Himmel uden fugle

Himmel uden fugle

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Odense Teater har de urpremiere på dramatiker Julie Maj Jakobsens ”Himmel uden fugle”. En tekst, der stiller spørgsmålstegn ved vores frihedsopfattelse, og hvordan fangenskaber kan opstå igennem menneskelige relationer. Teaterdirektør Jens August Wille har instrueret dette nye stykke dramatik, der er karakteriseret ved en postepisk stil, hvor publikum bliver inviteret med til at undersøge det store spørgsmål – hvad er frihed?

Handlingen udspiller sig igennem et multi-plot. I forestillingens prolog møder vi samtlige syv karakterer fortælle om en sommeraften med alt, hvad der hører til – bortset fra fuglene på himlen. Hvor er friheden? Prologen efterfølges af mødet med Simon, der løslades fra fængslet og først nu føler sig fanget. Fængselsbetjenten Diana, der bag den hårde facade skjuler en barndom båret af svigt. Vi møder Martin, der længes efter sin fortid som stofmisbruger, men nu lever et kernefamilieliv med lægehustruen Hannah, der selv frygter livets muligheder. Vi møder endvidere ægteparret Lotte og Bo samt deres datter Helena, som drømmer om at tage til USA for at udleve sin drøm som svømmer og slippe væk fra familien. Bo har fået konstateret prostatakræft og ser det som en mulighed for at starte forfra, mens Lotte bærer på et savn af en bortadopteret datter. De forskellige livshistorier sammenflettes, da karaktererne kender hinanden på kryds og tværs, hvilket afsløres step-by-step for publikum. Alle oplever deres eget fangenskab og søger efter at kunne gribe friheden, men de ved bare ikke hvordan.

Undersøgelsen af friheden

Frihedstematikken er skildret igennem en postepisk stil, som er et ganske enestående greb for forestillingens møde med publikum. Stilen er efterkommer af den episke dramaturgi, som blev defineret af den tyske dramatiker Bertolt Brecht i 20’erne. Denne teaterform tror på, at verden er foranderlig, og formålet med formen var at belære publikum, der helst skulle få lyst til at ændre på verden efter endt forestilling. Dette opdragelseselement kom blandt andet til udtryk igennem skuespilleren, der kunne træde ind og ud af rollen og kommentere på begivenhederne overfor publikum. Det postepiske har arvet denne tradition, men her er formålet et andet. Kort sagt kan den episke spillestil beskrives gennem det belærende udråbstegn, mens den postepiske stil viser sig i det undersøgende spørgsmålstegn. Det postepiske vil undersøge og ikke opdrage. Den møder så at sige sit publikum på lige fod. Det fungerer sublimt for både tekst og iscenesættelse, da den enkelte tilskuer i højere grad er med i overvejelserne og kan spejle sig i de syv frihedsfrustrerede karakterer, hvilket netop virker til at være forestillingens mission. Skuespillerne skal ligeledes have ros for at bevare en troværdighed i deres ind- og udtrædelse af rollen.

Himmelen uden fugle - Foto: Emilia Theresejdklasjlkdajldk

Det postepiske møder vi i denne fortælling gennem de medvirkende, der altså kan gå ind og ud af deres figur og med en tredje persons fortæller berette publikum om figuren, som var det en højtlæst regibemærkning. Vi kredser derfor i flere lag om hver enkelt karakter. Tekstens postepiske stil bliver fulgt godt op af iscenesættelsen, hvor stilen endvidere viser sig hos de medvirkendes fysiske tilstedeværelse i de forskellige scener. Deres mulighed for at træde ind og ud af karakteren gælder nemlig ikke kun i deres egne scener men også i de andre, hvor de kan være vidne til en anden karakters frustration og længsel efter frihed. De kan både betragte sig selv og hinanden. På den måde skærpes en fælles kontakt i det intime teaterrum og vores fælles ærinde om at undersøge, hvad frihed egentlig er for en størrelse. Det gør endvidere vores møde med historierne mere sårbart og intenst i scener, hvor eksempelvis Lotte og Helena bliver vidner til, at deres mand og far fortæller en fjerde karakter om sin længsel efter at starte et helt nyt liv væk fra det velkendte.

Bristede fugle

Som nævnt formår iscenesættelsen at viderebringe tekstens dramaturgi og give den krop i et teaterrum. Dette gælder også for den minimalistiske scenografi, hvis bagkulisse udgøres af en række LED-skærme, der kan agere som eksempelvis en terrassedør. LED-skærmene fungerer både som en stedsindikator med billeder af blå himmel og ligusterhække og som en stemningsskaber igennem lysdesigns. En god effekt til at understrege den handling, der bliver udspillet på scenen. I enkelte scener får billederne dog også lov til at vise sig med en ”fejl i signalet”. Dette viser sig særligt i overgangene mellem de forskellige scener, hvor et idyllisk baggrundsbillede pludselig går i flimmer, indtil et nyt billede viser sig i den næste scene. Men der er også eksempler på, hvor en flig af fejlen får lov til at blive på baggrundens smukke sommerhimmel. Disse visuelle elementer bliver ledsaget af indsatte koreografier udført af skuespillerne. Eksempelvis i en overgang fra en grillscene, hvor samtlige skuespillere holder på grill, bord og stole og vipper det ned ad, indtil det brager mod gulvet. Herefter bliver deres kroppe nærmest ustyrlige og går i spasmer.

l.m..m.

Der er helt klart noget, der ikke fungerer hos disse mennesker. De mangler noget. De vil slippe ud af deres relationelle fangenskaber og springe ud i friheden. Men det er ikke let, og det står på ingen måde soleklart for nogen af dem, hvordan denne frihed ser ud. Fortællingen starter som den slutter – i en fælles epilog her med Nick Caves ”Into my arms” sunget af alle medvirkende. En sørgmodig afslutning, der alligevel bærer en tro på, at der håb for friheden. Måske eksisterer den allerede. Dette nye stykke dramatik er virkelig et bekendtskab værd på alle måder. Alle facetter spiller super godt sammen, og både dramatiker og instruktør har formået at skildre nogle eksistenser, der ser publikum i øjnene med sine længsler og spørger til, hvad frihed egentlig er. Vi skal alle som individer forholde os til den. Spørgsmålet er bare – hvordan?

5-stjerner

Af: Julie Maj Jakobsen
Iscenesættelse: Jens August Wille
Scenografi og kostumer:
Nicolaj Spangaa
Koreografi: Sofie Christiansen
Lysdesign: Mikkel Givskov
Lyddesign: Todd Sarfaraz
Medvirkende:
Morten Brovn, Louise Davidsen, Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Peter Gilsfort, Hanne Hedelund, Mette Kjeldgaard Jensen
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Værkstedet på Odense Teater fra d. 6.april 2017 til d. 6. maj 2017