Grounded

Grounded

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Teatret Svalegangen har de givet sig i kast med en Danmarkspremiere på Broadway-successen ”Grounded”, der er skrevet af George Brant. Teksten behandler stærke tematikker om moderne krigsførelse fra droner samt posttraumatisk stress. Det er nogle meget aktuelle og vigtige tematikker, men desværre går dette indhold tabt i denne opsætning.

”Grounded” er en monolog, som handler om en kvindelig jægerpilot. En af de absolut bedste, som har været med i krigen i Irak og Afghanistan. Da hun møder sin mand Eric og får et barn med ham, vender hendes verden. Hun kan ikke længere komme tilbage til sit elskede job. Pilotsædet bliver skiftet ud med en kontorstol, hvor hun skal indgå i et team om at føre dronekrig. Dag ud og dag ind sidder hun og kigger på en skærm og affyrer bomber. Hun ser de mange ofre sprængt i stumper, og langsomt begynder arbejdet at sætte sig i hende som hjemsøgende traumer.

Et overdrevet energiniveau

Man opdager ret hurtigt som publikum, at det væsentlige i denne iscenesættelse er en spillestil, som er meget stereotyp. Det er indlysende, at man har ønsket at skabe en karakter, der viser en kvinde i et mandejob. Det kommer til udtryk i hele skuespillerens tilstedeværelse. Hendes fysiske positioner og stemmeføring markerer en klar maskulinitet. Det er desværre også det, der bliver problemet for denne iscenesættelse. Med en insisteren på et konstant energiniveau, kommer man aldrig som publikum til at forstå, hvad hun fortæller os om. Man kan høre de følsomme emner i hendes replikker, men man kan langt fra mærke dem komme fra et virkeligt menneske, som man i dette tilfælde helst skal kunne leve sig ind. Der mangler simpelthen noget variation i spillestilen, da man som tilskuer nærmest bliver tabt på gulvet fra starten i mødet med denne figur, da hun taler hen over hovedet på en og ikke inviterer en med ind i hendes historie. Selv da den posttraumatiske stress er blevet tydelig hos hende, disharmonerer tekst og flow desværre pga. det konstante energiniveau. Man oplever som publikum desværre aldrig, hvad der egentlig er på spil, og hvor faren lurer.

Det samme gælder desværre for brugen af virkemidler, hvor arbejdet med lys ligeledes får filmen til at knække delvist. Med den meget åbne scenografi og hvide, opløftede platform står fokus klart for publikum. Det er jægerpiloten, man skal kigge på i hendes ageren. Men her bliver lyset en alt for stor faktor med mange små lys-skift, som ikke virker til at være motiveret i forhold til handlingen. Det forstyrrer nærmere det samlede billede.     

Potentialet ligger i teksten

Som nævnt er der produceret en meget simpel scenografi, hvori karakteren bliver central. Scenografien fungerer rigtig godt for teksten og det fysiske arrangement. I sig selv understreger den, hvad der er på spil i teksten, da den buede platform står i en 45 graders vinkel, så vores jægerpilot på den måde kan rutsje fra toppen til bunden, hvilket hun også gør flere gange. Det er et godt eksempel på, hvordan man på simpel vis kan vise dette krigsskifte, der i de sidste år er foretaget. Før i tiden var piloterne selv oppe i luften og kunne være fysisk tilstede, men nu sidder de på landjorden i et simpelt kontor og styrer droner. Her er teksten blevet læst rigtig godt, for man kan virkelig mærke tekstens potentiale med et brændende aktualitetstema om krigsetik.

Der er desuden nogle gode scener, hvor hun befinder sig i et indkøbscenter sammen med sin datter og pludseligt bliver optaget af overvågningskameraet. Hun kan ikke slippe tanken om, at datteren bliver overvåget, for som hun siger, er datteren ikke skyldig og hendes klapvogn er ikke nogen jeep, der skal skydes ned. Derudover er scenerne på hendes kontor, hvor hun skal affyre bomber, også godt konstrueret, da salen nærmest mørklægges med udelukkende lys på jægerpiloten, der siger et sagte ”boom” for hvert skud. Det er bare problematisk, når det samlet set udgør 15 min. af forestillingens i alt 100 min., hvor man gerne skulle være med hele vejen. Det er jeg desværre bare ikke.

Jeg er ikke med i dette ellers højspændte drama, da spillestilen med sit energiniveau flyver hen over hovedet på mig, og man når aldrig ind til sagens kerne. Man når aldrig ind til karakteren for at mærke hendes brændpunkt. Man forstår ikke hendes reaktioner, da man som tilskuer ikke bliver inviteret ind. Derfor bliver følelserne og problematikkerne i teksten aldrig vigtige, selvom de tydeligt kan høres i replikkerne. Men overgangen fra tekst til scene har desværre ikke været fuldbragt.

Af: George Brant
Oversættelse: Kristian Erhardsen
Iscenesættelse og scenografisk idé: Lars Junggren
Scenografisk og konsulent: Aleksandra Lewon
Kostumer: Bodil Buonaventzen og Aleksandra Lewon
Lysdesign: Steffen Iltfeldt
Lyddesign: Anton Bast
Medvirkende:
Kaja Kamuk

Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen fra d. 22. april til d. 13. maj