Recent Posts

En lille smule ubehag

En lille smule ubehag

Af Natalie Gøttsche Jakobsen På Teatret Svalegangen kredser de for tiden om det tunge emne prostatakræft. Med en ordentlig portion humor bliver vi ved hjælp af en stærk monolog taget igennem den amerikanske dramatiker, Jeff Metcalfs autentiske historie om sit eget kræftforløb. I forestillingen siger […]

Breaking News

Breaking News

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Teatret Svalegangen har de netop haft premiere på et stykke ny dansk dramatik, hvor massemedierne er i centrum. Forestillingen kredser om vores forhold til den vanvittige mediestrøm, som vi udsætter os selv for, og den undersøger, hvordan det påvirker vores […]

Mæt af dage

Mæt af dage

Af Julia Tonsberg

På Teatret Svalegangen kædes den højaktuelle debat om aktiv dødshjælp sammen med virtual reality i forestillingen ”Mæt af dage”. Her møder vi Karen (Anna Nøhr Tolstrup), der er en ung kvinde med livet foran sig, men som kun ønsker at gøre en ende på det. Hun vil ikke gøre det alene og ønsker, at kæresten Esben (Albert Stein Ankerstjerne) skal være ved hendes side, så hendes død kan foregå som noget smukt og socialt acceptabelt. Derfor kæmper hun for at få en henvisning til en klinik i Schweiz, hvor hun på fredelig vis kan ende sine dage, mens hun holder Esben i hånden. Undervejs møder vi også Karens mor (Kirstine Hedrup) og Esbens barndomsven (Jakob Hannibal). Vi fornemmer morens følelse af afmagt over ikke at kunne hjælpe sin datter tilbage til livet, mens Esbens ven repræsenterer en gængs holdning i den offentlige debat: Karen er ikke gammel og terminalt syg, og derfor bør hun søge behandling fremfor hjælp til at dø.

Det sårbare og relationelle

De samtaler, Karen har med Esben og sin mor, er stærke dialoger, som i iscenesættelsen får den sårbarhed, de fortjener. Her gives et ærligt indblik i nogle af de konflikter, nære menneskelige relationer kan indebære. Følelser som utryghed og utilstrækkelighed står tydeligt frem i den realistiske portrættering af de svære samtaler mellem de mennesker, der holder af Karen og vil redde hende og Karen selv, som ikke vil reddes. Det ses, når Karens mor, i et desperat forsøg på at skabe kontakt til sin datter, fortæller, at de skal have vildt, som faren selv har skudt, til aftensmad eller, at de har fået en ny sofa, og Karen ikke rigtigt kan finde en passende grimasse som respons. Og det ses, når Esben sætter spørgsmålstegn ved, om Karen virkelig kan elske ham, når hun ønsker at forlade ham, og han ikke ved, om han kan holde det ud længere. Man fornemmer, hvordan sårede følelser og frustration kommer til udtryk som vrede og afmagt. Alle omkring Karen bliver taget som gidsel i hendes dødsliv. Esben lukker sig mere og mere om parforholdet i et forsøg på at redde hende og føler gradvist et tungere åg på sine skuldre, mens moren er angst for at komme til at sige eller gøre noget, der kan få bægeret til at flyde over, og bare forsøger at tale om det, hun er sikker på ikke kan gøre ondt.

 

Et rum for fortolkning

Til dødstematikken har Karin Gille skabt en minimalistisk og stilren scenografi. Rummet er fuldstændig hvidt, symbolsk for døden, hospitalet, eller renheden. Der er skabt et rum for Karens tilstand, et rum, hvor der med Karens ord ”ikke er noget, der repræsenterer noget rigtigt”, et rum for fortolkning. Alle karakterer bærer gråt filttøj, hvilket bidrager til det enkle og holder forestillingen farveløs. Tøjet fortæller ikke meget om individerne – det er bare tungt og vinteragtigt at se på. Også her gives rum for tilskuerens individuelle fortolkning.

Vi er som publikum placeret overfor hinanden, på hver sin langside af spillerummet, sådan at vi kigger direkte over mod hinanden, når vi ser mod scenen. Det skaber et fladere hierarki, hvor der ikke på samme måde som i en traditionel teatersal er gode og mindre gode pladser. Alle tilskuere er forholdsvis tæt på skuespillerne og det, der foregår på scenen. Kollektiviteten føles også stærkere, når man hele tiden mindes om det øvrige publikum, og det er på den måde en sympatisk opbygning, der søger ligheden og fællesskabet. Desværre er det også en distrahering, hvor det øvrige publikum til tider kommer til at kæmpe med skuespillerne om ens opmærksomhed, og det er ærgerligt for denne type forestilling, hvor en mere traditionel scene-sal opbygning efter min mening havde styrket intimiteten mellem scene og sal.

Med Karens øjne

En af forestillingens visioner er, at vi som publikum skal få mulighed for at opleve verden med Karens øjne, og scenografien afspejler måske netop Karens livssyn. Det er også her, virtual reality kommer ind i billedet. Virtual reality-delen fylder egentlig ganske lidt i betragtning af, at Svalegangen selv har markedsført forestillingen som ”et gispende virtual reality drama”. Vi, publikum, inddeles i par, hvor den ene får en VR-oplevelse ved forestillingens begyndelse, mens den anden får en i slutningen. Det fungerer ganske fint, at VR er inkorporeret som en indledende og en afsluttende del, så det undgås at komme til at bryde med forestillingens flow. VR-delen giver det filmiske en plads i teatret. Når vi tager brillerne på, får vi lov at være i Karens krop og se med hendes øjne for en stund. Det er nyt og spændende i teatret, men rejser også spørgsmål om, hvad det gør ved teateroplevelsen. Har teatret ikke til alle tider forsøgt at vække empatien hos tilskueren ved den flygtige, samtidige tilstedeværelse af tilskuer og skuespiller i samme rum? Hvorvidt VR er en god idé i teatret som sådan, vil jeg ikke vurdere på baggrund af en enkelt forestilling, men i ”Mæt af dage” synes jeg ikke oplevelsen giver mig noget, jeg ikke kunne få uden brillerne. Det er sjovt at prøve, men det gør hverken fra eller til i forhold til min evne til at sætte mig i Karens sted. Det skaber til gengæld en kontrast mellem det stilrene teaterrum, hvor tilskueren selv må se eksempelvis Karen og Esbens lejlighed for sig, og VR-oplevelsen, der viser en 1:1 skildring af de miljøer, de bevæger sig i. Det peger på teatermediets særegenhed som noget flygtigt, der stiller krav til tilskuerens fantasi og rejser spørgsmålet, om VR har noget at bidrage med i teaterrummet og så i så fald hvad?

 

Et filmisk sprog

Forestillingen synes på flere måder at låne fra filmmediet. En stemningsskabende lydside fungerer som underlægningsmusik i meget af forestillingen. Scenerne er korte, og der klippes filmisk mellem dem ved hjælp af hyppige blackouts, der akkompagneres af lyd, som tilfører noget dramatisk til overgangene. Forestillingen er ellers ikke særligt dramatisk i sin form. Der er faktisk ikke særlig megen handling at spore, og man følger ikke en udvikling hos hovedkarakteren. Det giver tematisk mening, når vi skal forsøge at forstå, hvordan Karen må have det: hun føler ingen udvikling, på trods af at have prøvet alt for at finde livsglæden. Den eneste, vi kan spore en udvikling hos, er Karens kæreste Esben. Men det kan heller ikke betegnes som en egentlig udvikling, snarere et lidt pludseligt vendepunkt, som kommer til at ændre forestillingens retning. Det er pludseligt, men ikke overraskende eller usandsynligt. Der er sprunget nogle led over, men montagedramaturgien med klipningen retfærdiggør, at vi som publikum ikke oplever alle mellemregningerne.

Teatret Svalegangen har formået at skabe en forestilling, der puster liv i debatten om aktiv dødshjælp. ”Mæt af dage” skildrer problemstillingen fra flere vinkler og den rejser spørgsmål, som giver noget at debattere længe efter, man har forladt teatersalen. Det er kærkomment og prisværdigt, at det i Thomas Markmanns tekst er en ung kvinde, der udadtil ikke fejler noget, der får lov at spille hovedrollen i dette dilemma, for det giver anledning til at komme i tvivl om sine standpunkter. Dog havde Karen som karakter haft større gennemslagskraft, hvis hun faktisk havde haft en traumatisk opvækst, som var blevet udfoldet i løbet af forestillingen. Det bliver lidt vanskeligt at sætte sig i hendes sted, når hun bare ønsker at dø på trods af, at hun er omgivet af mennesker, der er der for hende. Forestillingen synes at forsvare Karens dødsønske og hendes ret til at bestemme, hvornår hun vil herfra, hvilket bliver lidt tyndt. Der, hvor forestillingen fungerer bedst, er, når den skildrer menneskene omkring Karen og deres håndtering af hendes ønske – noget Karen ikke selv synes at forholde sig vildt meget til. ”Mæt af dage” er dog stadig relevant samtidsteater, der rummer masser af debatpotentiale, om end man bør se den med et kritisk blik.

Af: Thomas Markmann
Instruktion: Anna Schulin-Zeuthen
Scenografi: Karin Gille
Medvirkende: Albert Stein Ankerstjerne, Anna Nøhr Tolstrup, Jakob Hannibal og Kirstine Hedrup.
VR produktion: Mannd
Lyddesign: Anton Bast
Lysdesign: Anders Kjems
Fotos: Morten Fauerby // Montgomery
Produceret af: Teatret Svalegangen

Forestillingen spiller på Teatret Svalegagen fra den 20. oktober til den 24. november.

MANhouse 2.0

MANhouse 2.0

Af Julia Tonsberg MANhouse 2.0 er efterfølgeren til WOMANhouse, som Emilie anmeldte i sidste uge, og er derfor også en del af serien fra Himherandit Productions, der gæster Aarhus i forbindelse med The Genderhouse Festival. Udforskningen af identitet og køn fortsætter i MANhouse 2.0, og ligesom […]

ReDoing GENDER 2.0

ReDoing GENDER 2.0

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Allerede da vi går ind ad dørene til Bora Boras store scene, er forestillingen ReDoing GENDER 2.0 startet. På scenegulvet er der en hvid firkant, som er lavet af hvidt dansevinyl. Firkanten er lyst op og resten af det ellers store […]

WOMANhouse

WOMANhouse

Af Emilie Hackenberg Alstrup

I september løber The GENDERhouse Festival af stablen på forskellige scener i Aarhus, og her har man mulighed for at opleve en række forestillinger, udstillinger og foredrag, der alle adresserer temaer som køn, seksualitet og identitet. På Bora Bora har de besøg af forestillingen ”WOMANhouse” fra Himherandit Productions, som stiller spørgsmålstegn ved grænsen mellem mande- og kvindekønnet.

Forestillingen ”WOMANhouse” åbner med et smæk fra den mørke sals bagdør, hvor fire kvinder spurter ind mod scenen og stiller sig i en samlet klump. Jeg må nok hellere skrive mænd fremfor kvinder, da hele forestillingens udgangspunkt er disse fire kvindelige artister i forklædning som mænd. De har iført sig skæg, jeans, tennissko, blazer, læderjakke og deres eget enten korte eller lange år. De går, står og taler som den stereotype mand; fulde af brøl og spændinger med musklerne. De fortæller med både dans, tale og mimik i denne skildring af manden og forholdet mellem kønnene, hvor det feminine mod slutningen også får mere og mere plads.

En hvid kasse og dybe mandestemmer
I forestillingen sidder publikum i en klassisk publikumsopbygning med blikket rettet mod et nærmest fuldstændig tomt scenerum. De fire spillere løber ind mod centrum, og gennem scenelyset ser vi fire hvide tapestriber i kvadratformation på det bare, sorte scenegulv. Udenfor denne optrukne kasse står to mikrofonstativer og på gulvet et par oplyste skærme, der senere viser sig at være redskaber til mikrofonerne. Forestillingens sammensatte brudstykker foregår både indenfor og udenfor den hvide kasse, men fokus er altid på den handling, der sker indenfor kassen. De bevæger sig rundt, kigger på publikum, danser og viser deres ”mandekrop” frem. Det første ord, vi hører i forestillingen, kommer fra den laveste ’mand’ i flokken, der igennem mikrofonen får en helt anden lyd end den umiddelbart forventede. Stemmen er nemlig gjort voldsomt dybere – måske på niveau med en baryton eller en bas – og publikum griner af denne lidt komiske forvrængning af den lille krops stemme. Effekten med mikrofonen er et meget vellykket virkemiddel for forestillingen, hvor den også bliver brugt som lydeffekter til resten af forestillingen. Der er nemlig flere scener, hvor der udenfor kassen bliver lavet lyd til bevægelserne indenfor kassen.

Forestillingen bærer tydeligt præg af træk fra performancegenren, hvor det er spillernes fysiske krop, der er i fokus. Der bliver ikke gjort brug af realistiske scener, hvor to mennesker fører en dialog. Der er i stedet lagt stor vægt på den kropslige tilstedeværelse. Det kommer til udtryk gennem flere lag, hvor vi både oplever spillerne igennem de fysiske bevægelser og akrobatiske danse på gulvet og ved fremhævning af den enkelte krop. Her oplever vi en kontrast mellem deres skildring af mandens gang og positur til, at de mod slutningen smider alt tøjet – bortset fra deres boxershorts – og står på linje foran publikum med deres kvindelige figur og overkrop i scenelyset. Scenerummet med den hvide kasse som et slags undersøgelsesrum for mande- og kvindekønnet harmonerer godt med det kropslige fokus og de fysiske kraftanstrengelser.

Hvad er en mand, og hvad er en kvinde?
Hele festivalen og forestillingen har til formål at undersøge kønsbegrebet, og hvorfor der er bestemte måder at inddele mennesker på efter køn. I ”WOMANhouse” er det skildringen af manden, der er i fokus. Sådan oplever jeg det i hvert fald i første del af de i alt 60 minutter, hvor det er den stereotype udlægning af manden, som er i fokus for publikum. Det er først i anden del, at forestillingen åbner sig mere op mod de mange spørgsmål i kønsdebatten, og hvor forestillingen for alvor har noget nerve og en mere konkret retning med projektet. Det feminine bliver først her en del af forestillingen gennem kostumernes forsvinden, og hvor jeg bliver mere bevidst og målrettet som tilskuer på de tanker, som forestillingen vil sætte i gang. Inddragelsen af den nøgne kvindekrop giver forestillingen den dybde, den har brug for, så det ikke kun er latterliggørelsen af manden, der træder frem. Hvor første del er et mere komisk billede af manden, som publikum kan grine af, så er det i anden del, at spørgsmålene kommer på banen. Selvom forestillingen kun varer en time, så falder den større refleksionsdel lidt sent for mig, da det netop blot er komiske udfoldelser i starten. Til gengæld er det også ufatteligt tankevækkende og smukt at se spillerne med deres halvnøgne kroppe og mandeskæg rettet mod os til sidst. I anden del er der en scene, som genbruger et par replikker fra tidligere, hvor der siges: ”People ask me if I am an Alex or an Alex” samtidig med, at der gestikuleres til, at man enten kan være den ene eller den anden type Alex – altså henholdsvis drengeversionen eller pigeversionen af navnet. I første del lægger jeg ikke rigtig mærke til disse replikkers betydning – det er først til sidst, hvor det fremsiges af spilleren, der nu fremstår fysisk som både værende mand og kvinde, at jeg selv begynder at reflektere over kønsdefinitionerne og vores hang til at sætte folk i kasser.

Efter forestillingens slutning bliver det endvidere tydeligt for mig, hvor intensiveret det har været mod slutningen med nogle konkrete spørgsmål. Sidste scene er utrolig flot og stærk, da en af spillerne danser fuldstændig nøgen foran publikum, og hvor hun forinden lige har sagt; ”I am a real man”. Jeg begynder efter forestillingen at associere denne grænseleg mellem kønnene til en udstilling, som Kvindemuseet i forbindelse med festivalen har åbnet for. Her er der mulighed for at læse, høre og opleve forskellige menneskers udlægninger af definitioner på køn. Jeg lagde særligt mærke til en udtalelse fra en biolog og forfatter, som fortalte om, hvordan der biologisk er en forskel på mænd og kvinder – ikke kun den åbenlyse forskel via udseende og kønsorganer men også igennem egenskaber og adfærd, hvor der er en klar forskel i kønnenes forskellige reaktionsmønstre. Efter dette udsagn kunne jeg gå videre til en stor planche, hvor der var minimum 20 forskellige kønstegn, som man kunne identificere sig med. Disse kontrastfyldte udtalelser på Kvindemuseet satte nogle tanker i gang for mig efter også at have set ”WOMANhouse”. Derfor har det efterfølgende strejfet mig, at hvis man som publikum ikke er så vant til at se forestillinger, der primært udtrykker sig gennem fysikken fremfor dialogen, så vil man måske få et større udbytte, hvis man oplevede flere forskellige udlægninger af samme tema i forbindelse med The GENDERhouse Festival. Generelt tror jeg, at denne type festival med et konkret tema og bestemte indslag kan give lejlighed til at åbne op for en dialog ved netop at inddrage forskellige udlægninger af samme diskussion. Efter endt forestilling blev der også givet en opfordring til at se vol. 2 ”MANhouse”, som spiller senere på festivalen, og som måske også giver noget nyt stof til eftertanke om, hvorfor vi kalder noget for mand og noget for kvinde.

 


Instruktør og koreograf: Andreas Constantinou
Performere: Helena Wilhelmssen, Sarah Armstrong, Antoinette Helbing, Hilde Sandvold
Scenografi og lysdesign: Jeppe Cohrt
Musik: Philippe Jaroussky, Death Note, Nirvana, Vivaldi
Fotos: Himherandit Productions

Forestillingen spiller på Bora Bora d. 11. og d. 12. september
The GENDERhouse Festival kører fra d. 31. august til d. 27. september

Biedermann og brandstifterne

Biedermann og brandstifterne

Af Emilie Hackenberg Alstrup På Scala afsluttes Aarhus Teaters sæson med klassikeren ”Biedermann og brandstifterne” af Max Frisch fra 1958, der adresserer vores alles indre Biedermann, som så gerne vil tro på det gode i mennesket, men som dermed også lukker øjnene for det onde, […]

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Sæson 2018-2019 på Aarhus Teater

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Lørdag den 12. maj kl. 12 stod den traditionen tro på den årlige sæsonpræsentation på Aarhus Teaters Store Scene. Dette år havde teatret valgt at streame begivenheden live over Facebook, hvor jeg også fulgte med fra min computer, mens jeg sad […]

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Sæson 2018-2019 på Teatret Svalegangen

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Det er forår, og den fornyede glæde og energi viser sig også hos landets teatre, der hvert forår har tradition for at præsentere repertoiret for den kommende sæson. Med det nye sæsonkatalog fra Teatret Svalegangen i hånden vil jeg se på noget af det, vi kan forvente os af sæson 2018-2019 i Rosenkrantzgade.

Egne forestillinger – Virtuel Reality-drama, sygdomsmonolog, mediesatire og dronekrig
Teatret Svalegangen er et teater, der lever ligeså meget af deres egne produktioner som af besøgene udefra. Men jeg vil selvfølgelig først og fremmest kigge på teatrets fire egne forestillinger, da det er her, man virkelig mærker Svalegangens identitet og vision for den kommende sæson – en vision, som teaterdirektøren Per Smedegaard beskriver som et perspektivskift for publikum.

Han siger, at vi skal bruge kunsten til perspektivskift – til at åbne vores øjne for en anden side af sagen end den, vi selv ser, og på den måde opleve, hvordan andre mennesker kan se og mene om verden. Med dette for øje vil jeg kaste det første blik på forestillingen ”Mæt af dage”, der sætter fokus på aktiv dødshjælp ud fra perspektivet om psykisk sygdom, da dramatikeren Thomas Markmann med egne ord netop gerne vil undersøge, hvorfor psykisk og fysisk sygdom ikke er ligestillet. Det er en meget vigtig diskussion at tage fat i, og jeg er sikker på, at der rigtig mange publikummer, der vil kunne spejle sig i denne debat. Derudover ser jeg frem til at opleve den iscenesættelsesstrategi, som beskrives for forestillingen. Det er nemlig Virtuel Reality, der får en særlig rolle, hvor vi som publikum får mulighed for at se virkeligheden ud fra karaktererne Karens og Esbens øjne. Et iscenesættelsesvalg, der følger med den teknologiske udvikling, og jeg tænker, at det helt sikkert også åbner op for en anden diskussion end sygdomsdebatten – nemlig hvorvidt teatret kan bære disse indblandinger fra teknologien. Måske fjerner det os fra det særlige nærvær, der er i teatret, eller måske giver det publikum en ganske særlig oplevelse at komme så tæt på historien – jeg håber virkelig, at sidstnævnte vil lykkes.

Sygdomstematikken fortsætter i endnu en egen produktion. Det er forestillingen ”En lille smule ubehag”, som vil tage hånd om mandens oplevelse af at få konstateret en livstruende sygdom – en situation, som de fleste mænd ikke taler så meget om. Jeg ser frem til at opleve dette perspektiv gennem en monolog, hvor vi altså kun møder den sygdomsramte mand og hans fortælling. Her er der mulighed for en ganske særlig intim teateroplevelse, hvor publikum kan komme helt ind under huden på én karakter – jeg håber, at forestillingen vil give plads til både komiske og sårbare øjeblikke, som jeg tror, denne type forestilling vil leve stærkt af.

Fra to sygdomsforestillinger skal vi til de sidste to egne produktioner, som peger i retningen af en større samfundskritik. Den ene er mediesatiren ”Breaking News”, der undersøger vores forhold til medierne og spørger, hvornår en nyhed er ’breaking’. Vores forbrug af medier er så stort, så det efterhånden kan være svært at navigere i, hvad der er brugbart. Som sagt ligger Svalegangen selv op til en satire, der i sagens natur er udtryk for en latterliggørelse men også med et ønske om at forbedre det, der latterliggøres. Der lægges op til en absurd og vanvittig forestilling, men jeg håber i særdeleshed også, at vi som publikum kan gå fra salen med en helt masse nye tanker og en større kritisk stillingtagen til medierne. Den sidste egen produktion er et gensyn – en repremiere fra sæson 2016-2017, hvor forestillingen ”Grounded” tog fat i krigstematikken og moderne krigsførelse. En tematik, der helt klart stadig er aktuel, da diskussionen om droner fortsat fylder i mediebilledet. Her hos Teaterkikkerten var det også denne tematik og potentialet i teksten, der i anmeldelsen blev fremhævet som det stærkeste.
Læs vores anmeldelse af “Grounded” her.

Gæstespil – Reumert-forestilling, konspirationer og klassikere
Teatret Svalegangen har også formået at udvælge en masse spændende gæstespil i den kommende sæson, og her vil jeg vil blot tage udgangspunkt i nogle få af de i alt 11 gæstespil. Den første og den, jeg glæder mig allermest til, er forestillingen ”Rocky” fra Husets Teater, der netop er blevet Reumert-nomineret for Årets mandlige hovedrolle, Årets instruktør og Årets særpris. En forestilling om bokseren Rocky Balboa og forholdet mellem eliten og taberne. Jeg er sikker på, at det aarhusianske publikum kan se frem til en stor kraftpræstation af skuespiller Morten Burian. Man kan også se frem til en gammel kending for Teatret Svalegangen. Den danske teatergruppe Von Baden, der de sidste mange år har spillet på teatret, vender tilbage med det nye udspil ”K-teorien”. Et mistroisk drama om Alex, der efter en familietragedie glider ind i en masse vrangforestillinger og konspirationsteorier.

Noget, som er ganske særligt for Svalegangen, er, at ny dramatik i ind- og udland er i højsædet. Men i de kommende gæstespil er der også mulighed for at opleve to klassikere, men disse klassikere har selvfølgelig fået en god rusketur i teatermaskineriet. Den ene er Goethes ”Faust”, der præsenteres af Mungo Park, hvis eget intime teaterrum går godt i spænd med Svalegangens ligeledes jordnære Store Sal – det er altid et godt udgangspunkt for at bevare den atmosfære, som gæstespillet kommer med. Den anden er Shakespeares ”King Lear”, der hos Teatret Møllen og >>Teatret<<  har fået en tur med kniven og er blevet skåret helt ned til, at det store kongedrama fortælles af blot to mandlige skuespillere og en musiker.

Således en præsentation af nogle af Teatret Svalegangens kommende forestillinger, hvor visionen om nye perspektiver er i højsædet, og hvor både ny dramatik i egenproduktionerne og klassikere fra gæstespil har sin berettigelse. Vi hos Teaterkikkerten glæder os meget til at besøge teatret i sæson 2018-2019!

Læs mere om forestillingerne og find spilletider her.

Fotos fra Teatret Svalegangens sæsonkatalog af: Creative Zoo, Montgomery, Mingo Photo, Thomas Petri, Anders HJerming, Gudmund Thai, Per Morten Abrahamsen, Søren Hasselgaard Skaaning, Gerth Lyberth, Søren Meisner og Per Pedersen

Lav sol

Lav sol

Af Natalie Gøttsche Jakobsen Vi bliver ført ind i studioscenens hvidmalede rum, vi ser med det samme en stor kvadratisk firkant skabt af gennemsigtige skærme. Inde i firkanten er der yderligere fire kvadratiske rum, opdelt med gennemsigtige skærme, så man kan kigge ind til de […]