Recent Posts

En giftig mand

En giftig mand

Af Julia Tonsberg En mand ligger på en hård forhøjning midt på scenen, da vi træder ind i salen. Han er klædt i hvidt og ligner en, der er faldet udmattet omkuld. Krop og ansigt vender klæbrigt ned mod gulvet, så vi kun kan gisne […]

Grab Them By The Pussy

Grab Them By The Pussy

Af Julia Tonsberg På Teatret Svalegangen bliver den omdiskuterede feminisme lige nu taget under kærlig behandling på scenen i etagekomedien ”Grab Them By The Pussy”. At stykket kaldes en etagekomedie skyldes indholdssiden, hvor vi møder forskellige beboere i en etageejendom og får indsigt i deres […]

West Side Story

West Side Story

Af gæsteanmelder Camilla Boutrup Mathiasen

Hvad kan musicalgenrens Romeo og Julie bruges til i vores Danmark – hvor vi er langt fra 1950’ernes gadekampe i den vestlige og fattige del af New York? Her er vi ikke sønderligt ramt af efterdønningerne fra en krig, vi uddanner os, det er forbudt at slå på sine børn, og vores forældre lever ikke af at prostituere sig selv. Vi har det faktisk rigtig godt. Så hvad er det Aarhus og Aalborg Teater gerne vil sætte fokus på ved at vælge netop West Side Story til deres store samarbejde her i 2018?

Det virker til, at Tony (Mathias Flint) står overfor en lys fremtid. Han har et job og har desuden trukket sig fra den bande, som han i sin tid var medstifter af – The Jets. Men da The Jets står overfor en bandekamp med de rivaliserende The Sharks, lader han sig alligevel overtale til at se den modstridende bande an, til den kommende skolefest. Her møder han den unge og smukke Maria, der spilles af Isabel Schwartzbach. De to unge forelsker sig hovedkulds i hinanden. Men forelskelsen har mørke udsigter. Maria er nemlig ikke bare søster til The Sharks’ leder Barnado, der spilles af Jacob Madsen Kvols, men er også forlovet væk til bandemedlemmet Chino (Mathias Sprogøe Fletting). På trods af de unge elskendes håb for en lysere fremtid og deres indsats for at stifte fred, ender bandekampen alligevel skæbnesvangert.

West Side Story havde premiere på Broadway i 1957. Sidenhen er den blevet opført et utal af gange, hvilket har været med til at give musicalen den klassikerstatus, som den stadig har i dag.

En rå scenografi der afspejler miljøet

Vi befinder os i New Yorks fattige gader. Det er et hårdt miljø. Et sted hvor ungdommens samhørighed og livsvarige venskaber bedst findes i det rå bandemiljø. Her møder vi The Jets og The Sharks – to bander der hver især vil kæmpe for deres eget territorie. Et miljø der allerede i første scene understreges af Karin Gilles rå og enkle scenografi, der langsomt kommer til syne, mens tæppet går op. Tre lygtepæle står i højre side af scenen. Der står en bænk på hver side af scenen, men det er de tre opstillede stilladser, der står centralt på scenen, der er i fokus. Stilladserne er fyldt op med skuespillere og dansere. De sidder, ligger og hænger op ad rørene. Lyset er forholdsvis mørkt – musikken sættes i gang, præcise knips fra scenen, klatrende og balancerende bevægelser fra stilladserne fanger vores opmærksomhed. Vi er allerede suget ind i forestillingen. René Vinthers præcise koreografi, hvor ikke et knips falder forkert, er imponerende fra første minut. Karin Gilles symbolske og enkle brug af kostumer er med til at klargøre historien og hive forventningerne til tops. Det ses eksempelvis, når en række spillere tager et sort tørklæde om halsen, og derved meget synligt bliver forvandlet til The Sharks. Der er vi helt med på, hvad det er, der foregår.

I flere af de kommende scener bliver der gjort god brug af Aarhus Teaters drejescene, og flere steder står de øvrige spillere i baggrunden med ryggen til. Det gør hele scenebilledet mere levende og effektfuldt. Det giver en fornemmelse af at leve i de andres skygge og i nogle tilfælde, at noget foregår bag ryggen på de, der ikke umiddelbart er i fokus på scenen. Det virker som et forvarsel. Et varsel om det tragiske, der kommer til at ske, hvor alle bærer en del af skylden.

Generelt tegner scenografien en meget sigende ramme om det fattige og rå miljø, som vi præsenteres for i forestillingen. Et miljø, hvor der hverken er skyggen af ansvarlige forældre eller andre autoriteter. Lige med undtagelse af Doc (Anders Baggesen), som især The Jets har et vist tilhørsforhold til og en vis respekt for. Men det er også Doc, der er fornuftens stemme i hele musicalen. Det understreges med replikker som; ”I gør verden til et frygteligt sted”, ”Hvad skal der til, før I holder op?” og ”Hvorfor lever I som om, der er krig? Hvorfor slår I ihjel?”.

Som publikum sidder jeg tilbage med spørgsmål som: Hvornår var det lige, at konflikten eskalerede? Hvorfor kan de to bander ikke bare deles om det omstridte stykke asfalt? De kan jo i virkeligheden ikke rigtig huske, hvorfor de slås, andet end, at de er forskellige fra hinanden. Men ingen er vel mere forskellige end, at vi alle blot er mennesker, der lever i en frygtelig verden og kun har hinanden til hjælp for at sikre vores overlevelse. Det er det den flotte, rå og enkle scenografi med til at understrege.

En krævende musical – med høje forventninger

West Side Story er en krævende musical, hvor de fleste publikummer vil have et tilhørsforhold til historien. Det er ikke en musical man ’bare lige’ sætter op. Den skal både rive publikum med tilbage til 1950’ernes New York og samtidig vække en form for genklang i nutiden. Koreografien skal tilpasses med millimeter-præcision, og kostumerne skal tydeliggøre, hvem der hører til hvor. Desuden indeholder den levende musik og sang, som publikum kan genkende og måske endda nynne med på. Det er mange og store krav – også til oversættelsen af sangene, som Mathias Flint dog har klaret på et sådant niveau, at de danske sange sagtens kan høres mere end en gang. Hele holdet viser en kraftpræstation, og lever op til kravene i en sådan grad, at forestillingen bliver siddende i kroppen – ikke bare et par timer efter, men også dagen efter.

Både Isabel Schwartzbach og Mathias Flint viser, hvad deres stemmer kan på et sådant niveau, at vi som publikum selv kan genkalde følelsen af den første altomfavnende forelskelse især i sangene ’Maria’ og ’I Feel Pretty’. Men også i sangen ’Somewhere’ velsunget af Kristine Maria Brendstrup, bliver man konfronteret med ens følelsesliv, repræsenteret af en knugende og skrøbelig følelse i hele kroppen. Hele holdets præstationer vidner om en forestilling, der er skabt i fællesskab. En forestilling, hvor alle er afhængige af hinanden – og som kræver fokus, energi og vilje – men som også afspejler et hold, der har nydt at være en del af denne fortælling.

Hvorfor West Side Story?

Det er Docs replikker, som sætter aftryk i publikums sind og afføder efterfølgende refleksioner. Ikke bare under og lige efter forestillingen, men også dagen efter. Denne urimelige og lettere fortabte følelse understreges i forestillingens sidste scene, hvor Maria beskylder alle medlemmer i begge bander for at være skyld i hendes elskedes død, mens hun holder mordvåbnet i hendes egne hænder. Hun truer med at skyde dem alle og slutteligt hende selv, men hun går i stedet tilbage til Tonys døde krop, og forestillingen slutter kort efter ved, at The Sharks tager det sorte tørklæde af. De to grupper bliver i det øjeblik til én, og alle aktørernes blik rettes mod publikum, mens lyset går ned.

Det er i denne konfrontation mellem aktører og publikum, at der gives svar på ”hvorfor?” Hvorfor West Side Story? Hvorfor nu? Fordi at vi, i 2018, i lille fredelige Danmark stadig omtaler en befolkningsdel som fremmede. Vi deler landet op i ’os’ og ’dem’. Vi holder skarpt øje med 1., 2., 3. og måske sågar 4. generationsindvandrere. Måske endda så meget, at vi nogle gange glemmer, at vi bare er mennesker, og at vi ved at dele et lille stykke asfalt og ved at bruge ord som ’vi’ og ’os’ kan nå langt i denne hårde og krigsramte verden.

Det lader i alt fald til at være det, som både Aarhus og Aalborg Teater vil frem til i denne samvittighedsfulde pragtopsætning af West Side Story.

Så kære Aarhus Teater og kære Aalborg Teater – lad ikke dette samarbejde være en engangsforestilling!



Musik af: Leonard Bernstein
Tekst af: Stephen Sondheim
Oversættelse af dialog: Kasper Hoff
Oversættelse af sangtekster: Mathias Flint
Iscenesættelse: Rune David Grue
Scenografi og kostumedesign: Karin Gille
Koreografi: René Vinther
Musikalsk arrangement og ledelse: Niels Søren Hansen
Kapelmester og musikalsk ledelse: Henrik Svenning
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Lars Gaarde
Foto: Emilia Therese
Skuespillere: Isabel Schwartsbach, Mathias Flint, Anders Baggesen, Ashok Peter Pramanik, Christian Collenburg, David Elnebo, Jacob Madsen Kvols, Kasper Dalsgaard, Kristine Marie Brendstrup, Lise Koefoed, Marie Marschner, Mathias Sprogøe Fletting, Michael Brostrup, Mikkel Becker Hilgart, Simon Mathew, Sofie Torp og Kirstine Emilie Moses Jacobsen.
Dansere: Stine Andersen, Martin Gæbe, Miran Ugljen, Nicco Olaybal, Oliver Melander, Sebastian Skov Andersen, Tone Reumert og Troels Graakjær.
Musikere: Ambjørn Bidstrup Lebech, Allan Dahl Hansen, Anders M. Christensen, Dorte Rolff-Petersen, Edi Premate, Frederik Larsen, Henrik Resen, Ignacio Montero Requena, Jacob Rose, Jan Lynggaard Sørensen, Johan Toftegaard Knudsen, Jon Anderskou, Kim Mikkelsen, Lonnie Svilling, Mads Bærentzen, Pål Soknes, Signe Helene Madsen, Thor-Erik Gilbert Langsteh, Tue Lautrup.

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra den 23. marts til den 16. maj. Derefter spiller den på Aalborg Teaters Store Scene fra den 29. august til den 13. oktober.

Det går ned

Det går ned

Af Emilie Hackenberg Alstrup Stress er uden tvivl en af de største folkesygdomme i vores tid, og i Teateriet Apropos og Teaterhuset Filurens nyeste ungdomsforestilling bliver der netop taget fat om dette tunge emne set ud fra de unge folkeskoleelevers udgangspunkt. Det er en forestilling, […]

My heartache brings all the boys to the yard

My heartache brings all the boys to the yard

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Rummet er helt hvidt. Der er sofaer over det hele: Gamle sofaer, nye sofaer, den klassiske sorte lædersofa, den farverige halvfjerdsersofa. Musikken spiller. Vi sætter os, drikker vores vin og vores øl. Musikken stopper. Hun står foran mikrofonen. En ung pige […]

Hospitalet

Hospitalet

Af Julia Tonsberg

På Aarhus Teaters Scala-scene bliver sundhedsvæsenet taget under satirisk behandling i et stykke nyt dansk dramatik kaldet ”Hospitalet”. Stykket er skrevet af den provokerende samtidskritiske dramatiker Christian Lollike og iscenesættes af den norske teater- og filminstruktør Runar Hodne. De to udgjorde senest et makkerpar på teatret i februar 2016 med den satiriske familiefarce ”Familien der kunne tale om alt”, som også var skrevet af Lollike og iscenesat af Hodne.

Et sygehuszombievæsen

Scenen bliver sat som et sterilt hospital med de forskellige hospitalsafdelinger: sygeplejersker i hvide kitler, læger der kaster om sig med latinske betegnelser for sygdomme, patienter der utålmodigt bedes fordrive tiden i venteværelset, portører der flytter sygesenge fra den ene afdeling til den anden og farverige hospitalsklovne, der indimellem forstyrrer den sterile orden. Vi ser lige ind i det fortravlede hospitals forskellige rum, hvor personalet bevæger sig som kittelklædte zombier, der apatisk løser deres respektive opgaver. Stemningen er tung, nærmest dyster som i en gyser, og scenarierne bliver stykket igennem kun mere absurde og groteske. Det dystre bliver dog suppleret af utallige humoristiske indslag, som forstærker ironien og den kritiske afstandtagen til den handling, der udspiller sig på scenen.

Lollike er de senere år blevet en af dansk scenekunsts mest fremtrædende personer. I sine provokerende, satiriske og kritiske manuskripter og iscenesættelser har han ofte fremhævet handlingslammelsen som en tendens, der gennemsyrer den tid, vi lever i netop nu. Handlingslammelsen er også at spore i skildringen af sygehusvæsenet, hvor dagene går sin gang, mens hospitalet gradvist influeres af mere og mere sygdom uden, nogen rigtigt gør oprør mod den strømning, der synes at have besat det afgrænsede hospitalssamfund. Oprøret findes dog alligevel i ”Hospitalet” i Mette Døssings karakter, der som den eneste stiller sig kritisk overfor det system, hun finder devaluerende for de mennesker, der befinder sig i det.

       

Samtidskritisk farce fortalt fra et sygeplejerske-perspektiv

I Lollikes tekst og Hodnes iscenesættelse bliver sygehusvæsenet fremstillet, som vi har mødt det i debatspalterne de senere år: hårdt presset og underlagt stadigt flere reformer. I ”Hospitalet” er fokus særligt på sygeplejerskerne, der må kæmpe med at leve op til de ord, der står skrevet i sygeplejeløftet samtidigt med konstant at blive underlagt højere pres og have mindre tid til hver enkelt patient.

Vi er med sygeplejerskerne på stuerne, hvor stomiposen skal skiftes hos en patient, der efter flere dages bedøvelse og medicinering befinder sig i en barnagtig tilstand, frataget sin evne til at se sin nye realitet i øjnene. Scenerne med patienten og hans stomipose er alvorlige, men er samtidig humoristiske, hvor den oplagte joke, der ligger i at have en pose til sin afføring bundet fast til maven bruges til at skabe farcelignende scener, hvor de stakkels sygeplejersker ofte ender med i næsten bogstavelig forstand at stå i lort til halsen.

Vi er også med til afdelingsmøderne, hvor der konstant indføres nye tiltag, der har til formål at effektivisere, så flere patienter kan køres hurtigere igennem systemet. Her slynger den ambitiøse unge leder om sig med amerikanske ledelsesbegreber, der skal legitimere de forringede arbejdsforhold, der sættes for de ansatte. Tiltagene forventes imødekommet med smil og gåpåmod, og det bliver de som regel også af de robotiserede sygeplejersker, der har vænnet sig til ikke at stille spørgsmål, men blot at indrette sig efter det system, de dermed selv er med til at opretholde. Livet på hospitalets gange bliver gennem de karikerede figurer og situationer gennemsigtigt for tilskueren, og det bliver herigennem tydeligt, hvordan effektiviseringerne først rammer personalet og sidenhen spredes til patienterne, der ikke kan få den behandling, de behøver. Man kan spørge sig selv, hvorvidt den zombielignende tilstand, der hersker på hospitalet i virkeligheden er tættere på at slå folk ihjel end at hjælpe dem videre i livet – hvordan de så måtte have behov for det.

Da en sygeplejerske må lade sig indlægge grundet stress, bliver den ironisk-kritiske kommentar til det menneskesyn systemet repræsenterer tydelig, idet sygeplejersken vælger at lade sig indskrive på den afdeling, hun selv arbejder på. Det synes hun og hendes kolleger er en vældig praktisk og fornuftig løsning, idet hun så ”kan vikariere, hvis der bliver behov for ekstra hænder”. Scenariet er trukket ud i det groteske, og understreger den linje, der lægges stykket igennem, hvor der stilles spørgsmålstegn ved måden, hvorpå menneskelig værdi opgøres – i den nytte den enkelte kan gøre for samfundet. Ikke engang som sygdomsramt kan det at komme sig igen være første prioritet, hvis der er arbejde, der kalder.

      

Som tilskuer efterlades man ikke blot med øget sympati for det pressede sygehuspersonale, men også med en større forståelse for de sundhedsmæssige konsekvenser, det øgede pres vil få for samfundet, hvis ikke de allerede får det på nuværende tidspunkt. Mennesket, både i form af sygehuspersonale og patienter, reduceres til en mekanisme, der som en robot forventes at kunne udgøre størst mulig nytte og være til mindst mulig ulempe for samfundet. I ”Hospitalet” bliver konsekvensen, at alle indlagte må bedøves og sommetider holdes i bedøvelse i månedsvis, fordi der er indført begrænsninger på hvor mange mennesker, der kan opereres i samme kalendermåned. Det er taget til ekstremerne, men det er forestillingens force at forstørre og forvrænge tilstandene på hospitalet, idet det både forstærker underholdningsværdien og lader budskaberne skinne tydeligere igennem. De mange absurde scenarier kontrasterer elegant det tunge emne og den dystre stemning, der præger forestillingen. Skuespillet er velspillet hele vejen igennem, hvor spillerne mestrer de mange karakterskift og sammen med en særdeles velfungerende scenografi, lyd- og lysside sætter stemningen i salen. I ”Hospitalet” er der både plads til grin, spænding og eftertanke.

Af: Christian Lollike
Medforfatter: Sigrid Johannesen
Iscenesættelse: Runar Hodne
Tekst- og forestillingsdramaturg: Hanne Lund Joensen
Scengrafi og kostumedesign: Franciska Zahle
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Kim Engelbredt
Medvirkende: Mette Døssing, Kjartan Hansen, Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Inge Sofie Skovbo og Mette Klakstein Wiberg
Fotos: Emilia Therese

Forestillingen spiller på Scala på Aarhus Teater fra den 2. februar til den 10. marts og senere på Teatret Sort/Hvid i København fra den 16. marts til den 14. april. 

Troen og Ingen

Troen og Ingen

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen åbnes år 2018 med en dramatisk musikforestilling om sorg og den altoverskyggende meningsløshed, der følger med. Forestillingen tager udgangspunkt i musikeren Søren Huss’ sorgalbum, som blev til efter, han mistede sin kæreste i en tragisk højresvingsulykke for ti […]

Huddyr

Huddyr

Af Julia Tonsberg Kan man lave teater i en container, synes at være et spørgsmål, der kan rejse sig, når man skal finde vej ud til en container i et industrikvarter på Københavns Nordhavn en mørk novemberaften for at se et vækstlagsteaterstykke. Stykket hedder Huddyr […]

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Som altid har Aarhus Teater en familieforestilling som en del af deres repertoire. Denne sæson er valget faldet på en iscenesættelse af C. S. Lewis’ første bog i Krøniken om Narnia, nemlig Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. De fleste kender også historien fra de filmatiseringer, der indtil videre er blevet lavet over tre af bøgerne.

Historien udspringer under 2. verdenskrig, hvor de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy bliver sendt på landet for at bo hos professor Digory Kirke. De bliver sendt afsted for at undgå de bombninger England, og særligt London, blev ramt af i starten af 1940’erne. Allerede den første aften, hvor de fire søskende ankommer til professorens hus, opdager Lucy, den yngste af de fire søskende, at der gemmer sig en indgang til en helt anden verden i et af garderobeskabene i huset, nemlig en indgang til Narnia. Historien om de fire søskendes rejse til Narnia er på mange måder en historie om kampen mellem det gode og det onde, og hvordan det gode altid på sin vis, nok skal finde vejen til at slå det onde. Historien har ligeledes også mange kristne referencer, blandt andet er fortællingen om Jesus’ korsfæstelse og genopstandelse tydelig at spotte i kampen mellem den onde Isheks og løven Aslan.

På den måde er fortællingen om Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet en fortælling med mange barske elementer i sig, dog fortalt i børnehøjde gennem det fiktive og magiske univers, der bliver skabt inde i garderobeskabet. Denne stemning har Aarhus Teater på mange måder taget med sig i deres opsætning af Narnia – Løven, Heksen og Garderobeskabet.

 

Scenografi, lys og lyd som fortælleredskaber

Aarhus Teater har fornyelig været gæstet af den anerkendte teaterinstruktør Robert Wilson, som med sin opsætning af Edda fik sat sit præg på kulturbyåret 2017. Denne ”gæsteoptræden” har uden tvivl sat sit præg på Aarhus Teater, hvilket også er til at mærke i teatrets iscenesættelse af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet. Mange af de elementer Wilson ynder at bruge i sine forestillinger, som eksempelvis hans særlige brug af lys, lyd og scenografi har man muligvis valgt at lade sig inspirere af i opsætningen af den folkekære fortælling om Narnia. Der er i hvert fald visse elementer særligt i Frede Guldbrandsens arbejde med scenografien, der har et helt særlig ”Wilsonsk” præg over sig.

Forestillingens scenografi består af mange forskellige lag, som er med til at skabe den magiske verden, Narnia er bygget op omkring. Først og fremmest er der værelset hos professoren, hvor Lucy, Edmund, Susan og Peter bliver indlogeret. Her består scenografien af en kæmpe køjeseng med plads til alle fire søskende og et kæmpe garderobeskab, som senere kommer til at danne udgangspunktet for rejsen til Narnia. Forstørrelsen, der allerede finder sted i scenografien i den ”virkelige” verden, er en måde at åbne op for det magiske univers på og vække fantasien hos børnene, der er inde at se forestillingen.

Bagved køjesengen og det store garderobeskab er der et scenetæppe, der fungerer som tapetet i værelset, men som også er med til at adskille de to verdener fra hinanden. Når de fire søskende træder ind i gennem garderobeskabet bliver scenetæppet hævet op, og en hel ny verden åbner sig. Især i ”Narnia” universet kan man fornemme inspirationen fra Wilsons opsætning af Edda, hvor hovedscenografien består af to hvide skråninger, der skal fungere som sneklædte bakker eller bjerge. Det er især den stilistiske simplicitet, der går igen fra Wilsons æstetik. Men i opsætningen af Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet, har man til gengæld valgt at give scenen et nyt fortællende element. Instruktøren Frede Guldbrandsen har valgt at gøre stor brug af drejescenen på Store Scene, hvilket af flere omgange er med til at vise, at de fire søskende og deres nye venner fra Narnia rejser over store strækninger. Inde i skråningernes hulrum gemmer der sig ligeledes også både Hr. Tumnus’ hus og Hr. og Fru Bævers hus. Dermed formår scenen i sig selv ved gang på gang at åbne nye rum op at skabe en god grobund for det magiske fantasi univers, der gemmer sig i fortællingen.

Men scenografien står langt fra alene i skabelsen af det magiske land Narnia. Forestillingen gør også flittigt brug af både lys og lyd til at underbygge de forskellige stemninger i forestillingen. Eksempelvis hører man en advarende tromme under Lucys første besøg hos Hr. Tumnus, mens han luller hende i søvn med sin historie og sin panfløjte.

Både lys og særligt også lyd spiller en stor rolle, når karaktererne i Narnia skal rejse over store strækninger. Sammen med brugen af drejescenen er for eksempel bombastiske trommerytmer med til at fortælle om den farefulde og lange rejse, de begiver sig ud på.

Ligeledes spiller begge dele også en stor rolle i de forskellige kampscener, der er i forestillingen, og uden den underbyggende brug af lys og lyd ville mange af disse scener ikke opnå den samme livagtige effekt. Sammenspillet mellem scenografi, lys og lyd i forestillingen spiller altså en stor rolle i at sætte gang i publikums, og navnlig børnenes fantasi, så det magiske univers ikke går tabt.

En forestilling i børnehøjde

På trods af at forestillingen indeholder op til flere uhyggelige eller dystre scener, kan man sagtens mærke, at forestillingen særligt har børnene som målgruppe. Det ses i flere elementer. I scenen hvor Aslan bliver henrettet, har man eksempelvis valgt at sætte en gennemsigtig skærm med store snefnug ned foran scenen, mens den bliver spillet. Dette er både med til at skabe en understøttelse af, at Isheksen nu har overtaget, og at vi nu er i hendes iskolde univers, men det er også med til helt bogstaveligt talt at skabe ”en fjerde væg”, som kan blive en form for filter, som børnene kan iagttage scenen igennem. Så den forhåbentlig kommer til at virke mindre voldsom på dem. At man er i børnehøjde ses også i måden, karaktererne bliver spillet på. Oftest når voksne skal spille børn, som det er tilfældet i denne opsætning, kan det hurtigt blive lettere overspillet og karikeret. Men de fire skuespillere der spiller henholdsvis Lucy, Edmund, Susan og Peter, har fanget essensen af de fire søskende og deres indbyrdes relationer rigtig godt, hvilket får karaktererne til at fremstå mere troværdige. Ligeledes er mange af de resterende karakterer, som eksempelvis Hr. Tumnus, Isheksen og Aslan også portrætteret på hver deres karakteristiske måde, dog uden at blive karikerede, hvilket er med til at understøtte det magiske univers.

I enkelte tilfælde har man valgt at lave forskellige såkaldte ”asides”, hvor blandt andet Lucy taler direkte til publikum, om hendes tanker og spørgsmål til alle de mærkværdige ting, der sker. Særligt fordi det er Lucy, der udfører disse ”asides”, fungerer det ret godt, da hun skal forestille at være mere jævnaldrende med mange af de børn, der er inde og se forestillingen. Derfor bliver disse øjeblikke i fuldkommen øjenhøjde med børnene, og de kommer også til at fungere som en måde at engagere børnene på. Allerede i programmet til forestillingen ser man et forsøg på at engagere det noget yngre publikum og deres familier. Programmet er udadtil udformet som et garderobeskab, men indeni åbner ”spillet om Narnia” sig op, hvilket er med til at skabe et efterliv for forestillingen. Man kan dog også forestille sig, at det kan være med til at åbne op for snakke og diskussioner om forestillingen i de familier, der vælger at tage ind og se den.

Man har i iscenesættelsen heller ikke på nogle tidspunkter, ladet sig overbevise om, at børnene har behov for en yderligere pædagogisering af forestillingen for at kunne forstå dens pointer. Forestillingen, dens karakterer og dens virkemidler får lov til at tale for sig selv, hvilket er med til at gøre den til en interessant forestilling også for de lidt ældre familiemedlemmer, der tager med ind og ser den. Det magiske univers, C. S. Lewis har skabt i sin bog, formår Aarhus Teater at genskabe på en troværdig måde, så det står tydeligt frem for hele familien.

Forfatter: C. S. Lewis
Oversat af: Hanna Lützen
Dramatiseret af: Glyn Robbins
Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen
Scenografi og kostumedesign: Camilla Bjørnvad
Komponist: Klaus Risager
Dukkemager: Karin Ørum
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Anne Plauborg, Bue Wandahl, Christian Hetland, Anders Baggesen, Mikkel Becker Hilgart, Matias Hedegaard Andersen, Hanne Windfeld, Klaus Risager, Clara Ellegaard, Alexander Krumhausen, Johannes Zois

Fotos: David Bering/Montgomery

Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater fra d. 24. november til den 13. januar

 

 

 

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed

Af Julia Tonsberg På trods af Black Friday og premieren på den store opsætning af Narnia på teatrets Store Scene var Stiklingen på Aarhus Teater næsten fyldt af publikummer på anden spilledag af skuespilelevernes præsentationsforestilling. Det er i denne forestilling, de otte, snart nyuddannede, skuespillere […]