Recent Posts

Breaking News

Breaking News

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen har de netop haft premiere på et stykke ny dansk dramatik, hvor massemedierne er i centrum. Forestillingen kredser om vores forhold til den vanvittige mediestrøm, som vi udsætter os selv for, og den undersøger, hvordan det påvirker vores […]

Mæt af dage

Mæt af dage

Af Julia Tonsberg På Teatret Svalegangen kædes den højaktuelle debat om aktiv dødshjælp sammen med virtual reality i forestillingen ”Mæt af dage”. Her møder vi Karen (Anna Nøhr Tolstrup), der er en ung kvinde med livet foran sig, men som kun ønsker at gøre en […]

MANhouse 2.0

MANhouse 2.0

Af Julia Tonsberg

MANhouse 2.0 er efterfølgeren til WOMANhouse, som Emilie anmeldte i sidste uge, og er derfor også en del af serien fra Himherandit Productions, der gæster Aarhus i forbindelse med The Genderhouse Festival. Udforskningen af identitet og køn fortsætter i MANhouse 2.0, og ligesom i WOMANhouse gøres det ved at lade kvinder spille mandlige figurer i ønsstereotype fremstillinger af manden. Med blandingen af det maskuline og det feminine åbnes der i forestillingen op for at indlæse nogle mere komplekse forståelser af kønnet, end det der begrænser sig til at handle om, hvad der skal til for at man(d) er en rigtig mand.

Fokus på pianist og performer

Da vi træder ind i salen, er den eneste form for scenografi, der møder os, det klassiske røde scenetæppe, som indskrænker spillerummets plads ved at lukke af for den øvrige del af scenen. Her præsenteres vi for den centrale figur i forestillingen; en mand, der synes at kæmpe med at finde sig tilpas i situationen og forsøger at etablere kontakt til publikum. Han skiftevis arbejder med sit bevægelsesmønster og mellem at henvende sig til publikum på en overdrevent komisk, farcelignende måde. Manden markerer slutningen på denne indledende del, da han går om bag scenetæppet, hvorefter tæppet trækkes fra, og et noget større scenerum afsløres. Her, i forestillingens anden, og efter min mening, centrale, del, afsløres et dybt scenerum, hvor gulvet er beklædt med hvidt dansevinyl. Et sort flygel, hvorved en pianist sidder, står på gulvet, og et sort mikrofonstativ er placeret i forgrunden. På gulvet ligger en mikrofon, hvis ledning elegant snor sig som en slange henover det hvide underlag og for enden, ved selve mikrofonen, ligger manden på gulvet. Den enkle scenografi retter fokus mod forestillingens to figurer: manden og pianisten. De befinder sig begge nogenlunde centralt på scenen forestillingen igennem, hvor de bliver oplyst af varme spots. Pianisten bliver siddende ved sit flygel, mens danseren fra gulvet kæmper med sine bevægelser, og derfor heller ikke bevæger sig meget væk fra udgangspunktet. Det stilrene billede af de to figurer, der kæmper hver sin kamp for at lykkes, får lov at være omdrejningspunktet i den minimalistiske scenografi. Hele forestillingens æstetik er enkel, og man kan med dens varighed på kun godt 30 minutter rose skaberne for at have fokuseret dens budskab ved at skære overflødige elementer væk.

 

Fin balancegang mellem det lukkede og det åbne

Det stilrene scenerum gør, at man som tilskuer får plads til at fortabe sig i detaljen og fokusere på egen tolkning af forestillingen. Dramaturgisk balancerer forestillingen meget fint mellem det åbne, hvor der ingen svar gives fra afsenders side, og det lukkede, hvor det er tydeligt, hvad skaberne vil have os til at tænke. Det er ingen nem balancegang, særligt ikke for en forestilling, der i høj grad benytter sig af performancegenrens greb, og derfor er det også her forestillingens force ligger. Balancen udgøres ikke kun af det, der sker i selve forestillingen, men også af forestillingens kontekst, som i høj grad er med til at præge min forståelse af det, jeg ser på scenen. Da den indgår i The Genderhouse Festival og er skabt af Himherandit Productions, rammesætter det mine forventninger til forestillingen og præger dermed min tolkning i en retning, hvor jeg søger efter forestillingens relation til temaet køn og identitet.

Den skrabede æstetik gør mig særligt opmærksom på de enkelte komponenter i forestillingen. Jeg bemærker flere kontraster, heriblandt det sorte flygel på det hvide dansevinyl og mandens bevægelser, der både er krampagtige, idet han ligger på gulvet og senere elegante i oprejst positur, hvor han danser yndefuldt svævende henover gulvet. På et tidspunkt bliver jeg opmærksom på en indrammet stolebunke i venstre side af scenen, som jeg fornemmer skal fungere som et forstyrrende element i det scenerum, man ellers synes at have afkodet. Her er også en kontrast: stolene ligger rodet indover hinanden, men er samtidig indrammet af et sort kvadrat, så det minder om en kunstudstilling. Hvad det skal symbolisere, er svært af afkode. Måske rod under ordnede forhold, et forsøg på at sætte alt, hvad der roder ind i en ramme, så det virker mere overskueligt og forståeligt.

Der er også den kontrast, der rækker udover fiktionen, i det, at ”manden” i virkeligheden er en kvinde, der er forklædt som en mand. I forlængelse af min kommentar om rammesætningens indflydelse på receptionen, her The Genderhouse Festival, virker det også som en del af forestillingens pointe, at vores vante opfattelser af modsætningspar, herunder det binære kønssystem bestående af mand/kvinde, skal udfordres. Betydningen af forholdet mellem performeren og rollen er ikke entydig og kan stikke i mange retninger. Det kan læses som en konkret fortælling om en mand, der ikke føler, han kan være sig selv, fordi han forsøger at passe ind i en kønskasse, han ikke føler sig tilpas i. Det kan også opfattes som en skildring af en mere kompleks identitetssøgen, hvor det vi typisk opfatter som det maskuline og det feminine sameksisterer i én og samme person, og ikke blot kan reduceres til et spørgsmål om kønsidentitet.

Musikkens sanselige og dramaturgiske funktion

Musikken, der bliver leveret live af pianisten, giver stemning og nerve til forestillingen, men fungerer også dramaturgisk. Pianisten udvikler sit spil fra at være en enkelt tone, der gentages til at være akkorder, for til sidst at blive til flydende klaverspil. Pianistens blik er rettet mod performerens bevægelser på gulvet, mens tonerne på flyglet sætter stemningen, retningen og hastigheden for performerens indre kamp, der tydeligt kommer til udtryk gennem den anstrengte mimik og gestik.
Med den store inddragelse af lige dele moderne dans og livemusik, bliver MANhouse 2.0 en meget sanselig oplevelse. Klaverspillet, der udvikler sig til at være inderligt og dramatisk mod forestillingens slutning, gør, sammen med pianistens fysiske tilstedeværelse i rummet, forestillingen dragende og intens.

I program- og hjemmesideteksten til forestillingen, fremgår det, at den handler om at stræbe efter det perfekte. I den forbindelse kommer jeg til at tænke over, hvilket udtryk for det perfekte denne forestilling forsøger at fundere over. Frygten for at fejle foran et publikum i den konkrete, reelle performancesituation er nem at få øje på, men havde det været hele pointen, havde den kvindelige performer ikke behøvet at være forklædt som mand. Perfektionen bliver i relation til køns- og identitetstematikken et spørgsmål om at kunne føle sig tilstrækkelig, selvom man er anderledes end majoriteten og/eller om at have lige muligheder, ligegyldigt hvilket køn, seksuel orientering eller kønsidentitet, man har. I MANhouse 2.0 er det konkretiseret ved muligheden for at bevæge sig, som man finder mest naturligt uden at blive stemplet af omverdenen. Det køns- og identitetstematiske fungerer godt sammen med den konkrete, performative situation, hvor performerne kan frygte at fejle foran et publikum. Det gør, at forestillingen i høj grad handler om noget almenmenneskeligt, og derfor er relaterbar uanset, hvor meget eller hvor lidt man umiddelbart adskiller sig fra majoriteten. På den måde skildrer MANhouse 2.0 både de individuelle, universelle følelser og går i kødet på samfundsmæssige strukturer.

 


Instruktør/koreograf: Andreas Constantinou
Performer: Hilde Sandvold
Musiker/pianist: Vago Tedosio
Lyd- og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Beethoven, Vago Tedosio
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora fra d. 18 til d. 21. september.
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september.

ReDoing GENDER 2.0

ReDoing GENDER 2.0

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Allerede da vi går ind ad dørene til Bora Boras store scene, er forestillingen ReDoing GENDER 2.0 startet. På scenegulvet er der en hvid firkant, som er lavet af hvidt dansevinyl. Firkanten er lyst op og resten af det ellers store […]

WOMANhouse

WOMANhouse

Af Emilie Hackenberg Alstrup I september løber The GENDERhouse Festival af stablen på forskellige scener i Aarhus, og her har man mulighed for at opleve en række forestillinger, udstillinger og foredrag, der alle adresserer temaer som køn, seksualitet og identitet. På Bora Bora har de […]

Biedermann og brandstifterne

Biedermann og brandstifterne

Af Emilie Hackenberg Alstrup

På Scala afsluttes Aarhus Teaters sæson med klassikeren ”Biedermann og brandstifterne” af Max Frisch fra 1958, der adresserer vores alles indre Biedermann, som så gerne vil tro på det gode i mennesket, men som dermed også lukker øjnene for det onde, der lurer lige om hjørnet.

I forestillingen møder vi hovedkarakteren Biedermann, der bor i en by, hvor man næsten dagligt hører om brandstiftelser i avisen. Det er en stor frygt for både Biedermann og konen Barbette, men Biedermann bliver alligevel smigret af vagabonden Schmitz, der kalder ham et godt menneske. Schmitz bliver indlogeret på Biedermanns loft, og snart kommer også Schmitz’ ven Eisenring til huset. Biedermann opdager, at de to fremmede gemmer benzintønder på loftet, og han er nu fanget mellem frygten for, at huset bliver brændt ned og sin fastholdelse i at tro på det gode i mennesket. Men han fortsætter med at tro på det gode. Erkendelsen kommer først til Biedermann efter, at huset er brændt ned, da han og Barbette kommer til helvede, hvor Schmitz og Eisenring er djævle.


Stærk æstetisk opsætning
Scenografien spiller en betydelig og effektfuld rolle i denne opsætning. Biedermanns hus er centralt placeret på scenen i to etager, hvor vi både kan følge med i stueetagen, hvor Biedermann og Barbette befinder sig, og på loftet, hvor Schmitz og Eisenring tumler rundt med benzintønderne. Denne scenografi er med sine vægge, gulve, døre og møbler udelukkende skabt i træ. Det har den effekt, at brandfaren er ekstra symbolsk alarmerende, men samtidig står det også godt til selve publikumsområdet på Scala, hvor væggene i forvejen også består af trælameller. En tjekket visuel detalje, der både tjener den brandfarlige tematik og inviterer publikum ind i de relaterbare dilemmaer hos Biedermann. Det er ligeledes en god effekt, at selve huset kun fylder det midterste af det store scenerum, da det nemlig understreger den klaustrofobiske fornemmelse for den fare, der lurer om hjørnet samt komiske situationer med ind- og udgange af døre.

I det hele taget er det en forestilling, hvor samtlige i det kunstneriske team har fået lov til at spille med musklerne – tilmed på en måde, hvor elementerne spiller utrolig godt sammen. Scenografien bliver flot suppleret af lysdesignerens arbejde med scenerummets bagvægge, der glidende skifter i lyssætninger afhængigt af stemningen, og lyddesignerens arbejde, hvis virkemidler også spiller en særlig rolle i at understrege den lurende katastrofe. Forestillingen er virkelig æstetisk vellykket, og iscenesætteren har ligeledes formået at udnytte rummets muligheder for nogle energifyldte arrangementer, der skaber en dynamik i spillet samtidig med, at skuespillerne leverer nogle stærke komiske og dramatiske præstationer.


Levn fra fortiden
Som nævnt har vi at gøre med et skuespil fra 1958, og her kan man også mærke, hvad forestillingen tager med sig herfra. Aarhus Teaters kor har fået lov til at medvirke i rollen som brandkoret, der er skabt af dramatikeren selv. Koret har den funktion, som det også havde i det antikke teater, at det er en medfortæller og tit en direkte kilde til forestillingens budskab. Koret var efter anden verdenskrig også populært som en slags ’verfremdungseffekt’, der er med til at adressere publikum og vække en kritisk stillingtagen hos dem. I denne iscenesættelse kommer korets replikker til udtryk via nykomponerede korarrangementer fremfor blot at blive fortalt til publikum. Det er et friskt pust i denne opsætning, hvor det gamle element ikke fremstår som et støvet levn fra fortiden. Koret står stærkest i sine seancer med Biedermann, hvor man virkelig får et indblik i hans spekulationer. Det skal dog alligevel understreges, at det ikke altid var lige nemt under forestillingen at forstå alt, hvad de sang. Så selvom det var rart at høre dem synge fremfor at tale, så var det dog ikke uden ulempe.

Men der er dog også nogle levn fra fortiden, som er mindre vellykkede for den moderniserede opsætning. Her er der tale om en anden verfremdungseffekt, der kommer til udtryk gennem Barbette, som i to omgange placerer sig i et spot og taler direkte til publikum. For mig at se var det ikke nogle nødvendige øjeblikke at bevare, da vi alene igennem det øvrige spil forstår frygten for de mulige brandstiftere på loftet. Dernæst er der hele helvedesakten i slutningen, hvor vi møder de øvrige karakterer som djævle, en engel og en marekat. Det har selvfølgelig den indlysende effekt, at vi forstår, at de befinder sig i netop helvede, og at grotesken for Biedermanns tilværelse selv i det hinsides ingen ende vil tage. Det stærkeste øjeblik i opsætningen er også inden da, hvor huset brænder, sirenerne larmer og alle røde lamper er tændt, mens Biedermann i bedste naive stil gentagende fastholder: ”Det er heldigvis ikke hos os! Det er heldigvis ikke hos os! ”. Fortællingen slutter ikke her, for vi har brug for at opleve Biedermann i erkendelsen i helvede, hvor han for alvor indser, hvem han åbnede sit hjem for.

Men når det så er sagt, så er denne del hos Max Frisch også markeret som et efterspil til de øvrige handlinger, og det kan man også mærke i iscenesættelsens spændingsopbygning og budskab, hvor luften går lidt af ballonen. Det var så stærkt, da Biedermann selv i de brændende minutter ikke ville indse sin naivitet. Dette øjeblik glemmer man desværre lidt i efterspillet i helvede, da akten tidsmæssigt bliver trukket lidt langt. Man kunne sagtens have skåret i teksten, og på den måde optimeret konsekvensen af begivenhedernes gang. Derudover kan man, set med mine øjne, sagtens forstå symbolikken og komikken i marekattens medvirken uden, at den behøver at lave en masse abelyde og abebevægelser. Det skærper selvfølgelig det groteske, men det fjernede mig også mere fra den gribende alvor, jeg lige havde oplevet før helvedesilden. Men som sagt mener jeg heller ikke, at man skal fjerne dette efterspil fuldstændigt, fordi det netop giver mulighed for en erkendelse hos Biedermann, og det groteske i situationen er også med til undgåelsen af et moraliserende ekko. At opleve Biedermann i helvede giver nemlig publikum mulighed for at forstå Biedermann i både hans selvforblindelse og selverkendelse, og på den måde giver det også den genklang hos publikum, at vi alle besidder en indre Biedermann, der gerne vil tro på det gode, men som også oplever risikoen ved det efterfølgende.

På Aarhus Teater har man skabt en stærk visuel og velspillet iscenesættelse af ”Biedermann og brandstifterne”, der er med til at aktualisere forestillingens tematik om frygten for det fremmede, som kan spejles i flygtningekrisen og terrorspekulationer. Men forestillingen indeholder dog også nogle levn fra fortiden, som godt kunne have brugt en ekstra kærlig hånd i bearbejdelsesprocessen.

 

Af: Max Frisch
Oversættelse: Jørgen Engberg
Iscenesættelse: Christian Tafdrup
Scenografi: David Gehrt
Komposition af recitativer: Sune ‘Køter’ Kølster
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Morten Suurballe, Kim Veisgaard, Holger Østergaard, Christian Hetland og Aarhus Teaters Kor
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater d. 18. maj til d. 15. juni

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Lørdag den 12. maj kl. 12 stod den traditionen tro på den årlige sæsonpræsentation på Aarhus Teaters Store Scene. Dette år havde teatret valgt at streame begivenheden live over Facebook, hvor jeg også fulgte med fra min computer, mens jeg sad […]

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Af Emilie Hackenberg Alstrup Det er forår, og den fornyede glæde og energi viser sig også hos landets teatre, der hvert forår har tradition for at præsentere repertoiret for den kommende sæson. Med det nye sæsonkatalog fra Teatret Svalegangen i hånden vil jeg se på […]

Lav sol

Lav sol

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Vi bliver ført ind i studioscenens hvidmalede rum, vi ser med det samme en stor kvadratisk firkant skabt af gennemsigtige skærme. Inde i firkanten er der yderligere fire kvadratiske rum, opdelt med gennemsigtige skærme, så man kan kigge ind til de andre rum. Vi går rundt om firkanten og kigger ind, mens billeder og videoklip projekteres op på skærmene. Der ligger to mennesker inde i firkanten. Det er lidt ligesom at være i zoologisk have og kigge ind i et bur.

Lav sol er denne sæsons fjerde og sidste forestilling på Studioscenen på Aarhus Teater. Den er ligesom sæsonens tidligere forestillinger en del af studioscenens nye koncept, hvor der arbejdes med at gentænke og udfordre teaterrummet og forholdet til publikum. Forestillingen sætter fokus på forholdet mellem den kunstige intelligens, som fylder mere og mere i vores hverdag, og os mennesker som bruger den.

Rammesat af den kunstige intelligens
Ret hurtigt i forestillingen inviteres vi ind i ”buret” og bliver introduceret for to personer, en mand og en kvinde, som vi aldrig får navnene på. De er klædt i hvide tætsiddende boxershorts og en hvid undertrøje, og fremstår på den måde meget neutrale. De henvender sig fra start til den kunstige intelligens, som de kalder for Ion. Ion består af en lettere mekanisk kvindestemme, som vi også kender det fra Siri på iPhones. Den kan svare på alt og gør alt, hvad den bliver bedt om, hvis den altså kan forstå, hvad den bliver bedt om. Ion bidrager samtidig også til at give en struktur til forestillingen, da den flere gange i forestillingen siger:

” klokken er 07.52, det regner, og du har ingen aftaler i dag.”

Klokkeslættet og vejret varierer, men replikken går flere gange igen, som et fast holdepunkt vi som publikum kan navigere efter i det ellers svært gennemskuelige univers.

En anden indikator på, at vi går videre til noget nyt, er når sangen ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” af Gustav Winckler bliver spillet. Det står i mange tilfælde som en skærende kontrast til det, der sker på scenen, da det ofte kommer efter nogle alvorlige og poetiske replikker.

Digitaliserede psykologsessions
Nogle af de scener, der står særligt stærkt, er scenerne, hvor kvinden står inde midt i rummet omgivet af lysstofrør, der lyser hende op. Hun har lukkede øjne og går rundt om sig selv, mens hun fortæller om en ferie, hun var på for længe siden. Vi kan mærke, at hun selv erindrer historien, mens hun fortæller den.  Historien går fra at være lys og fyldt med glæde til at være mørk og fyldt med sorg. Ion begynder at snakke til kvinden og stille hende spørgsmål, nærmest med en medfølelse i stemmen.

Man tvivler helt på, om det stadig er den samme stemme. Nogle minutter efter vender den mekaniske stemme tilbage med ordene:

”Session 443 er slut. Tæl ned fra 5.”

Det går op for os, at vi lige har været vidne til en digital psykologsession, hvor Ion har ageret psykolog.

De såkaldte ”psykologsessioner” optræder et par gange i forestillingen, og det er særligt i disse scener, at det bliver tydeligt, hvor svært den kunstige intelligens har ved at håndtere de menneskelige følelser.
Det bliver særligt fremtrædende i én scene, hvor kvinden er i gang med endnu en psykologsession. Hun bliver overvældet af sine følelser, mens hun fortæller og siger til Ion:

”Giv mig lige to sekunder.”

Præcis to sekunder efter svarer Ion, at der er gået to sekunder. Kvinden beder nu om 20 sekunder, det gør hun tre-fire gange, indtil hun bryder sammen. Ions system kan ikke håndtere kvindens sammenbrud, lysstofrørene begynder at blinke, indtil de går ud, og ”Gem et lille smil til det bli’r gråvejr” bliver spillet igen som et tegn på, at systemet er genstartet, og at vi nu går videre til noget nyt.

Hvis der havde siddet en rigtig psykolog af kød og blod foran kvinden, havde psykologen haft nok situationsfornemmelse til at vide, at to sekunder ikke bare er to sekunder. En psykolog havde også kunne være der som en skulder at græde ud ved under sammenbruddet. Men kunstig intelligens kommer ikke med indbygget situationsfornemmelse eller følelser, og derfor står kontrasterne mellem de menneskelige følelser og den mekaniske kunstige intelligens også især stærkt i disse scener.

Den reelle intimitet udebliver
Vi bliver godt nok inviteret ind i det bur, som den kunstige intelligens har sat manden og kvinden i, men det er som om, at selvom vi sidder helt tæt på dem, bliver der stadig opretholdt en usynlig ”fjerde væg” mellem os og skuespillerne. Scenografien skaber et ultraintimt rum, hvor skuespillerne i deres forskellige udbrud kommer helt tæt på os, men distancen mellem os som tilskuere og dem som skuespillere forsvinder aldrig helt. Ved at invitere os ind i ”buret” lægger forestillingen op til en udforskning af forholdet mellem ”scene” og publikum, men i dette tilfælde stopper udforskningen ved invitationen. Forestillingen er mere eller mindre bygget op af opbrudte scener og sanseindtryk sammenkædet med de to personers historier. Derfor er forestillingen til tider ret abstrakt i sit udtryk, hvilket den langt hen ad vejen lykkes med, men som publikum savner man lidt intimiteten, der kunne binde det hele sammen.

Forestillingen går lige i kødet på debatten om vores forhold til den teknologi, der omgiver os, og hvordan den er kommet til at fylde mere og mere i vores hverdag. Selvom der bliver arbejdet med et fremtidsscenarie i forestillingen, føles det skræmmende nok ikke så langt væk fra den verden, vi lever i.

Teksten bidrager til et mere abstrakt og ukonkret lag i forestillingen gennem dens poetiske form, men der kommer den flotte og stilsikre scenografi og den gennemtænkte iscenesættelse ind og giver forestillingen en større sammenhængskraft. 
Gennem sammenspillet mellem de tre elementer får forestillingen meget tydeligt fortalt, hvordan den mener, at den kunstige intelligens vil komme til at påvirke os; Den vil nedbryde os, indtil vi er helt tilbage til kun at bestå af amøber og bakterier ligesom ved begyndelsen af jordens eksistens. Forestillingen er meget sikker i sin æstetik og i sit budskab, men mangler reelt at bringe intimiteten ind i det ellers intime rum for at binde det hele sammen.

Af: Peter-Clement Woetmann
Bearbejdelse og iscenesættelse: Sargun Oshana  
Med tekstfragmenter af de medvirkende
Scenografi: David Gehrt
Medvirkende: Sofia Nolsøe og Alvin Olid Bursøe
Foto: Anna Marín Schram

Forestillingen spiller på Aarhus Teaters studioscene fra d. 4. maj til d. 30. maj. 

 

En giftig mand

En giftig mand

Af Julia Tonsberg En mand ligger på en hård forhøjning midt på scenen, da vi træder ind i salen. Han er klædt i hvidt og ligner en, der er faldet udmattet omkuld. Krop og ansigt vender klæbrigt ned mod gulvet, så vi kun kan gisne […]