Recent Posts

MANhouse 2.0

MANhouse 2.0

Af Julia Tonsberg MANhouse 2.0 er efterfølgeren til WOMANhouse, som Emilie anmeldte i sidste uge, og er derfor også en del af serien fra Himherandit Productions, der gæster Aarhus i forbindelse med The Genderhouse Festival. Udforskningen af identitet og køn fortsætter i MANhouse 2.0, og ligesom […]

ReDoing GENDER 2.0

ReDoing GENDER 2.0

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Allerede da vi går ind ad dørene til Bora Boras store scene, er forestillingen ReDoing GENDER 2.0 startet. På scenegulvet er der en hvid firkant, som er lavet af hvidt dansevinyl. Firkanten er lyst op og resten af det ellers store […]

WOMANhouse

WOMANhouse

Af Emilie Hackenberg Alstrup

I september løber The GENDERhouse Festival af stablen på forskellige scener i Aarhus, og her har man mulighed for at opleve en række forestillinger, udstillinger og foredrag, der alle adresserer temaer som køn, seksualitet og identitet. På Bora Bora har de besøg af forestillingen ”WOMANhouse” fra Himherandit Productions, som stiller spørgsmålstegn ved grænsen mellem mande- og kvindekønnet.

Forestillingen ”WOMANhouse” åbner med et smæk fra den mørke sals bagdør, hvor fire kvinder spurter ind mod scenen og stiller sig i en samlet klump. Jeg må nok hellere skrive mænd fremfor kvinder, da hele forestillingens udgangspunkt er disse fire kvindelige artister i forklædning som mænd. De har iført sig skæg, jeans, tennissko, blazer, læderjakke og deres eget enten korte eller lange år. De går, står og taler som den stereotype mand; fulde af brøl og spændinger med musklerne. De fortæller med både dans, tale og mimik i denne skildring af manden og forholdet mellem kønnene, hvor det feminine mod slutningen også får mere og mere plads.

En hvid kasse og dybe mandestemmer
I forestillingen sidder publikum i en klassisk publikumsopbygning med blikket rettet mod et nærmest fuldstændig tomt scenerum. De fire spillere løber ind mod centrum, og gennem scenelyset ser vi fire hvide tapestriber i kvadratformation på det bare, sorte scenegulv. Udenfor denne optrukne kasse står to mikrofonstativer og på gulvet et par oplyste skærme, der senere viser sig at være redskaber til mikrofonerne. Forestillingens sammensatte brudstykker foregår både indenfor og udenfor den hvide kasse, men fokus er altid på den handling, der sker indenfor kassen. De bevæger sig rundt, kigger på publikum, danser og viser deres ”mandekrop” frem. Det første ord, vi hører i forestillingen, kommer fra den laveste ’mand’ i flokken, der igennem mikrofonen får en helt anden lyd end den umiddelbart forventede. Stemmen er nemlig gjort voldsomt dybere – måske på niveau med en baryton eller en bas – og publikum griner af denne lidt komiske forvrængning af den lille krops stemme. Effekten med mikrofonen er et meget vellykket virkemiddel for forestillingen, hvor den også bliver brugt som lydeffekter til resten af forestillingen. Der er nemlig flere scener, hvor der udenfor kassen bliver lavet lyd til bevægelserne indenfor kassen.

Forestillingen bærer tydeligt præg af træk fra performancegenren, hvor det er spillernes fysiske krop, der er i fokus. Der bliver ikke gjort brug af realistiske scener, hvor to mennesker fører en dialog. Der er i stedet lagt stor vægt på den kropslige tilstedeværelse. Det kommer til udtryk gennem flere lag, hvor vi både oplever spillerne igennem de fysiske bevægelser og akrobatiske danse på gulvet og ved fremhævning af den enkelte krop. Her oplever vi en kontrast mellem deres skildring af mandens gang og positur til, at de mod slutningen smider alt tøjet – bortset fra deres boxershorts – og står på linje foran publikum med deres kvindelige figur og overkrop i scenelyset. Scenerummet med den hvide kasse som et slags undersøgelsesrum for mande- og kvindekønnet harmonerer godt med det kropslige fokus og de fysiske kraftanstrengelser.

Hvad er en mand, og hvad er en kvinde?
Hele festivalen og forestillingen har til formål at undersøge kønsbegrebet, og hvorfor der er bestemte måder at inddele mennesker på efter køn. I ”WOMANhouse” er det skildringen af manden, der er i fokus. Sådan oplever jeg det i hvert fald i første del af de i alt 60 minutter, hvor det er den stereotype udlægning af manden, som er i fokus for publikum. Det er først i anden del, at forestillingen åbner sig mere op mod de mange spørgsmål i kønsdebatten, og hvor forestillingen for alvor har noget nerve og en mere konkret retning med projektet. Det feminine bliver først her en del af forestillingen gennem kostumernes forsvinden, og hvor jeg bliver mere bevidst og målrettet som tilskuer på de tanker, som forestillingen vil sætte i gang. Inddragelsen af den nøgne kvindekrop giver forestillingen den dybde, den har brug for, så det ikke kun er latterliggørelsen af manden, der træder frem. Hvor første del er et mere komisk billede af manden, som publikum kan grine af, så er det i anden del, at spørgsmålene kommer på banen. Selvom forestillingen kun varer en time, så falder den større refleksionsdel lidt sent for mig, da det netop blot er komiske udfoldelser i starten. Til gengæld er det også ufatteligt tankevækkende og smukt at se spillerne med deres halvnøgne kroppe og mandeskæg rettet mod os til sidst. I anden del er der en scene, som genbruger et par replikker fra tidligere, hvor der siges: ”People ask me if I am an Alex or an Alex” samtidig med, at der gestikuleres til, at man enten kan være den ene eller den anden type Alex – altså henholdsvis drengeversionen eller pigeversionen af navnet. I første del lægger jeg ikke rigtig mærke til disse replikkers betydning – det er først til sidst, hvor det fremsiges af spilleren, der nu fremstår fysisk som både værende mand og kvinde, at jeg selv begynder at reflektere over kønsdefinitionerne og vores hang til at sætte folk i kasser.

Efter forestillingens slutning bliver det endvidere tydeligt for mig, hvor intensiveret det har været mod slutningen med nogle konkrete spørgsmål. Sidste scene er utrolig flot og stærk, da en af spillerne danser fuldstændig nøgen foran publikum, og hvor hun forinden lige har sagt; ”I am a real man”. Jeg begynder efter forestillingen at associere denne grænseleg mellem kønnene til en udstilling, som Kvindemuseet i forbindelse med festivalen har åbnet for. Her er der mulighed for at læse, høre og opleve forskellige menneskers udlægninger af definitioner på køn. Jeg lagde særligt mærke til en udtalelse fra en biolog og forfatter, som fortalte om, hvordan der biologisk er en forskel på mænd og kvinder – ikke kun den åbenlyse forskel via udseende og kønsorganer men også igennem egenskaber og adfærd, hvor der er en klar forskel i kønnenes forskellige reaktionsmønstre. Efter dette udsagn kunne jeg gå videre til en stor planche, hvor der var minimum 20 forskellige kønstegn, som man kunne identificere sig med. Disse kontrastfyldte udtalelser på Kvindemuseet satte nogle tanker i gang for mig efter også at have set ”WOMANhouse”. Derfor har det efterfølgende strejfet mig, at hvis man som publikum ikke er så vant til at se forestillinger, der primært udtrykker sig gennem fysikken fremfor dialogen, så vil man måske få et større udbytte, hvis man oplevede flere forskellige udlægninger af samme tema i forbindelse med The GENDERhouse Festival. Generelt tror jeg, at denne type festival med et konkret tema og bestemte indslag kan give lejlighed til at åbne op for en dialog ved netop at inddrage forskellige udlægninger af samme diskussion. Efter endt forestilling blev der også givet en opfordring til at se vol. 2 ”MANhouse”, som spiller senere på festivalen, og som måske også giver noget nyt stof til eftertanke om, hvorfor vi kalder noget for mand og noget for kvinde.

 


Instruktør og koreograf: Andreas Constantinou
Performere: Helena Wilhelmssen, Sarah Armstrong, Antoinette Helbing, Hilde Sandvold
Scenografi og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Philippe Jaroussky, Death Note, Nirvana, Vivaldi
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora d. 11. og d. 12. september
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september

Biedermann og brandstifterne

Biedermann og brandstifterne

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Scala afsluttes Aarhus Teaters sæson med klassikeren ”Biedermann og brandstifterne” af Max Frisch fra 1958, der adresserer vores alles indre Biedermann, som så gerne vil tro på det gode i mennesket, men som dermed også lukker øjnene for det onde, […]

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Lørdag den 12. maj kl. 12 stod den traditionen tro på den årlige sæsonpræsentation på Aarhus Teaters Store Scene. Dette år havde teatret valgt at streame begivenheden live over Facebook, hvor jeg også fulgte med fra min computer, mens jeg sad […]

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Det er forår, og den fornyede glæde og energi viser sig også hos landets teatre, der hvert forår har tradition for at præsentere repertoiret for den kommende sæson. Med det nye sæsonkatalog fra Teatret Svalegangen i hånden vil jeg se på noget af det, vi kan forvente os af sæson 2018-2019 i Rosenkrantzgade.

Egne forestillinger – Virtuel Reality-drama, sygdomsmonolog, mediesatire og dronekrig
Teatret Svalegangen er et teater, der lever ligeså meget af deres egne produktioner som af besøgene udefra. Men jeg vil selvfølgelig først og fremmest kigge på teatrets fire egne forestillinger, da det er her, man virkelig mærker Svalegangens identitet og vision for den kommende sæson – en vision, som teaterdirektøren Per Smedegaard beskriver som et perspektivskift for publikum.

Han siger, at vi skal bruge kunsten til perspektivskift – til at åbne vores øjne for en anden side af sagen end den, vi selv ser, og på den måde opleve, hvordan andre mennesker kan se og mene om verden. Med dette for øje vil jeg kaste det første blik på forestillingen ”Mæt af dage”, der sætter fokus på aktiv dødshjælp ud fra perspektivet om psykisk sygdom, da dramatikeren Thomas Markmann med egne ord netop gerne vil undersøge, hvorfor psykisk og fysisk sygdom ikke er ligestillet. Det er en meget vigtig diskussion at tage fat i, og jeg er sikker på, at der rigtig mange publikummer, der vil kunne spejle sig i denne debat. Derudover ser jeg frem til at opleve den iscenesættelsesstrategi, som beskrives for forestillingen. Det er nemlig Virtuel Reality, der får en særlig rolle, hvor vi som publikum får mulighed for at se virkeligheden ud fra karaktererne Karens og Esbens øjne. Et iscenesættelsesvalg, der følger med den teknologiske udvikling, og jeg tænker, at det helt sikkert også åbner op for en anden diskussion end sygdomsdebatten – nemlig hvorvidt teatret kan bære disse indblandinger fra teknologien. Måske fjerner det os fra det særlige nærvær, der er i teatret, eller måske giver det publikum en ganske særlig oplevelse at komme så tæt på historien – jeg håber virkelig, at sidstnævnte vil lykkes.

Sygdomstematikken fortsætter i endnu en egen produktion. Det er forestillingen ”En lille smule ubehag”, som vil tage hånd om mandens oplevelse af at få konstateret en livstruende sygdom – en situation, som de fleste mænd ikke taler så meget om. Jeg ser frem til at opleve dette perspektiv gennem en monolog, hvor vi altså kun møder den sygdomsramte mand og hans fortælling. Her er der mulighed for en ganske særlig intim teateroplevelse, hvor publikum kan komme helt ind under huden på én karakter – jeg håber, at forestillingen vil give plads til både komiske og sårbare øjeblikke, som jeg tror, denne type forestilling vil leve stærkt af.

Fra to sygdomsforestillinger skal vi til de sidste to egne produktioner, som peger i retningen af en større samfundskritik. Den ene er mediesatiren ”Breaking News”, der undersøger vores forhold til medierne og spørger, hvornår en nyhed er ’breaking’. Vores forbrug af medier er så stort, så det efterhånden kan være svært at navigere i, hvad der er brugbart. Som sagt ligger Svalegangen selv op til en satire, der i sagens natur er udtryk for en latterliggørelse men også med et ønske om at forbedre det, der latterliggøres. Der lægges op til en absurd og vanvittig forestilling, men jeg håber i særdeleshed også, at vi som publikum kan gå fra salen med en helt masse nye tanker og en større kritisk stillingtagen til medierne. Den sidste egen produktion er et gensyn – en repremiere fra sæson 2016-2017, hvor forestillingen ”Grounded” tog fat i krigstematikken og moderne krigsførelse. En tematik, der helt klart stadig er aktuel, da diskussionen om droner fortsat fylder i mediebilledet. Her hos Teaterkikkerten var det også denne tematik og potentialet i teksten, der i anmeldelsen blev fremhævet som det stærkeste.
Læs vores anmeldelse af “Grounded” her.

Gæstespil – Reumert-forestilling, konspirationer og klassikere
Teatret Svalegangen har også formået at udvælge en masse spændende gæstespil i den kommende sæson, og her vil jeg vil blot tage udgangspunkt i nogle få af de i alt 11 gæstespil. Den første og den, jeg glæder mig allermest til, er forestillingen ”Rocky” fra Husets Teater, der netop er blevet Reumert-nomineret for Årets mandlige hovedrolle, Årets instruktør og Årets særpris. En forestilling om bokseren Rocky Balboa og forholdet mellem eliten og taberne. Jeg er sikker på, at det aarhusianske publikum kan se frem til en stor kraftpræstation af skuespiller Morten Burian. Man kan også se frem til en gammel kending for Teatret Svalegangen. Den danske teatergruppe Von Baden, der de sidste mange år har spillet på teatret, vender tilbage med det nye udspil ”K-teorien”. Et mistroisk drama om Alex, der efter en familietragedie glider ind i en masse vrangforestillinger og konspirationsteorier.

Noget, som er ganske særligt for Svalegangen, er, at ny dramatik i ind- og udland er i højsædet. Men i de kommende gæstespil er der også mulighed for at opleve to klassikere, men disse klassikere har selvfølgelig fået en god rusketur i teatermaskineriet. Den ene er Goethes ”Faust”, der præsenteres af Mungo Park, hvis eget intime teaterrum går godt i spænd med Svalegangens ligeledes jordnære Store Sal – det er altid et godt udgangspunkt for at bevare den atmosfære, som gæstespillet kommer med. Den anden er Shakespeares ”King Lear”, der hos Teatret Møllen og >>Teatret<<  har fået en tur med kniven og er blevet skåret helt ned til, at det store kongedrama fortælles af blot to mandlige skuespillere og en musiker.

Således en præsentation af nogle af Teatret Svalegangens kommende forestillinger, hvor visionen om nye perspektiver er i højsædet, og hvor både ny dramatik i egenproduktionerne og klassikere fra gæstespil har sin berettigelse. Vi hos Teaterkikkerten glæder os meget til at besøge teatret i sæson 2018-2019!

Læs mere om forestillingerne og find spilletider her.

Fotos fra Teatret Svalegangens sæsonkatalog af: Creative Zoo, Montgomery, Mingo Photo, Thomas Petri, Anders HJerming, Gudmund Thai, Per Morten Abrahamsen, Søren Hasselgaard Skaaning, Gerth Lyberth, Søren Meisner og Per Pedersen

Lav sol

Lav sol

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Vi bliver ført ind i studioscenens hvidmalede rum, vi ser med det samme en stor kvadratisk firkant skabt af gennemsigtige skærme. Inde i firkanten er der yderligere fire kvadratiske rum, opdelt med gennemsigtige skærme, så man kan kigge ind til de […]

En giftig mand

En giftig mand

Af Julia Tonsberg En mand ligger på en hård forhøjning midt på scenen, da vi træder ind i salen. Han er klædt i hvidt og ligner en, der er faldet udmattet omkuld. Krop og ansigt vender klæbrigt ned mod gulvet, så vi kun kan gisne […]

Grab Them By The Pussy

Grab Them By The Pussy

Af Julia Tonsberg

På Teatret Svalegangen bliver den omdiskuterede feminisme lige nu taget under kærlig behandling på scenen i etagekomedien ”Grab Them By The Pussy”. At stykket kaldes en etagekomedie skyldes indholdssiden, hvor vi møder forskellige beboere i en etageejendom og får indsigt i deres forhold til køn og ligestilling.

Et kig ind bag hjemmets fire vægge

Vi møder først det unge par i slut 20’erne, Sally og Mikkel, hvor hovedkonflikten går på, hvorvidt parret skal have et barn eller ej. Hun er netop blevet ansat som fuldmægtig på et advokatkontor, hvor hun dagligt møder udfordringerne ved at være kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor hverdagssexismen lever i bedste velgående. Han sidder hjemme i en oversized hoodie og kæmper med at få skrevet sit speciale, og en dag præsenterer han Sally for sit ønske om at få et barn. Det er Sally ikke begejstret for, da hun forestiller sig, at det vil svække hende på alle parametre i livet. Lige under Sally og Mikkel bor det lesbiske par Lisbeth og Tina, og deres konflikt er nærmest identisk med Sally og Mikkels: Lisbeth ønsker sig så brændende et barn, mens det slet ikke kan komme på tale for Tina. Det giver, ikke overraskende, anledning til en fælles konflikt for de to par, da Mikkel og Lisbeth en aften støder på hinanden, da de begge er ude med skraldet i gården, og her beslutter sig for at dele deres frustrationer med hinanden.
I ejendommen bor også det excentriske par Thorbjørn og Annabella med spædbarnet Feng Dia, der bestræbes opdraget kønsneutralt. Her hersker en humanisme af den yderste venstrefløj, hvor idealet er konstant kritik af etablerede normer samtidig med, at den borgerlige familieidyl søges opretholdt. I deres stræben efter at opføre sig korrekt og favne individet, bliver parforholdet klemt i mangel på netop omfavnelse. Hvad parret ikke evner at favne i deres verdenssyn er hinanden.

  

Hverdagsemner fra debatspalter

At forestillingen hedder ”Grab Them By The Pussy” er naturligvis en direkte reference til de udtalelser, der florerede under den amerikanske valgkamp i efteråret 2016. Ordene var mange år forud for valgkampen blevet udtalt af forretningsmanden Donald Trump, og blev heftigt debatteret under hans præsidentkandidatur, hvorefter de er blevet nærmest ikoniske. Sætningen satte kog i ligestillingsdebatten, og Svalegangen forsøger nu at give ordene nyt liv ved at sammenkæde dem med deres ”feministiske etagekomedie”. Sammenhængen mellem titel og indhold er tydelig fra et overfladisk perspektiv, men derunder er det svært at se, hvorfor netop den titel er relevant for denne forestilling. Det er ikke en forestilling, der går i kødet på magthavere eller samfundsstrukturer. Tværtimod zoomer den ind på individer og deres hverdagssituationer, hvor de på den ene eller den anden måde kommer i kontakt med problemstillinger, der vedrører feminismen. På trods af hverdagsperspektivet er scenarierne alligevel som taget ud af en debatklumme. Det er temaer og situationer, vi kender fra medierne, der her iscenesættes, og på den måde kommer en alternativ feminisme ikke rigtigt i spil, ligesom en ny eller anderledes vinkel end den gængse ikke gør sig gældende. Det forestillingen til gengæld lykkes rigtig godt med, er, at belyse emnet uden at tage for meget stilling til, hvem der er god og ond. I ”Grab Them By The Pussy” skildres alle karaktererne med en ironisk distance, og mændene er ligeså undertrykte som kvinderne – hvis ikke mere. Udtrykket ”at have bukserne på” bliver gjort konkret scenisk, idet manderollerne konsekvent kun er iført boksershorts. En mulig opfordring til at overveje, hvem der egentlig er den undertrykte i familien og samfundet eller en latterliggørelse, der påstår, at manden opfører sig barnagtigt, måske endda begge dele – afhængigt af øjnene, der ser.

  

Barbiemetafor

Barbie får i stykket sin helt egen karakter som ”blondinen, der bor allerøverst oppe” i ejendommen. Hun er tilsyneladende den perfekte kvinde, som alle de andre kvinder i opgangen hader, og mændene drømmer om: hun har det perfekte talje-hoftemål, hendes lejlighed dufter af syntetisk jordbær, og hun kan i det hele taget alt! I første halvdel kommer hun udelukkende til udtryk via sin skingre, karikerede-feminine stemme, hvilket understreger hendes surrealistiske karakter. Formålet med barbies tilstedeværelse er flertydig: hun bliver tydeligvis latterliggjort, men virker samtidig til at være den, der lever det mest ukomplicerede liv og er som den eneste faktisk glad for at være den, hun er. Hun er ikke kun en konkret karakter, men også en overordnet ramme, der gradvist fylder mere i stykket. Det tilfører et interessant lag, der er med til at retfærdiggøre og give en form for mening til nogle af de elementer, man kan undre sig over. Karaktererne bevæger sig i overgange som stive dukker, der ikke har nogen fri vilje, og deres måder at handle på virker til tider konstrueret og uden videre motivation. Dukkemetaforen kan til dels retfærdiggøre den manglende dybde hos karaktererne, men det bliver ikke tydeligt nok, hvad hensigten med den og barbies tilstedeværelse er.

  

At sætte ansigt på de mange feminismer lykkes til dels i ”Grab Them By The Pussy”. Gennem forskellige karakterer bliver vi præsenteret for forskellige velkendte emner fra ligestillingsdebatten. Det hele forbliver dog meget en gentagelse af noget, vi allerede har hørt én gang før, ligesom den mangefacetterede feminisme ikke helt kommer frem, da karaktererne er forholdsvis ens. Feminismen er fortrinsvis belyst fra Sallys perspektiv, som repræsentant for den unge, hvide kvinde. Det kunne have været interessant, hvis forestillingen i højere grad havde kastet lys over mindre omdiskuterede emner vedrørende feminisme. Dertil kommer, at problemstillingerne bliver behandlet for overfladisk til, at man for alvor går derfra med en udvidet horisont. Scenarierne er genkendelige og identificerbare og derfor også underholdende og sjove, men den dybe refleksion udebliver.

Når det er sagt, så følte jeg mig godt underholdt hele vejen igennem af de genkendelige situationer, og det fornemmede jeg også, resten af salen gjorde. Skuespilpræstationerne er solide, og forestillingen formår i sine detaljer at lave noget flertydigt, der peger imod flere forskellige tolkningsmuligheder, men desværre bevæger den sig overvejende på et overfladisk plan, hvor der kun bliver ridset lidt i lakken af den feminisme, vi i forvejen kender så godt.

Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Holger Østergaard, Mette Gadeberg Gregersen, Albert Stein Ankerstjerne og Josefine Tvermoes
Tekst: Jeanette Munzert
Instruktion: Rasmus Ask
Scenografi: Peter Schultz
Lys: Steffen Ilfeldt
Lyd: Anton Bast
Fots: Anders Teibel

Forestillingen spiller på Store Sal på Teatret Svalegangen fra den 7. april til den 4. maj.

West Side Story

West Side Story

Af gæsteanmelder Camilla Boutrup Mathiasen Hvad kan musicalgenrens Romeo og Julie bruges til i vores Danmark – hvor vi er langt fra 1950’ernes gadekampe i den vestlige og fattige del af New York? Her er vi ikke sønderligt ramt af efterdønningerne fra en krig, vi […]