Recent Posts

Biedermann og brandstifterne

Biedermann og brandstifterne

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Scala afsluttes Aarhus Teaters sæson med klassikeren ”Biedermann og brandstifterne” af Max Frisch fra 1958, der adresserer vores alles indre Biedermann, som så gerne vil tro på det gode i mennesket, men som dermed også lukker øjnene for det onde, […]

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Lørdag den 12. maj kl. 12 stod den traditionen tro på den årlige sæsonpræsentation på Aarhus Teaters Store Scene. Dette år havde teatret valgt at streame begivenheden live over Facebook, hvor jeg også fulgte med fra min computer, mens jeg sad […]

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Det er forår, og den fornyede glæde og energi viser sig også hos landets teatre, der hvert forår har tradition for at præsentere repertoiret for den kommende sæson. Med det nye sæsonkatalog fra Teatret Svalegangen i hånden vil jeg se på noget af det, vi kan forvente os af sæson 2018-2019 i Rosenkrantzgade.

Egne forestillinger – Virtuel Reality-drama, sygdomsmonolog, mediesatire og dronekrig
Teatret Svalegangen er et teater, der lever ligeså meget af deres egne produktioner som af besøgene udefra. Men jeg vil selvfølgelig først og fremmest kigge på teatrets fire egne forestillinger, da det er her, man virkelig mærker Svalegangens identitet og vision for den kommende sæson – en vision, som teaterdirektøren Per Smedegaard beskriver som et perspektivskift for publikum.

Han siger, at vi skal bruge kunsten til perspektivskift – til at åbne vores øjne for en anden side af sagen end den, vi selv ser, og på den måde opleve, hvordan andre mennesker kan se og mene om verden. Med dette for øje vil jeg kaste det første blik på forestillingen ”Mæt af dage”, der sætter fokus på aktiv dødshjælp ud fra perspektivet om psykisk sygdom, da dramatikeren Thomas Markmann med egne ord netop gerne vil undersøge, hvorfor psykisk og fysisk sygdom ikke er ligestillet. Det er en meget vigtig diskussion at tage fat i, og jeg er sikker på, at der rigtig mange publikummer, der vil kunne spejle sig i denne debat. Derudover ser jeg frem til at opleve den iscenesættelsesstrategi, som beskrives for forestillingen. Det er nemlig Virtuel Reality, der får en særlig rolle, hvor vi som publikum får mulighed for at se virkeligheden ud fra karaktererne Karens og Esbens øjne. Et iscenesættelsesvalg, der følger med den teknologiske udvikling, og jeg tænker, at det helt sikkert også åbner op for en anden diskussion end sygdomsdebatten – nemlig hvorvidt teatret kan bære disse indblandinger fra teknologien. Måske fjerner det os fra det særlige nærvær, der er i teatret, eller måske giver det publikum en ganske særlig oplevelse at komme så tæt på historien – jeg håber virkelig, at sidstnævnte vil lykkes.

Sygdomstematikken fortsætter i endnu en egen produktion. Det er forestillingen ”En lille smule ubehag”, som vil tage hånd om mandens oplevelse af at få konstateret en livstruende sygdom – en situation, som de fleste mænd ikke taler så meget om. Jeg ser frem til at opleve dette perspektiv gennem en monolog, hvor vi altså kun møder den sygdomsramte mand og hans fortælling. Her er der mulighed for en ganske særlig intim teateroplevelse, hvor publikum kan komme helt ind under huden på én karakter – jeg håber, at forestillingen vil give plads til både komiske og sårbare øjeblikke, som jeg tror, denne type forestilling vil leve stærkt af.

Fra to sygdomsforestillinger skal vi til de sidste to egne produktioner, som peger i retningen af en større samfundskritik. Den ene er mediesatiren ”Breaking News”, der undersøger vores forhold til medierne og spørger, hvornår en nyhed er ’breaking’. Vores forbrug af medier er så stort, så det efterhånden kan være svært at navigere i, hvad der er brugbart. Som sagt ligger Svalegangen selv op til en satire, der i sagens natur er udtryk for en latterliggørelse men også med et ønske om at forbedre det, der latterliggøres. Der lægges op til en absurd og vanvittig forestilling, men jeg håber i særdeleshed også, at vi som publikum kan gå fra salen med en helt masse nye tanker og en større kritisk stillingtagen til medierne. Den sidste egen produktion er et gensyn – en repremiere fra sæson 2016-2017, hvor forestillingen ”Grounded” tog fat i krigstematikken og moderne krigsførelse. En tematik, der helt klart stadig er aktuel, da diskussionen om droner fortsat fylder i mediebilledet. Her hos Teaterkikkerten var det også denne tematik og potentialet i teksten, der i anmeldelsen blev fremhævet som det stærkeste.
Læs vores anmeldelse af “Grounded” her.

Gæstespil – Reumert-forestilling, konspirationer og klassikere
Teatret Svalegangen har også formået at udvælge en masse spændende gæstespil i den kommende sæson, og her vil jeg vil blot tage udgangspunkt i nogle få af de i alt 11 gæstespil. Den første og den, jeg glæder mig allermest til, er forestillingen ”Rocky” fra Husets Teater, der netop er blevet Reumert-nomineret for Årets mandlige hovedrolle, Årets instruktør og Årets særpris. En forestilling om bokseren Rocky Balboa og forholdet mellem eliten og taberne. Jeg er sikker på, at det aarhusianske publikum kan se frem til en stor kraftpræstation af skuespiller Morten Burian. Man kan også se frem til en gammel kending for Teatret Svalegangen. Den danske teatergruppe Von Baden, der de sidste mange år har spillet på teatret, vender tilbage med det nye udspil ”K-teorien”. Et mistroisk drama om Alex, der efter en familietragedie glider ind i en masse vrangforestillinger og konspirationsteorier.

Noget, som er ganske særligt for Svalegangen, er, at ny dramatik i ind- og udland er i højsædet. Men i de kommende gæstespil er der også mulighed for at opleve to klassikere, men disse klassikere har selvfølgelig fået en god rusketur i teatermaskineriet. Den ene er Goethes ”Faust”, der præsenteres af Mungo Park, hvis eget intime teaterrum går godt i spænd med Svalegangens ligeledes jordnære Store Sal – det er altid et godt udgangspunkt for at bevare den atmosfære, som gæstespillet kommer med. Den anden er Shakespeares ”King Lear”, der hos Teatret Møllen og >>Teatret<<  har fået en tur med kniven og er blevet skåret helt ned til, at det store kongedrama fortælles af blot to mandlige skuespillere og en musiker.

Således en præsentation af nogle af Teatret Svalegangens kommende forestillinger, hvor visionen om nye perspektiver er i højsædet, og hvor både ny dramatik i egenproduktionerne og klassikere fra gæstespil har sin berettigelse. Vi hos Teaterkikkerten glæder os meget til at besøge teatret i sæson 2018-2019!

Læs mere om forestillingerne og find spilletider her.

Fotos fra Teatret Svalegangens sæsonkatalog af: Creative Zoo, Montgomery, Mingo Photo, Thomas Petri, Anders HJerming, Gudmund Thai, Per Morten Abrahamsen, Søren Hasselgaard Skaaning, Gerth Lyberth, Søren Meisner og Per Pedersen

Lav sol

Lav sol

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Vi bliver ført ind i studioscenens hvidmalede rum, vi ser med det samme en stor kvadratisk firkant skabt af gennemsigtige skærme. Inde i firkanten er der yderligere fire kvadratiske rum, opdelt med gennemsigtige skærme, så man kan kigge ind til de […]

En giftig mand

En giftig mand

Af Julia Tonsberg En mand ligger på en hård forhøjning midt på scenen, da vi træder ind i salen. Han er klædt i hvidt og ligner en, der er faldet udmattet omkuld. Krop og ansigt vender klæbrigt ned mod gulvet, så vi kun kan gisne […]

Grab Them By The Pussy

Grab Them By The Pussy

Af Julia Tonsberg

På Teatret Svalegangen bliver den omdiskuterede feminisme lige nu taget under kærlig behandling på scenen i etagekomedien ”Grab Them By The Pussy”. At stykket kaldes en etagekomedie skyldes indholdssiden, hvor vi møder forskellige beboere i en etageejendom og får indsigt i deres forhold til køn og ligestilling.

Et kig ind bag hjemmets fire vægge

Vi møder først det unge par i slut 20’erne, Sally og Mikkel, hvor hovedkonflikten går på, hvorvidt parret skal have et barn eller ej. Hun er netop blevet ansat som fuldmægtig på et advokatkontor, hvor hun dagligt møder udfordringerne ved at være kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor hverdagssexismen lever i bedste velgående. Han sidder hjemme i en oversized hoodie og kæmper med at få skrevet sit speciale, og en dag præsenterer han Sally for sit ønske om at få et barn. Det er Sally ikke begejstret for, da hun forestiller sig, at det vil svække hende på alle parametre i livet. Lige under Sally og Mikkel bor det lesbiske par Lisbeth og Tina, og deres konflikt er nærmest identisk med Sally og Mikkels: Lisbeth ønsker sig så brændende et barn, mens det slet ikke kan komme på tale for Tina. Det giver, ikke overraskende, anledning til en fælles konflikt for de to par, da Mikkel og Lisbeth en aften støder på hinanden, da de begge er ude med skraldet i gården, og her beslutter sig for at dele deres frustrationer med hinanden.
I ejendommen bor også det excentriske par Thorbjørn og Annabella med spædbarnet Feng Dia, der bestræbes opdraget kønsneutralt. Her hersker en humanisme af den yderste venstrefløj, hvor idealet er konstant kritik af etablerede normer samtidig med, at den borgerlige familieidyl søges opretholdt. I deres stræben efter at opføre sig korrekt og favne individet, bliver parforholdet klemt i mangel på netop omfavnelse. Hvad parret ikke evner at favne i deres verdenssyn er hinanden.

  

Hverdagsemner fra debatspalter

At forestillingen hedder ”Grab Them By The Pussy” er naturligvis en direkte reference til de udtalelser, der florerede under den amerikanske valgkamp i efteråret 2016. Ordene var mange år forud for valgkampen blevet udtalt af forretningsmanden Donald Trump, og blev heftigt debatteret under hans præsidentkandidatur, hvorefter de er blevet nærmest ikoniske. Sætningen satte kog i ligestillingsdebatten, og Svalegangen forsøger nu at give ordene nyt liv ved at sammenkæde dem med deres ”feministiske etagekomedie”. Sammenhængen mellem titel og indhold er tydelig fra et overfladisk perspektiv, men derunder er det svært at se, hvorfor netop den titel er relevant for denne forestilling. Det er ikke en forestilling, der går i kødet på magthavere eller samfundsstrukturer. Tværtimod zoomer den ind på individer og deres hverdagssituationer, hvor de på den ene eller den anden måde kommer i kontakt med problemstillinger, der vedrører feminismen. På trods af hverdagsperspektivet er scenarierne alligevel som taget ud af en debatklumme. Det er temaer og situationer, vi kender fra medierne, der her iscenesættes, og på den måde kommer en alternativ feminisme ikke rigtigt i spil, ligesom en ny eller anderledes vinkel end den gængse ikke gør sig gældende. Det forestillingen til gengæld lykkes rigtig godt med, er, at belyse emnet uden at tage for meget stilling til, hvem der er god og ond. I ”Grab Them By The Pussy” skildres alle karaktererne med en ironisk distance, og mændene er ligeså undertrykte som kvinderne – hvis ikke mere. Udtrykket ”at have bukserne på” bliver gjort konkret scenisk, idet manderollerne konsekvent kun er iført boksershorts. En mulig opfordring til at overveje, hvem der egentlig er den undertrykte i familien og samfundet eller en latterliggørelse, der påstår, at manden opfører sig barnagtigt, måske endda begge dele – afhængigt af øjnene, der ser.

  

Barbiemetafor

Barbie får i stykket sin helt egen karakter som ”blondinen, der bor allerøverst oppe” i ejendommen. Hun er tilsyneladende den perfekte kvinde, som alle de andre kvinder i opgangen hader, og mændene drømmer om: hun har det perfekte talje-hoftemål, hendes lejlighed dufter af syntetisk jordbær, og hun kan i det hele taget alt! I første halvdel kommer hun udelukkende til udtryk via sin skingre, karikerede-feminine stemme, hvilket understreger hendes surrealistiske karakter. Formålet med barbies tilstedeværelse er flertydig: hun bliver tydeligvis latterliggjort, men virker samtidig til at være den, der lever det mest ukomplicerede liv og er som den eneste faktisk glad for at være den, hun er. Hun er ikke kun en konkret karakter, men også en overordnet ramme, der gradvist fylder mere i stykket. Det tilfører et interessant lag, der er med til at retfærdiggøre og give en form for mening til nogle af de elementer, man kan undre sig over. Karaktererne bevæger sig i overgange som stive dukker, der ikke har nogen fri vilje, og deres måder at handle på virker til tider konstrueret og uden videre motivation. Dukkemetaforen kan til dels retfærdiggøre den manglende dybde hos karaktererne, men det bliver ikke tydeligt nok, hvad hensigten med den og barbies tilstedeværelse er.

  

At sætte ansigt på de mange feminismer lykkes til dels i ”Grab Them By The Pussy”. Gennem forskellige karakterer bliver vi præsenteret for forskellige velkendte emner fra ligestillingsdebatten. Det hele forbliver dog meget en gentagelse af noget, vi allerede har hørt én gang før, ligesom den mangefacetterede feminisme ikke helt kommer frem, da karaktererne er forholdsvis ens. Feminismen er fortrinsvis belyst fra Sallys perspektiv, som repræsentant for den unge, hvide kvinde. Det kunne have været interessant, hvis forestillingen i højere grad havde kastet lys over mindre omdiskuterede emner vedrørende feminisme. Dertil kommer, at problemstillingerne bliver behandlet for overfladisk til, at man for alvor går derfra med en udvidet horisont. Scenarierne er genkendelige og identificerbare og derfor også underholdende og sjove, men den dybe refleksion udebliver.

Når det er sagt, så følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem af de genkendelige situationer, og det fornemmede jeg også, resten af salen gjorde. Skuespilpræstationerne er solide, og forestillingen formår i sine detaljer at lave noget flertydigt, der peger imod flere forskellige tolkningsmuligheder, men desværre bevæger den sig overvejende på et overfladisk plan, hvor der kun bliver ridset lidt i lakken af den feminisme, vi i forvejen kender så godt.

Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Holger Østergaard, Mette Gadeberg Gregersen, Albert Stein Ankerstjerne og Josefine Tvermoes
Tekst: Jeanette Munzert
Instruktion: Rasmus Ask
Scenografi: Peter Schultz
Lys: Steffen Ilfeldt
Lyd: Anton Bast
Fots: Anders Teibel

Forestillingen spiller på Store Sal på Teatret Svalegangen fra den 7. april til den 4. maj.

West Side Story

West Side Story

Af gæsteanmelder Camilla Boutrup Mathiasen Hvad kan musicalgenrens Romeo og Julie bruges til i vores Danmark – hvor vi er langt fra 1950’ernes gadekampe i den vestlige og fattige del af New York? Her er vi ikke sønderligt ramt af efterdønningerne fra en krig, vi […]

Det går ned

Det går ned

Af Emilie Hackenberg Alstrup Stress er uden tvivl en af de største folkesygdomme i vores tid, og i Teateriet Apropos og Teaterhuset Filurens nyeste ungdomsforestilling bliver der netop taget fat om dette tunge emne set ud fra de unge folkeskoleelevers udgangspunkt. Det er en forestilling, […]

My heartache brings all the boys to the yard

My heartache brings all the boys to the yard

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Rummet er helt hvidt. Der er sofaer over det hele: Gamle sofaer, nye sofaer, den klassiske sorte lædersofa, den farverige halvfjerdsersofa. Musikken spiller. Vi sætter os, drikker vores vin og vores øl. Musikken stopper. Hun står foran mikrofonen. En ung pige med mørkt hår og brune øjne, håret er sat op i en knold. Hun kigger nervøst på os. ”Kender du det, hvor du vågner op i en seng, og du er nøgen?” Hun forsøger med et prøvende blik. Små grin spreder sig i rummet. Alles øjne er rettet mod hende. ”Og det er ikke det der med, at du er nøgen, der gør dig nervøs, det er mere det, at du ikke ved, hvor du er?” Grinene vokser sig større. ”Når personen der ligger ved siden af dig også er nøgen.”

My heartache brings all the boys to the yard er den tredje forestilling i det nye koncept på Studioscenen på Aarhus Teater, hvor der arbejdes med at gentænke teaterrummet. Forestillingen illustrerer millenniumgenerationens evige trang til kærlighed, men også dens unægtelige ensomhed. Den er skrevet af skuespiller og dramatiker Nanna Cecilie Bang, og er det første stykke, hun har skrevet til Aarhus Teater. Ligesom det har været kendetegnene for sæsonens tidligere forestillinger på Studio, er rummet malet helt hvidt. Den klassiske Black box og den vante scene-sal-konstellation er blevet ophævet. Tilbage står man med et helt blankt lærred, som i dette tilfælde er blevet fyldt med sofaer. Som publikum inviteres man ind i de bløde gemakker, og er fra start på lige fod med skuespillerne.

Monologer i brudstykker

Forestillingens dramaturgi er bundet op på monologer, hvor vi i brudstykker følger tre personer og hver deres historie. Når den enes monolog ender, overtager den andens. Vi får aldrig navnene på personerne, og kan derfor kun identificere dem med de skuespillere, der spiller dem. Der er et fast mønster i forestillingen, hvor vi som publikum først har øjnene rettet mod Asta Kamma August, så mod Anna Nøhr Tolstrup og til sidst mod Christian Hetland. Dette mønster bliver gentaget igen og igen, indtil vi til sidst kun har Asta tilbage, og hun forlader os ligesom de to andre. Når de forskellige monologer bliver taget op igen, fortsættes det samme fortællemønster som personen tidligere har haft, men bliver præsenteret for nye dele af deres historie. De tre personer interagerer aldrig med hinanden. De reagerer ikke på og blander sig ikke i hinandens historier. På den måde har forestillingen en ret episk karakter, da personerne kun har hvert deres spil og ikke forholder sig til hinanden.

I Astas monolog bliver vi præsenteret for en ung pige, der deler op- og nedturene fra hendes kærlighedsliv med os. Meget af det hun siger, kan man nikke genkendende til: Den ene pinlige eller akavede situation efter den anden. Under den genkendelige overflade ulmer et dysfunktionelt forhold til hendes kærlighedsliv. Da hun frygter, hun er blevet gravid med sin kæreste, men får sin menstruation, vil hun alligevel gerne have et barn. Da de så snakker om bevidst at lave det her barn, kan hun ikke tænke på andet, end at hun bliver nødt til at gå fra ham. Når det hele kommer lidt for tæt på, eller bliver lidt for seriøst, kan hun ikke rumme det. Hun er et godt eksempel på, hvordan forestillingen rammer millenniumgenerationen lige på kornet, og kaster vores egne usikkerheder tilbage i hovedet på os.

Strukturen med de afbrudte monologer er med til at understøtte fortællingen om den ensomme og jeg-fikserede millenniumgeneration. De enlige historiefortællinger der aldrig interagerer med hinanden afspejler, hvordan vores unge generation forbliver bag deres skærme og facader og aldrig reelt blander sig med hinanden. Når forestillingen aldrig bevæger sig over i dialog, er der heller ingen risiko for, at personerne gennemskuer hinandens historier, og får lov til at kigge bag facaden.

I øjenhøjde med publikum

Allerede når man som publikum træder ind i rummet, føler man sig godt tilpas. Små ting, som at man må tage sine drikkevarer med ind, og at man skal sætte sig til rette i bløde sofaer er med til at skabe en mere uformel stemning. Man slapper af på en anden måde. Inden forestillingen går i gang, er det ikke til at skelne mellem, hvem der er publikum, og hvem der er performere. Alle tre skuespillere sidder i sofaerne sammen med os, og det er kun, hvis man ved, hvem de er, at man kan identificere dem som skuespillere. Denne forbindelse mellem skuespillerne og publikum er noget, der bliver kendetegnende for resten af forestillingen.

Alle tre personer benytter sig af udtrykket ”Kender du det?” i deres monologer. Særligt i Astas monolog bliver det brugt mere konsekvent, hvilket skaber en form for stand-up vibe i hendes fortælling. Det skaber en anden form for nærvær.
I hver person bliver vi både mødt med noget genkendeligt, men også noget mere tragisk og absurd. I Annas ene monolog starter hun eksempelvis med replikken:
”Kender du de dage, hvor du begynder at overveje selvmord ligesom en almindelig tur i Ikea?”
Det absurde og mere abstrakte kommer lige så tit som det genkendelige. Særligt Christians og Annas fortællinger er mere abstrakte i deres udtryksform. Hver gang vi bliver mødt med de absurde replikker, griner vi og tænker ”Sagde du lige det?”, men det er også det absurde og abstrakte, der gør, at vi som publikum får lov til at se ind bag personernes facader, når ingen andre gør.

Forestillingens vekslen mellem det genkendelige og det mere tragiske skaber en form for tragikomik, der rammer os lige i hjertekulen. Det ene øjeblik er rummet fyldt med latter, og det næste er vi blevet ramt af en dyb stilhed. Den foregående replik afslørede den tragiske sandhed. Sandheden om vores generation, og sandheden om os som mennesker. Selvom forestillingen i høj grad prøver at gå i kødet på millenniumgenerationen, formår den også at sige noget mere generelt om det moderne menneske. Hvordan vi flygter, når tingene bliver for svære, og hvordan vi forbliver i vores egne fortællinger, selvom vi prøver at række ud til andre.

Af: Nanna Cecilie Bang
Iscenesættelse: Morten Lundgaard 
Scenografi: David Gehrt
Medvirkende: Christian Hetland, Anna Nøhr Tolstrup og Asta Kamma August
Fotos: Anna Marín Schram

Forestillingen spiller på Aarhus Teaters studioscene fra d. 16. februar til d. 14. marts.  

Hospitalet

Hospitalet

Af Julia Tonsberg På Aarhus Teaters Scala-scene bliver sundhedsvæsenet taget under satirisk behandling i et stykke nyt dansk dramatik kaldet ”Hospitalet”. Stykket er skrevet af den provokerende samtidskritiske dramatiker Christian Lollike og iscenesættes af den norske teater- og filminstruktør Runar Hodne. De to udgjorde senest […]