Jesus Christ Superstar

Jesus Christ Superstar

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Traditionen tro har Aarhus teater denne sæson givet sig i kast med en musical, denne gang Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices rockopera “Jesus Christ Superstar”, som ligeledes er blevet anerkendt som en af hvor tids store musicalklassikere. Som navnet antyder, omhandler musicalen Jesu historie, navnlig centreret om den tragedie, der fandt sted i dagene op til korsfæstelsen, som vi i dag bygger vores tradition om påske på.

I musicalen bliver publikum introduceret til hele historien lige fra dagene op til skærtorsdag og helt frem til korsfæstelsen. Man får lov til at sidde som fluen på væggen, gennem Jesu kampe med ordensmagten, tvivlen i hans eget sind og den tvivl der ender med at skille ham og Judas ad. Musicalen er kendt for dens anderledes vinkling på historien om Jesus, da den tør at bryde med normen, og lige såvel inddrager Judas’ perspektiv til at belyse historien. Musicalen er ligeledes også kendt for at være noget af et udstyrsstykke og for sine storslåede arrangementer, hvilket selvfølgelig også ligger et vidst forventningspres på Aarhus Teaters produktion, og skaber en hel del at leve op til.

Et råt og dystert univers

Opsætningen på Aarhus Teater ligger godt fra start ved at skabe et gennemgående råt og dystert univers, både gennem brugen af scenografi og kostumer. Universet bliver som udgangspunkt formet af brugen af scenen, hvor alle sider af scenen undtagen gulvet er beklædt med kolde og rå murstenslignende klodser. Udover at have en æstetisk visuel funktion spiller murstenene også en stor rolle i forhold til arrangement og spillestil, da de undervejs i hele forestillingen flittigt bliver brugt til at gøre scenerummet større. Hos publikum skabes der det ene overraskelses- og spændingsmoment efter det andet, når alle leder og kanter af scenen bliver udforsket som klatrevæg. Kostumerne spiller godt sammen med scenografien i skabelsen af universet, de ligger den samme dystre og rå stil for dagen, hvor kun enkelte karakterer som Pontius Pilatus spillet af Jacob Madsen Kvols, og Herodes spillet af Mathias Flint skiller sig ud ved at afspejle den pomp og pragt, figurerne også udstråler. Kostumer, scenografi og brugen af scenerummet går sammen i en højere enhed og skaber et absolut gennemført univers. Det stærke univers får dog ikke mulighed for at komme helt til sin fulde ret, da de billeder, der skal være med til at skabe historien undervejs, til tider ikke trænger stærkt nok igennem.

Indlevelsen glipper

Når man arbejder med en musical som ”Jesus Christ Superstar”, hvor historien fortælles primært gennem musik og sang og kun med meget få replikker, bliver de billeder, der skal være med til at fortælle den historie, der ligger i sangene og musikken yderst essentielle. Hvis billederne ikke trænger stærkt nok igennem, ender man med at tabe publikums indlevelse på gulvet, og historien ender i værste fald med at blive ligegyldig for det publikum, der sidder over for én. Dette gør sig desværre gældende i store dele af 1. akt i Aarhus Teaters opsætning af ”Jesus Christ Superstar”, de sceniske arrangementer hvor der indgår store menneskemængder har en tendens til at blive rodede, derfor er der en risiko for, at publikums forståelse af scenerne ender med at blive svækket. Ligeledes lader det til, at disse til tider rodede arrangementer forstyrrer skuespillernes indlevelse i historien, hvilket i høj grad også påvirker publikums indlevelse. Manglen på struktur i enkelte af scenerne i 1. akt og manglen på indlevelse ender desværre med at overskygge de ellers flotte musikalske præstationer fra musikere og sangere. Forestillingen tager dog revanche i 2. akt, hvor stilen lader til at være mere stram og struktureret, hvilket hjælper med til at gøre billederne mere klare og tydelige, og skærper både skuespilleres og publikums indlevelse i langt højere grad end i 1.akt.

Hvor man som publikum i 1. akt, var på nippet til at have en manglende forståelse for, hvorfor Jesu historie overhovedet er relevant for os den dag i dag, så får man en meget større indlevelse med karaktererne og deres historie i 2. akt, og forstår lige pludselig, hvorfor denne historie, stadig er så vigtig at fortælle.

Det er især de små brud med formen der kommer i 2. akt, der er med til at tydeliggøre billederne i forestillingen. Et af disse brud finder blandt andet sted, under ”Kong Herodes Sang”, hvor Kong Herodes spillet af Mathias Flint, indtager scenen med al sin pomp og pragt med et kæmpemæssigt guldslæb, og guldbeklædte robotlignende undersåtter. Denne scene har ligeledes en klar kabaret følelse over sig, hvilket i sammenspil med det overdådige set up Kong Herodes ligger for dagen er med til at skabe en distancering til forestillingen hos publikum. Da denne distancering er med til at bryde med formen, formår den at sætte publikum i en position, hvor de bedre kan sætte sig uden for forestillingen, og derfor i højere grad kan sætte sig ind i de mange forskellige perspektiver, der arbejdes med undervejs, hvilket skaber en større forståelse for den historie, der bliver fortalt.

Der udføres generelt et meget essentielt karakterarbejde af både Mathias Flint som spiller Kong Herodes og Jacob Madsen Kvols som spiller Pontius Pilatus, begge nogle meget markante karakterer, der skiller sig ud. Det tydeligt store arbejde, der har ligget i at opbygge de to karakterer, bærer klart frugt, og er med til at forstærke publikums indlevelse i 2. akt.

På trods af at opsætningen af ”Jesus Christ Superstar” på Aarhus Teater virkelig ligger sig i selen for at leve op til musicalklassikerens eftermæle, med storslået musik, sang, en flot og gennemført scenografi og et gennemtænkt råt univers, så evner den ikke at bære byrden fra Andrew Lloyd Webber og Tim Rice på sine skuldre. Det at forestillingen har så meget at leve op til over hele linjen, lader til at være en hæmsko, der gør at man ikke har turde at bryde nok med formen, og gøre den anerkendte rock opera helt til sin egen. De få gange, hvor der dog trædes ud af comfort zonen, virker det, og er med til at gøre forestillingen mere levende. Denne mangel på mod til at bryde formen, er desværre også med til at skabe en klar uligevægt, hvor 2. akt står meget stærkere og tydeligere frem end 1. akt, hvilket generelt påvirker publikums indlevelse i forestillingen.

Af: Andrev Lloyd Webber og Tim Rice
I oversættelse ved: Kenneth Thordal
Iscenesættelse: Elisabeth Linton
Scenografi: Palle Steen Christensen
Kostumedesign: Maria H. Gyllenhof
Koreografi: Signe Fabricius
Musikalsk arrangær og præproduktion: Jens Hellemann
Lysdesign: Mikael Sylvest
Lyddesign: Lars Gaarde
Alt. Kapelmester:  Søren Bigum
Medvirkende: Simon Mathew, Cecilie Stenspil, Mikkel Kaastrup–Mathew, Mathias Flint, Jacob Madsen Kvols, Ashok Peter Pramanik, Jens Gotthelf, Thomas Sigh, Michaek Lundbye SlebsagerIngeborg Børch, Miles Hoare, Suad Demirovic, Andrea Schirmer, Stine Rønne, Carlos Rodas, Mariann Mikkelsen, Daniel Trellborg Hansen, Nikoline  Breienholt Janum

Forestillingen spiller på Store scene på Aarhus teater fra den 22. april – 3. juni