Den sidste bølge

Den sidste bølge

Af Julia Tonsberg

Mens Jesus Christ Superstar spiller på Aarhus Teaters Store Scene, er et nyt stykke dansk dramatik aktuelt på teatrets mere intime Studio-scene. Stykket hedder Den sidste bølge og er skrevet af husdramatiker Peter-Clement Woetmann, der senest har været aktuel på Aarhus Teater med stykket Til mine brødre i 2016.

I Den sidste bølge sidder stykkets tre medvirkende allerede på scenen, da publikum bliver lukket ind i salen. De sidder i liggestole og befinder sig i en scenografi, der forestiller en grøn ferieø med Weber-grill og Piña Colada-drinks. Scenografien er begrænset til en lille del af scenerummet, den er enkel, men realistisk skildret. Det eneste der bryder realismen er en kæmpe gave, der er placeret bagerst på øen. Det omkringliggende scenerum er fuldstændig mørklagt, så det absolut kun er øen, man ser. Karaktererne har blomstret ferietøj på og streger på huden efter solbadning.

Det metaforiske i ferieøen

Ferieøen er kuglerund, grøn som græs og isoleret. I åbningsscenen er der tilmed hav og bølger på lydsiden, så charterferiestemningen er sat. Karaktererne, som virker som tre venner på ferie, sidder i deres liggestole og snakker om alting og ingenting. Om, hvad der aktuelt foregår i verden af uroligheder og om alle de muligheder, vi som moderne mennesker har. Om, hvordan det hele i dag er større, end det var tidligere. Og om, at man ikke kan stille noget op mod verden og livet, når alt kommer til alt. Ferieøen bliver en ironisk kommentar til karakterernes samtale, idet ferien traditionelt opfattes som noget, der tilbyder eskapisme fra hverdagen. Karaktererne er i forvejen isolerede fra omverdenen på deres ferieø, men ønsker sig længere væk. Gentagelsen af replikken ”vi har det nu godt” forstærker ironien, og man mærker, hvordan karaktererne forsøger at overbevise sig selv og hinanden om, at det er sandheden. De kommer til at repræsentere følelsen af, at man bør have det godt, når man er et privilegeret, moderne menneske i Vesten, hvilket ferieøstemningen bliver en fin parallel til, idet man også føler, man bør have det godt, når man er på ferie. Feriestemningen er i den henseende en velvalgt metafor for skildringen af nogle tanker og følelser, der kunne tænkes at gøre sig gældende for mange danskere.

Hverdagsvalgenes absurditet

På et tidspunkt finder en af karaktererne et dameblad frem og de begynder alle at lege legen ”hvad vil du helst”, hvor man skal vælge hvilken af to muligheder, man helst vil. Blandt de mange valg af mere eller mindre alvorlig karakter, viser et af de sværeste spørgsmål sig at være valget om, hvorvidt man helst vil have den nye iPhone eller den nye Samsung. Her stopper de andre to karakterer op og begynder at vende fordele og ulemper ved den ene og den anden telefon. Passagen bliver komisk, men på en tragisk måde idet det tydeliggøres, hvordan det moderne, vestlige menneske dagligt bliver stillet overfor så mange valg og informationer, at det til sidst ikke kan skelne mellem, hvilke der kræver ekstra opmærksomhed og hvilke, der dybest set er ligegyldige.
Generelt er samtalen mellem vennerne på ferieøen overfladisk, og der anlægges en distance til karaktererne, som mestendels fremstår som typer. Den stil gøres der dog op med gennem monologer, hvor hver karakter bryder med den fjerde væg og ser publikum direkte i øjnene, mens de fortæller om de smerter, der ligger inde bag facaden.

Er Mars det gode liv?

Som alternativ til det problematiske liv på jorden drømmer en af karaktererne om at komme til Mars. De andre to karakterer giver ham gaven, der indtil nu har stået uberørt i baggrunden, han pakker den ud, og ser den indeholder rumdragt og rumskib. Først i denne anden del, hvor forestillingen foregår på Mars, bliver det tydeligt, at der er en hovedperson. Han er den eneste, der beholder sin (menneskelige) identitet efter ankomsten til Mars, og det er udelukkende hans tanker, vi nu følger. Livet på Mars står i klar kontrast til livet på jorden – her er der stort set intet at forholde sig til. En googlestemme fortæller hovedpersonen, hvornår han skal foretage sig hvad, og hver dag er ens. Scenerummet er nu blevet væsentligt udvidet, så hovedpersonen har et større rum at bevæge sig rundt på – Mars bliver på den måde kontrasterende til fangeskabet på den jordiske ferieø og virker for hovedpersonen umiddelbart som løsningen på mange af dagligdagens problemer.

I tråd med meget af den nye danske dramatik, vi ser nu, leverer Den sidste bølge ikke en løsning på problemerne, men forsøger at spejle en vestlig prototype, blandt andet gennem karakterer der generelt i højere grad er typer, end de er væsner med en dyb psykologi. På den måde stiller forestillingen sig kritisk overfor det moderne menneske, og man kan se den som en kommentar på ønsket om altid at komme et andet sted hen, end det sted man er fremfor at fokusere på det, der i meningsløsheden trods alt giver mening.
Stykket leger med monotonien og længden af scenerne med sine få og små dramatiske spændingstoppe. Det er et modigt valg, der passer godt til tematikken og skildringen af karaktererne, men som i dette tilfælde af og til får scenerne til at mangle en retning. Dertil kommer, at to af karaktererne nærmest forsvinder eller i hvertfald transformeres betydeligt efter rumrejsen, hvilket bevirker, at deres udvikling ikke bliver behandlet. Det kan derfor være svært at se, hvilket formål skildringen af deres karakterer, og særligt  fremførelsen af deres monologer, i den første del tjener.

Af: Peter-Clement Woetmann
Iscenesættelse: Johan Sarauw
Scenografi: Ida Grarup Nielsen
Medvirkende: Christian Hetland, Bue Wandahl, Mette Døssing
Fotos: Anna Marín Schram

Forestillingen spiller på Studio på Aarhus Teater fra d. 28. april til d. 24. maj.