun serveret én side af historien, selvom man krydsløber med de andre. Man vil måske umiddelbart tænke, at man går glip af en hel del, men sådan opleves det faktisk ikke. Tværtimod så får man mulighed for at komme helt tæt på den enkelte og fordybe sig i vedkommende. Dertil må man give skuespillerne kæmpe respekt for deres arbejde. Selvom de er klemt sammen i et mindre rum med otte andre mennesker, så ser de aldrig en. De får aldrig nogensinde øjenkontakt, og publikum er så at sige usynlige for dem. Dette skaber en ganske særlig følelse af autenticitet og nærvær, når publikum er så tæt på uden at skulle tage del i slagets gang. Derfor må man også sige, at dramatikeren har gjort klogt i ikke at inddrage monologer i de scener, hvor skuespilleren er alene med sit publikum. Det er ret tydeligt, at man har gjort sig bevidst om, hvornår inddragelsen af teatralitet skærper et intenst rum for tilskueren, og hvornår det ikke gør. Selvom man kun følger den enkelte, så får man også et lille indblik af, hvad der er på spil hos de andre skuespillere i fællesscenerne, og på den måde har forestillingen publikum i sin hule hånd. Vi får nemlig ikke det hele serveret på et sølvfad, og vi må tænke os til resten. Man får som tilskuer lyst til at købe billetter til fem forestillinger til med et ønske om at få stillet sin nysgerrighed ved de andres historier.

Efter endt forestilling summer de forskellige indtryk stadig i kroppen, og man slipper ikke forestillingen så let. Denne teateroplevelse er virkelig et veludført stykke arbejde, hvor man ikke blot kommer rundt i de forskellige kroge af teatret og står klinet op af en skuespiller. Man får et indblik i seks karakterers historier og bliver vidne til op- og nedture. ”Premiere” er ikke blot teater om teater. Man bliver som tilskuer også gjort opmærksom på, hvor nysgerrige vi mennesker er. Vi slubrer det i os, når vi får mulighed for at tage del i et andet menneskes sorger og glæder. Jeg kan kun forestille mig, at en sådan forestilling knytter et stærkere bånd mellem en landsdelsscene, og de mennesker, der skal drage nytte af den, da man netop kommer så tæt. Man bliver afhængig og nysgerrig efter at få mere.

Af: Magnus Iuel Berg
Iscenesættelse: Sargun Oshana
Scenografi: Benjamin la Cour
Lyddesign: Kim Engelbrecht
Medvirkende:
Anders Baggesen, Anna-Sophie Fredslund, Anne Plaugborg, Inge Sofie Skovbo, Kim Veisgaard, Mikkel Becker Hilgart

Forestillingen spiller på Aarhus Teater fra d. 24. maj til d. 17. juni