Recent Posts

Mæt af dage

Mæt af dage

Af Julia Tonsberg På Teatret Svalegangen kædes den højaktuelle debat om aktiv dødshjælp sammen med virtual reality i forestillingen ”Mæt af dage”. Her møder vi Karen (Anna Nøhr Tolstrup), der er en ung kvinde med livet foran sig, men som kun ønsker at gøre en […]

MANhouse 2.0

MANhouse 2.0

Af Julia Tonsberg MANhouse 2.0 er efterfølgeren til WOMANhouse, som Emilie anmeldte i sidste uge, og er derfor også en del af serien fra Himherandit Productions, der gæster Aarhus i forbindelse med The Genderhouse Festival. Udforskningen af identitet og køn fortsætter i MANhouse 2.0, og ligesom […]

ReDoing GENDER 2.0

ReDoing GENDER 2.0

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Allerede da vi går ind ad dørene til Bora Boras store scene, er forestillingen ReDoing GENDER 2.0 startet. På scenegulvet er der en hvid firkant, som er lavet af hvidt dansevinyl. Firkanten er lyst op og resten af det ellers store scenerum er mørklagt. Midt på firkanten er der en mand, der sidder på hug. Han er helt sammenkrøllet og nøgen. Han har en abemaske på. I starten lægger man knap nok mærke til, at han er nøgen. Sammen med hans primitive og abelignende bevægelser, bliver nøgenheden gjort til noget meget naturligt, noget der understøtter hans fremtoning som abe.

Forestillingen er en videreudvikling af forestillingerne ReDoing GENDER 1.0 og ReDoing GENDER 1.5. Det er altså en opførelse, der i sin proces har været igennem flere stadier, og ifølge HIMHERANDIT Productions, som står bag produktionen, har den nu nået sit endelige stadie.
ReDoing GENDER 2.0 er en af de mange forskellige kunstneriske tiltag, som finder sted i forbindelse med The GENDERhouse Festival. Festivalen, som sætter fokus på køn, seksualitet og identitet, har noget på programmet i hele september, og foregår flere forskellige steder i Aarhus midtby.

Et fattigt scenerum
Scenen i forestillingen bliver som tidligere nævnt udgjort af en hvid firkant i et mørkt rum. Rundt omkring firkanten ligger der enkelte rekvisitter, som bruges undervejs i forestillingen. Der ligger blandt andet en papkasse, nogle underbukser, en BH og en spand med nogle bananer. Scenografien fører tankerne hen til ”Det fattige teater”, hvor minimalismen er i højsædet, og man ikke har mere på scenen, end man har behov for. Når scenen er så ren og bar, og kontrasten mellem det hvide scenegulv og de mørke omgivelser er så tydelig, skaber det nogle gode rammer for at sætte den mandlige performer i fokus.

For at understøtte de forskellige stemninger i forestillingen, bliver der også i høj grad gjort brug af musik og lyd. Lydbilledet skifter mellem at bestå af eksempelvis klassisk musik fra Vivaldi, og mellem at danne en decideret lydscenografi, som for eksempel lydene af måger, og vand der skvulper, som om vi er ude ved havet eller ved en havn. Brugen af lyd som stemningsskaber kombineret med den minimalistiske scenografi, som sætter performeren i fokus, skaber en følelse af et ret intimt rum mellem os og performeren, på trods af at vi sidder overfor et forholdsvist stort scenerum.

Et patriarkalsk system
Forestillingen er inddelt i tre stadier: første stadie, hvor performeren er en abe, andet stadie, hvor performen er en mand og tredje stadie, hvor performeren er en stor grædende baby. Man finder undervejs som publikum ud af, at der er én bestemt ting, der er fælles for de tre stadier– et patriarkalsk system. Første gang vi bliver introduceret til systemet er i det stadie, hvor performeren er en abe. Systemet fungerer på den måde, at det afstraffer ”forkert” adfærd, med et rødt lys og en lyd, der klart indikerer, at det er forkert, ligesom vi blandt andet kender det fra quizshows. Hvor det derimod belønner ”rigtig” adfærd med et grønt lys og en pling-lyd.

Systemet udvikler sig hurtigt, og mens aben undersøgende prøver sig frem, bliver det tydeligt, at systemet belønner den adfærd, der passer ind i det stereotype billede af en mand, og modsat straffer den adfærd, der ikke gør. Det står særligt stærkt frem i afslutningen af det første stadie, hvor aben prøver at tage nogle underbukser på, og bliver belønnet med den velkendte pling-lyd og grønt lys, men da han tager en BH på bliver han afstraffet med det røde lys, og den velkendte trælse lyd. Han bliver forvirret og frustreret, og i afmagt tager han i hurtigt tempo skiftevis underbukserne og BH’en af og på, som for at teste systemet. De to velkendte lyde, og det grønne og røde lys, bliver blandet sammen i en stor pærevælling, indtil systemet bryder sammen. Det patriarkalske samfund kan ikke holde til så mange afstikkere.

 
Fra det komiske til det sørgmodige
Stemningen i opførelsen starter i det komiske for at ende ud i det sørgmodige og derefter være grænsende til det tragiske. Forestillingen er helt klart karakteriseret ved at være i performancegenren, hvor det er kunstnerens krop, der er i fokus. Vi oplever især det komiske i den abelignende karakter, kunstneren skaber i det første stadie. Et godt eksempel er ganske kort inde i forestillingen, hvor ”aben” har fundet et par højhælede sko i en æske. Han tager den ene sko op, snuser til den og kigger undersøgende på den, derefter forsøger han prøvende at sætte skoen på sin penis. Han ender dog alligevel med at få skoen på sin ene fod, men går vraltende rundt som om, han var Bambi på glatis. Der opstår flere af denne slags sekvenser særligt i starten af forestillingen, som giver anledning til stor morskab for publikum.

Cirka halvvejs i forestillingen skifter stemningen, og der skabes en mere sørgmodig følelse. Der sker et brud i forestillingen. Det sker da det patriarkalske system bryder sammen. Performeren smider abemasken, og bliver nu til en mand. De primitive og abelignende bevægelser afløses af boksende hop rundt på scenen. Manden kæmper i mod systemet, indtil han selv bryder sammen og ikke kan mere. Alt dette understøttes af de klassiske toner af Vivaldi, som medvirker til, at vi kan mærke mandens smerte endnu mere.
Der er en passage i det sidste stadie, hvor manden har en babymaske på, der særligt understøtter det tragiske. I passagen er der kommet en speakerstemme på som et ekstra lag. Det er instruktøren, der sidder ude i siden og laver speaken. I passagen tager babyen en skjorte og en blazer på, han holder et par bukser op foran sig. Speakerstemmen siger gentagende gange: ”Are you wearing the trousers?”, altså “har du bukserne på?”, alt imens babyen frustreret kaster bukserne ned i gulvet igen og igen. Ubehaget ved at babyen skal presses ned i en kasse med det traditionelle mandeideal uden at have lyst til det, står meget stærkt frem for os, og det tragiske bliver for alvor tydeligt.
Balancen mellem det komiske og det sørgmodige fungerer godt, da det komiske er med til at give en lidt lettere indgang til forestillingen og kønsproblematikken, hvor det sørgmodige sørger for at understrege, hvor stort et problem det egentlig er.


Der er ingen tvivl om, hvilken fortælling HIMHERANDIT Productions gerne vil fortælle os med ReDoing GENDER 2.0. Det er først og fremmest fortællingen om et forstokket syn på kønsroller, hvor det her er mandeidealet, der bliver sat under lup. Forestillingens brug af det patriarkalske system, som belønner eller afstraffer adfærd, er især noget af det, der fungerer godt. De billeder det skaber i det første stadie, hvor performeren er en abe, rammer lidt for skræmmende plet på de mandeidealer, vi har opsat i vores samfund, og selvom det er i den mere komiske del af forestillingen, bliver selv dét grænsende til det tragiske. Der hvor forestillingen dog står mindre stærkt, er hen imod slutningen, hvor der kommer en speakerstemme på. Særligt ved speakerstemmens begyndelse føler jeg, at den giver udtryk for en bestemt holdning om, at det fasttømrede mandeideal er forkert. Det er en holdning, jeg som publikum ikke har brug for at få eksplicit, men som jeg synes i forvejen står stærkt med de billeder forestillingen har skabt gennem performerens krop. Ikke mindst er det også en holdning, jeg gerne vil have lov til selv at tage stilling til.
Speakerstemmen har dog ind i mellem også en forstærkende virkning. For eksempel i slutningen, hvor den igen og igen spørger babyen: ”How do you feel?”, mens babyen sidder sammenkrympet på gulvet. Alt i alt er ReDoing GENDER 2.0 en smuk og rørende forestilling, der sætter tankerne om vores kønsidealer i gang. For hvad er det egentlig, der gør en mand til en mand, og en kvinde til en kvinde?

Instruktør og koreograf: Andreas Constantinou
Performer: Aris Papadopoulo
Scenografi og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Vivaldi, PJ Harvey
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora d. 14. og 15. september
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september

WOMANhouse

WOMANhouse

Af Emilie Hackenberg Alstrup I september løber The GENDERhouse Festival af stablen på forskellige scener i Aarhus, og her har man mulighed for at opleve en række forestillinger, udstillinger og foredrag, der alle adresserer temaer som køn, seksualitet og identitet. På Bora Bora har de […]

Biedermann og brandstifterne

Biedermann og brandstifterne

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Scala afsluttes Aarhus Teaters sæson med klassikeren ”Biedermann og brandstifterne” af Max Frisch fra 1958, der adresserer vores alles indre Biedermann, som så gerne vil tro på det gode i mennesket, men som dermed også lukker øjnene for det onde, […]

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Af Natalie Gøttsche Jakobsen

Lørdag den 12. maj kl. 12 stod den traditionen tro på den årlige sæsonpræsentation på Aarhus Teaters Store Scene. Dette år havde teatret valgt at streame begivenheden live over Facebook, hvor jeg også fulgte med fra min computer, mens jeg sad og drak min kaffe og spiste frokost.

Teaterdirektør, Trine Holm Thomsen, startede sæsonpræsentationen ud med at glæde sig over alle de publikummer, der var dukket op til teatrets sæsonpræsentation på en ellers solrig lørdag i maj. I sin åbningstale fastslog Teaterdirektøren da også, hvilken betydning publikum har for Aarhus Teater:

”Publikum er en del af teatret, en forestilling bliver først fuldendt i mødet med publikum.”

Det falder meget godt i tråd med det signal, som livestreamingen af sæsonpræsentationen sender, det vidner om en folkelighed og et ønske om et fællesskab med publikum. Et fællesskab, der også kom på tale i Trine Holm Thomsens forord til sæsonkataloget, hvor hun lægger ud med overskriften:

”Dét, vi alle er sammen om.”

Det tekniske niveau opnår nye højder
Sæsonpræsentationen var sat i et talkshowformat, hvor journalist og radiovært, Gertrud Højlund, var værten, der skulle guide os igennem de mange forskellige afkroge af teaterverdenen, som Aarhus Teater skal finkæmme med sine forestillinger i den nye sæson.

I showet startede Gertrud Højlund i fællesskab med Trine Holm Thomsen, med at præsentere den store familieforestillingssatsning i den nye sæson: Den uendelige historie. Forestillingen bliver samtidig også den første forestilling, der skal spille på Store Scene efter teatrets kommende renoveringer, hvor hele huset skal lukkes ned for en periode, og hvor alt teknikken vil blive optimeret til at være

”på niveau med de teknisk bedste teatre i Europa,” som Trine Holm Thomsen selv beskrev det til sæsonpræsentationen.

En velkendt fantasifortælling
I den nye sæson vil Aarhus Teater prøve kræfter med en vaskeægte fantasifortælling, når Den uendelige historie åbner ballet på Store Scene i midten af november. Vi kender nok bedst tyske Michael Endes fortælling om Den uendelige historie, gennem den populære filmatisering The NeverEnding Story fra 1984. Historien er som mange andre eventyrfortællinger bygget op omkring kampen mellem det gode og det onde. Den foregår i fantasilandet Fantásien, hvor den usikre dreng Bastian har søgt tilflugt gennem bogen: Den uendelige historie.

Det bliver spændende at se, hvordan Aarhus Teater får den eventyrlige fantasiverden til at komme til live med alle dens magiske dyr, drager, gnomer og varulve. Særligt bliver det interessant at se, hvordan den tekniske fordel på Store Scene kommer til at spille ind i iscenesættelsen af fantasiuniverset, og om man som publikum rent faktisk kan fornemme den nye og forbedrede teknik.

Provokerende kultmusical med transvestitter og erotik
Til sæsonpræsentationen blev sæsonens nye musicalsatsning: The Rocky Horror show også præsenteret. Marie Marschner og Mathias Flint startede ud med smuk skønsang, men blev flere gange afbrudt af Jacob Madsen Kvols, som sang med bag ved scenen. Til sidst kom han frem på scenen og afslørede, at han var i fuld drag queen mundering, til stor overraskelse og fornøjelse for publikum. Han overtog hurtigt showet og fik sat gang i løjerne med en sang med lidt mere gang i. I den lille bid vi fik lov at se til sæsonpræsentationen, begynder vi allerede at kunne fornemme nogle af karaktererne og relationerne imellem dem. Man mærker hurtigt, at den flamboyante Dr. Frank-N-Furter i sin bedste transvestitstil vil lave godt og grundigt rav i sagerne særligt mellem det unge par, Brad og Janet, som det lader til, at Marie Marschner og Mathias Flint skal spille.

The Rocky Horror show er skabt af Richard O’brien i 1973, men blev for alvor til en kultklassiker, da den blev filmatiseret som The Rocky Horror Picture Show i 1975. Det er en musical, der ikke er bange for at lege med det erotiske og den seksuelle diversitet, hvilket også tydeligt ses i karakteren Dr. Frank-N-Furter med hans korset, netstrømper, røde læbestift og vilde øjenmakeup.  Det er på mange måder en lidt atypisk musical at opsætte for Aarhus Teater, som lige har spillet de sidste forestillinger af den klassiske musical West Side Story. Det bliver spændende at se, om det anderledes valg af musical trækker et andet publikum til end det sædvanlige musicalpublikum, og om Aarhus Teater tør at gå hele vejen og ikke lægge fingrene i mellem overfor musicalens provokerende temaer.

Teatereksperimenterne fortsætter på Studio

Sidste sæson blev der lagt en ny strategi for Studioscenen på Aarhus Teater. Makkerparret scenograf, David Gehrt, og instruktør, Sargun Oshana, ville gerne udfordre den fasttømrede tanke om det traditionelle teaterrum, hvor publikum har en fast placering, og hvor de sidder og kigger op på scenen. Derfor startede de også med at male den ellers velkendte blackbox nede på Studio helt hvid, og fjernede publikumsrækkerne.

Ifølge Scenografen David Gehrt var det for dem en form for renselse af rummet at male den ellers sorte blackbox helt hvid.

Det hvide rum vidner også om den mere laboratorieagtige tilgang, som både scenograf og instruktør har til teatret. I alle sæsonens forestillinger har det særligt været forholdet til publikum, der har været fokus og genstand for teaterundersøgelserne.

”Nede i kælderen på Studio vil vi hele tiden have muligheden for at flytte på publikum, fordi vi har fjernet publikumsopbygningen. Det gør noget ved folks point of view, at vi indbyder folk til at se værkerne fra et nyt ståsted hver gang,” sådan sagde Sargun Oshana selv til sæsonpræsentationen om sit og David Gehrts forandrede teaterrum nede på Studio.

I den nye sæson fortsætter det undersøgende koncept nede på Studio, hvor forestillingerne: 4:48 Psychosis, UNTZ – UNTZ – UNTZ og Audition skal spille. Det bliver spændende at se, hvordan de nye teatereksperimenter vil udspille sig på Studio, og hvordan de i den nye sæson vil udfordre os som publikum.

Makkerparret er dog ikke kun at finde på Studio i den nye sæson. Da de begge er henholdsvis husscenograf og husinstruktør, har de fået æren af at opsætte Carl Erik Soyas klassiker Parasitterne på Scala. Det bliver interessant at opleve, hvordan Oshana og Gehrt vil arbejde med deres anderledes tilgang til teaterrummet og publikumsrelationen i et rum med en ellers ret fasttømret scene-sal-opbygning, og om man stadig vil kunne fornemme en form for teaterundersøgelse, når de skal opsætte en klassiker.

Der er uden tvivl en masse på programmet, som man kan se frem til i den nye sæson på Aarhus Teater. Som altid er sæsonen meget alsidig og prøver derfor at ramme noget for enhver smag, ung som gammel.
Som Teaterdirektør, Trine Holm Thomsen, selv nævnte i sin åbningstale til sæsonpræsentationen, bliver det nye teaterår på Aarhus Teater et år, hvor fællesskabet med publikum kommer til at stå i fokus. Hvordan det vil komme til udtryk i rampelysets skær og i de mange andre arrangementer, Aarhus Teater laver, glæder vi os til at opleve.

Læs mere om forestillingerne og find spilletider her.

Udvalgte fotos fra Aarhus Teaters Sæsonkatalog af: Creative ZOO, Per Arnesen, Anna Marin Schram, Yellow1.dk og Petra Kleis

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Af Emilie Hackenberg Alstrup Det er forår, og den fornyede glæde og energi viser sig også hos landets teatre, der hvert forår har tradition for at præsentere repertoiret for den kommende sæson. Med det nye sæsonkatalog fra Teatret Svalegangen i hånden vil jeg se på […]

Lav sol

Lav sol

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Vi bliver ført ind i studioscenens hvidmalede rum, vi ser med det samme en stor kvadratisk firkant skabt af gennemsigtige skærme. Inde i firkanten er der yderligere fire kvadratiske rum, opdelt med gennemsigtige skærme, så man kan kigge ind til de […]

En giftig mand

En giftig mand

Af Julia Tonsberg

En mand ligger på en hård forhøjning midt på scenen, da vi træder ind i salen. Han er klædt i hvidt og ligner en, der er faldet udmattet omkuld. Krop og ansigt vender klæbrigt ned mod gulvet, så vi kun kan gisne om, hvordan manden ser ud, og hvem han er. Forestillingens begyndelse markeres ved klaverspil, som sammen med billeder, der vises på et rektangulært lærred bag manden sætter handlingen i gang. Billederne viser et ungt par, forelskede og glade. Indimellem dukker et billede af en farverig blomst frem, som senere viser sig at være visnet.

Interessant rammesætning med forskellige genremarkører

Sådan begynder forestillingen ”En giftig mand” af Teatergruppen EZHNO. ”En giftig mand” er en forestilling om voldtægt, som søger at give et indblik i voldtægtsmandens tanke- og følelsesliv.
Sjældent oplever jeg at være decideret nervøs, inden jeg skal se en forestilling, men op til ”En giftig mand” havde jeg meget få idéer om, hvad der var mig i vente. EZNO betegner genremæssigt deres forestilling ”eksperimenterende”, hvilket lader publikums forventningshorisont være forholdsvis åben. Plakaten for forestillingen, som afbilder en nøgen mand med plamager på sin krop (måske giften, der her konkretiseres) i en lidt foroverbøjet positur, antyder, sammen med genrebetegnelsen, at forestillingen vil indeholde moderne dans. I det hele taget giver den indtryk af, at det er et abstrakt og kunstnerisk univers, vi som publikum vil blive en del af.

Et par dage forud for premieren falder jeg over en promo for stykket. Her ligner ”En giftig mand”, med sine mørke billeder og dystre underlægningsmusik, en gyser. Det fik mig til at overveje, om jeg kunne vide mig sikker på at forblive tilskuer stykket igennem, eller om den ville udvikle sig til en interaktiv forestilling, hvor jeg som tilskuer også skulle agere aktør. Den tanke foruroligede mig, da jeg ikke havde lyst til at blive en central figur i et dystert stykke om voldtægt. Omvendt virkede det som en interessant idé at ville udforske publikums grænser gennem et emne så grænseoverskridende og personligt.

Manglende intimitet mellem scene og sal

Heldigvis fik jeg lov til at beholde min krop fuldstændigt for mig selv, og det fik de resterende gæster også. Forestillingen opretholder hele vejen igennem et fuldstændigt velkendt forhold mellem scene og sal, hvor publikum sidder pænt på stolerækker og kigger ind på scenerummet. Det er både behageligt og en lille smule skuffende, at der ikke eksperimenteres mere med relationen til publikum ved en sådan forestilling, hvor der lægges op til, at den går tæt på. Det havde ikke behøvet at være store eksperimenter, men det havde klædt forestillingen, hvis Casper Mohr, som ene mand på scenen, havde formået at skabe et mere intimt forhold til sine tilskuere. Det er det teater af den her slags kan, modsat de store scener, som ofte har nogle mere faste rammer at arbejde under og en noget større publikumsskare at nå ud til.

”En giftig mand” handler om voldtægt, set (fortrinsvis) fra voldtægtsmandens synsvinkel. Den er fragmenteret i sin form, og i løbet af forestillingens 30 minutter møder vi flere forskellige karakterer, vi som publikum skal forholde os til. Det virker dog som om, der er én central figur, som vi primært følger, og at de øvrige blot er supplerende figurer, der har til formål at tilføje forestillingen nogle flere lag. Den centrale figur er ham, vi ser, lige når vi træder ind i rummet. Hans kæreste har netop forladt ham, og det er han ved at blive sindssyg over. Bogstavelig talt. Om det er kærestesorgen, pornoafhængigheden eller en medfødt psykisk brist, der får ham til at begå en voldtægt, er noget af det forestillingen spørger til. For hvad får en person til at begå en voldtægt? Det synspunkt der i forestillingen virker mest plausibelt, er det, at vores hovedperson har en medfødt skrøbelig psyke, der gør ham særligt sårbar over for at begå sådanne forbrydelser. Desværre bliver det ikke tydeligt nok, hvad forestillingen vil sige om voldtægter og voldtægtsmænd. Her bliver mødet med øvrige figurer, der ikke synes at have andet end en tematisk relation til hovedpersonen, forvirrende, idet der ikke er mulighed for at få karaktererne udfoldet på forestillingens kun 30 minutter. Min oplevelse er, at jeg selv skal tolke rigtig meget for at få en idé om, hvad forestillingen vil mig.

        

Stort affektivt potentiale

Det forestillingen skal have ros for, er at tage fat på så betændt et emne, som voldtægt er og behandle det scenisk. Ofte har det været et emne i den offentlige og politiske debat, og derfor fortjener det selvfølgelig også en plads i scenekunsten. Musikken og de levende billeder på lærredet, som i øvrigt gentages mod slutningen af stykket, og på den måde binder en sløjfe på forestillingen, fungerer rigtigt godt. De levende billeder sender med sit håndholdte kamera og realistiske dagligdagsskildringer tankerne hen på dogmefilmen, og det tilføjer noget følelsesmæssigt og intimt til forestillingen. Sammen med den smukke musik giver det forestillingen, der ellers er sat i et råt og koldt univers, et mere poetisk islæt. I fragmenter inkorporeres moderne dans, og jeg kunne næsten ønske mig, at dette havde fået mere plads i forestillingen. Det kunne være interessant at se emnet fortolket mere kropsligt, og med Caspers Mohrs fremragende kropsforståelse ville forestillingen, i samspil med musik og levende billeder, sagtens kunne bære det.

Potentialet til at skabe et stærkt affektivt rum er der, men desværre når ”En giftig mand” ikke helt ud over scenekanten og ind under huden på mig, og jeg sidder tilbage med spørgsmålet om, hvad forestillingen egentlig vil mig.

Af: Casper Mohr
Instruktør: Pauline Vestergård
Koreograf: Dina Fie Lorentzen
Scenograf, kostumier og rekvisitør: Evelina Dobranova
Lysdesign: Jens Damsager
Lyddesign: Oliver Svensson
Fotograf, video og visuals: Preston Drake-Hillyard
Coach: Judith Rothenborg
Dramaturg: Cecilie Ellebjerg Østergaard
Afviklere: Kenneth Mohr og Lukas Rostgaard Hartvig
Medvirkende: Casper Mohr og Sofie–Mai Beckles Graae (i visuals og lyd)
Fotos: ezhno.dk (Preston Drake-Hillyard)

Forestillingen spiller på VOX TeaterHUSET fra d. 18. April til d. 21. April og derefter forskellige steder i landet. Tjek spillesteder på ezhno.dk.

Grab Them By The Pussy

Grab Them By The Pussy

Af Julia Tonsberg På Teatret Svalegangen bliver den omdiskuterede feminisme lige nu taget under kærlig behandling på scenen i etagekomedien ”Grab Them By The Pussy”. At stykket kaldes en etagekomedie skyldes indholdssiden, hvor vi møder forskellige beboere i en etageejendom og får indsigt i deres […]